2002

Bornholm – 6 dage

Sikken et vejr, sikken en naturoplevelse og sikken nogle turledere og guider: Helge, Knud og Hanne, chaufføren Lars Michelsen, Veronika på Christiansborg, statsskovrider Tom Nielsen og Thora på Christiansø.

Med 48 glade passagerer ombord i bussen, samt Helge og Pernille, som i egen bil var startet dagen før, kunne vi indlede vores længe ventede 6 dages tur til Bornholm tirsdag den 27. august. Som teknisk rejsearrangør havde vi entreret med “Nilles Busrejser”, således at dette selskab skulle stå for kørsel, hotel og – skulle det vise sig – alletiders superchauffør. Da Nilles Busrejser yder den service, at samle op nogenlunde hvor folk bor, skulle vi helt til Hobro, før vi kunne byde velkommen til hele holdet. Dette var der så rig lejlighed til at gøre på turens første etape med destination i Århus. Denne gik hurtigt med både sang og anden underholdning. Et af vore medlemmer, Agnes Bach, havde nemlig skrevet en sang til turen med titlen, “Bussang for Rold Skovs Venner på tur til Østersøens Perle”, og da vi senere skulle se Bjørn Nørgaards gobeliner ovre på Christiansborg, benyttede fmd. så også lejligheden til at fortælle om et andet arbejde af Bjørn Nørgaard: Det nye alterparti i Knebel kirke på Mols. Bl.a. er selve alterbordet hugget i èn stor blok grå/sort granit fra Moselykke granitbrud på Bornholm, som ikke ligger ret langt fra hvor vi skal bo i Sandvig.

Fra Århus skulle vi videre med hurtigfærgen til Odden, og også denne tur gik utroligt hurtigt, idet vi her fik turens første måltid mad i form af en dejlig lunch. Fra Odden kørte vi i første omgang blot ind i nærheden af Holbæk, idet vi her skulle skifte over i en bus, der netop kom med et hold fra Bornholm, men som altså nu skulle returnere med os i stedet. Det var her vi mødtes med vores superchauffør, Lars.

Allerede ved Roskilde begyndte Lars at fortælle, så man skulle tro, det måtte være et sted her  omkring, han boede. Dette var dog intet imod da vi nåede ind til København. Nu var man da helt overbevist om, at det måtte være der. Og så skulle det vise sig, at Lars i virkeligheden bor så fornemt som i Fræer hjemme i Himmerland.

Da vi har god tid før vi skal møde på Christiansborg, kører Lars os en tur på kryds og tværs gennem det indre København, alt imens han fortæller og fortæller. Vi stopper dog ved et lille torv i nærheden af Storkespringvandet på strøget, idet der så også kan blive tid til at strække benene, samt få sig en lille øl, eller var det måske en stor.

Herefter går det i samlet flok over til den del af Christiansborg, hvor vi, for de fleste af os, for første gang skal se Bjørn Nørgaards flotte gobeliner. Her blev vi taget imod af en utroligt sød dame ved navn Veronika. Hun havde tillige en charmerende accent. Men jeg kommer også fra en lille by ved navn Berlin nede i Tyskland, men har dog boet i Danmark i 40 år, føjede hun til. Og man må sige, sin danmarkshistorie, den kunne hun. Ved gennemgangen af de mange gobeliner afslørede hun en utrolig historisk viden om de ting, som Bjørn Nørgaard har valgt at tage med i sin billedlige beretning om samme historie. Sandelig en stor oplevelse. Både at se gobelinerne, men også at høre forklaringen på de tusindvis af detaljer som disse rummer. Efter besøget på Christiansborg var der atter tid til en rundtur gennem Københavns gader, og denne gang ikke mindst ovre på amagersiden. Bl.a. kørte vi ud forbi den gamle Bådsmandsstrædes Kaserne (nuværende Christiania), og videre ud til flådelejet på Holmen. For skribenten var det en stor oplevelse at gense søværnets sergent- og korporalskole, Margretheholm.

Han havde ikke været der, siden han forlod stedet i 1958.

Kl. 17.35 kører vi gennem den lange tunnel ud til den kunstige ø, Peberholm og herfra videre over Øresundsbroen til Sverige. Det er nok rigtigt, som det er blevet fremført flere gange, at denne broforbindelse endnu ikke er blevet den helt store trafikale succes. Den fortsatte tur ned mod Ystad går gennem et område, som ligner det danske landskab til forveksling, men det har det jo også har været engang for længe siden.

I Ystad kører vi straks ombord i færgen “Povl Anker”, hvor der venter os endnu et dejligt måltid, denne gang i form af en stor buffet, så sejlturen til Rønne går hurtigt, og især når man er i godt selskab. Herefter var der så blot tilbage at køre op til Sandvig. Det var nu blevet helt mørkt, og når når der er mørkt på Bornholm, så er der mørkt, idet man ikke her forstyrres af det begreb, som kaldes lysforurening. Dejligt.

På Hotel Nordland i Sandvig stod værten i døren for at byde velkommen til hver enkelt af os, ligesom vi også blev budt velkommen med et kaffebord. Og hvem dukkede lige pludselig op for at hilse på, selvom han er et typisk a-menneske? Selvfølgelig Helge, hvorimod Pernille det lille pus, allerede befandt sig i Morfeus arme. Men da klokken var nu blevet 10.30, trængte vi alle til at gøre det samme, så det var bare med hurtigt at få anvist vore værelser, få pakket ud og komme til køjs, så vi kunne være klar til at erobre øen næste dag.

* * *

Det er nu blevet dagen, hvor det egentlige turprogram skal starte med at tage på en travetur rundt om Hammerknuden. Lars har påtaget sig at lede en del af turen, og efter et dejligt morgenbord samles vi alle uden for hotellets terrasse, hvor han starter med at fortælle om Nordbornholms udvikling med landbrug, fiskeri, stenbrydning og turisme. Herunder nævner han også, at netop Hotel Nordland oprindeligt var en af egnens gamle bondegårde.

Som navnet siger, ligger Sandvig ved en havbugt. Denne naturskabte anløbsplads har tidligere været brugt som landgangssted for angribende fjender under svenskekrigene, hvorfor der har været anlagt et skanseanlæg på hver side af bugten. Her findes da også en mindesten med følgende inskription “Jens Koefoed ~ Bornholms Befrier ~ 9-12-1658”. Det var netop ham, som ledede oprøret mod svenskerne, som endte med at Bornholm blev befriet og givet tilbage til Kong Frederik 3.

