2002

Rold Østerskov

Måske var det fordi det var en stor konfirmationssøndag, at der “kun” mødte 57 deltagere op til turen i Rold Østerskov den 14. april. Blot var det synd for de af medlemmerne, som ikke kunne være med på denne flotte og spændende tur. En tur, som endda bød på en stor overraskelse for de fleste.

Vi mødte på p-pladsen ved Tveden, og efter den sædvanlige velkomst og de givne meddelelser, gik turen et kort stykke ad landevejen mod syd, for straks efter Tvedgård at fortsætte hen langs skovbrynet mod øst ad Harald Jensens Vej. Helge indleder da også med nogle betragtninger over hvorfor vejen bærer netop dette navn. Den Harald Jensen, man umiddelbart kommer til at tænke på, er brændevinsbrænderen fra Aalborg. Men hvad har han med Rold Skov at gøre? spørger Helge.

Den Harald Jensen, som vi tænker på, ville egentlig gerne have været kunstner, hvilket var faderen meget imod. Men han accepterede dog sønnens ønske på betingelse af, at han kunne vinde førstepræmie i en malerikonkurrence, som fandt sted hvert år på Charlottenborg. Dette lykkedes ikke helt for Harald Jensen, idet han kun fik andenpræmie for et maleri, “Scene fra Klampenborg”, som i dag hænger inde på Aalborg Historiske Museum.

Harald Jensen blev så sendt til Aalborg, for at starte et brændevinsbrænderi der. Dette gik forrygende godt, ligesom han forstod at omgås alle de mennesker fra både Norge og Danmark, som var noget. Men han kunne meget mere, som f.eks. at helbrede ved håndspålæggelse, eller med salver og olier, som han selv lavede. Men lægerne i Aalborg blev sure på ham, fordi han virkelig beviste, at han kunne kurere folk, som de ikke selv kunne. Det endte med at han fik en bøde for det, og selv om folk i hundredevis stimlede til, opgav han fra den ene dag til den anden at være “heksedoktor”.

Det kan dog umuligt være den Harald Jensen, som har givet navn til denne vej i Rold Skov, så hvorfor står jeg egentlig og fortæller den historie? slutter Helge af, hvorefter han straks går videre med at fortælle om noget andet.

Det er Tveden, der ligger derude, siger han. Vi står inde på Lindenborgs del, og hvis jeg nu spørger den fremmeste historiker udi hvem der har ejet Rold Skov i hine tider, så undlader jeg at gøre det, for jeg tror sgu. ikke at han ved det. Og det gør jeg i øvrigt heller ikke selv. Men Statsskoven ligger lige på den anden side, hvor vi så markerne og skovløberstedet Tvedhus.

Tved er jo det gamle nordiske ord for en rydning i skoven, og vi ved at denne har været her i hvert fald i 700 år. Området er et meget oprindeligt stykke af Rold Skov, som daterer sig helt tilbage til stenalderen, men vi ved også at Valdemar Atterdag ejede det i 1300 tallet, idet man kan læse om dette i hans jordebog.

Som en tilføjelse til historien om Harald Jensen fortæller ØP, at der i øjeblikket er en udstilling om ham i Aalborg, idet det også var Harald Jensen, som stiftede byens kunstmuseum. Han har tillige studeret anatomi, og han har i den forbindelse lavet nogle fantastisk fine anatomiske dyretegninger, der går helt ind til knoglerne.

Vi fortsætter til venstre ad et skovspor, der har fået navnet, Lorentz Meiers Spor. Ham ved vi lidt om, siger Helge. Lorentz Meier var en ung mand i Aalborg, der gik i skomagerlære, og blev særdeles dygtig til det. Efter at have udstået sin læretid skulle han på valsen ned gennem Europa, som man jo skulle den gang. Det gjorde han så, men han nåede bare ikke længere end til Randers. Der faldt han til druk sammen med “gode kammerater”, og så ryger pengene jo hurtigt, hvad de også gjorde for Lorentz. Men han vidste, at hans gamle mester i Aalborg havde penge på kistebunden, og med den evne han havde til at åbne låse, hvad han siden hen skulle blive berømt for, var det let for ham at tage ind og stjæle disse penge. Skomagersvenden blev anklaget og sat i fængsel for at have stjålet dem, men da man fandt en sølvrigsdaler, som var meget genkendelig, og denne kunne ledes tilbage til Lorentz Meier, slap svenden fri, og Lorentz blev så buret inde i stedet for, hvilket han siden hen skulle blive mange gange. Lorentz Meier blev nummer to i det hierarki af røverhøvdinge, som senere skulle komme til at gå under betegnelsen, “Røverne i Rold”.

