2002
Lindum Skov
“I dag vil den af mange naturelskere kendte skovtaksator og skovhistoriker, Børge H. Larsen vise os rundt og fortælle om den spændende og smukke Lindum Skov. En naturperle, der ligger på højdedraget mellem Skals Ådal og Tjele Langsø lige sydvest for Hobro”.
Sådan stod der på indbydelsen til turen søndag den 12. maj. Mødestedet var sat ved Skovridergården, som ligger i den sydlige side af skoven, men da den der udsete holdeplads var blevet tilplantet med frugttræer, måtte vi stoppe deltagerne ved skovbrynet nord for Lindum by, og derfra køre samlet til en plads lige over for savværket i skovens nordside.
Børge H. Larsen indleder turen med at byde velkommen til Lindum Skov. Han tilføjer at dens rette navn egentlig er Tjele Storskov, men at alle i dag siger Lindum Skov, ligesom dette står på alle kort. Til stor morskab for de 66 fremmødte deltagere fortsætter han: “I er jo vant til at have Helge Qvistorff som fører, så tempoet, det tør jeg ikke spørge om”.
Turen går nu et lille stykke ind i skoven, hvor Børge H. Larsen fortæller om Lindum Skov. Denne ligger ved landevejen Hobro-Viborg. Det er Tjeles alt sammen bortset fra den yderste spids, Fastruplund. Dette var et privat stykke skov, som blev overtaget af kommunen efter en savværksejer, da denne døde. Et stykke af Lindum Skov kaldes Tårupgård Skov fordi den har tilhørt Tårupgård Gods, der ligger oppe ved Skive, men i de sidste par hundrede år har det alt sammen tilhørt Tjele.
Lindum Skov har været fredet som skovbrug i hvert fald i de sidste 200 år. Der er i øvrigt stor forskel på det skovbrug man drev dengang, og det man driver i dag. Den første skovrider kom her i 1857, og i mange år var der en skovrider og tre skovfogeder. Hvornår granen præsis er blevet plantet ind her første gang, har jeg ikke med sikkerhed kunnet finde ud af, men jeg vil tro, at den er kommet omkring 1850. Den er nok kommet da den første skovrider kom. Men ellers bestod den oprindelige skov af bøg og eg, indblandet med lind og elm, men også lidt ask og rødel hist og her. Men ellers var der meget lind, det er derfor det hedder Lindum Skov. Der er nogen der har villet forklare mig, at dette er ikke sikkert, men det er jeg nu ret sikker på. Nu er linden helt forsvundet, der er kun en eneste lind tilbage af de oprindelige. Derimod har vi nogle partier med den gamle blandede løvskov af eg og bøg.
Det vi står i her, kalder vi heden. Det har jo ikke meget med hede at gøre mere, men kammerherren, den nuværende ejers bedstefar, ville gerne have at det blev liggende som lyng – som hede, men det kan man jo ikke håndhæve, hvis ikke man gør en utrolig stor indsats. Og så er det alligevel umuligt. Der kommer så meget nedfald i form af gødningsstoffer, som gør at lyngen slet ikke kan klare sig i konkurrencen med græsset. Da jeg kom her for over 30 år siden, var det meste af dette område lyng, men så hurtigt går det.
Der er så mange, der bekymrer sig om det med skovrejsning. Det er da også udmærket, men man kan bare lade den ligge. Hvis der er skov i nærheden, så bliver det til skov. Det er meget billigere, men giver selvfølgelig ikke så meget sjov hos Skov- og Naturstyrelsen. Men det vil blive en meget mere interessant skov, end den vi får på den anden måde.
Lidt længere fremme stopper vi op ved en nyudsprunget skovabild. Mange mennesker ville nok gå forbi den uden at registrere det, siger Børge H. Larsen, men der knytter sig faktisk en skrækkelig historie til stedet her, som er både virkelig og meget hårrejsende. Forleden dag var der en gammel mand, der havde boet her hele sit liv, som spurgte mig om vi skulle ned til æbletræet ved Rasmus Mørks klædeskab. “Nå kalder du det sådan”, spurgte jeg. “Ja, det er den lille grusgrav, der har været inde bag ved æbletræet”. Her følger så historien:
Den 30. juli 1879 foregik der et forfærdeligt mord ovre ved Klejtrup, som ligger 5 km. nord for stedet her, idet der var en mand, der brød ind i købmandsforretningen hos en handelsmand Pedersen, og slog både ham og hans medhjælper ihjel med en tøjrekølle. Et virkeligt bestialsk mord. Morderen flygtede derefter i den lyse sommernat ud over engene, videre ned over Skals åen, og til slut her ind i skoven. Her ved æbletræet skiftede han så sit eget blodige tøj ud med noget af handelsmandens, som han havde taget med under flugten.
Herefter fortsatte han flugten, men blev arresteret oppe ved Rold 4-5 dage senere. (Han havde været banearbejder da man byggede jernbanen op gennem Jylland til Aalborg). Men selvom han havde handelsmandens bankbog og penge på sig, nægtede han at kende noget til mordet. Han sad så og kukkelurede i arresten i Hobro, men han ville stadig ikke tilstå noget. Den 11. august dukkede der pludselig en anden mand op som sagde, at han også havde været med til mordet. Det var jo ikke så godt for Rasmus Mørk, men han tilstod dog først sin skyld hen i september måned. Nu sad de så begge og kukkelurede i arresten. Men det tager jo lang tid for retsvæsenet, og i oktober sagde den nye mand, at han faktisk ikke havde været med til disse mord, det havde bare været for at få lidt opmærksomhed. Det viste sig da også, at han vitterlig ikke havde været med, men tilståelsen havde jo forårsaget, at Rasmus Mørk endelig havde tilstået. Han sad så i Hobro arrest gennem hele det næste år, mens sagen skulle gennem den ene ret efter den anden.
