2003

Rold Vesterskov

Heden, ja man tror det næppe, skrev H.C. Andersen i sangen: ”Jylland mellem tvende have”. Også vi skal vandre en tur på heden, men først skal vi dog lige til skovs et par gange. Første gang i Rold Vesterskov.

Hele 96 deltagere mødte der op på denne årets første tur, som udgik fra 19,4 km stenen på den gamle hovedlandevej 10 ved Tveden. Vejret var smukt, men da vinden også var skarp, bød vi hurtigt velkommen til en ny og forhåbentlig spændende sæson, som Helge straks indledte med at føre holdet ned ad den vej, der går direkte ned til Springkilden.

Efter et kort stykke vej stopper han ved en stor læsserampe, og siger. Her har Hanne, Per og jeg engang haft en dejlig oplevelse. Det var TV Nord, der i deres visdom havde fundet ud af, at jeg en søndag skulle gå tur med folk i Rold Vesterskov. Da det var annonceret i TV kom der rigtig mange mennesker. Jeg siger jer – der holdt biler ude på vejen. Der kan I slet ikke være med. Cirka 500 kom der, så godt som vi nu kunne tælle. Problemet kunne være, at råbe 500 mennesker op, så netop derfor stoppede jeg på dette sted. Og i et smukt og frostklart vejr var det heller ingen sag at gøre det oppe fra læsserampen.

En journalist kan ind imellem stille nogle besynderlige spørgsmål. I betragtning af, at det var TV Nord selv, som havde taget initiativet, var det da lidt mærkeligt at spørge Helge: ”Er det ikke dårligt for skoven, at gå med så mange mennesker?” Hertil kunne Helge sådan set kun svare: ”Hvad mener du?” Ja, sådan er der så meget.

Hvis denne tur skal gøres færdig, skal det da også lige med, at Helge efterfølgende inviterede sine to hjælpere på æggekage på Rold Gammel Kro. Så vi havde en dejlig dag.

I dag har jeg besluttet, at jeg vil prøve at finde et lille sted, hvor jeg ikke har været i 20 år, slutter Helge. Ikke fordi der er så meget at se, men Rold Skovs Venner har aldrig været der før. Jeg er ikke sikker på at jeg kan finde det, men jeg vil gøre et forøg.

Vi fortsætter så turen ned ad vejen mod Lindenborg Å. Et sted kommer vi forbi en hulvej, et andet hvor man virkelig opdager hvor kuperet Rold Skov i virkeligheden er, og endelig gør vi holdt ved et jordfaldshul. Eller er det måske et dødishul, eller bare et sted, hvor man har taget grus til at forbedre vejen. Somme tider kan det være svært at sige.

Lidt længere fremme går vi lidt rundt for at finde Helges ”hemmelighed”, nemlig stenen for Aldalshuset – uden dog at kunne finde den. Også her er der mange hulveje og jordfaldshuller. Det er karakteristisk for disse hulveje, at de alle har samme retning, nemlig ned til det gamle vadested over Lindenborg Å. Om selve Rold Vesterskov fortæller Helge, at denne var hermetisk lukket for offentligheden indtil 1970, hvor der kom en ny naturfredningslov, som påbød at godserne skulle åbne deres skove. Rold Vesterskov var indhegnet med15 km hegn, og man så meget strengt på om nogen formastede sig til at gå herind. En af årsagerne til at den gamle lensgreve ikke ville have at skoven var åben var bl.a., at der var en stor bestand af kronvildt på omkring et par hundrede dyr. I dag er der ikke særligt mange tilbage, men vi kan dog stadig som her se deres efterladenskaber i skovbunden.

Da man påbød Lindenborg at åbne Rold Vesterskov skete der det helt paradoksale, at Danmarks Naturfredningsforening kom og sagde: ”Den går ikke. Det kan ikke lade sig gøre fordi der her findes så store naturværdier, som man ikke bare kan lade folk ødelægge.” Men ministeriet fastholdt at skoven skulle åbnes, og man indgik så det kompromis, at kun de tre nordligste låger skulle åbnes. Dette var ensbetydende med, at hvis nogen ville se de helligste ting som f.eks. Rold Kilde, skulle man gå meget langt, og det mente man, at kun de virkelige naturelskere ville gøre.