Vi fortsætter turen, hvor vi efterhånden bevæger os mere og mere op på klippegrund. Helge fortæller at det er urfjeldet, der her når helt op til overfladen. Der er også urfjeld under resten af Danmark, dette ligger blot i forskellige dybder med diverse aflejringer oven på.

Ved Hammerodde fyr og mindestenen over de 3 bornholmere, som omkom ved skoleskibet “København”s forlis i 1928, stopper vi atter op. Lars fortæller at fyret blev bygget i 1895 som afløser for det gamle fyr inde på Hammerknuden. Årsagen var faktisk at dette fyr lå alt for højt, således at man ikke kunne se lysstrålerne ude fra havet når der, som det ofte er tilfældet, lå lavthængende skyer over området.

Lidt længere fremme kommer vi forbi det gamle “Salomons Kapel”, som i sin tid blev bygget af den katolske kirke. Det siges, at dette bl.a. skete for at kirken så også kunne få del i de store indtægter fra et rigt sildefiskeri. Her forlader Lars os for at hente bussen og køre en tilbagebleven del af holdet op til Hammershus ruiner, hvor vi så alle skal mødes senere.

Da vi nu befinder os ved Salomons kapel, gør Helge opmærksom på, at forfatteren Sir Henry Rider Haggard, som skrev bogen “Kong Salomons miner”, faktisk førte sin afstamning tilbage til den danske slægt “Gyldenstierne” til Aagaard oppe ved Fjerritslev i Vester Han-herred. Helge kommer også ind på naturen på Bornholm. Bl.a. nævner han nogle af øens træarter, der ikke er så kendte i Nordjylland, som f.eks. avnbøg og fuglekirsebær. Derimod har bøgen været totalt væk på Bornholm på nær èt eneste træ, men til gengæld findes der masser af lyng. Den sidste etape ned mod Hammershus tager vi i èt stræk, ligesom vi også fortsætter direkte gennem ruinen. Årsagen er, at vi skal mødes med Lars og det øvrige hold nede ved Hammers- hus-udstillingen, idet Lars her ville gennemgå hele borgens historie for os. Og man må sige, at det gjorde han bare godt. Ja så godt, at man skulle tro at han var fast ansat i dette udstillingscenter.

Vi holder nu en pause, idet der er afsat tid til både at få lidt at spise i “Slotsgårdens Cafeteria” samt gå en tur op for at besigtige slotsruinen på nærmere hold.

Det var så egentlig meningen, at vi skulle have fortsat traveturen ned mod Vang, men da der faktisk er ulideligt varmt og en meget høj luftfugtighed, foretrækker de fleste deltagere at tage direkte med bussen hjem til Sandvig. Et lille hold, der vil vise at de hører til de barske, vælger dog at gå de få kilometer tilbage. Men nok som en overraskelse for begge holdene, mødes vi igen inde ved Opalsøen. En meget smuk sø, der er opstået som følge af stenbrydning i et nu nedlagt stenbrud. Årsagen til bussens forsinkelse var, at en af deltagerne ikke havde overholdt dennes afgangstid.

Ud over at Sandvig i sig selv er en hyggelig lille by, har den tillige en havn med et selvskabt og dermed helt ægte miljø. Bl.a. findes der også en samling små fiskerhuse, hvor fiskerne har deres grej, og hvor disse samtidigt fungerer som samlingssted for byens folk med tilknytning til havnen. Med andre ord, det er her “bytinget” holder møde. I et af husene med det officielt klingende navn over døren, “Sandvig Havneforening”, var ølsalget endda organiseret således, at selv turisterne bare kunne gå ind og trække deres øl i en automat. Det vides ikke eksakt, om der var visse personer fra Rold Skovs Venner, der benyttede sig af dette. – Det er bare noget vi har hørt.

Efter en lang dag og en dejlig middag på hotellet, sluttede dagen for de flestes vedkommende med at tilbringe aftenen på terrassen. Nogle med en kold drink og andre med irish coffee. Se, det var bare livet.

* * *

I dag torsdag skal vi tidligt op, idet Helge har fået en aftale med statsskovrider Tom Nielsen om at denne vil gå en tur med os i Almindingen allerede fra morgenstunden. Vi mødes ved Arboretet, hvor Tom Nielsen byder os velkommen og starter med at fortælle noget om Almindingen i almindelighed og Arboretet i særdeleshed.

Venstremanden og tidligere landbrugsminister Niels Anker Koefoed sagde engang: “Her på Bornholm er det meget enkelt. Her ligger bondegårdene på to rækker ude langs med vandet, og inde midt på øen, der har vi Almindingen”.

Tom Nielsen fortsætter. Dette område var engang græsningen, men senere blev almindingen plantet til. Det kan man faktisk også ane på kortet, og man kan også godt se, at der er meget andet alminding, end den, som vi har. Når man siger, at Almindingen er Danmarks 3. største skov, så er den det kun hvis man lægger de kommunale og private skove, samt Paradisbakkerne sammen. Men i virkeligheden så går skoven næsten fra Paradisbakkerne ved Neksø og ubrudt i et højlyngsområde, der ender oppe ved Hammershus. Hvis man kører den rigtige vej, kan man køre 20 km. gennem skov.

Selv om Bornholm er en lille ø, vi udgør ca. 1% af Danmarks overflade, og engang imellem når vi skal se, om vi har fået mere eller mindre, end der kan tilkomme os, så siger vi: Har vi fået 1% i tilskud, så er det ok, men har vi fået mindre, så et det noget l…, og har vi fået mere, så er det jo godt.

Bornholms skovdistrikt omfatter 1.345 ha med løvtræ mod 1.804 ha med nåletræ og 947 ha, som er ubevokset. Disse tal viser at det er en forholdsvis ny skov, som mennesker har lavet, idet bøgen ikke vokser naturligt på Bornholm. Den er plantet af mennesker, ligesom det meste af egen også er det. Også nåleskoven afslører, at det er en plantet skov – Man made forest, som det hedder.

