2002

Madum Sø – Jægersborg Skov

For en gangs skyld kunne vi ikke byde velkommen til en ny efterårssæson til de 90 medlemmer, der mødte op søndag den 29. september til en tur om Madum Sø og gennem Jægersborg Skov. Sæsonen var jo allerede startet med et brag af en bornholmstur.

Vi kunne dog sige velkommen til dagens tur, hvilken Helge indledte med at gå nord om søen hen mod Rauf Hede. Men inden vi når så langt, er der et sted hvor stien går helt ned til vandet. Her fortæller Helge at Madum Sø er godt 2 km 2 stor og omkring 9 m. dyb på det dybeste sted, ligesom den er meget klar og gennemsigtig, men det vender vi alt sammen tilbage til senere på turen, siger han og fortsætter.

Hvis jeg har mine lysbilleder med, når jeg er ude at holde foredrag om Rold Skov, og vi når til Madum Sø, viser jeg gerne et dejligt sommerbillede med alle de unge mennesker som er ude at bade i søen. Og til stor irritation for mine tilhørere, kommer der derefter et billede af en meget svulstig og meget ung dame med nogle flotte proportioner i en meget lille badedragt. Billedet er vendt på hovedet, og det er fordi jeg tænker: Hvis der nu skulle sidde nogle herrer og sove, så vågner de sgu op. Og den virker hver gang.

Da vi er nået så langt, at vi kan se ud over heden ved Rauf, fortæller Helge om denne og føjer til: Det er mærkeligt at tænke sig, at hele det stykke vi har gået her, og som fortsætter over i skoven, at det så sent som omkring 1935 var hede alt sammen. Det ved vi ganske nøje, fordi forfatteren Achton Friis og maleren Johannes Larsen besøgte egnen i 1932 i forbindelse med udgivelsen af bogen “De Jyders Land”. Achton Friis skriver i bogen, at da de kom her til Rold Skov, var dette de usleste og mest uhyggelige heder, han havde set i hele Jylland. Det er altså hederne her ved Asp og Rauf, og hvad alle de små udsteder nu hedder, han skriver om, og det er mærkeligt at tænke sig, at det trods alt kun er 70 år siden, at det var hede alt sammen, siger Helge.

Der er heldigvis en lille smule tilbage, som vi kommer over at se, føjer Helge til. Det er ikke så plejet som det burde være. Men amtet har overtaget det, så vi må se, hvad de kan gøre ud af det. Jeg håber ikke, at det sker på samme måde, som med Enebærstykket ovre i Rold Vesterskov, der også var et vidunderligt hedeområde med kæmpemæssige enebærbuske på op til 10 meters højde, men som de fuldstændigt har mishandlet. Så lad os håbe, at de ikke gør det samme herovre.

At området ved Madum Sø engang var hede, kan man også se på en tegning af Jyllands maler, Hans Smidth, som han har lavet ovre fra den anden side af søen, hvor man ser et landskab, der ligger over mod Hellum og Thorup kirke. Der står ikke et træ, det er hede alt sammen. Hans Smidth kom også tidligt her på egnen, for da Acthon Friis og Johs. Larsen var her, var hederne ovre på den anden side af Madum Søvej mestendels blevet tilplantet, med undtagelse af Langmosen. Denne er vel nok den flotteste mose, som vi har i hele Danmark. Hvis I ikke har været derinde, skal I gøre det, anbefaler Helge de nye deltagere. I august og september måned er der et lyngtæppe, som blomstrer. Det er så flot, siger han.

Man kan sige, at området her på en måde er historisk land i Rold Skov, for det er den sidste rest af den oprindelige forhuggede skov. Tilbage i begyndelsen af middelalderen havde man fældet alt hvad der fandtes af skov her, hvorefter heden var kommet ind sammen med alle moserne. Vi ved jo, at især Vestjylland stort set var èn stor hede, men jeg tror ikke, at der er ret mange, som tænker over hvor meget mose vi havde i Danmark dengang, men det var mere end 20 % af Danmarks areal, der var mose. Da vi arbejdede på bogen om Rold Skov, og kom tilbage i de gamle driftsplaner fra 1800-tallet, ser vi allerede fra 1830- og 40`erne igen og igen, hvordan de fortæller om disse moser, som med deres kolde tåger mishandlede alle de nye træer, som man prøvede at få op som ny skov i Danmark. Nemlig granerne og fyrretræerne, der havde misvækst pga. de kolde, hvide tåger over moserne.