Man havde ansat to kraftige mænd, som på skift skulle holde opsyn med ham, fordi han ustandseligt prøvede på at bryde ud af cellen, ligesom han også prøvede at tage livet af sig selv. Vi er nu kommet hen i året 1880, og en aften da de to vagter skulle skifte, lykkedes det for ham at smutte ud mellem dem og slå låsen i, således at det nu var dem, der var opbevaret. Rasmus Mørk trængte derpå ind til arrestforvareren for at søge efter nogle penge, og da han sagde, at han ville slå ham ihjel, var denne godt klar over at det kunne blive alvorligt. Pigen, som var ansat hos arrestforvareren, sprang nu ud af vinduet for at prøve at få fat på en vægter. Rasmus Mørk kunne høre hende råbe hele vejen ned gennem byen, så det var bare om at komme væk i en fart, men da han som fange bare var i drejlstøj, kom han ikke særligt langt. Der var udsat en dusør på ham, så derfor gik han ind til en mand, som han kendte fra da han var ved jernbanen nede i Fårup. “Jeg er så sulten”, sagde han. “Du må give mig noget at spise, og så kan du melde mig, så får du dusøren”. Noget godt var der altså i Rasmus Mørk. På det tidspunkt var han blevet dømt til døden ved halshugning. Det foregik ovre på Klejtrup Hede, som ligger lidt nordvest for byen. Jeg mener at det var den sidste offentlige henrettelse i Danmark, siger Børge Larsen. Der er skrevet og fortalt mange historier om det.
Den præst, som havde konfirmeret Rasmus Mørk, var kommet jævnligt i arresten i Hobro, og det var også ham, som forberedte ham på døden på skafottet. Han blev kørt derud tidligt om morgenen, og der havde aldrig været så mange mennesker i Klejtrup som på denne dag. De kom fra nær og fjern. I Hobro var alle værelser optaget, så nogle havde selv madpakken med, og måtte bare gå rundt på gaden og vente til om morgenen, hvor hele kortegen skulle starte ud til henrettelsespladsen.
Da han kom op på skafottet lå der to økser parat, overdækket med et sort klæde. Den ene, som stammede helt tilbage fra Chr. 4`s tid, var den som Struensee og Brandt blev halshugget med, men det var dog den anden og nyere, som skarpretteren brugte. Og efter sigende skete det med et eneste hug.
Rasmus Mørk ligger begravet på kirkegården i Klejtrup. På stenen står der Rasmus Mørk. Han hed faktisk Rasmus Pedersen, men blev kaldt Mørk fordi han kom fra Mørke. Det var så historien om Rasmus Mørk, og det er derfor at dette æbletræ giver en anden saft, slutter Børge H. Larsen denne drabelige beretning af.
På den videre tur kan man ikke undgå at bemærke at Lindum Skov er utroligt varierende, både hvad bevoksningen og terrænet angår. Dèt, der gør skoven så charmerende, siger Børge H. Larsen, er alle disse slugter. Her i skoven bliver disse kaldt for huler, eller smauker, hvilket selvfølgelig betyder smøger. Sådanne gamle stednavne kan jo meget nemt blive forvanskede, så de er fuldstændigt ukendelige. F.eks. har vi et sted en hulvej, som i dag hedder Store Jal. Og hvad kan det så betyde? Jo, på de gamle kort står der Store Hjerritsdal. Så her har vi altså også et navn, som ikke lige er så let at gennemskue.
Det næste stop sker ved en ualmindelig stor og flot sten. Den kaldes ganske enkelt blot “Den store Sten”, og faktisk er den endnu større end vi kan se i dag, siger Børge Larsen. Den har for mange år siden været gravet fri, men efterhånden har jord og nedfaldet løv igen dækket store dele af den. Desværre har der også været hugget nogle stykker af den, hvilket man endnu kan se på mærkerne efter kløverillerne. Der var jo engang hvor man bare kløvede og huggede løs på bevaringsværdige sten, men denne har alligevel været for voldsom at have med at gøre. Børge H. Larsen giver et andet eksempel, hvor der af en skibssætning på ca. 20 sten nu kun er nogle få stykker tilbage. Men det er jo på den måde, at de sjældne ting bliver endnu mere sjældne, siger han en smule ironisk. Stenen her er kommet med isen og er altså det man kalder en vandreblok, men ellers er der ikke så mange sten her i skoven, som der er i så mange andre skove, siger Børge Larsen og fortsætter:
Selve skoven består i dag hovedsagelig af nåletræ. Der er ca. 7-800 ha. med nåletræ, godt 200 ha. med bøg og 100 ha. med eg. Hertil kommer der lidt lind og ask. Der er dog ikke ret meget ask, da vi mangler nogle moser med frisk vand, som asken godt kan lide. Der er dog nogle få askemoser og også nogle få birkemoser. Ellers er det produktionen af pyntegrønt og juletræer man lever af i dag. Nåletræet består for det meste af rødgran, men der er også meget ædelgran, som er meget mere stabil end rødgranen. Den bliver ældre og den bliver ikke angrebet af rodfordærver. Den er dog meget dyr at anlægge, idet der skal være hegn om den, så dyrene ikke æder de små planter.