Området er gammel hede alt sammen. Da vi førte krig mod englænderne 1807-14, skulle vi forsvare os, og man havde derfor brug for en optisk telegraf, som bestod af en mast med vinger på. Disse kunne så stilles i forskellige vinkler med hver deres betydning. Da man endnu ikke kendte morsesystemet, måtte man have et system af disse master. Der var f.eks. en i Rønne, en oven for bakken i Rønne, som hedder Knudsker, en på Rytterknægten og en ude i Paradisbakkerne. Masterne var 8 m. høje, og man kunne faktisk ved hjælp af disse se tværs over øen. Noget som virker utroligt, når man ser hvordan det hele er groet til i dag.

Tom Nielsen kommer også ind på sammensætningen af de forskellige træarter i Almindingen. F.eks. blev andelen af løvtræ optimeret med ca. 50% i 1991-92, hvilket var en direkte følge af regeringsskiftet og dermed Svend Aukens tilsagn om flere penge til statsskovene, hvis man kunne lave mere grønne skove.

Også skovens økonomi i form af tilvækst og hugst bliver berørt. Som en tidligere skovfoged ved navn Nielsen sagde: “Når der er mange penge i samfundet, så har statsskovvæsenet få, og når der ikke er mange penge i samfundet, så skal der sættes arbejde i gang, og så har vi mange penge”. Arboretet her blev netop lavet i tredivernes beskæftigelsessituation, hvor man skulle sætte noget arbejde i gang. Det gjorde man ved at der da var en skovfoged, der var botaniker, og en skovrider, som var frimærkesamler, og disse mente at man skulle have en samling af botaniske træer.

Vi skal nu en tur rundt i Arboretet som er anlagt utroligt flot med over 100 forskellige sjældne træer. Vi starter ved et par store småbladede elme, der, som så mange andre steder desværre ikke har det så godt. Det er jeg ked af at se, siger Tom Nielsen, småbladet elm skulle ellers være naturlig her på Bornholm, men jeg har nu kun set dem ude i klitterrænet en eneste gang. På turen rundt kommer vi forbi adskillige spændende og eksotiske træer. Nogle af dem går vi blot forbi, mens vi lige stopper op og taler om andre. Bl.a. om en samling ahorn, der stammer fra Søren Ødums rejse til Kina i 1975.

Imellem de mange vækster findes der en lille lysning, hvor der omkring en opretstående sten ligger en hel samling af alle mulige andre slags spændende sten. Disse stammer fra den tid hvor man anlagde skovens mange grøfter. Det var dog ikke alle skovarbejdere, der var villige til at tage sten op af jorden. Den gamle skovfoged Nielsen, som kom herover i 1947, fortalte at årsagen til dette var, at folkene var overbevist om, at man så ville fornærme de underjordiske. Men som det ses, var det dog ikke alle skovarbejderne som var lige overtroiske.

På den videre tur fortæller Helge om holzförster Hans Rømer, som har tilplantet det meste af Almindingen. Da denne kom hertil i 1800, var der kun 170 ha. skov tilbage på hele Bornholm, hvilket nogenlunde blot svarer til 15 gange skovhavens areal.

Inde ved vejsiden finder vi en ret flad og glat sten med en hulning i. Tom Nielsen fortæller at det er en såkaldt gruttesten, som har været brugt til at male korn på. Det, at male korn var før møllernes tid et kæmpestort arbejde, siger han. Op gennem tiden har faktisk hver 8.- 9. person været beskæftiget med at male korn, men i dag har vi det så let, at vi stort set har glemt hvor stort et arbejde det har været engang.

Området er nu marginaljord, men i yngre bronzealder og begyndelsen af jernalderen trængte man helt her ind for at dyrke jorden. Det kan man stadig se i skovbunden, idet der her både findes gravrøser og mange små rydningsrøser af sten fra de dyrkede marker.

Egentlig bør man ikke gå ind i det næste stykke meget særprægede skov vi nu passerer, så det må være noget af en cadeau, at Tom Nielsen alligevel fører Rold Skovs Venner derind. Området er fyldt med stormfældede bøge fra den store storm i 1967, men selvom træerne ligger hen ad jorden, er mange af dem i live og springer ud hvert forår. Der findes også en vis tilvækst af birk og pil, men bøgens frøplanter er på vej, og de vil i det lange løb komme til at beherske arealet igen.

Tom Nielsen fortæller om, hvordan man efter stormfaldet arbejdede på at bevare værdien af noget af træet ved at lægge det under vand. Efter nogle år pumpede man så vandet ud igen, og kørte træet på savværket, men da man var færdig med det, kunne træet blot lige akkurat betale for omkostningerne ved skovning, transport, tømning af vand, osv, osv.

Som den gamle skovfoged Nielsen, som var her, og som jeg har lært mange ting af, sagde: “Hvis vi har et stort stormfald, så er det bedste, der kan ske, at vi får lidt sne”. Lidt sne, tænkte jeg, hvad mener manden? “Jo, for så kan forstfolk da ikke foretage sig noget overilet”. Til en vis grad har vi lært lidt af det. Man skal prøve at holde hænderne på ryggen.

Da jeg kom her for 17 år siden, var der noget af det træ, der ligger her, og som da var 18 år gammelt, stadig frisk nok til at kunne gå på savværket. Men hvis en bøg har rødder i jorden, skygge på stammen og lys på kronen, så er det nærmest en apparatfejl og fyldt med risiko at stå op, når man lige så godt kan ligge ned.

Med andre ord, man kan af det her lære, at man skal have god tid, når der er stormfald. Når  mange andre efter stormen i 1999 skyndte sig at skove ude ved vejene osv, så gjorde vi det langsomt. Det var irriterende at se på, men træet ligger meget bedre på stedet, blot rødderne har jordkontakt, hvorimod det hurtigt går i forrådnelse, når det først er skåret fri.

Vi går nu op til Lilleborg, som ligger på en bakke mellem Borgesø og landevejen til Rønne. Borgen står nu som en ruin, men var i sin tid kongens støttepunkt på øen i stridighederne med kirken. Kirken var dog langt den stærkeste, og borgen blev stormet i 1259 af bispen, som havde fået tyske lejesoldater med under ledelse af den samme fyrst Jarmer af Rügen, som har givet navn til Jarmers Plads i København.