Som sagt, fortsatte heden helt over i skoven, og når vi kommer der over, har vi altså et stykke oprindeligt natur i Rold Skov, som er en perle. Jeg håber virkelig, at når amtet går i gang med motorsaven så også vil passe på, at arbejdet bliver gjort på en anstændig måde, således at man kan bevare synet af heden, som den oprindeligt så ud for 40-50 år siden.

Lidt længere fremme stopper Helge atter op og siger. Jeg synes, at det er så dejlig en tur fordi der er lidt urskov over det. Ind imellem står der nogle fantastiske træer. Jeg ved ikke, om I lagde mærke til at vi passerede en grøft, hvor der lige efter stod en mangestammet birk, som er så flot, så flot. Og så er der disse bøge her, som uden tvivl er rester af den oprindelige Rold Skov. Helge glæder sig over at der er adskillige nye med på holdet, og mest til disse forklarer han, at vi i Rold Skov har den særlige bøgeart, der hedder Rold Skov-bøgen, og som af forstfolk kaldes en proveniens. Et træ, som tillægger sig forskellige egenskaber efter det sted hvor de gror, således at de kan trives bedre. Rold Skov-bøgen har gjort noget helt fantastisk, fordi den i modsætning til alle andre bøge kan sætte jordskud, hvilket vi netop har et eksempel på her. Ellers er bøgen jo normalt et eneste træ med en høj lige stamme. Rold Skov-bøgen kan også danne masser af øjer, af hvilke vi faktisk selv kan se det ene efter det andet.

Helge nævner så det med at kravle igennem et øje for at modvirke engelsk syge, og siger at hans nabo, Bette-Evald burde være lidt vred på sine forældre fordi de aldrig trak ham gennem et øjetræ. Han er 84 år i dag, men er stadig en meget lille mand, og det er netop fordi han fik engelsk syge som barn. Så denne sygdom trivedes altså også på egnen for 84 år siden. I virkeligheden var rakitis en mangelsygdom, som påvirker kalken i knoglerne, således at disse ikke udvikler sig rigtigt.

Min kone og jeg har lige købt en skovejendom ovre ved Terndrup Hede, siger Helge, og jeg er så glad fordi vi der har nogle træer, der er lige så store som den Rold Skov-bøg vi står ved her, og som egentlig også er rester af den oprindelige Rold Skov. Min første handling på stedet var da også at få fat i en sav og stamme den op, så den nu står både flot og statelig.

At det er et pragtfuldt anneks til Rold Skov, vil skribenten gerne have lov til at bekræfte. Med sin placering lige midt imellem Rold-, Viffertsholm-, Solbjerg- og Bælum-skovene, er der ikke tvivl om at det hele har hængt sammen engang. Et så kuperet terræn, hvor der endda findes to gravhøje, er jo ikke særligt velegnet til at dyrke som landbrugsjord. Man kan lige se stedet for sig en mørk vinteraften med lys i vinduerne. En skovrider kunne ikke bo flottere.

Ikke så langt fra skovvejen stopper Helge op, fordi han kan lugte en gruppe svampe. Ikke så sært, siger han, for det er den store stinksvamp, og jeg ved endda hvad den hedder på latin: Phallus impudicus. Den kaldes også præstekrave + èt navn mere, som jeg dog overvejer om jeg skal sige. Disse svampe kommer gerne op som en heksering, og lige pludselig, gerne på en varm eftermiddag, nærmest eksploderer, eller erigerer de og antager den der meget flotte form. Jens Hvass fortalte altid en lille historie om præstekraven, når han var ude at gå med folk i skoven. En historie, som også handlede om hans yndige lille niece, der studerede biologi og var oppe til eksamen på Landbohøjskolen i København. Da hun kom ind til censor, lå der et meget flot eksemplar af en præstekrave i en træbakke, som hun så skulle forklare hvad var. Og som Jens Hvass sagde, så blev hun så forfærdeligt rød i hovedet, hvortil censor blot sagde:

“Fuldstændigt korrekt”.