Der er meget let jord vi har her på stedet, men nedenunder ligger den gode lerjord. Faktisk burde vi skrælle alt væk ned til en vis dybde, så ville vi få en meget frodigere skov, men det er jo uladsiggørligt, og så ville hele charmen ved skoven også være væk. En sådan afskrællet skov ville der ikke være meget sjov ved. Men der hvor leret kommer op til overfladen kan vi se, at der netop bliver så frodigt, at der kommer skovmærker. Der findes endda et sted, der hedder Lergraven. Denne er opstået fordi man oprindeligt ville lave en ulvegrav ved at grave en fangstindretning til ulve ned i jorden. Herved opdagede man at der var ler på stedet. Endda så meget at teglværket ovre i Hvornum senere kunne hente sit ler her.
Børge H. Larsen har ikke mere nogen fast tilknytning til skoven eller godset. Han har i sine mere end 30 år på stedet målt hele skoven op og lavet en driftsplan, hvilket er dèt, som en skovtaksator laver. Jeg troede faktisk at man skulle satse mere på eg end på bøg, siger han. Men jeg har fundet ud af, at det passer ikke. Bøgen trives bedst, og selvom den er langsom til at starte, går det alligevel bedre. Egen kan stå i uendelig lang tid, og ingen vegne komme. Så hvis man skulle se på det rent forstligt, ville det være naturligt med en bøgeskov, men nu om dage vil vi jo gerne have det blandet, og det bliver skoven jo ikke kedeligere af.
Vi nærmer os nu området hvor den smukke Kvindsø ligger. På nogle kort er det stavet med d som i kvinde, mens der på andre står qvinte. Så det har altså ikke noget med kvinder at gøre, idet qvint er et gammelt mål, siger Børge H. Larsen. Der gik også de frygteligste historier, om at piger, som var kommet galt afsted, gik her ned og druknede børnene. Dette er helt ude af proportioner. Det er altså Qvintesøen, og det er en særdeles dejlig sø, som har nogle omgivelser der oprindeligt var en blanding af ask og nok især rødel, men også lidt eg.
Den gamle skovrider Horstmann virkede her i skoven fra 1892 til 1948, og jeg var så heldig at komme i forbindelse med hans datter Klara kort tid efter at vi var kommet her. Hun boede på Fyn, men besøgte sine venner og gamle skolekammerater mindst en gang om året. Klara har fortalt mig, at når de havde gæster, tog de ofte herned for at sidde og kikke ud over Kvindmosen, som dengang mest kunne betegnes som en urskov.
På det tidspunkt ynglede den sorte stork her i skoven. I dag findes der kun ynglende sortestorke et par enkelte steder i Danmark. Ellers har vi fået den udryddet også. Der findes en bog om den sorte stork, skrevet af den kendte ornitolog Skovgaard fra Viborg. Heri er der bl.a. nogle meget fine billeder af den sorte storks rede, netop her fra Lindum og Bigum skove. Skovgaard kendte dog menneskene så godt, at han var klog nok til ikke at skrive hvor billederne var taget. Først da storkene var borte, kom det frem i en bog, hvor en anden ornitolog brugte nogle af Skovgaards billeder. Men da var der jo heller ikke noget at være bange for.
Vi gør mange stop på turen, og næste gang er det ved en af skovens mange kløfter, hvor Børge H. Larsen indleder med at fortælle om den gamle driftsplan fra 1880. Den gang var der ansat 1 skovrider og 3 skovfogeder, men der var kun 2 skovarbejdere, og det var ikke mange at gøre godt med, for det er jo dem der skal lave det praktiske arbejde. Grunden til denne fordeling var, at skoven lå så afsides at det var meget svært at komme af med produkterne. Jernbanestationen var der ganske vist i Onsild, men der var alligevel et stykke vej at køre derned. Man har også brugt Skals å til transport af træ, men den var for lille til andet end småpramme. Endelig var egnen så tyndt befolket, at det var begrænset hvad folk skulle bruge af brænde, så der har virkelig været problemer med at komme af med tingene på det tidspunkt.
Her har vi sådan en smauke, som hedder Ørneredesmauken, siger Børge Larsen. Det var netop her, at man engang kunne se havørnen yngle. Det ved vi, fordi der i Viborg engang var der en skovfoged Christiansen, som i 1890 udgav en bog om fugle, hvor der er mange optegnelser om Lindum Skov. I denne står der, at man så de sidste havørne yngle her i 1887, men også at den sidste var her igen i 1888. Man var nemlig ikke særlig god ved rovfuglene dengang. Man både skød dem og tog æggene. Det var jo en anden indstilling man havde til tingene. Børge H. Larsen kommer herefter ind på værdien af at bevare de gamle ting. Han har bl.a. fortrudt at han ikke ville overtage skovrider Horstmanns gamle skab med udstoppede fugle og kastestænger fra råvildtet. Lad være med at smide noget væk hvis I gerne vil samle, lyder det fra en mand med livserfaring. Når først man er død og forhåbentlig sidder deroppe, siger han, og ser op i himlen, så skal der nok blive ryddet op efter jer. Og så kan det jo være hamrende ligegyldigt hvor meget man har efterladt. Selvom arvingerne nok mest ser på hvor meget man har efterladt på bankbogen, slutter han med et lunt glimt i øjet.