Der er nu ikke så meget tilbage af borgen, men tidligere har man fundet både glas, kamme og flere andre ting fra dens storhedstid. Man har dog også fundet mønter, som er yngre, så nogen har jo måttet bo her siden hen, siger Tom Nielsen.

Det hele var et stort sammengroet vildnis da Hans Rømer blev skovrider i 1800, hvorfor han begyndte at grave området fri. Man har i øvrigt også fundet pile fra bondestenalderen, og man har jernalderpile, så det har været et gammelt forsvarssted, føjer han til og fortsætter. Der er nogen, der herinde i borgen har banket et lille hul, som jeg aldrig kan blive træt af at vise folk, og så spørge hvorfor pokker der er banket sådant et lille rundt hul, som der er der. Jeg kunne ikke selv finde ud af det, kan jeg roligt sige, men hvad kan det have været? “Nogle, som var ude at spise frokost og ville have et dannebrogsflag stående” foreslår et lyst forfatterhovede. Men, men, men. Hvis man kigger godt efter, så er der faktisk også nogle hakker i stenen. Så nogle arkæologer mener derfor, at man ved at sætte en pind i hullet måske har haft en eller anden form for et solur.

Fra Lilleborg går turen nu ned forbi Græssøen til Rømersminde. En stenstøtte, der er rejst til minde om skovrider Rømer inde i hans gamle planteskole, hvor der også ligger hans gamle planteskolehus, der er bygget med massive kampestensvægge sat i ler.

Tom Nielsen fortæller historien om hvorledes Rømer fik Almindingen hegnet ind. Der findes et begreb, der hedder bornholmerpriser, hvilket går ud på at lægge sig ca. 15% over prisen hvis der bliver udbudt et stykke arbejde. Bliver det for groft, kommer der dog nogen til udefra, som får opgaven. Men så sker der faktisk det, at de bornholmske mestre alligevel bliver underentreprenører, selvom de i første omgang havde sagt at de ikke kunne lave arbejdet uden at lægge på prisen. Så det er helt skørt, siger Tom Nielsen.

Det med bornholmerpriser gjaldt også i Rømers tid. Man satte nemlig en meget høj pris på at lave dette gærde uden om Almindingen, hvorfor Rentekammeret sagde nej. Rømer tog så selv entreprisen med at bygge de ca. 8 km. hegn, samt to huse. Et oppe ved Gamleborg samt det nævnte planteskolehus. Aftalen blev indgået i 1804, men som følge af at englænderne tog flåden i 1807 samt statsbankerotten i 1813, gik han faktisk fallit på dette projekt. Årsagen var, at da han startede, havde han givet tilbud ud fra, at en mand kostede 2 rigsdaler om dagen. Men da han var færdig kostede en mand 7 rigsdaler, og der var ikke noget, som hed prisregulering. Han måtte således hutle sig igennem i mange år, og havde gæld lige til omkring 1819, hvor det endte med at staten købte skovridergården Rømersdal af Rømer, som indtil da havde været hans private ejendom.

Med hensyn til bornholmerpriser fortæller Tom Nielsen om det omvendte forhold. Jeg kender en, som skulle prøve at sælge noget skov. Han prøvede at sætte en annonce i Jyllands Posten, da de har flere penge derovre. Det drejede sig om en plantage, der ville være mange penge værd om 20 år, og det havde bornholmerne jo godt set. Skoven skulle koste 2 mill. kroner, men der skete ikke rigtigt noget ovre fra det jyske. Bornholmerne måtte så også godt give et tilbud, hvorefter der var en mand, der gav et bud på 525.000 kr. “Men du skal ikke gøre det for min skyld”, sagde han. “Hvis du har et bedre bud, så tag det, jeg er sådan set ligeglad”. Det endte med at bornholmeren fik skoven for de 525.000 kroner.

Rømer var ikke særlig populær i starten fordi han tog bøndernes græsning. Det gik endda så vidt at man skød efter ham. Ikke med bly, for det bider ikke på fanden, nej, det var med sølvkugler. Men han overlevede dog alligevel. Er der noget som bornholmerne ved, så er det hvor skellet går, og hvad der var ret og rimeligt i gamle dage, men Rømer anlagde bare sine stengærder lige ud, hvilket var noget som gav en masse problemer med naboerne.

Han endte dog med at blive en populær mand. Og senere rejste man altså denne mindestøtte for ham hvor teksten lyder som så: “Hans Rømer ~ Skovrider i Almindingen 1800-1836 ~ En taknemmelig efterslægt rejste dette minde i 1893”.

Det gamle planteskolehus stod aflåst igennem mange år, med det resultat, at der ideligt var indbrud i det, hvorfor skovfoged Nielsen foreslog at de bare skulle lade huset stå åbent. Men en aften, hvor Tom Nielsen og hans kone kom hjem efter at have cyklet forbi huset, var der nogen som ringede og sagde at huset brændte, og at der var ringet efter brandvæsenet. Jeg turde jo dårligt fortælle, at vi lige var cyklet forbi, siger Tom Nielsen, men jeg kom herop som den første, og kort tid efter kom brandvæsenet og pøsede vand på. Men på et tidspunkt havde de ikke mere vand, og som skovmand har man jo ret meget tilovers for tingene, hvorfor jeg sagde, at jeg godt kunne fortælle hvor der var noget.

På vejen havde vi mødt en mand, hvilket var lidt mærkeligt, da kl. var halv elleve, foruden at det var et værre ruskvejr. Jeg fik derfor fat på skovfogeden og sagde, at den mand skal vi altså ud at snakke med.

Han var nået ret langt, da vi fandt ham og spurgte: “Nå, er du ude at gå tur”? “Ja, det er sådan et dejligt vejr”, svarede han. “Hvor har du været henne”? “Jeg har været nede på travbanen og fået mig noget øl. Det er så herligt at få sig nogle øl i det her vejr”. Vi sagde så til ham: “Du kan da ikke gå der. Det rusker da. Sæt dig dog ind, så skal vi køre dig hjem”. Vi ville jo godt vide hvor han boede. Men det ville han nu ikke. Det var så hyggeligt osv. osv. Vi sagde, at det så også var i orden, og kørte forbi, men efter et vejsving ringede vi til politiet og bad dem om lige at se på ham.