I 1837 fangede man disse røvere, og Lorentz Meier kom dermed i fængsel på Aalborghus Slot, men allerede den første nat fik han dirket sig ud og stak af. Men da Aalborg dengang var en lukket by, kunne han jo ikke sådan bare lige slippe væk. Så man ledte, og man ledte, men man kunne ikke finde ham. Der var ingen spor af Lorentz Meier. Ikke før om eftermiddagen på en dejlig varm sommerdag, hvor man opdagede, at han lå i voldgraven med et siv i munden, som han trak vejret igennem.

For at være sikker på at han ikke skulle stikke af igen, så lagde man ham på ryggen på et stort langt strygebord, og bandt hans arme og ben fast til de fire bordben. Den næste dag begyndte han endelig at fortælle om sine meriter. Han ville nemlig ikke være bundet til det bord længere fordi mus og rotter løb hen over ham om natten. Ligesom de andre røvere fra Rold, blev Lorentz Meier dømt til offentlig kagstrygning på torvet i Aalborg, og det gjorde hans forlovede i øvrigt også.

Hvad har alt dette så egentlig med Harald Jensen at gøre? Men det har det, siger Helge, og det er derfor det hedder Harald Jensens Vej, og det er den Harald Jensen. Forklaringen er, at der under lensgrevskabet engang residerede en skovrider ved navn H.P. Stougaard, der begyndte at interessere sig lidt om dette med Røverne i Rold, hvorfor han engang i 50`erne gav nogle af skovens veje navn efter dem. Efter at Lorentz Meier var blevet kongeligt benådet i 1864 tog Harald Jensen ham nemlig i sin tjeneste som altmuligmand, hvilket var meget flot gjort. Men det gik bare ikke, Lorentz Meier kunne ikke lade være med at stjæle. Det hele startede forfra, og Lorentz blev så selvfølgelig fyret igen.

Men skovrider Stougaard har åbenbart syntes, at det var så flot en handling af Harald Jensen, at en af vejene også skulle opkaldes efter ham. Sådan hænger tingene altså sammen, og vejnavnet har altså noget med brændevinsbrænderen i Aalborg at gøre.

Lidt længere fremme ad vejen stopper Helge op, hvor vi kan se over til en gruppe graner, og det særlige ved disse er, at de er plantet af den navnkundige statsskovfoged Rudolf Sørensen, der boede ovre på Tveden. Disse træer var nogle af dem, som han allerbedst kunne lide, men desværre væltede mange af dem i stormen i 1981, hvorved der blev nogle huller. Til gengæld er de resterende blevet meget flotte, så mon ikke man vil lade nogle af dem blive stående som museumstræer til minde om Rudolf Sørensen, som jo var den første, der virkelig forskede i Rold Skovs historie. Han har skrevet flere fremragende artikler i “Fra Himmerland og Kjær Herred”. Bl.a. om Rold Skovs størrelse i 15-1600 tallet, men desværre for os gik han ikke så meget ind i hvem der ejede skoven på dette tidspunkt.

Turen går nu videre mod syd ad Tyvdalsvej, idet hovedmålet for dagens tur er Faaresø Mose, eller Farsø Mose, som den mest kaldes i dag. Her passerer vi en lille dal på venstre hånd, som også har noget med røverhistorien at gøre, idet den kaldes Tyvdalen. Det kan dog være svært at få øje på den, da den næsten helt er vokset til med træer. Og da en del af den lige bag ved liggende Sjørmose er blevet drænet og ligeledes tilplantet med graner, bevirker dette tilsammen at man nu næsten ikke kan se Tyvdalen mere.

Vi fortsætter nu mod syd ad stisystemet, som under èt kaldes Langbakkevej, men svinger så mod vest til højdepunktet lige norden for Farsø Mose. Det, som er så storslået ved Farsø Mose, siger Helge, er at man kommer her, og så ligger den lige pludselig nede foran èn. Man ser den ikke før end den lige er der.

Det skal nævnes, at fmd. ved turens start havde fortalt historien om at den gamle lensgreve engang belærte Helge om at mosen ikke hedder Farsø Mose men Faaresø Mose. I tilslutning til dette fortæller Helge nu, at han ikke så længe efter havde den sjove oplevelse, at være til et foredrag i Aars, hvor en skolelærer fortalte om Himmerland. Foredragsholderen sagde da, at man i gamle dage drev kvæg, og satte svin på olden i Rold Skov helt ovre fra Aars og Farsø. Det havde man bevis på, fordi der var noget som hed Farsø Mose. Men mosen hedder altså Faaresø Mose, og har intet med Farsø by at gøre, selvom alle i dag siger Farsø Mose, slutter Helge af.