Som supplement til dette fortæller fmd. historien om forskellen på et han- og et hunpindsvin, hvilken han i sin tid fik en balle af sin kone for at fortælle til “den pæne mand”, som hun sagde om Helge. Hun har dog revideret sin opfattelse siden da.

Som I kan se, så er dette et meget flot stykke natur, siger Helge, da vi er kommet over til den blanding af mose og hede, der under èt kaldes Asp Hede. Men det har fået lov til at passe sig selv, siger han og fortsætter, bare fra sidste gang jeg var her for nogle år siden og til i dag, er det vokset mere og mere til. Vejen vi lige er kommet ad, er der jo næsten ikke mere.

Som følge af en diskussion mellem nogle af deltagerne, om nogle bær er trane- eller tyttebær, fortæller Helge nu en historie ude fra Lille Økssø Mose, hvor en kone hvert år kom cyklende med sin kurv for at samle tranebær.

Man havde dengang en ikke særlig munter skovfoged på den del af skovdistriktet. “Hvad var det nu han engang sagde om mig?”, spørger Helge fmd. “Jo, svarer denne, engang jeg omtalte Helge, sagde den pågældende skovfoged: Han aner ikke et klap om træer”. Vore medlemmer morer sig højlydt over dette, mens Helge replicerer, “Endelig en mand, der forstod det”. Men tilbage til konen med tranebærrene. Det er sådan, at man må samle bær til eget forbrug, men ikke til andre. Konen havde dog hele kurven fuld, og havde vel mere eller mindre raseret Lille Økssø Mose for tranebær. Det kom denne lidet muntre skovfoged så og så, hvilket ville sige, at fruen så heller ikke kunne få nogen tranebær det år. Så han gav hende en skideballe og ville have alle tranebærrene. “Det skal du også ha`”, sagde konen, hvorpå hun tog kurven af cyklen og hældte hele indholdet ned over hovedet på ham.

Som en pendant til denne historie, skal vi også lige have èn, hvor det for en gangs skyld ikke var Jens Hvass, der fik det sidste ord. Han og fru Gitten havde været til en stor middag hos en entreprenør, som havde et stort flot landsted ude i Lindenborg ådal, og da de kørte hjem om natten i deres hvide Volvo, og regnen væltede ned, så Jens Hvass at der gik en gammel kone ude i vejkanten. Han var da så venlig, at han stoppede op, rullede vinduet en smule ned og sagde: “Frue, hvis De skal samme vej som os, er De velkommen til at sidde ind bagved”. Konen blev selvfølgelig glad og satte sig ind, så hun kunne slippe for det forfærdelige vejr. Da de havde kørt et lille stykke vej, vendte Jens Hvass sig om mod hende, og så sagde han: Sig mig engang frue, er De overhovedet klar over, hvem De er kommet op at køre med?”. “Næh, det ved a et”, svarede den gamle kone. “Det er kongelig skovrider Jens Hvass”, sagde denne, hvortil konen så sagde: “Ja, a hedder Anine, og a er kogekone, og a har serveret for Dronningen”. Så var den betalt.

Ligesom i Rold Vesterskov, findes der også et smukt enebærstykke her i Jægersborg Skov. Nogle af disse ener er meget store, og må vel nærmest kaldes enebærtræer. Disse er sammen med bævreaspen det ældste træ vi har i Danmark. De var her uafbrudt under hele sidste istid i den del af Danmark, som ikke var belagt med is, nemlig den sydvestlige del af Jylland. Det er dog først nu for nylig, at man har fundet ud af, at enebær og bævreasp har været her uafbrudt i ca. 120.000 år.

