2002
Troldeskoven – juletur
Der var hele 115 personer, der ønskede at deltage i årets julefrokost på Røverstuen i Rebild.
Men først skulle vi dog trave den sædvanlige opvarmningstur. Denne gang fra p-pladsen ved Rebildhus til Lille Stendal, Høje Odde, Troldeskoven, Gravlev Mosegyde, Store Stendal og retur gennem gryden i Rebild Bakker.
Vi standser første gang ved den “smukke” toiletbygning lige oven for p-pladsen, hvilket giver Helge inspiration til at fortælle om det allerførste Rebildhus, der i starten ikke var en restaurant, men et traktørsted. Forskellen var om man havde et rigtigt toilet eller ej. Jeg vil ikke åbne døren til disse toiletter, siger Helge, men jeg kan fortælle, at toilettet på det gamle Rebildhus var flottere end dem her. Det bestod af en egetræsplanke med to huller, to spande nedenunder, en lærredsvæg imellem, en lærredsvæg foran, og to halvbrugte telefonbøger. De ville dog gerne have en restaurant, men der gik syv år inden de havde fået sparet så meget sammen, at de fik råd til at få lavet et rigtigt toilet.
Lige efter at de havde fået installeret det nye toilet med træk og slip og en lille håndvask med rindende koldt vand, kom der en familie fra København, som havde en ung bengel på 16-17 år med. På et tidspunkt gik denne hen til Frimuth Engelst, som da var tjener i sin fars forretning i hvid jakke, sort butterfly og sorte bukser med galoner på siderne, og spurgte: “Hvor f….. er lokummet henne?”. Det kunne Frimuth bare ikke klare, og da de ikke havde raget det gamle lokum ned endnu, tænkte han. “Så skal han sgu også derud”. Et øjeblik efter kom den unge klør ind igen og sagde: “Hvor f….. kan jeg få vasket mine hænder?”. “Det er ude på toilettet Hr., og værsgo, det er den vej”, svarede Frimuth og slog belevent ud med hånden.
Vi går nu et ganske kort stykke vej, og næsten som en gave fra himlen, og noget der lige er “vand på Helges mølle”, ser vi, at der i skovbrynet hænger en efterladt post fra en allerede overstået orienteringstur. Der er dog en ingeniør, som skynder sig at rive posten ned, og hvorfor gjorde han nu det? Fordi der på posten stod skrevet: “Ingeniørforeningen i Danmark, Aalborg afdeling. Juleskovtur 2002 Rebild Bakker”. “Spørgsmål 1: I hvilken kommune ligger Rebild Bakker?”.
Ja, det ved vi jo ellers alle sammen, siger Helge, altså lige med undtagelse af ingeniørerne. De ved nok ikke så meget, heller ikke at de skal tage deres sedler ned. Sådan noget må man ikke lade blive hængende. (Ja, det var flovt. Men alligevel en stor tak til ingeniørforeningen. I gav Helge en god dag).
Bare 150 meter sydøst for festpladsen i Rebild finder man noget af det flotteste stykke bøg i hele Rold Skov, ja faktisk flottere end det oppe i Troldeskoven. Det er opstået ved at man tidligere både har stynet træerne i toppen og stævnet dem ved roden. Der er så det specielle ved Rold Skov-bøgen, at den kan sætte mange nye stammer op fra den samme rod, men i virkeligheden er det en kummertilstand, da vi er på bøgens nordgrænse og den derfor står så udsat. Det er egentlig ejendommeligt, at der kommer så få mennesker her, siger Helge. Selv under rebildfesterne kommer der ikke et øje. Jeg går altid herover for at se hvor mange mennesker der er, og jeg har været til rebildfester, hvor der ikke var et eneste menneske at se, selv om festpladsen ligger lige bag ved.
Ovre i Lille Stendal fortæller Helge om hvorledes hele dette område lå hen som hede da rebild-bønderne solgte det i 1911. Det er det nu heldigvis også er blevet til igen, og man kan stort set ikke se, at der blot er gået ganske få år siden man fældede alle de mange bøge og bævreaspe, der var vokset op her. Så hurtigt er lyngen indvandret igen, hvilket er utroligt flot. Området er også blevet afgræsset af får, hvilket også har været medvirkende til at det er blevet så flot. Så det er en succeshistorie uden lige, at det har kunnet lade sig gøre. De træer, der står tilbage i lyngen er alle af arten enebær. Nogle er meget høje og slanke, og nogle er lave og brede i det. Det er to forskellige slags. Den ene slags er kvinder og den anden slags er mænd.
