2002

Hesselholt Skov

På forskellig måde, og med vidt forskellige funktioner, deltog der i alt 73 personer på turen til Hesselholt Skov den 3. november. De fleste travede distancen tur/retur mellem Mosskov og Arden, nogle skulle med hjælp fra Hjemmeværnet sørge for gløgg og æbleskiver, andre ville blot se på dette, og atter andre kom først på besøg da traktementet var klar.

Pga. en rejse til hovedstaden, havde Helge og fmd. indgået en aftale om at sidstnævnte skulle lede turen, der som nævnt skulle starte fra p-pladsen ved Mosskovpavillonen. Og da der også var lavet aftale med gløgg-holdet om et omtrentligt tidspunkt, hvor vi kunne være i Arden, gik vi straks over til Mosskovegen på den vestlige side af banen.

Her hørte vi først lidt af historien om Mosskovegen. På et tidspunkt var der her på distriktet en skovrider, som gav daværende skovfoged Henrik Nielsen på Skelhus ordre til at træet skulle fældes. Dette var skovfoged Nielsen dog meget imod, hvorfor han helt bevidst “glemte” at gøre det. Ved et senere møde på stedet fik han en mægtig røffel af skovrideren, men han slap dog alligevel for at fælde træet, idet skovrideren kort tid efter måtte rejse på grund af dårligt helbred. Ved et tilfælde mødtes den nye unge skovrider, Poul Lorenzen og Henrik Nielsen så også på dette sted, og midt under samtalen sagde skovrideren pludselig: “Sikken en smuk eg, der står der. Den må De endelig bevare og pleje!” . Ja, sådan kan det gå, og siden da er Mosskovegen blevet målt og fotograferet hvert 10. år, således at man også på den måde kan følge med i træets udvikling.

Mosskovegen har også været lige ved at komme til at spille en rolle for Rold Skovs Venner.

Som før omtalt, havde formandinden det ærefulde hverv at skulle binde brudebuketten til Pernille og Helges bryllup. Og når en skovmand skal give sin brud en buket, skal den selvsagt være bundet af skovens blomster og grene. Herunder nyudsprungne egegrene. Vi skal også lige huske, at vi skal tilbage til begyndelsen af april, hvorfor det handlede om at drive de spæde blade frem. Vi havde da fået den idè, at grenene selvfølgelig skulle være fra Mosskovegen – vi kunne bare ikke nå dem. Men det blev dog tæt på, idet der står nogle flotte ege på den nærliggende gamle stabelplads. Måske er de endda brødre og søstre – hvem ved.

Vi fortsætter mod syd ad vejen til højre for Mosskovegen, og efter en tids vandring når vi frem til Kremses Bøg. Denne har også relation til Skelhus, idet den er opkaldt efter Thorvald Nielsen Krems, der ligeledes var skovfoged med bopæl på Skelhus, men på et langt senere tidspunkt end før nævnte skovfoged Nielsen. Historien ligner også lidt den netop fortalte, idet diskussionen også her drejer sig om en magtkamp mellem skovrider og skovfoged. Jens Hvass ville have bøgen fældet, mens Krems ønskede den bevaret. Omsider var det for en gangs skyld Jens Hvass som gav sig, og som Kremses søn senere har fortalt: “så har han bestemt, at den skulle komme til at stå der i al fremtid, og så skulle den opkaldes efter min far – den stædige rad!  På den måde fik de begge noget ud af det, og i dag står træet som et monument over konfrontationen mellem to lidt stejle karakterer, der alligevel syntes ganske godt om, og kom helt godt ud af det med hinanden!”.  Ja, sådan var dèt.

Nogle hundrede meter længere mod syd går der et skovspor ind til venstre. Her passerer vi først et stykke med graner, men kommer så derefter ned gennem en slugt med gamle bøge fra 1806. Det er et utroligt flot syn, som her møder os, idet efterårsfarverne nok “aldrig” har været flottere, end her i efteråret 2002. Det sidste korte stykke vej går sporet atter gennem granskov, inden vi kommer lige ned til vejen, der løber langs vestsiden af Hvass Sø. Herfra er der jo ikke langt hen til bålpladsen, men ak og ve. En del af personalet havde brugt tiden på at gå skovtur, mens de modsat påstod, at turlederen kom for tidligt. (Det gjorde han nok også). Kun hjemmeværnsfolkene havde hele tiden været på deres pladser, men resultatet var alligevel at gløggen endnu var for kold, samt at der endnu ikke var rettet an til at modtage os.

Problemet var dog ikke så stort. I stedet for at stå stille og fryse i det ellers så fine vejr, gik vi bare det lille stykke vej tilbage for at tage turen rundt om ovennævnte sø. Som omtalt ved tidligere lejligheder, er denne opstået ved at Jens Hvass foranledigede, at der blev lavet en dæmning hen over den lille Hummelbæk. Han lod herefter plante nogle sjældne træer rundt om den nye sø, hvormed der var skabt en skøn oase. Denne er yderligere er blevet forskønnet ved at afløbet hen over dæmningen nu fortsætter i form af et snoet flodleje, som er beklædt med kampesten i bunden. Man kan blot beklage, at mange af de små skilte, der skulle fortælle hvilke træer man går forbi, enten er beskadiget eller helt borte.