Tre dage efter kom der 3 politimænd ned på skovridergården og sagde at de havde undersøgt hans forhold, og at hans alibi var i orden. Puha, tænkte jeg, det var kedeligt at have anmeldt en forkert. Men to timer efter meldte han sig selv og indrømmede at det var ham, som havde gjort det. Det er dog sådan, at man skal være på vagt overfor falske tilståelser. Derfor prøver man altid, om man nu også kan bevise, at det er vedkommende, som har gjort det, og hvorfor han har gjort det.

Det havde manden fordi han var ond på samfundet. Han boede hos sin søster og svoger, som havde nogle store hunde. Han fik bank og var bange for dem, så det var ikke særligt rart. Han kunne heller ikke holde på noget arbejde, og han mente at det var samfundets skyld. Og da det lille hus jo var et mindehus, måtte man straffe samfundet ved at brænde det af. Han var så gået ind i brugsen i Østermarie og der købt to køkkenruller, en flaske sprit og en lighter til 6,75 kr., hvorpå han satte ild til huset og smed lighteren væk.

Politihundene kunne dog ikke finde nogen lighter. Men det kunne skovarbejderen Leif, der stillede sig hen i døren og ræsonerede: Han siger, han stod her, han siger, han kastede den vej og han kan kaste så langt, hvorpå Leif bare gik ud og samlede lighteren op.

Tom Nielsen slutter historien med at fortælle om de retslige trakasserier. Man kunne selvfølgelig ikke blive enige om, hvor meget det ville koste at sætte huset i stand, idet Tom Nielsen oplyste at det ville koste 250.000 kr. Det mente mandens forsvarer var alt for meget. Staten var alt for grådig. – De kommer så ind i retssalen, hvor Tom Nielsen fremviste billeder af det brændte hus og fremførte et tilbud på, at det ville koste 250.000 kr. at genopbygge huset. Men hertil anførte forsvareren: Når huset nu bliver bygget op, så får det jo et helt nyt stråtag, og det, der var der, var 40 år gammelt, og De får et meget bedre hus end De havde, så vi kan ikke udbetale fuld værdi for det. Og det var jo rigtigt nok, sagde dommeren.

Forsvareren sagde så: Hvad vil De sige til en erstatningssum på 175.000 kr. De vil jo sidde med et meget bedre hus? Så var det jeg tænkte: Det kan jo være lige meget, om vi vedtager at han ikke betaler de 250.000, eller at han ikke betaler 175.000 kr. Så vi gik ind på, at han ikke betalte 175.000 kr. Hvad han så heller aldrig gjorde.

Tom Nielsen foreslår nu at vi kan gå ned gennem det gamle planteskolehus, hvis blot sidste mand lukker begge døre efter sig. Husets tykke mure er heldigvis bevaret, men ellers er alt træværk i det helt nyt. Døre, gulve, tagkonstruktion og ståtag. At der er et dejligt miljø inde i dette gamle hus, bekræftes af, at også svalerne har fundet behag i at være her. De grove kampestensmure giver netop grundlag for at kunne klistre en rede fast på muren.

Turen fortsætter nu ned forbi Gamleborg til skovridergården Rømersdal, hvor Tom Nielsen inviterer os med indenfor i den kæmpestore have. Vi stopper her ved et stort kirsebærtræ, hvis stamme er så tyk, at to mand ikke engang kan nå rundt omkring den.

Her viser Tom Nielsen os et ikke helt almindeligt billede. Et af skovens rådyr var efterhånden blevet så tamt og tillidsfuldt, at det ofte kom ind i haven. Men det er sådan, at halvtamme rådyr ofte kan blive noget aggressive, hvilket billedet da også viser. Rådyret står i rosenbedet mens Tom Nielsens hund flygter derfra med halen mellem benene. Tom Nielsen føjer til, at han af hensyn til sin kone og børn tilslut var nødsaget til at skyde dyret. Det kunne ellers være blevet alt for farligt.

Hermed var turen med Tom Nielsen slut, men inden vi forlader haven, tager Helge ordet for at takke ham med følgende ord: “Vi har nu haft fornøjelsen af at møde Tom Nielsen og være med ham i skoven. Og det er jo ikke bare at få foredrag i Almindingen og i skovhistorien, men det er gjort på en så venlig, lun, hyggelig og underfundig måde. Det er helt fremragende.

Tusind tak skal du ha`. Jeg er sikker på at Rold Skovs Venner vil huske den tur længe”. Ja, det er der ikke to meninger om. p.a.

Efter en kort tissepause, samt tid til at få en is, skal turen nu fortsætte med Helge som turleder gennem Ekkodalen, og derfra videre op til Rytterknægten, hvor bussen venter på os sammen med nogle få Rold Skov-venner. Ekkodalen er Bornholms største sprækkedal, som kan følges helt ud til kysten sydøst for Gudhjem. Et gammelt navn for stedet er Styrtebakkerne. Der er folk som mener, at det måske var fordi man i gammel tid ofrede mennesker ved at styrte dem ned fra klipperne her.

Vi følger dalen det ret korte stykke vej til vi når den sidedal, som kaldes Fuglesangsrenden. Og så går det ellers bare opad, og opad. Naturen er dog meget smuk med spredte klippepartier, som allevegne stikker op mellem træerne. Her finder man så forskellige arter som vintereg og avnbøg, men også en del ene. Halvvejs oppe sætter vi os på en stor sten, både for at nyde det smukke syn, men også lidt for at få pusten.

Efter en opstigning på ca. 150 m. svinger vi mod vest ad Rågelundsvej hen mod Rytterknægten. Her blev der, som bekendt, rejst et stentårn i 1856 til minde om Kong Frederik 7. og grevinde Danners besøg nogle år forinden. Men som følge af skovens tilvækst er dette tårn senere blevet forhøjet med en høj stålkonstruktion. Det var egentlig tanken at Rold Skovs Venner skulle have fortsat deres opstigning fra Ekkodalen videre op i tårnet, således at alle ville have endt med at befinde sig hele 184 m. over havets overflade, og dermed havde kunnet nyde udsigten ud over det meste af øen. Tænk, der var nogle der formastede sig til bare at sidde og hygge sig på bænkene nedenfor.