Som et eksempel på at opbevare de gamle ting, nævner Børge H. Larsen, at de oppe på godset har en gammel mærkehammer, som er stammer tilbage fra den første Lüttichau. Man brugte en mærkehammer til at mærke træet med, når det var vist ud og skulle fældes. I den ene ende af hammeren er der et øksehoved, mens den i den anden er rund, og her står initialerne C.D.L. – Christian Ditlev Lüttichau. Når et træ skulle vises ud, slog man en flis af med øksen, hvorpå man efterfølgende slog et mærke ind med mærkehovedet.
Børge H. Larsen vender tilbage til at omtale fuglene. Det var også her i Lindum Skov at den store hornugle fandtes som et af de sidste steder i Danmark. Man kan godt forestille sig, at det har været et godt sted for den i 1800-tallet. Der står i bogen at skovfogeden fandt en i 1867 og tog ungerne. Den sidste havde vi i 1882, men nu er den heldigvis ved at komme tilbage, dog ikke her i Lindum Skov. Da hornuglen yngler på jorden, var det let at finde reden og ungerne. Nogle af dem blev så taget og brugt af skytterne. Man drejede hovedet om på dem og satte dem op på en pæl således at man let kunne skyde de krager og rovfugle, som kom for at tage deres bytte. Det var faktisk en lidt trist metode, men det er på den måde, at vi ved hvornår de har været her i skoven sidst.
Når man nærmer sig Kvindsøen fra sydøst, får man pga. det skrånende terræn en særdeles flot udsigt ud over den. På et tidspunkt, hvor alt skulle nyttiggøres, afvandede man søen og tilplantede området med rødgran siger Børge H. Larsen. Da jeg kom her, stod der nogle meget store træer, som dog alle væltede i stormen i 1981. Da disse træer var væk, var der heller ikke noget til at forbruge vandet, og så steg vandstanden. Derved fik man faktisk igen en mose. Nogle dele af den står som en blank sø, mens andre dele er sprunget i birk. Kvindsø er således ved at komme tilbage til sit gamle udseende, og det er dejligt. Der har faktisk aldrig været så meget vand i søen, som i år, pga. alt det vand vi fik i efteråret, siger Børge H. Larsen. Også her kommer Børge Larsen ind på rovfuglene. Her i skoven er der bl.a. set både glenter og hvepsevåger. Der er nok ikke mange, der har set en hvepsevåge, siger han. Denne ligner meget en musvåge, men den har et lidt mindre dueblåt hovede. Dens levevis er helt anderledes, og den kommer først nede fra tropisk Afrika, når der begynder at komme gang i hvepsene herhjemme.
Børge H. Larsen fortæller nu om en tildragelse, hvor et par skovarbejdere engang var ved at skove nogle store overstandere i rødgran. Det viste sig da, at der var en hvepsevågerede i toppen af den ene med ret store unger i. Skovarbejderne var først lige ved at tage livet af disse unger, men meldte det dog alligevel til skovfogeden. Om aftenen hørte Børge H. Larsen om sagen, og da denne havde læst om hvordan man tidligere havde reddet nogle unger i et lignende tilfælde, tænkte han, at hvis andre kan gøre det, så kan vi også.
Ved hjælp af fire unge skovfogedelever fik de så anbragt noget hønsenet under reden, og fik denne halet op i et nærtstående træ. Nu blev ungerne, som i mellemtiden havde været i pleje hos en skovløbers pige, og fodret med – syltetøj, så igen anbragt i reden. For at være sikker på at ungerne skulle få noget at spise, måtte skovfogeden så til at fange frøer og muldvarpe, men allerede den næste dag, da denne og Børge H. Larsen kom tilbage, lå der hvepsekager under træet, hvilket var et tegn på at de gamle fugle havde været der. Lidt efter kom der endda en af de gamle fugle og landede på reden. “Nu er missionen lykkedes”, sagde en tilfreds Børge H. Larsen. “Det var dæleme dejligt, for det der med at slå frøer ihjel, det kan jeg ikke ret godt “, svarede en lettet skovfoged Christensen.
For at give fuglene ro blev historien ikke omtalt til andre, men lige før ungerne skulle flyve af reden, var Børge H. Larsen oppe i træet for at fotografere dem. En af ungerne fløj da over i et af nabotræerne, mens den anden blev siddende i reden. Sandelig et flot syn, og en lykkelig udgang på en spændende redningsaktion.
Vi kan kun tilslutte os, at området her ved søen er et skønt sted midt i Guds frie natur. Altså også lige stedet til at holde frokostpause, og dermed også stedet til for en kort stund at vende tilbage til sidste tur, hvor vi havde haft fornøjelsen af at kunne fortælle om Pernille og Helges bryllup. I mellemtiden var der så kommet takkekort for vores hilsen og gratulation på dagen, hvilket fmd. benyttede lejligheden til at læse op, hvorpå medlemmerne kvitterede ved endnu engang at sige tillykke med en klapsalve.
På vores videre vej bemærker vi et par store myretuer. Om vinteren er myrerne væk, siger Børge Larsen, for der er lige så meget neden under jorden, som ovenover den. Man siger, at når der er mange myrer, er det et tegn på at skoven er sund, og at der ikke er ret meget forurening. Det passer meget godt her i skoven, for vi har ikke ret meget nedslag fra industri og lignende. Derimod er der åbenbart nogle steder i Tyskland og Polen så småt med myretuer, at man har måttet hegne dem ind. Og de er også dækket til med ståltråd, for at vildsvinene ikke skal endevende dem.