Så kom stormen i 1981, hegnet væltede og folk kunne gå som det passede dem. Men der er faktisk ikke sket noget som helst, der kommer stadig ikke ret mange mennesker helt ned til Rold Kilde i den sydlige del af skoven.

Vi har stadig ikke fundet stenen hvor Aldalshuset stod, men da vi atter befinder os ved nogle jordfaldshuller, får dette Helge til at fortælle, at der i en beretning fra Danmarks Geologiske Undersøgelser omtales et jordfaldshul, som opstod omkring 1928 i Rold Skov, nærmere betegnet i Skørpinglund ude ved Buderupholmvejen. Herefter skal vi faktisk helt op i tresserne, før der igen opstod et jordfaldshul i Rold Skov. Det var ved den lejlighed at skovkusken Frode Gustavsen og hans hest Musse forsvandt ned i hullet. De kom dog begge velbeholdne op igen.

Helge vender tilbage til spørgsmålet om Aldalshuset, og fortæller at familien som boede der havde navn efter stedet og hed Aldahl. Jeg har kendt den gamle Peter Aldahl, men inden jeg endnu havde mødt ham, havde den gamle kromand på Rebildhus, Frimuth Engelst fortalt mig, at ligesom kulbrænderne havde det, havde Aldalsfamilien også sin egen dialekt.

Jeg mødte siden Peter Aldahl, da han en aften kom og fortalte om krybskytteri, hvilket var noget som han virkelig kendte til. Jeg forstod ikke en tiendedel af det, men heldigvis har jeg det på bånd, og hans barnebarn har sagt, at han vil oversætte det for mig.

Stenen står her altså et eller andet sted ved disse veje, slutter Helge. Jeg kan ikke finde den, så vi må lede efter den en anden dag.

Vi er nu nået ned til Springkilden og det gamle vadested over Lindenborg Å. Af hensyn til nye medlemmer forklarer Helge, at man ikke skal føle sig skuffet fordi der ”bare” er stukket et rør ned i jorden midt ude i kilden. Springkilden er i virkeligheden en artesisk brønd. Denne betegnelse stammer oprindeligt fra departementet Artois i Nordfrankrig, hvor man allerede i 1126 fandt på at bore et rør ned i et vandførende lag og udnytte dettes tryk til at lade vandet springe af sig selv. Forudsætningen for at det kan lade sig gøre er, at dele af det vandførende lag ligger højere end det sted, hvor man ønsker at vandet skal springe. Disse betingelser er jo så rigeligt opfyldt her i Vesterskoven.

Ganske kort fra Springkilden ligger det vadested, hvor man krydsede Lindenborg Å i gamle dage, idet hovedvejen gennem Rold Skov faktisk gik ned gennem Aldalen, og derfra videre over åen mod nord. Det var også her adelshæren skulle passere åen under grevefejden i 1534, da den var på vej for at slå Skipper Klement oppe ved Svenstrup. Dette gik dog ikke så godt i første omgang, idet det var Skipper Klement, der i stedet slog adelshæren. Senere gik det dog omvendt for en ny adelshær.

Man skal også lægge mærke til ellekrattet. Det fortsætter hele vejen ned langs åen og er noget at det flotteste i hele Danmark, siger Helge og fortsætter. Jeg har haft en god oplevelse her, da jeg engang var ude at gå med nogle mennesker på en dejlig sommerdag. De havde ikke sagt noget om at vi skulle have frokost på turen, men det skulle vi altså her. Maden blev leveret fra Scheelsminde i Aalborg på den måde, at sønnen herovre fra hjortefarmen kom gående med sine kasser gennem vadestedet. Dette var en flot måde at gøre det på, og tillige var maden god og vinen dejlig kølig. Så det var en dejlig dag, slutter Helge.