Vi går nu et lille stykke ned ad skråningen til mosen, hvor vi dels skal holde frokost, og hvor medlemmerne skal have den i indledningen nævnte overraskelse. Formanden fik derfor ordet og sagde:

“Ja, det kan jo ikke efter 15 års forløb være nogen fremmed, at vi er Rold Skovs Venner, og jeg håber da også, at vi er hinandens venner.

I alle de mange år har vi jo haft utroligt mange gode oplevelser, og vi har også haft utroligt mange glæder. Jeg plejer at sige, at vi også har haft to højdepunkter. Det første var da vi holdt 10 års jubilæum i 1997, hvor vi startede med en skovtur hvor der foregik alt muligt, lige fra at danse om juletræ, til at blive overfaldet af røvere, og derpå afslutte dagen med samvær inde på Rebild Park i Skørping.

Senere fejrede vi, at vi gik tur nummer 100 med at spise kagemand ude i skoven, som var det til en anden fødselsdag. Begge gange havde vi pressens bevågenhed, hvor de kom tilstede, og hvor de efterfølgende gav os en god omtale.

Hvis jeg ellers skulle remse alle de gode oplevelser op, som vi har haft, ville dette blive alt for langt. Men dèt, som jeg vil frem til er, at vi nu igen har haft et virkeligt højdepunkt i Rold Skovs Venner. Jeg startede med at sige noget om venskab, og det venskab er for nogens vedkommende gået hen og udviklet sig til noget mere. Det er nemlig sådan, at sidste lørdag, den 6. april, sagde Pernille og Helge ja til hinanden inde i Thingbæk Kalkminer.

Det synes jeg, at vi skal sige tillykke med fra alle skovens venner og ønske alt muligt held og lykke fremover. Jeg ved godt, at Helge ikke er så meget for det, men jeg synes alligevel at vi skal gøre det med at råbe et hurra for Helge og Pernille”.

Tillykke med brylluppet til jer begge to, sluttede fmd. af, hvorefter der lød et trefoldigt hurra og en efterfølgende klapsalve gennem skovens smukke haller.

Herefter tog Helge ordet og svarede således:

“Tusind tak, men der er faktisk sagt så rigeligt tillykke, og vi skal også sige tusind tak for de gaver vi fik fra jer. Jeg ved ikke om I ved det, men vi har fået nogle vidunderlige glas, så for fremtiden, når vi får vores hvidvin, så kan vi tænke på Rold Skovs Venner. Vi fik også den mest vidunderlige sammenplantning, som er så smuk. Den skal I også have tusind tak for, og tak til Per for de pæne ord.

Vi havde sådan et dejligt bryllup nede i minerne med masser af levende lys. Borgmester Anny Winther fra Støvring gjorde det så smukt, og Jørgen Pedersen fra Rold Storkro havde sørget for at Per Iversen stod og spillede trompet da folk kom, mens det stod på og også ind imellem. Det var ikke noget vi vidste noget om. Jørgen Pedersen gav også champagne da ritualet var overstået.

Vi tog så ind til Aalborg til restaurant La Bour Gogne, hvor vi havde vores fest i form af en frokost, sådan som vi gerne ville have det. Der var ingen taler og ingen dannebrogsflag. Stille og roligt, men vidunderlig mad og gode vine, og vi havde det så rart”.

Tusind tak skal I ha`, sluttede Helge sin takketale af.

Se, dette var jo nok en overraskelse af de helt store, og den kunne vist ikke være blevet bragt vore medlemmer på et smukkere sted.

I forbindelse med de topografiske forhold omkring Farsø Mose omtaler Helge det højdedrag, som går på tværs gennem Himmerland, således at alle vandløb løber henholdsvis mod syd og nord fra dette. Dette er også tilfældet her på stedet, men det vand, som kommer til Farsø Mose hører til i småtingsafdelingen. Blot nogle små løb, som kommer her og der, og hvoraf kun en lille del løber videre til Hummelbækken. Gennem denne fortsætter vandet til så Ilsø, og herfra igen videre til Willestrup å og Mariager fjord.

Helge mindes den første gang han så Farsø Mose. Et flot og betagende syn, som næsten var flottere end i dag, siger han og fortsætter: Tag herud en tidlig morgen eller en sen eftermiddag, så er I næsten sikre på at se dyr. Rebild Skovhuse er vel nok det bedste sted i skoven for at se dyr, men stedet her må så være det næstbedste.