Jeg kan ikke huske hvad der er hvad, slutter Helge med et glimt i øjet.
Turen fortsætter nu over mod Store Stendal, og netop som vi skal passere færisten herover, får vi en snak med en dame fra Hobro, som er ejer af de får, der plejer området. Hun fortæller, at hun engang imellem må samle fårene. Dels for at flytte nogle af dem til andre områder, og dels for at udvælge dem, der skal indgå i den videre avl. Det er faktisk en fin ordning for både staten og fåreejeren med et sådant arrangement. Førstnævnte får plejet sine arealer, og damen får græsset sine dyr. Det er da herligt, at der selv mellem stat og borger kan aftales sådan lidt “livets gang i Lidenlund”.
Fra Stendalen fortsætter vi ad den stejle trappe op til Høje Odde og Skovtårnet. Og som om det ikke var nok at forcere bakken, fortsætter halvdelen af holdet endda op i selve tårnet. Der er dog desværre ikke så god en udsigt heroppe fra, som der har været. De omgivende træer er efterhånden blevet for høje.
Det næste mål er at besøge Troldeskoven, men inden vi når så langt, skal alle dog lige en tur gennem træet, som både har et meget stort og et mindre øje. Dette står lige hvor stien svinger til venstre forbi dalen mellem Høje Odde og Troldeskoven. Som bekendt, er også Troldeskoven bevokset med den specielle Rold Skov-bøg. Disse træer bliver ikke særligt store, men til gengæld meget gamle. Ja, op til en halv gang ældre end andre bøge. Vi ved i dag at bøgen indvandrede i Rold Skov i 1500-tallet som det sidste sted i Danmark. Så der er måske enkelte træer tilbage her i Troldeskoven, der er af første generation, men ellers er det i hvert fald blot den anden generation, vi ser i dag.
Der er altid nogle bestemte træer man har et særligt forhold til, og et af disse står netop her i Troldeskoven lige bag ved mig, siger Helge. Det er dog ikke bare mig, der har et forhold til dette træ, det er der også en anden, der har haft. Og så følger historien om hvorledes Jens Hvass, som et af hans spøjse påfund, engang holdt stævnemøde med en spætte da han havde 60 Aalborg-damer fra “Inner-Wheel” med på ekskursion her op i Troldeskoven.
Jens Hvass havde på vejen jaget lidt på de fine damer, idet han sagde, at han havde travlt fordi han havde et stævnemøde oppe i skoven. Og hun er ung, hun er smuk og hun kan ikke vente, føjede han til. Da de kom herop, gik Jens Hvass hen og stillede sig op foran det træ, som vi nu står ved, tog en kæp op fra jorden, slog på træet og sagde: “Her har jeg mit stævnemøde”. Og ud kom spætten til stor morskab for damerne.
Da Helge skulle skrive bogen “Kongen af Rold”, ville han gerne have denne historie bekræftet af Jens Hvass, og tænk jer, siger Helge. Den gamle mand sagde da: “Det var skægt du fortalte det. Det har jeg ikke skænket en tanke i mange år, men det er fuldstændigt rigtigt, hvad du siger. Historien er bare bedre end du fortæller den, fordi der er noget, som du ikke ved, men nu skal du få den rigtige version”.
Og så fortalte Jens Hvass: “Ja, du ved jo godt. Nederlag, det har aldrig været mig. Så jeg tænkte hele vejen op i Troldeskoven: Hvordan kan jeg nu være sikker på at den bliver derinde. Jeg vidste jo, at det lige var tiden hvor den lå på rede. Så jeg tænkte og tænkte, og det var først da jeg kom helt op i Troldeskoven, at den var der. Selvfølgelig. Jeg måtte jo være helt sikker på at den blev der indtil de kom derhen. Jeg gik så hen og stillede mig op foran alle de der kvindtimmere og slog på træet. Men inden jeg gjorde det, tog jeg hænderne om på ryggen, kiggede en gang op i himlen, og så sagde jeg, uden at nogen kunne høre det: Nu må du f…… hjælpe mig. Så slog jeg på træet, og ud kom den. Og imponeret var de. Så tog jeg hænderne om på ryggen én gang til og sagde: Det skal du f…… ha` tak for”. Ja, den Jens Hvass, den Jens Hvass. Farverig – det var han.