I dag er frokostpausen henlagt til at skulle foregå i den særdeles hyggelige by, Svaneke. Efter en lille rundtur i byen kører vi ned på havneområdet, hvor vi mødes med Hanne, Aase og Jørgen, som allerede har brugt formiddagen til at udforske denne kønne lille by. Det er der også afsat tid til for resten af holdet, men først skal der, som efter en stiltiende aftale, spises nyrøgede sild med rå æggeblomme og drikkes øl henne på havnens store røgeri. Men mon ikke navnet “Sol over Svaneke” skulle være hugget fra en af nabobyerne?

Som 2. halvleg skal vi nu under Helges ledelse starte på eftermiddagens korte tur til Paradisbakkerne. Vi starter turen ved Klintebygård og følger derfra vejen ind omkring den kønne Grydesø. Som navnet Paradisbakkerne siger, er også denne af skoven et smukt område. Helge beder os bemærke vegetationen, og fortæller om kampen mellem bøg og ahorn. Måske vinder ahornen, siger han, men nu har bøgen også skygget alle andre ihjel i 2000 år, føjer han til. Selvfølgelig skal vi også en tur ind til Rokkestenen. Skribenten var med til at rokke med den for første gang i 1953. Så har der været en lang årrække, hvor den ikke kunne, men nu kan den altså igen. Dette skulle selvsagt også prøves af Rold Skovs Venner, og selvfølgelig fik vi den til at rokke. Fra Rokkestenen fortsætter vi vores rundtur gennem skoven, hvor vi både nyder skoven og bare det at kunne gå i naturen. Som vi startede, slutter turen ved Klintebygård, og hermed var dagens traveprogram så også slut.

Som sædvanlig var vore aftener til fri rådighed. Nogle slapper af, nogle går tur, og atter andre har endda overskud til at deltage i en danseaften hjemme på hotellet. Et flot tilbud som værten tilbyder hver torsdag aften hvis gæsterne ønsker det. Kan man forlange mere?

* * *

Dagsprogrammet for fredag den 30 august hedder med et enkelt ord: Christiansø. Der er flere sejlruter ud til Danmarks yderste forpost mod øst, hvoraf vi, som nok de fleste, vælger at tage til Gudhjem, og derfra sejle med det gode skib, “M/S Ertholm af Christiansø”.

Som det var tilfældet under hele vores ophold på Bornholm, var vi således også denne dag begunstiget af et særdeles flot vejr, hvilket gjorde overfaren til en meget behagelig oplevelse, og hvor man allerhelst ville sidde ude i solen og – måske- få sig en lille øl.

Vel ankommet til “Øen”, som øgruppen hedder i daglig tale blandt bornholmerne, i modsætning til “Landet”, der er betegnelsen for selve Bornholm, blev vi modtaget af en dejlig pige på ca. 30 somre ved navn Thora, som skulle guide os rundt på øen.

Thora var en oplevelse i sig selv, udstyret som hun var med vandflaske, lyserød laktaske, en næsvis lille blå nederdel og dertil tykke sorte, strikkede benvarmere. Og så i den varme! Men dygtig til at fortælle, det var hun. Hun læste nu på RUC, men som født og opvokset på Frederiksø, tilbragte hun hver sommer hjemme hos sine forældre, hvor hun beskæftigede sig med at vise folk rundt på “Øen”.

Thora starter med at fremvise en kanonkugle, som angiveligt skulle have dræbt en af hendes slægtninge under englandskrigen, og som hun nu havde fundet ved at grave kartofler op i sin fars have. Hun fortæller at hele turen rundt på Christiansø blot er på 1.200 meter. Denne går for vores vedkommende imod uret, således at vi starter med at gå gennem øens eneste gade med de gamle kasernebygninger, der nu anvendes som almindelig beboelse.

Herfra videre forbi Juuls Bastion fra 1684 til Svendsens Brønd, som er en af øens opsamlingsbrønde til drikkevand. Disse klippebrønde er gamle granitbrud fra den gang man byggede øens bastioner og ringmure. Herefter passerer vi de sydlige bastioner samt Hoffmanns- og Bielkes Port, hvorfra vi kan se ud til Danmarks allerøstligste punkt, Østerskær.

Længere oppe mod nord kommer vi forbi Kongens have, som er et offentlig anlæg med borde og bænke, og lidt efter også skolen, Præstedammen og øens fodboldbane, som dog ikke er helt jævn og plan. Dette er faktisk en stor fordel for øboerne når der skal spilles fodboldskamp mod fremmede. De ved nemlig hvor alle hullerne og ujævnhederne er. Lige vest for fodboldbanen ligger der et ret stort område, som kaldes Rugmarken, men det er her øboerne har deres små urtehaver, ligesom der også findes små haver nedenfor øens gamle kirkegård. Herfra følger vi så den vej, som går ned forbi kirken og bygningen med øens elværk, og dermed er vi atter tilbage ved “bycenteret”.

Det er nu blevet tiden for at holde frokost, hvilken rigtig mange går ind på “Christiansø Gæstgiveri” for at nyde. For at fordrive ventetiden mens bestillingerne bliver effektueret, har man fremlagt servietter, hvor det at bo på “Øen” er beskrevet i en kort, men meget sigende, form, som nok er værd at citere: “Der bor ca. 100 personer på øerne, fordelt på 50 husstande. Nej, man kan ikke leje hytterne på Christiansø, men vi har teltplads og et hotel. Jo, vi har en skole, to lærere er ansat, men ægtefællerne tager også del i undervisningen af de 17 børn, så faktisk har vi fire lærere. Jo, vi har en læge, som har konsultation hver formiddag. Ambulancetjenesten er enten Forsvarsministeriets kutter “Elephanten” eller en helikopter fra Værløse. Jo, vi må gerne holde høns, fugle og kaniner, men ikke hunde og katte pga. forurening af drikkevandet. Jo, vi har fjernsyn, men antennerne er af miljømæssige hensyn skjult under tagene. Hvad vi laver om vinteren! – Det samme som dig. Vi læser en bog, besøger venner og bekendte. Vi har bibliotek, sangforening, støtteforening, julebal og karneval – og det vigtigste:

Fællesskab.

Og vi har en fordel, som du ikke har. – Vi har 100 venner og bekendte at besøge. Har du det? Vi er ikke isolerede. Vi lever en pragtfuld tilværelse på Christiansø og den kan du godt misunde os.