Man hører nogle gange kritik af skovbruget om både det ene og det andet, siger Børge Larsen da vi stopper næste gang. De fleste mennesker har faktisk ingen forstand på hvad skovene og skovdrift er. Men det er jo skovbruget, der har sat sit præg på skovene. Hvis man ikke kender baggrunden, kan man heller ikke bedømme hvorfor det ser ud som det gør. Det er sådan, at alle danske skove er pålagt fredskovspligt, og det vil sige, at hvis man afdriver et stykke skov, skal man også plante ny skov igen. Hvis man f.eks. har lavet en golfbane, og har taget et areal af skoven, så skal man tilplante et areal udenfor, der er dobbelt så stort.
Det er fordi vi i det hele taget har en ret striks skovlov, at vi har så meget skov, som vi har. Denne lov blev indført i 1805, hvor det bl.a. blev forbudt at have kreaturer i skovene, da det var dem, der åd al den unge opvækst. På det tidspunkt lå det meste hen som overdrev med nogle spredte træer ind imellem. Disse gav dog noget olden, som grisene havde gavn af, men efterhånden var der ikke meget træ til hverken at fyre eller bygge med. Skovloven har siden været revideret et par gange, men hovedindholdet i den er stadig det samme.
Den nuværende minister er kommet med nogle helt vanvittige forslag [om fredskovpligten], da han som de fleste danskere heller ikke har forstand på skovbrug. Det er meget uheldigt, at have nogle mennesker til at styre et land, når de ikke har forstand på det de laver. Når de så oven i købet bliver forkert informeret af deres rådgivere, skal det da gå helt galt. Som et godt eksempel nævner Børge Larsen konseilspræsident Estrup, der endda var uddannet forstkandidat. Han foreslog, at man skulle flytte skovene fra Sjælland til Jylland. Det kunne ikke være meningen, at den gode sjællandske jord skulle bære skov. Der skulle være hvedemarker. Jeg tror, at sjællænderne er temmelig glade for at det forslag faldt ved 1. behandling, siger Børge Larsen. Det er noget af det samme vanvittige de er inde på nu, ved at ville ophæve fredskovpligten visse steder. Det tror jeg nu ikke de får held til. Det er takket være den lov, at vi har så meget skov og så meget stabil udvikling i vore skove, som vi har. Det er sådan, at 2/3 af vore skove herhjemme er private, og 1/3 er statsskov. Statsskovene lægger meget vægt, og bruger mange penge på publikum, hvilket selvfølgelig giver et bragende underskud. Indtil 1966 havde statsskovene overskud, men når der bliver lagt flere og flere opgaver over på dem, som ikke har spor med skoven at gøre, så skal det jo give underskud.
De private skovejere skal jo leve af skoven, og det er meget svært. Vi har aldrig haft så dårligt et år, som i år. Det er næsten ikke til at sælge noget som helst. Og hvis man endelig kan sælge det, er det til uendelige dårlige priser. Jeg er bange for at det vil blive ved, jeg kan ikke rigtig se nogen lysning. Vi kan selvfølgelig stadigvæk sælge noget pyntegrønt og nogle juletræer, men også der er markedspriserne for nedadgående. Det er importen af træ østfra, der begynder at slå igennem nu. De kan sælge det meget billigere, end vi kan producere det. Et savværk ovre på Fyn, der altid har købt dansk bøgetræ, køber ikke så meget som en pind herhjemme, hvis de kan få det nede fra Tjekkoslovakiet eller andre steder.
Der er nogle som siger, at den der vil satse på skovbrug, er mere tosset, end han har lov til at være. Men, hvis vi ikke passer skoven, så bliver det først helt galt. Men hvor skal den private skovejer tage pengene fra? Han kan ikke blive ved. Børge Larsen nævner som et eksempel, at på godset Kongsdal ovre på Sjælland, lader de nu bare skoven ligge uden at gøre noget ved den. De kalder den bare for “hvileskov”. Det er en meget uheldig udvikling. Selvom Danmark ikke ligger særlig gunstigt for trævækst, har vi haft en stor tilvækst i skovene. Dette er sket pga. forstmændenes indsats, idet dansk skovbrug faktisk har været drevet som var det en have, sammenlignet med andre skovdistrikter.
Børge H. Larsen bliver spurgt om kvaliteten af det træ, vi får østfra. Den er udmærket, siger han. Lande som f.eks. Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien har haft et udmærket skovbrug med dygtige skovfolk. Der er hobet meget træ op derovre, for det var russerne ikke ude efter. Russernes eget skovbrug er derimod meget langt tilbage, der er danske forstmænd derovre for at lære dem hvordan man udnytter træet. Det er altså eftervirkningen af russernes manglende interesse for skovbruget i østlandene, der nu kan mærkes her i Danmark. Ikke langt borte fra den vej vi følger, ligger der også nogle ulvegrave. Her i skoven var der ulve så sent som i 1774, og man betragtede jo disse som en fjende, fordi de bl.a. tog fårene ude på markerne. Disse fangstindretninger var ca. 4 meter på hver led, samt 4 meter dybe, og var sat af med træværk for at holde på presset fra jorden. Herefter lagde man grene og andet hen over graven, og måske tøjrede man en gås eller andet lokkemad nede i hullet. Når ulven så kunne lugte dette, sprang den intetanende ud på grenene og var dermed fanget. Der var ret store skydepenge for at fange disse ulve, hvorfor man gerne lagde ulvegravene i nærheden af vejene. Ulven er nemlig ligesom mennesket, den er hellere doven end træt, så når den kunne lugte et bytte, sprang den bare ud efter det uden at tage sig i agt.