På vores videre færd fra det smukke kildeområde, ser vi igen de gamle hulveje ned gennem det bakkede terræn på venstre hånd. Atter engang stopper Helge op og fortæller om disse, men også noget om ejerforholdene i Rold Skov. Da vi skulle skrive bogen, Rold Skov – Danmarks største, brugte vi meget tid på Landsarkivet i Viborg for at finde ud af hvem der gennem tiderne har ejet Rold Skov. En undtagelse fra at vi fik dette helt opklaret var dog Rold Vesterskov, det skylder vi faktisk Rold Skov at finde ud af.

Givetvis har store dele dog tilhørt Herredsfogedgården i Rold. Herredsfogedfamilien Bloch var en anset familie, som gennem generationer husede adskillige personer af rang. Bl.a. var Chr. d. 3. på besøg hos herredsfoged Niels Bloch i 1546. Vi ved, at kongen gav herredsfoged Bloch lov til at have sine svin gående her i skoven uden at skulle betale skat af det.

Tilbage i 1750`erne er det familien Rosenkrantz-Levetzau fra Store Restrup, som køber store dele af Rold Skov. Det er sandsynligvis den ejer, der overhovedet har ejet mest af Rold Skov. I begyndelsen af 1800-tallet var det Johan Casper de Mylius, der købte skoven. Han købte også Willestrup, men det gik dog ikke så godt for ham, idet han endte med at gå fallit. Endelig købte familien Schimmelmann Rold Vesterskov i 1865, hvorefter den så har været i Lindenborgs eje lige siden da.

Helge slutter med at gøre opmærksom på de mange sten, som her ses spredt ud over terrænet. Der er ikke ret mange steder tilbage i Danmark, hvor man stadig kan se et område med nogle af de milliarder af sten, som isen har bragt med til Danmark. Her har de fået lov at ligge uden at man har brugt dem til byggeri af borge, slotte og kirker, eller måske anvendt dem til at slå til skærver til anlæggelse af veje.

Jeg beklager, at jeg ikke kunne finde den sten, som jeg gerne ville, men nu skal jeg vise jer en anden sten, som vi går hen til nu, siger Helge. Her lyder inskriptionen, Adelshærens Vej 1534. Stenen er anbragt til minde om adelshæren, som var på vej for at blive slået ihjel oppe ved Bilka, lyder det lidt pudsigt. Når man kører ad den gamle hovedvej 10 op mod Aalborg, og lige har passeret Svenstrup ved Svenstrup Kær, eller Leere Sig, så er man på stedet hvor det skete. En væsentlig årsag til at Skipper Klement kunne slå adelshæren var, at han sagde til sine mænd: ”Tag hestene først, så tar` vi folkene bagefter.” Dette skulle vise sig at være en god strategi, idet hestene havde svært ved at klare sig i det ret våde og sumpede område, og derfor var lette at slå ned.

Den mand, der har lavet mindestenen, slutter Helge, hed Nørgaard og boede nede i Rold. Han har også hugget en mængde andre sten, herunder den om Aldalshuset og de mange ”bysten”, der står på trekanten i Rold, lige hvor Nysumvejen går hen forbi kirken.

Det er nu blevet tiden for at holde frokostpause, og til det formål finder vi en dejlig solbeskinnet plads med gamle stubbe til at sidde på. Det er også under frokostpausen, at vi normalt kræver vores beskedne turgebyr op. Og tænk, i dag er det selveste hr. turlederen, der hjælper fmd. med at danne den ene inkassatorgruppe. Det siger noget om effektiviteten, at vi nåede at samle ind fra 37 personer. Fmd. har tidligere dannet par med Knud. Da nåede vi 5 personer – inklusive os selv. Hvem snakker mest?