Længere fremme på turen stopper vi op hvor der, lidt usædvanligt, står en stor kristtorn. Dog er det ikke helt så mærkeligt, at der står èn lige her, idet den eneste bevoksning med kristtorn i statsskoven findes lige i nærheden. Man kan også her fra stedet lige ane et hus imellem træerne. Dette er skovfogedstedet Skelhus, eller rettere sagt, det var skovfogedstedet Skelhus. Mange af de krybskyttehistorier vi fandt, da vi arbejdede på bogen om Rold Skov, involverede netop skovfogeden oppe på Skelhus, men i dag er det en skovløber, som bor der.

Undervejs på denne tur har man ikke kunnet undgå at bemærke, at der er fældet en masse bøg. Dette har noget med skovenes afsætningsforhold at gøre, idet priserne på grantræ for tiden er meget lave, hvilket er en alvorlig ting for skovbruget – og for vore skove. Grantræ er næsten ikke til at sælge pga. alt det træ, som kommer fra flere østlande, Estland, Letland, Litauen, Rusland, Polen, osv. Her kan vi ikke være med i priserne. Det eneste, som holder en ordentlig pris er bøg, og dette bevirker at man endog er begyndt at afgrene træerne, således at folk kan komme og købe sanketræ. I statsskoven har det ellers været sådan i mange år, at man skulle skrives op, hvis man ville have noget godt Rold Skov-bøg, og man fik først tildelt nogle rummeter, når der var træer som var faldet fra. I dag kan man bare ringe om at få lov til at købe bøgetræ, da dette er blevet en af skovens helt sikre indtægtskilder.

Man må da håbe, at denne udvikling snart vil vende igen.

Som dagens sidste historie, fortæller Helge noget om sine relationer til den gamle lensgreve, Heinrich Carl Schimmelmann. Da Helge var blevet direktør på Rold Storkro, ville han gerne have at gæsterne måtte få lov til at komme på en tur i Rold Vesterskov, som dengang var totalt lukket. Gæsterne havde således aldrig været i denne del af skoven, og da det var de samme gæster, som især i påske-, efterårs- og juleferier, kom år efter år, ville disse også meget gerne på en sådan tur. Helge ringede derfor til grev Schimmelmann om tilladelse til at gå derind, hvilket han måske lidt uventet fik lov til, hvorfor gæsterne syntes at det var meget, meget flot, at denne nye unge direktør havde kunnet udvirke dette.

Da dagen kom, var det snevejr, og der var 100 mennesker med på turen. Disse kørte i egne biler ned til den sydlige del af skoven for at gå ind til jagtslottet og en tur rundt om Teglsøen.

Da Helge selvsagt aldrig før havde været i denne del af skoven, havde han i forvejen udset sig en rute på kortet, men de gik og de gik, og Helge syntes godt nok, at de gik højere og højere, og til sidst var der slet ingen vej mere, hvorfor han måtte tage kortet frem for at orientere sig om hvor pokker de var henne.

De mange gæster var nu godt klar over, at han var gået vildt, og da var det at en af disse sagde til ham: “Qvistorff, jeg vil lige sige til dem. Jeg er oberst ved militæret, og jeg siger altid til mine rekrutter: Hvis der er forskel på terrænet og på kortet, så er det altid terrænet, der har ret”. Det skulle da også vise sig, at en af vejene, som var vist på kortet var blevet nedlagt, så Helge kunne egentlig ikke gøre for det, og de fandt da også hjem igen.

(Nu ved vi da hvor det var, at Helge lærte den med terrænet og kortet. Vi har hørt den et par gange siden).

Helge fortæller nu historien om dengang han havde inviteret grev Schimmelmann og dennes frue til en nytårsaften på Rold Storkro, for at greven kunne være nytårstaler. Menuen stod bl.a. på vildsvin, hvilket var første gang nogensinde i Storkroens historie. Vi havde fået vildsvinet ude fra Toft Skov, som jo også tilhørte greven, siger Helge. Vi havde det hængende en hel uge oppe på gavlen, og alle folk skulle op for at se, hvad det var for et underligt dyr, som hang der oppe.