Der har været en del spillemænd her i skoven. Det fortælles, at en af disse engang var kommet lidt uden for vejen om natten, og da været så uheldig at ryge ned i en ulvegrav, hvor der sad en ulv i forvejen. Men da han havde hørt, at sådanne vilde dyr kunne man bespille med musik, og da han jo havde violinen på ryggen, begyndte han straks at spille på den. Da der endelig kom nogen om morgenen og fandt ham og ulven, var der kun èn streng tilbage på felen. Så man kan da sige, at hans liv hang i en snor, slutter Børge H. Larsen denne skrøne af.
Vi er nu på vej hen mod den gamle skovridergård, som ligger mod nord, hvor Lindum Skov ligesom “bøjer nakken” i en stor bue. Børge Larsen fortæller at den første skovrider, Rømild var her fra 1857 til 1874. Denne boede i starten her på gården, men flyttede senere ned i den skovridergård, som Børge Larsen nu beboer. Børge Larsen omtaler også en gruppe store ege, kaldet Rømilds ege, hvoraf de fleste dog væltede i stormen i 1981. Nu er der blot fire træer tilbage men de har en utrolig flot form. Børge Larsen mener, at det må være ege af en speciel fin afstamning, som Rømild har fået udefra.
Inde fra pladsen foran den gamle skovridergård, som nu benyttes af et jagtkonsortium, er der en flot udsigt ned over Skals ådal, og videre over mod Trinderup Krat. Også denne skov har for meget længe siden tilhørt Tjele, og det er her man finder det berømte Odinsalter. En række af sten på henved 200 meters længde, som er det største stenmonument, vi har fra oldtiden. Vi er nu på vej tilbage mod vort udgangspunkt, idet vi bevæger os i det terræn, som ligger på nordsiden af den af de gennemgående veje, der kaldes Stamherrens Vej. Vi stopper ved en 300 år gammel eg, der bærer navnet, Amtmandens Eg, fordi amtmanden under gamle dages jagter altid havde sin plads her. Her beder Helge om ordet og siger:
“I ved godt, det ikke er altid jeg er så enig med forstfolkene. Nogle gange siger jeg; Det er med forstfolk, som med eg og bøg. De fleste af dem bliver til bøgetræer. Så snart de har fået deres uddannelse, så stræber de ad h. til, og så gælder det bare om at vide det hele, kunne det hele, og få en god økonomi. Så er der nogle ganske få af dem, som bliver til egetræer, som er lidt mere eftertænksomme, skjuler sig lidt mere, men har det, som jeg synes mange forstfolk desværre mister under deres uddannelse. De gik ind i faget fordi de ville være i skoven, opleve skoven og se skoven. Så kommer de ind til deres studium hvor det hele drejer sig om økonomi, og så glemmer de det væsentlige. Nemlig: Det, jeg kalder skovæstetik. Jeg har egentlig kun mødt ganske få forstfolk, hvor jeg virkelig kan sige: Den mand er skovæstetiker.
Men jeg hàr gudskelov mødt nogen af dem. Og Børge H. Larsen er den fornemmeste af dem allesammen. Jeg siger dette, for at I skal være klar over, hvem I er ude at gå med i dag. Der er sikkert mange af jer, som ikke har hørt om Børge H. Larsen før, men jeg kan garantere jer for, at om 50 eller 100 år, så vil alle, der interesserer sig for skovhistorie kende Børge H. Larsen. Han er den fremmeste af slagsen vi har. Børge Larsen har skrevet så utroligt meget. Ikke kun om Lindum Skov, men om alle skove i Danmark. Det er blevet til i hundredevis af artikler, hvor han ikke kun har fortalt om det forstlige, som han virkelig har en fremragende baggrund for at kunne gøre, men også om det historiske, og også om æstetikken i skoven. Om føje år, vil det være et af grundlagene for de mennesker, der skal forske i de danske skoves historie, fordi, der er ikke andre, der har gjort det. Det er utroligt flot, og det er så fornemt, at en forstmand lige pludseligt har kunnet sige til sig selv: Jeg vil interessere mig, ikke kun for det forstlige, men også for det historiske. Ikke kun i èn skov, men i alle skove. Det er virkeligheden hvad Børge har gjort. Det skal I vide. Tak Børge”, slutter Helge af, mens alle deltagerne spontant følger ham op med en stor applaus. – Flot sagt Helge, vil fmd. gerne tilføje.