Det værste er, at skoleeleverne slutter deres skolegang på Christiansø og fortsætter på kostskole på Sjælland, når de er tretten år gamle. Den tanke skal forældrene vænne sig til”. Der er altså både glæder og det modsatte ved at bo så afsides. Nok mest glæder, så man må sige, at det alt i alt nok ikke er så ringe endda.

Mens vi venter på færgen er der også tid til at aflægge et besøg på naboøen, Frederiksø, hvor der ligesom på Christiansø også findes en gade med tidligere kasernebygninger. Herudover er der mange andre spændende ting at se. F.eks. den gamle smedie, museet i Lilletårn, en kolerakirkegård, benyttet i både 1831 og 1853, samt nede mod syd statsfængselet med Dr. Dampes celle. Dr. Jacob Jacobsen Dampe blev fængslet for at stifte en revolutionær, hemmelig forening mod enevælden og borgerskabet. Ud fra sin religiøse og politiske overbevisning udformede han et idègrundlag for en ny forfatning. Dr. Dampe blev arresteret og dødsdømt i 1820, men benådet til livsvarigt fængsel her på øen. Han blev dog betinget løsladt i 1841, og endelig helt frigivet i 1848.

Hermed var tiden så brugt op, men også fuldt udnyttet til af suge indtryk og viden til sig om disse særprægede, men særdeles dejlige øer her ude på vores yderste forpost mod øst. En lige så behagelig sejltur tilbage til Gudhjem kunne så bruges til at nyde livet, men også til at lade de mange indtryk bundfalde sig til senere eftertanke.

Fra havnen i Gudhjem går turen via Danmarks eneste ægte serpentinervej op til landevejen, og ad denne direkte tilbage til Sandvig. Hvis der er tilstrækkelig stemning for det, tilbyder Lars at køre en aftenstur til Rønne, hvor der er arrangeret såkaldt Kulturnat. Det var der stor stemning for. Vi var kun nogle få, som syntes at noget sådant er et gedemarked.

* * *

Det er nu blevet dagen hvor det sidste turprogram skal afvikles i form af en kombineret køre-, sejl- og travetur. På første etape fra Sandvig til Helligdomsklipperne stopper vi allerede ved Troldskoven lige før Døndalen, hvor Lars viser os rundt. Vi ser bl.a. en skibssætning tilbage fra jernalderen, en bautasten, samt en kæmpe-vandreblok, som danner en naturlig grotte. Dens vægt er beregnet til hele 550 tons.

Det er Helge der har påtaget sig at lede turen ind gennem Døndalen. Døndalen er en 20 m. dyb og ret lang sprækkedal, som vi følger ind langs nordsiden. Og som altid, er det skovmanden, der kommer op i Helge når vi færdes ude i naturen. Vi ser på og hører om de forskellige træarter, som findes her på stedet, men også noget om det, der kaldes urørt skov. Det var der faktisk meget af på dette sted. På vejen ud endda så meget, at halvdelen af holdet kom til at gå på sydsiden, og resten ad den vej hvor vi var gået ind.

Vores næste besøg gælder Bornholms ret nye og flotte kunstmuseum. Og man må sige, at her findes der noget for enhver smag. Lige fra skagensmalere over moderne kunst til børnetegninger. Museet ligger lige oven for Helligdomsklipperne, og som en ledetråd løber Helligdomskilden hele vejen ned gennem udstillingsbygningen for tilslut at ende i en ønskebrønd. Herfra kan man via en gangbro gå ud til en overdækket udsigtsplads og derfra nyde udsigten ud over klippekysten og havet.

Turens næste etape skal nu foregå søværts mellem Helligdomsklipperne og Gudhjem. Det gode skib M/S Thor af Gudhjem lægger til ved den af klipperne, som kaldes Liebertsklippen og herfra sejler vi, på de steder hvor det kan lade sig gøre, tæt ind under kysten. Skipper er en hyggelig mand, og fortæller om alt det vi sejler forbi. Sorte Gryde, Helligdomsklippen, Lyseklippen, Den våde- og tørre Ovn og mange andre spændende formationer. Længere ude fra havet kan man se ind til Røstad strand, Stevelen, Blod Eigil (et klippehovede), Hestestenene og mange andre ting.

Vel ankommet til Gudhjem er det så blevet til at holde frokost og hvad man ellers vil foretage sig i den tid pausen varer. At Gudhjem vist er den by på Bornholm, der har de stejleste gader, kan Knud og undertegnede godt skrive under på. Vi havde et bestemt ærinde at udføre, men inden vi fandt det rigtige sted, endte vi faktisk helt oppe i nærheden af landevejen, som går oven for byen. Hvad ærindet gik ud på vil afsløre sig senere.

Ikke så langt fra havneområdet ligger der et lille galleri, hvor flere af turdeltagerne havde den spændende oplevelse at se et maleri, som var malet og signeret af marinemaleren V. Qvistorff. Hvis dette var det noget, som gav associationer til en anden kendt Qvistorff, var det ikke så sært. Den pågældende marinemaler er nemlig Helges far. Det mærkelige er, siger Helge, at når jeg kommer ind i et lokale, hvor der hænger et af min fars billeder, kan jeg tydeligt mærke det, selvom jeg ikke ved at det er der.

Næste punkt på dagsprogrammet er et besøg i Østerlars kirke, der er den største af Bornholms rundkirker. Kirken er opført ca. 1150 som forsvarskirke og indviet til Sct. Laurentius. Den er bygget af kløvede kampesten i tre stokværk, hvoraf selve kirkeskibet har en meget kraftig midterpille. 2. stokværk har været anvendt som tilflugtsrum hvorimod det 3. oprindeligt havde en åben vægter- og skyttegang, der nu er lukket af kirkens kegleformede tag.

Adgangen til de øvre stokværk foregår ad en smal stentrappe inde i kirkens tykke murværk, og noget af det som nok kan imponere de fleste, er at se den sindrige tømmerkonstruktion der er lavet for at bære det meget specielle tag. At det også skal kunne stå for et enormt vindpres, fik man en klar fornemmelse af bare ved den friske blæst, der kom ind gennem glughullerne. Men dette var jo for intet at regne imod en orkan fra vest.