Vi havde en flot 6-7 retters nytårsmenu, men kokken vidste ikke rigtigt hvordan man tilbereder et vildsvin. Ved vores bord sad der en halv snes mennesker. Helge havde grevinden til bords, og lige skråt overfor sad grev Schimmelmann. Så fik vi det her vildsvin, siger Helge, og jeg siger jer – det var sålelæder. Simpelthen umuligt at skære i. Greven sad der og kæmpede med det, og på et tidspunkt kiggede han over på Helge og sagde: “Qvistorff, den er meget sej. Den skulle De have købt hos mig”. Hertil svarede Helge: Jamen det har jeg også gjort grev Schimmelmann, for vi har fået den ude fra Toft Skov”. “Hvad har De, hvad har De, min stok, lad mig få min stok”, var gensvaret, og lige pludselig gik det op for Helge, at greven ville gå ud for at ringe til skytten med det samme, for at give ham sådan en skideballe, og så på en nytårsaften. Det lykkedes dog at få greven fra dette og blive ved bordet.

Greven skulle nu holde sin nytårstale, og selv om han var meget høj, næsten 2 meter, ville han op og stå på en stol. På det tidspunkt havde han måske fået lidt for meget at drikke, og ofte er det sådan, at når folk skal holde tale, så har de forberedt sig godt på indledningen, men de kan ikke få sluttet af, og gentager sig selv igen og igen. Dette dilemma gjaldt også for greven, lige til grevinden gik hen og tog fat i hans arm og sagde: “Kom så ned”.

Helge husker også, at da greven skulle gå op ad trappen for at blive kørt hjem, var han blevet lidt påvirket, hvorfor pianistens kone frisk og frejdigt gik hen til ham og tog ham under armen, og sagde: “Kom så lille greve, nu skal jeg hjælpe dig op”.

(Hvor er det dejligt at høre en sådan historie. Den fortæller jo bare, at vi mennesker heldigvis ikke er så forskellige endda. Det er bare noget vi tror. p.a.).

Turen går nu stort set kun i nordlig retning tilbage til udgangspunktet. På et sted kommer vi forbi en beplantning med graner, hvor der er nogle karakteristiske ret brede spor mellem træerne. Helge bliver spurgt hvad formålet med disse er, men det kan fmd. svare på, fordi han lige har fået forklaringen af Frode Pedersen. Disse spor ligger med jævne mellemrum, og formålet med dem er, at man kan køre ind med en maskine, som har en gødningsspreder anbragt på en lang arm, således at man ved at svinge armen ud til siderne, kan nå ind over rækkerne fra begge sider. Dette gælder dog kun til at træerne når en vis højde. Herefter må man gå over til at sprede gødningen ud fra luften. Det er dog mest sandsynligt, at disse graner skal bruges som juletræer, ellers kunne man lige så godt have anvendt den sidst nævnte gødningsmetode fra starten.

Helge overlader nu til fmd. at føre holdet det sidste stykke vej tilbage. Snart efter kommer vi atter op i den del af Rold Østerskov, hvor vejene har navne efter Røverne i Rold.

Først Bette Fandens Spor, som er navngivet efter den røver, hvis borgerlige navn var Johannes Jensen, Stenild. I Helges bog om Røverne i Rold kan man bl.a. læse følgende om ham:

“Navnet “Bettefanden” havde han fået, fordi han en gang havde fået en kohud af en slagter i Aalborg – med horn og det hele. Og med denne over sig brød han ind hos en gammel kone og sagde med hul røst, at hun skulle aflevere alt, hvad hun ejede af gods og penge. Hun var overbevist om, at det var fanden, der var på besøg, og gav ham, hvad han ville have. Siden bar han navnet Bettefanden”.

Skovsporet fortsætter herefter som Pernilles Spor, så det var da en skam, at vores Pernille ikke var med på denne del af turen. Den “rigtige” Pernille, som sporet er opkaldt efter, var døbt Ane Pernille Andersdatter Storm. Hun var en særdeles hård kvinde, læs bare dette uddrag: “Petronillen truede dem med en lang kniv til at sige, hvor sølvtøjet og de rede penge var gemt. Da det ikke lykkedes, tog hun et par spædbørn, der lå i vuggen – vistnok tvillinger – trak dem af tøjet, og lagde dem op på bilæggerovnen, der endnu var varm fra om aftenen. Men ikke nok med det – hun fyrede også op i ovnen”. Om ikke andet, så kan man da i hvert fald sige, at disse røvere var nogle farverige personer.

På turens allersidste etape følger vi landevejen op til vore biler, hvor et lille alternativt hold på bare to personer venter os. Nogle af deltagerne bliver tilbage for at nyde en tår kaffe og snakke om en tur, som bare ville noget. Både historisk, naturmæssigt, og ikke mindst – vi havde den glæde at kunne bringe vore medlemmer en dejlig nyhed.