Herefter fortsætter turen et godt stykke vej mod syd til vi er på højde med Enebærstykket. Dette område har tidligere været en af Rold Skovs store attraktioner, men sådan er det ikke mere, siger Helge. Det er stadig et meget kønt og spændende stykke skov, men det har ikke meget med et enebærstykke at gøre. Da Lindenborg overtog skoven i 1865 var det en gammel bondeskov. Man bevarede da dette stykke, som bestod af gamle forkrøblede Rold Skov-bøge og enebærbuske. Da jeg første gang var i Rold Vesterskov, fortsætter Helge, da stod enebærbuskene tæt overalt, og nogle af dem var mere end 10 m. høje. Så for nogle år siden ville Amtet have at området skulle fredes, hvorefter man overtog driften og sendte skovarbejdere ind med motorsave for at rydde op. Resultatet var, at der ikke er ret mange ener tilbage, og af disse er der kun ganske få, som er virkelig høje. Siden har man glemt alt om Enebærstykket.

Nu kan det få lov til at passe sig selv, uden at man gør noget ved det.

Sådan var det ikke sålænge grev Schimmelmann drev området. Da passede man på det, så det kunne bevares som den gamle skov det var engang, slutter Helge.

Vi går nu videre gennem det trods alt dejlige stykke enebær, og som det sydligste punkt for i dag, stopper vi ved den gamle skyttebolig, Teglhus. Her begynder Helge at fortælle inden fmd. er nået frem, hvorfor denne beder ham om at starte forfra. Så først efter en behørig skideballe under henvisning til Jens Hvass, kommer vi i gang med stedets historie.

Dette er Teglhus, Teglsøen ligger der, Teglværket lå derhenne, og der byggede lensgreven nede fra Ahrensburg i 1875 en ”lille” hytte som fødselsdagsgave til sin kone. Jagtslottet kaldet. Der var ”kun” 22 værelser, siger Helge. Men vi vil nu lade bogen om Rold Skov fortælle: ”Det fortælles, at Jagtslottet var overdimensioneret, hvilket beroede på, at det var en arkitekt i Hamborg, der havde tegnet det – i alen. Mens de lokale håndværkere byggede det i meter. Efter sigende brød lensgrevinden sig ikke om fødselsdagsgaven, selv om greven havde sørget for, at der blev fragtet tømmer hertil fra Pommern – rigtig pommersk fyr, som greven åbenbart mente var bedre end det roldskovske tømmer.”

Helge fortsætter: Engang var vores dejlige krybskytte, Artollerist Niels, Niels Chr. Nielsen, herude på krybskytteri sammen med sin gode ven, Kulsvier Frederik, hvor han skød en ræv og straks pelsede den, fordi pelsen jo kunne sælges. Han tog så skroget og hængte det op på døren ind til Jagtslottet, hvortil Kulsvier Frederik spurgte ham, ”Hvoffor gør du de` Niels?” ”Jen ska` vær` nøjsom. A ska` ett ha` det hiele. Greven ska` osse ha` nøj”, svarede Niels som den skælm han var.

Selvom Teglsøen er temmelig stor, er det ikke en rigtig sø, men er opdæmmet fordi greven gerne ville have noget pænt at se på foran Jagtslottet. Engang i 50`erne brød dæmningen imidlertid sammen, således at Gravlev Sø kom tilbage nede i ådalen i nogle uger, ligesom den igen er det permanent i dag. Da man vågnede om morgenen nede i Gravlev, var der en sø, som ikke havde været der de sidste 50 år. Søens vand var blevet drænet væk i 1895, men lige pludselig var den der igen, idet alt vandet her fra Teglsøen var løbet ned i ådalen. Så det var jo ikke så godt.

Som dagens allersidste historie, fortæller Helge om mødet med skovfogeden, der ville smide ham ud af Rold Vesterskov, da denne var lukket for offentligheden. Helge havde godt nok fået lensgrevens tilladelse, men det vidste skovfogeden bare ikke. –  Så det blev altså ikke i første omgang til et møde, hvor mennesker mødtes og sød musik opstod.

Hermed var programmet for årets første tur sådan set slut. Tilbage var der så blot at trave den ca. 2,8 km. lange tur tilbage til Tveden. Denne går atter et stykke vej op langs enerne til vi midt i disse drejer mod øst forbi Trydsø tilbage til landevejen, og herfra videre langs denne mod nord til vore ventende biler – samt et par enkelte koner.

En god tur var slut, men sæsonens forhåbentlig mange oplevelser var lige begyndt.