Før vi forlader Troldeskoven, stopper vi også lige op på det sted, hvor Prinsessetræet stod indtil 1994. Her får vi så historien om de 5 korpulente herrer, der engang ville med Helge på morgentur og hvor formanden forgæves forsøgte at krybe gennem Prinsessetræets øje. Vi har flere gange talt om at det kunne være flot, hvis Rold Skovs Venner måtte få lov til at anbringe en sten med træets data indhugget, således at stedet, hvor det stod, stadigvæk kunne være markeret når de sidste rester af selve træet er borte. Men desværre er skovrideren ikke meget for det, kunne Helge beklageligvis melde tilbage. Det ville da ellers have været en flot gestus til vore efterkommere.
Omtrent midt imellem Troldeskoven og Urskoven finder man et af de “Navnkundige Træer i Rold Skov”, Dødemandstræet. Eller rettere sagt fandt, for i dag er der kun en trunte tilbage af det. Dette er lidt af en kedelig del af skoven, siger Helge, for der er virkelig folk, som har hængt sig selv her i området. Det var en skovarbejder, der hængte sig i Dødemandstræet, og det er såmænd ikke mere end tre år siden, at der var en ung kvinde, som hængte sig lige her i nærheden. Dette er dog ikke til hinder for at Helge fortæller en munter historie:
I anledning af julen er der altid et stort arrangement med mange ritualer for stamgæsterne på Rold Storkro. Et af disse er at man går op i Urskoven på en nattur, hvor man på bålpladsen bliver modtaget af kokke med hvide kokkehuer. Og så er der ting og sager. Dejlig varm gullaschsuppe med tilhørende rødvin. Rødvinstoddyer og kolde pilsnere og meget andet godt. Jeg siger ikke noget dårligt om min gode ven Jørgen Pedersen nede på Rold Storkro, når jeg siget at han er mørkeræd, for det er noget som han også selv fortæller. På en sådan aftentur havde Jørgen Pedersen og alle gæsterne taget lygter med, og da de nåede op i Troldeskoven hørte de pludselig nogle skrig i skoven i retning over mod Urskoven. Det lød meget uhyggeligt, og ikke mindst for Jørgen, som ikke bryder sig om mørke. Efterhånden som de nærmede sig Urskoven blev skrigene højere og højere, og nærmere og nærmere. Henne ved Dødemandstræet hører de også nogle mærkelige lyde. Ligesom én, der vånder sig alvorligt og ikke kan få luft. “Sidder der ikke én deroppe?”, spørger nogle af gæsterne, og lige idet Jørgen går forbi, er der en person der råber: “Giver du ikke en kop gullaschsuppe Jørgen?”. Han blev vist nok lidt fornærmet, siger Helge, hvortil et drillesygt medlem af Rold Skov-vennerne replicerer: “Det var da også en mærkelig person, der kunne finde på noget sådant”. – Og det kan man jo kun give vedkommende ret i.
Nu nærmer tiden sig for årets måske hyggeligste samvær, nemlig julefrokosten på Røverstuen. Så derfor tar` vi resten af turen i ét stræk gennem Gravlev Mosegyde, Store Stendal og videre op gennem gryden i Rebild Bakker. Dog med et enkelt stop lige før gryden, idet vi her opretter et “toldsted”, hvor folk skal betale turafgift for at komme videre.
Det var 115 skrupsultne “travere”, som kunne sætte sig til bords i Røverstuen, for dér straks at kaste sig over buffeten, idet de marinerede sild allerede var sat frem på bordene. Først efter en halv times forløb, var der blevet så meget ro, at fmd. kunne sige skål og byde velkommen til alle. Og efter “same procedure as every year”, var der takketaler og gave til Pernille og Helge, samt udlodning af boggaver til medlemmerne. Og – som en flot gestus fra vores værtspar, Erik og Vivian, var der likør eller cognac til alle på husets regning, ligesom der var underholdning af Axel Meilholm fra Arden, der spillede og sang om Rold Skovs Venner så det var en lyst. Mest af alt kunne han minde om de middelalderlige minnesangere, som også rejste rundt og formidlede tidens aktuelle nyheder gennem musik og sang.
Alt i alt en dejlig dag, der sluttede med at Helge viste og kommenterede sine flotte lysbilleder fra turen til Bornholm. Sandelig en flot afslutning på en begivenhedsrig sæson.