Som den sidste kraftanstrengelse i dag, skal vi køre op til Johns Kapel og derfra trave videre op til havnen ved Vang. Vi starter dog med at tage turen helt ned til stranden ved Johns Kapel, og er der stejlt ned ad de mange trin og klipper, er der ikke mindre stejlt op igen. Men det var et flot syn at stå nede ved kysten og se brændingen slå ind mod klippesiden.

Foran os venter der nu et par kilometers travetur ad en mere eller mindre fremkommelig klippesti. Vi passerer herved et forladt stenbrud, hvor der nu er dannet en idyllisk skovsø i bunden. Jo, naturen har en formidabel evne til at retablere sig selv. Længere fremme kommer vi til et langt større stenbrud, hvor der senest er sprængt sten til at anvende som fundament for pylonerne på Storebæltsbroen. Fra dette stenbrud går der en vej gennem den kunstig anlagte klippespalte direkte ned til havnen i Vang, der samtidigt er blevet udvidet i samme anledning. I gamle dage var der en træbro hen over spalten, men den er nu skiftet ud med en rædsel af rustent jern. Efter sigende i anledning af det store gymnastikstævne, der netop i dette år har været afholdt her på Bornholm.

Da denne tur varer længere end beregnet, får Lars aftensmåltidet udsat et kvarter. Der skal jo også være tid til soignering og omklædning. Maden er denne gang anrettet som en buffet, og da det er vores sidste aften i Sandvig, er det også tiden til at sige tak for en god indsats, hvilket Helge gør på sin egen finurlige måde til alle deltagerne, og herunder ikke mindst til Hanne og Knud. I forlængelse af dette tager fmd. også ordet for at takke både Helge og Hanne og Knud for at det netop var dem, der havde trukket læsset og dermed gjort turen til en stor succes. Og for at det ikke bare skulle være tomme ord, blev dette så også understreget med en dosis “bornholmsk medicin”.

* * *

Søndag den 1. september var dagen så kommet, hvor vi måtte tage afsked med Bornholm. Præcis kl. 9.05 vinkede vi farvel til vores vært på Hotel Nordland, men da vi har god tid inden vi skal med færgen fra Rønne, stopper vi op ved silderøgeriet i Hasle. Lars fortæller, at der har været hele 135 røgerier på Bornholm, men at der nu kun er 13 tilbage. Og heraf er der endda kun fire, som røger på gammeldags vis i åben ovn.

Da Hasle Røgerierne drives som et røgerimuseum med søndagsåbent, havde vi også lejlighed til at komme indenfor og studere arbejdsgangen. Det foregår på den måde, at der til stadighed må sidde en person ved ovnen for at dæmpe ilden ved at stænke vand på brændet, så det ikke brænder med klare flammer, men blot ryger. Dette fungerede også fint, den fede røg vældede op mellem de lækre fisk, men kun sålænge at døren var lukket. Hver gang den gik op, kunne man dårligt nok se røgeren eller sig selv for røg i lokalet. Det har nok sin årsag, at man er gået over til lukkede ovne.

Vi kører nu til Rønne, og efter et fotostop ved stenbruddet lige oven for byen, kører vi direkte ned på havnen, hvor katamaranfærgen Villum Clausen allerede venter. Denne katamaranfærge, som er bygget i Australien, er verdens største – og den kan bare sejle stærkt. Hvis man gik op på det øverste promenadedæk, føltes vindtrykket nøjagtigt lige så voldsomt, som under den store novemberstorm i 1981. Det tog kun 1 time og 20 minutter at komme over Østersøen til Ystad, men færgen har også en motorkraft på ikke mindre end 46.000 hk., der driver de fire turbiner, samtidigt med at vandstrålerne fra disse styrer skibet. At man så dagen efter i fjernsynet kunne se, at skroget var ved at falde fra hinanden pga. rystelser, er en anden sag. Senere viste dette sig dog vist nok ikke at være så galt endda.

I Ystad var det så blevet tiden for at sige farvel til Pernille og Helge, der som før omtalt havde taget turen i egen bil. Den videre tur fortsætter herefter uden flere pauser op gennem Skåne, ad bro og tunnel til Sjælland, og videre over “øen” til vi når “Storebælt Bro- og Naturcenter”, der ligger på sjællandssiden lige før broen.

Som navnet siger, fortæller denne udstilling om natur og miljø, og den påvirkning menneskene har påført disse ved byggeriet af både Storebælts- og Øresundsbroen. Selve brobyggeriet illustreres i form af modeller, plancher og film, ligesom der bygget et stykke storebæltstunnel i fuld størrelse med jernbanespor og det hele. Oppe fra udstillingsbygningens tag er der en storslået udsigt over hele området, og på græsplænen nedenfor ses et af de kostbare borehoveder, som man desværre var nødsaget til at skære itu da borearbejdet var færdigt.

Efter dette “pust” er vi så klar til at fortsætte ad den flotte Storebæltsbro og direkte over Fyn til Lillebæltsbroen, der lige pludselig ikke virker slet så imponerende, som den gjorde engang. Alt er jo relativt. Herfra går turen via Vejle Fjord-broen til Hedensted, idet Nilles Busrejser altid serverer deres rejsers sidste aftensmåltid på Sognegården i Hedensted. Faktisk en skæg servering. Det gik lynende stærkt med maden, idet der blev serveret både til højre og venstre på èn gang. Til gengæld måtte man til købmanden efter mere snaps inden vi kunne komme til at skåle. Det var så også her Rold Skovs Venner ønskede at sige tak til Lars for en ualmindelig god og spændende tur, idet Knud også fremhævede det gode samarbejde, der havde været imellem dem. At jeg ikke altid får mine vilde idèer ført igennem, er jeg vant til hjemmefra, siger han, så det er da i orden, at jeg heller ikke altid fik det her. Det var fuldt fortjent, at Lars så også fik overrakt 6 flasker god rødvin. Vi havde faktisk fået Bornholms historie, om ikke længere, så i hvert fald lige fra 1100-tallet og op til vore dage.

Som det allersidste “nøk” fortsætter vi nu direkte til vore forskellige hjemsteder. Men inden vi begyndte at skiltes, bragte fmd., som det sidste, en stor tak til deltagerne. Tak for at I bakkede op om turen og var med til at gøre den til den store oplevelse, den blev. En tur, som vi alle kan glæde os over og mindes længe. Tak til jer alle sammen. Succes`en var hjemme.