Helge omtaler også det særegne ved enebærbusken, at den altid har 3 forskellige slags bær på samme busk. Små hvid-grønne 1. års bær, større og mere grønne 2. års bær og sort-blå, modne 3. års bær. I virkeligheden er det jo slet ikke bær men kogler, idet enebærbusken er et nåletræ, siger Helge, og slutter med at fortælle om en ingeniør, som sagde til ham: “Det er ikke rigtigt hvad du fortæller”. “Jo,sagde Helge, det er det”. “Nej, sagde manden, for det 1. og det 2. år kan der jo ikke være alle 3 slags bær”. Ja, det er jo et spørgsmål om hvem, der har ret. Helge taler selvfølgelig om gamle, udvoksede buske, mens ingeniøren måske taler om en ung busk, som sætter kogler for allerførste gang. Hvem ved?

Helge beder holdet bemærke det tykke tæppe af bog vi står på. Det er nu 3. år i træk at det er oldenår ned masser af bog, hvilket ikke er noget godt tegn for bøgen, siger han. Når denne sætter mange frø, så er det fordi klimaet ikke rigtigt passer den, og der er ingen tvivl om at det er blevet så varmt i Danmark, at hvis det fortsætter, så vil bøgen gå tilbage, hvorimod egen synes at det er fremragende. Jeg er helt overbevist om, at Danmark igen efter 3000 års forløb er gået ind i egetid. Det er en vidunderlig ting, så kan det være at linden også kommer og det vil være dejligt, for så får vi et meget mere varieret skovbillede, end vi har i dag. Prøv at lægge mærke til hvordan det pibler op med små ege overalt, ja selv inde under bøgene, slutter en i egetræet forelsket Helge af.

Ved den sydvestre runding af Madum Sø findes der en lille p-plads hvor der tidligere har ligget et hus, og hvor man endnu kan se trunten af et stort æbletræ. Her fortæller Helge historien om Elmer Møller Frederiksen, der som skovarbejder havde haft et slemt uheld med en traktor, med det resultat at han måtte have det ene ben sat af. Han måtte således gå med træben resten af livet, hvilket han i øvrigt ofte udnyttede når han ville drille folk fra København. Hvis der f.eks. var nogle københavnere på kursus inde på det gamle Hotel Rebild Park, og disse efterhånden havde fået noget at drikke, og derfor var blevet noget højrøstede, kunne Elmer godt finde på at slå dem på lårene når de sad nede i “Stalden” og raflede sammen med ham. “I skal bare slå igen og slå ordentlig til”, opfordrede Elmer dem så, og når de så slog til, fik de sig nogle ordentlige slag over “nallerne” til stor morskab for Elmer.

Elmer var født i huset, som fandtes her på pladsen, og selvom han manglede sit ene ben, var han en meget respekteret skovarbejder hele sit liv. Den herligste historie jeg har fra Rold Skov, slutter Helge af, er netop med Elmer Møller Frederiksen. Og så følger historien om da Frimuth Engelst og Jens Ørnebjerg kom i træde om hvornår Søren-Sømand var død. Den ene blev ved med at påstå, at det var fire år siden, mens den anden sagde at det var fem år siden. Til slut vendte Jens Ørnebjerg sig om mod Elmer og Sagde: “Jamen Elmer, det må do da wi`e. Do har været hans ven i manne or?”. Elmer lagde bare hovedet lidt på skrå og svarede så på sit brede himmerlandske sprog: “A ska` ett ku` sæj`, om det er fir` eller fem or si`en, han dø`e, men det er i hvert fald sejs or si`en, han bløw begrawet!”

På et sted hvor stien går helt ned til vandet, fortæller Helge, af hensyn til de nye deltagere, lidt om Madum Sø, som er Himmerlands største. Den er 2,14 km 2 stor og ca. 9 m. dyb på det dybeste sted, ligesom den er en såkaldt lobelia- eller klartvandssø, fordi den er meget næringsfattig uden forekomst af plankton. Man skal helt ned til Alperne for at finde en sø, der er lige så klar som Madum Sø, siger Helge. Og selvfølgelig må vi da også lige have historien om Madumborg, der sank i grus fordi man havde tilkaldt en præst til at forrette en afdød, og der i stedet for lå en død gris i sengen. Præsten blev derved så rasende at han straks forlod stedet, og næppe var han ude før Guds straf ramte borgen, således at denne sank ned i dybet under et voldsomt uvejr.