Da vi næste gang stopper i den del af skoven, der henholdsvis bliver kaldt Neder Krat og Over Krat, er det Børge Larsens tur til at svare Helge, idet han siger: “Helge, det var alt for meget. Men jeg kan da fortælle en god historie, som også er sandfærdig, om da Helge og jeg var på jagt i Rold Skov. I mange år kom jeg på jagt hos Preben Møller, som er en af mine samtidige. Det var altid nogle utrolig fornøjelige dage, fordi der var alle de gamle svingere med. Engelst og hvad de nu hedder allesammen. Der fik man nogle krøniker, skal jeg love for. Jeg husker at vi engang sad langs en skovvej med nogle graner i ryggen. Helge sad med skitseblokken, og jeg stod ved siden af ned notesblokken, for jeg har lært, at skal man skrive jagthistorier, skal det være ude i skoven. Det kan ikke nytte noget, at man sidder hjemme ved skrivebordet, det bliver noget forfærdeligt noget. Det har jeg lært at gøre, efter at jeg engang i
Frederiksborg Amtsavis havde skrevet en artikel om julejagt. Denne jagt finder sted mellem jul og nytår, men artiklen var skrevet før jul, og så havde jeg skrevet, at der røg en hare. Da jeg så kom hjem mellem jul og nytår, efter at have været på jagt netop her i Tjele, sagde min kone, at der var en mand, som havde ringet ovre fra Hillerød. Jeg ringede tilbage, og så spurgte vedkommende: Skyder du harer efter den 18.? Nej, det gør jeg da ikke, svarede jeg. Ja, der står nu ellers i den der juleartikel, at så røg der en hare. – Det var jo bare fordi der skulle lige pyntes lidt på det, men siden da har jeg altid kun skrevet jagtkrøniker når jeg stod ude på stedet.
Sådan var det altså også den gang med Helge. Han sad der og tegnede, og jeg stod der med blokken. Og ræven – den rendte selvfølgelig forbi.
Da jeg bagefter fortalte min kone det, sagde hun: Det er da også nogle sølle jægere Preben har med. Den ene sidder og tegner, og den anden står og skriver. Jeg fik senere et julekort fra Preben med en af Vagn Jensens tegninger, hvor vi stod der med blokkene. Sådan var det”, lød Børge Larsens sidste ord. Ja, sådan var det, og det var helt sjovt at høre en jagthistorie, som egenlig er en pendant og en bekræftelse på mange af Helges egne jagthistorier.
På et tidspunkt kommer vi igen helt ud til det nordlige skovbryn med udsigt ned over Skals å. Selvom det ikke var så omfattende, har man også her gjort forsøg på at rette åen ud, siger Børge Larsen. Man kan endnu se, at der er nogle rester af egetræ efter en overgang over åen. Men der har også været et stemmeværk. Engang var der dog så meget pres på vandet, at hele stemmeværket røg ad Pommern til, hvorefter man heldigvis opgav at afvande engene. Det havde været frygteligt, hvis man havde haft sådan en kanal i stedet for en å, som slynger sig gennem landskabet.
Her på stedet kan man danne sig et indtryk af hvordan skoven ville have set ud, hvis ikke mennesket havde grebet ind, fortsætter Børge H. Larsen. Det er selvfølgelig en skov, som ikke giver meget udbytte. Helge var inde på det med økonomien. Som forstmand hører man meget om økonomi, men hvis man ikke har biologien med, kniber det med at kunne drive tingene rigtigt. En trediedel af skovene er tilplantet med rødgran. En fremmed træart, som slet ikke hører hjemme her, og som mange steder trives ad Pommern til. Engang hvor skovrideren nede på Falster havde besøg af en nordmand, blev denne spurgt: “Hvor gror rødgranen egentlig bedst i Danmark”? Svaret var da: “Det gør den på statistisk afdeling på Landbohøjskolen”. Og dette er lige så rigtigt, som det er sagt, siger Børge Larsen. Selv sådan en kendt forstmand, som Jens Hvass, indrømmede at han havde gjort det helt forkert. Dog først på et møde efter at han var gået af. Det hele afhænger af hvilken skovrider, man kommer hos som ung mand, Han præger jo èn meget. slutter Børge H. Larsen.
Vi bliver nu bedt om at lægge mærke til jordbunden på den videre tur. For ud fra vegetationen kan man sige noget om hvordan jordens kvalitet er, og dermed noget om hvad man skal dyrke de forskellige steder. Her er det mild morbund, hvilket man kan se på de mange liljekonvaller. Børge Larsen fortæller om en kone, som plukkede så mange liljekonvaller, at det kunne betale sig at gå ned til Onsild station og derfra tage toget til Randers for at sælge dem på torvet. Nok ikke den store forretning, men hun kunne alligevel ved møjsommeligt arbejde tjene lidt penge, selvom billetten også skulle betales.
Ø.P. spørger Børge Larsen, om han kender skovrider Christian Christensen, som var i Gatten. “Jo, det var ham, som gik i korte bukser”, svarer Børge Larsen. “Ja, han var både spejder og ivrig lystfisker”, siger Ø.P. og fortsætter: “Jeg besøgte ham tit i forbindelse med mit arbejde, og fik en dejlig sludder inde i hans stue. Han sagde, at det arbejde han havde, var så tæt ved himmerige, som man overhovedet kunne komme. Jeg ved ikke om du tænker på samme måde”. Hertil siger Børge Larsen: “Jo, man kan sige som forstmand, at når nu man er interesseret i det der, så kan jeg ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle have lavet. Der er mange fordele, men man skal ikke blive forstmand for at få mammon. – Men at man har et dejligt liv, det er rigtigt”.