Det var nu blevet tiden for at vi måtte vende tilbage til bålpladsen lige over for Sortemosehus i Arden. Med god assistance fra Karin, havde Birgit og Hanne endnu engang arrangeret at vore medlemmer kunne trakteres med varme æbleskiver og tilhørende gløgg. Dog også denne gang med hjælp fra vore to venner fra hjemmeværnskompagni Hellum, Michael og Christian. Der er ikke noget at sige til, at et sådant arrangement vækker stor begejstring hos turens deltagere, så der er derfor al mulig god grund til at sige jer alle fem tak for indsatsen.

Som før nævnt, var Pernille og Helge kommet sent hjem efter en københavnertur, men de gav sig dog alligevel tid til at komme til Arden for at hilse på-, og nyde et glas gløgg sammen med os. I den forbindelse kunne fmd. meddele, at vi som noget nyt vil prøve at arrangere juletræssalg for Rold Skovs Venner og Rold Skovs Venners venner på Pernille og Helges nye domicil i Terndrup. Da dette ikke står i det udsendte program, har vi for at få så mange som muligt af medlemmerne i tale, fastsat dagen til at skulle være søndag den 15. december.

På den fortsatte tur vil vi følge Kærlighedsstien til vi næsten når frem til Skelhus, hvor det så er meningen igen at søge mod nord ad den skovvej, der kaldes Roldvej. Men for at gøre alt det med kærligheden færdig, skal vi dog også lige have med, at der her på bålpladsen står en stor og meget flot bøg med det romantiske navn, Kærlighedsbøgen. Kan disse navne mon fortolkes således, at stedet her har været medvirkende til at holde Ardens befolkningstal vedlige? Hvem ved? Men for vores vedkommende er vi altså nu bare på vej ad den nævnte rute, hvor vi et stykke oppe ad Roldvej kommer forbi endnu en stor bøg med navnet, Skovfogedbøgen. Der er faktisk ingen, der ved, hvorfor den hedder netop sådan. Men det var vist nok Jens Hvass, der gav den navnet som en hyldest til sine skovfogeder. Havde det ikke været mere logisk, hvis Kremses Bøg og Skovfogedbøgen havde haft de omvendte navne?

Skovfogedbøgen står jo blot nogle få hundrede meter fra skovfoged stedet Skelhus, hvor Krems boede.

Atter nogle få hundrede meter længere mod nord standser vi ved et øjetræ, hvor vi skal høre lidt om hvordan menneskene indvandrede til Rold Skov i forne tider. Da isen begyndte at svinde for ca. 12.000 år siden, efterlod den et øde tundralandskab, hvor flokke af rener blev jaget af omstrejfende jægere. Som følge af at isens tryk var borte, hæver landskabet sig og er landfast med både England og Sverige, men gennemskæres dog af en vældig flodarm ned gennem det nuværende Kattegat og videre ind i det der i dag er Limfjorden. Gennemsnitstemperaturen bliver dog ved at stige og kulminerer 5 til 4.000 år f. Kr. Herved afsmelter isen yderligere, og havet æder sig derfor ind på alle kystområder. Vi er i ældre stenalder.

Denne afsmeltning fortsætter, og der begynder at danne sig det Danmark vi kender i dag. Dog med undtagelse af Nordjylland, der faktisk fremstod som et “ørige”. Her har havet imidlertid atter trukket sig en del tilbage pga. den fortsatte landhævning, som endda varer ved endnu i vore dage med et par mm. om året. De mange nordjyske øer blev således igen mere og mere landfaste. Vi er nu i yngre stenalder og bronzealder.

Det var disse folk, der kom sejlende ned af en fjordarm til Limfjorden og landede ved det nuværende Gravlev. Her fandt de et sted, hvor der var godt at være. Der var masser af træ til at bygge huse af, og til at brænde. Der var jord at dyrke, der var fisk i åen og der var dyr at jage i skoven. Med andre ord, noget nær de ideelle forhold for at kunne leve godt. Senere bredte denne befolkning sig og vandrede op over Rebild og Skovhusene til de stoppede cirka 1 1/2 km. syd for Store Økssø.

Hvordan kan vi så vide alt dette? Såre enkelt. Der er syn for sagn gennem stenalderfolkets dysser og jættestuer, og de mange bronzealderhøje, som der findes i netop dette område. Herefter findes der ikke en eneste gravhøj, før end vi kommer helt ned til den sydlige del af Rold Skov. Det er da en fascinerende tanke, at man stadig kan færdes i et stort mellemliggende område, hvor der altid har været skov. Rold Skov.

Da vi nu har vandret så tilpas længe, at gløggen og æbleskiverne er ved at sætte sig, stopper vi op ved Røverstuen for at nyde den medbragte proviant. Herfra går det videre ad Røvernes Vej til Hestegraven, og da der faktisk altid er nye medlemmer, som ikke har hørt om jordfalds- og dødishuller, er der så lejlighed til at fortælle lidt om disse. Det kan da også til tider være svært at kende forskel på dem, ja selv eksperter kan være i tvivl.

Der var nu blot tilbage at følge banesporet tilbage til den gamle holdeplads i Mosskov. Men vi stopper dog op ved lille Økssø Mose for at nyde udsigten ud over den smukke mose oppe fra det for få år siden etablerede udsigtstårn. For at sløre tårnet mest muligt for skovens dyr, er der foran dette plantet en lille lund med birketræer. Disse var dog efterhånden blevet så store, at de i lang tid har taget udsigten, men til statsskovens ros og vores glæde, er de nu blevet kappet så tilpas ned, at begge dele igen fungerer.

På få sekunder nær, var klokken blevet præsis 13.30 da holdet atter kunne melde sig tilbage på startstedet i Mosskov. Så kom ikke og sig at vi ikke kan ramme tiden.