“Hvad skal man egentlig med fjender, når man har sådan nogle venner”, tænker fmd. For lige pludselig siger Helge: “Det sidste jeg vil sige i dag, og det ved du ikke Per. Men nu overtager du turen”. Sidstnævnte ved dog godt, at årsagen er, at arbejdet kalder på ham hjemme på den nyerhvervede skovejendom i Terndrup. Vi følges dog ad hen til en dejlig, naturskøn slugt i den del af skoven, som kaldes Kærbjerg Skov. Her siger Helge farvel, mens resten af holdet så slår sig ned for at nyde de medbragte klemmer.

Hvis fmd. skal være helt ærlig, er det ikke noget stort problem at lede holdet videre frem til vores udgangspunkt, idet det blot handler om at følge den anlagte skovvej, og senere asfaltvejen tilbage til bilerne. Efter et spørgsmål fra en deltager, stopper vi op uden for hegnet ind til Willestrups kombinerede jagt-, både- og sommerhus. I dag bruges det vist ikke så meget mere, men da det jo er sådan, at grænsen mellem Lindenborg og Willestrup godser går lige midt ned gennem søen, har de altså begge engang fundet det nyttigt, at have hvert sit hus som udgangspunkt for benyttelsen af stedets naturværdier.

Vi fortsætter videre mod øst, og da vi er kommet ud på det åbne land, stopper vi lige under Elsams højspændingslinie mellem Aalborg og Randers. Det var nemlig her ved Madum Sø, at den våbennedkastning fandt sted, hvor det gik så galt for modtagningsgruppen, at KFUMspejderen Niels Erik Vangsted måtte betale med livet. Årsagen var, at nedkastningsflyet måtte kredse en ekstra gang over stedet, hvilket var nok til at lytteposten på “Bette Berlin” ude ved Fræer opdagede det. Da gruppen blev klar over at den var opdaget, kørte den straks fra stedet, men den blev desværre indhentet af tyskerne oppe ved Hollandshus, hvor Niels Erik Vangsted blev skudt og Poul Edwin Kjær Sørensen taget til fange. Sidstnævnte måtte også bøde med sit liv, idet han blev dødsdømt og henrettet ti dage senere.

Børge Nielsen fra Randers supplerer med at fortælle om hvor tæt han kom på denne begivenhed. Han blev ringet op næste morgen og underrettet om hvad det var sket, idet han var en af de unge førere i spejdertroppen “Knuden”, hvor Niels Erik Vangsted var leder. Børge fortæller om Vangsteds begravelse, men også om det ekstra sammenhold og den kampvilje, som drabet medførte blandt de unge KFUM-spejdere. Det virker altid ekstra stærkt når en person, som har været tæt på begivenhederne, fortæller.

Som modvægt til denne triste historie fortæller fmd. så historien om Lydia, som engang boede længere inde ad Madum Søvej, på det sted hvor den omtalte højspændingslinie passerer vejen og derfra går videre bag om hendes hus. Når man var ude på den årlige linieinspektion eller i andet ærinde, sagde Lydia altid: “Ski` nu mæ` ålt det dèr, nu ska` vi spill` kort”. Man blev så bænket ved køkkenbordet mens Lydia satte boller i ovnen, kaffe på kanden og fandt kortene frem. Somme tider vankede der endda en lille èn til kaffen. Der var en ung dame, som senere sagde at den gamle kone i virkeligheden burde havde heddet Ulydia. – En skæg tanke, men Lydia var nu så sød, så sød.

Nu var der blot tilbage at tage det sidste stræk tilbage til p-pladsen. På denne tur ser vi faktisk den ene veteranmotorcykel efter den anden komme kørende imod os, og det skulle da også vise sig, at en veteranmotorcykelklub egentlig havde udset sig “vores” p-plads til at raste på. Men når Rold Skovs Venner rykker ud, er der jo ikke plads til så mange andre, hvorfor motorcykelfolket havde måttet køre over til søbredden. Det var dog vist nok en formildende omstændighed, at et par af vore kvindfolk havde underholdt dem, mens alle vi andre så bare måtte træne apostlenes heste.