Per vil også sige lidt, siger Ø.P., men denne når dog bare lige at få sagt: “Ja, og det er om den samme skovfoged Christensen”, før Børge Larsen retter ham og siger: “Skovrider”. Der er jo nogle, som hænger sig gevaldigt i dette, siger han og fortsætter med at fortælle om et ægtepar, der havde købt en plantage. Børge Larsen målte denne op, og ægteparret fortalte ham da om deres møde med skovrider Christensen. Det er sådan, at statens tilsynsførende for private skove altid kommer, når man har købt en skov. I dette tilfælde skovrider Christensen. Det var aftalt, at parterne skulle mødes ved en rasteplads. Her gik ejeren hen til Christensen og spurgte: “Det er måske skovfoged Christensen”? “Nej, det er det ikke”, svarede denne. “Det kan jeg ikke forstå, for jeg har aftalt at jeg skal mødes her med skovfoged Christensen”, forsøgte ejeren sig igen. “Nej, men hvis det er skovrider Christensen, De søger, så er det mig”, lød det forbeholdne svar.
Efter denne korrektion kan fmd. så fortsætte med at fortælle om sine oplevelser i forbindelse med skovrider Christensen, og siger: “Nu er det sådan, at Ø.P. og jeg har haft samme arbejdsplads i 34 år. Vi havde med højspændingen her i Nordjylland at gøre, og træerne har det jo med at gro i vejret, og somme tider op i vores linier. Hvis man så skulle til Gatten og beskære disse, gik man naturligvis ind for at tale med skovrider Christensen, inden man gik ud i skoven. Det, som jeg nok mest husker ham for, var indretningen af hans kontor, som var meget herskabeligt med store dybe læderstole og mørke møbler. Her sad Christensen bag det store skrivebord, og på væggen bag ved hang der et skilderi, hvor der med snørklede engelske bogstaver stod følgende tekst:
Daily Prayer.
O Lord, help me to shut my big mouth, until I know what I am talking about.
Det var bare Christensen i renkultur, for det var ikke bare sin mund man skulle lukke, men det var sin “big mouth”. Selvom skovrider Chr. Christensen således indgød en naturlig respekt var han en flink og venlig mand at samarbejde med, når bare man forstod at fremføre sit ærinde på en pæn og ordentlig måde.
Der er desværre en del mennesker, der går ud og hænger sig i skoven, siger Børge Larsen. Og så var det, at han, til stor moro for deltagerne, ved en fejl kom til at sige: “Jeg har desværre aldrig måttet pille nogen ved”. Men jeg har læst om mange, fortsætter han, og på et skovkort kan der godt stå “den hængte mand”. Og det er hvor der virkelig har hængt en sådan. I en skov bar et af træerne navnet “Oles Træ”. Det kom sig af, at nogle skovarbejdere havde haft gilde, og da brændevinen var ved at slippe op, var det Ole som gik op på kroen for at hente noget mere. På vejen tilbage havde han selvfølgelig kigget lidt dybt i flasken, hvorfor han var blevet mere og mere traurig. Det starter gerne med at folk liver op, så bliver de traurig, og til slut vil de slås. Men så langt kom Ole ikke, han blev så traurig, at han hængte sig i en bjergfyr. Noget af en præstation, da bjergfyr som bekendt ikke bliver ret store.
Men nu skal I have den bedste, fortsætter Børge H. Larsen. Skovrider Vestergaard i Jægersborg Dyrehave kom en dag gående ned af en af de store chaussèer, og så da, at en mand var ved at kravle op i et træ, med tov og det hele. Så gik Vestergaard hen til ham og sagde: “De kan ikke hænge her. De må gå længere ind i skoven. Her kommer både kvinder og småbørn. Det kan vi ikke ha`. Det kan De nok se”. Og så blev det slet ikke til noget med den hængning, så var det ikke “sjovt” længere, slutter Børge Larsen.
Efter en dejlig tur i et stykke af skoven, der ligesom havde noget uberørt over sig, er vi så igen nået ud til Stamherrens Vej. Og som dagens allersidste historie, hører vi igen om den gamle skovrider Horstmann. Han var jo konge her på stedet, men meget afholdt, siger Børge Larsen. Som eksempler på dette fortæller Børge Larsen om hans forhold til henholdsvis telefon- og postvæsenet. På det tidspunkt hvor telefonen nåede her ud i skoven, skulle Horstmann tilsluttes fra Sjørring. Han kunne dog ikke lide telefondamen, som var der, så han ville have telefon fra Onsild – og det fik han. Horstmann havde også sin egen ordning med posten. Denne kom hver dag ret tidligt, hvorved Horstmann fik sine breve så betids, at han kunne nå at læse og besvare disse samme dag. De udgående breve blev så, sammen med en cigar til posten, lagt ned i en kasse for enden af parken. Og ligesom hos statsbanerne var der her et signal. Var dette oppe, var der noget i kassen, og var det nede, var der ikke noget i.
Børge Larsen mindes, at han senere, på en vinterdag inviterede posten ind til kaffe. Det ville han gerne, og da jeg så også bød ham en cigar, sagde han: “Er det af din egen kasse, eller er det af traktørkassen”? Den gode post havde altså ikke glemt de gamle sædvaner hos skovrider Horstmann.
Der er nu kun et lille stykke vej tilbage til vore biler. Men inden vi skilles her, har alle vist en stor trang til at sige Børge H. Larsen tak for en ualmindelig dejlig, hyggelig og lærerig tur. Det var en oplevelse, at være på tur med en mand, der helt klart var i pagt med naturen. Som en lille erkendtlighed for turen, havde vi efter ønske fra Børge H. Larsen, indkøbt “Politikens Store Svampebog”, hvilken fmd. overrakte ham. Hvor utroligt det end lyder, så havde selv en så stor kapacitet udi naturens mangfoldigheder, brug for at forøge sin viden endnu mere. Tak skal du ha` Børge Larsen fra os alle sammen.