2002

Store Arden Skov

Der mødte ikke mindre end præsis 100 deltagere op til årets første travetur den 10. marts. Fordelt således, at 96 personer tog på den ordinære tur, og 4 på en mindre tur ved og omkring Store Økssø.

Den ordinære tur skulle foregå i Store Arden Skov med start fra p-pladsen ved Mosskov Pavillonen. Men inden da bød fmd. velkommen til en ny sæson, og gav nogle meddelelser om forårets ture i Rold og Lindum skove, samt om en større tur til Bornholm, der løber af stabelen sidst i august måned.

I forbindelse med dagens tur, som bl.a. skulle gå ned omkring Filkes Mose, gav fmd. tillige udtryk for at han var specielt interesseret i at høre om Helge vidste noget om hvem denne Filke var, idet det ikke var lykkedes for ham selv at finde noget om Filke i forbindelse med arbejdet med den store bog om Rold Skov. Han havde dog ved en tidligere lejlighed hørt noget om, at manden var norsk og egentlig hed Fylke, så det var spændende at få opklaret om Helge kunne fortælle noget mere, når vi nåede ned til mosen.

Vi starter dog turen med at gå et lille stykke vej op gennem statsskoven til “Den nedstyrtede flyvers plads”, hvor Helge indleder med nogle betragtninger over hvordan en historie kan forandre sig gennem årene.

Oprindeligt gik der nogle meget dramatiske beretninger blandt egnens befolkning om hvordan denne flyver var styrtet ned med mange tilskadekomne og stor ravage tilfølge. Sandheden var dog, at det hele blot var arrangeret som led i en stor spejderøvelse, hvilket Helge, efter at være blevet gjort bekendt de faktiske forhold, senere har beskrevet flere gange.

På en måde har Helge dog fortrudt at han skrev sandheden og dermed også ødelagde en god historie. Det havde egentlig været sjovere, hvis jeg blot havde skrevet den ned i mit arkiv, og så båndlagt dette på f.eks. Rigsarkivet i 50 år efter min død, føjer Helge til. Så havde folk stadig kunnet gå og fortælle store og bloddryppende historier her fra Skørpingegnen, hvilket de nu ikke kan få lov til.

Snart efter kommer vi frem til St. Arden Skov, og er dermed også nået ind i et område, som tilhører Lindenborg gods. Det er en særdeles dejlig dag at være  til skovs, og ikke mindst fordi vi passerer en mængde større og mindre vandhuller. I de 35 år hvor jeg har gået i Rold Skov, har jeg aldrig set så meget vand i skoven som nu. Selv vejen rundt om St. Økssø står også for en stor dels vedkommende under vand, siger Helge. Noget som det lille hold, der tog turen rundt om søen senere kunne bekræfte.

Lindenborg gods med tilhørende skove blev købt af Heinrich Carl Schimmelmann for 240 år siden, nærmere betegnet i 1762. Men netop om St. Arden Skov er der egentlig ikke så meget at sige, end at den er en dejlig skov at færdes i. Men så er der jo selvfølgelig Filkes Mose, som er så navnkundig skønt guderne må vide hvorfor. Men det finder vi jo nok ud af, siger en “uskyldig” Helge, trods dèt, at han i virkeligheden er ved at brygge på en historie som hævn for fmds. bemærkninger ved turens start. Åh hvor jeg glæder mig, føjer han endda til. – Ja, lad os nu se hvad det ender med, tænker fmd.

Lige i nærheden af skovfogedboligen Ilsøhus ligger der en stor åben lade, der anvendes til opbevaring af flis. Det er ca. 25 år siden at man fandt ud af at bruge stødene og affaldstræet fra skovene til opvarmning af små varmeværker. Man opførte da det ene lille varmeværk efter det andet, hvorved man i skovbruget lige pludseligt så en mulighed for en helt ny produktion, nemlig fremstilling af flis.

Tager man f.eks. over i Danmarks næststørste skov, Klosterheden Plantage, vil man der kunne se nogle bjerge af flis, hvor toppen endog ville nå op over rygningen af den ellers meget store lade, som vi her befinder os i.

Helge fortæller, at han engang havde nogle folk med oppe i Troldeskoven, hvor der da lå et mægtigt bjerg af flis, som var dækket til med presenninger. En af deltagerne spurgte hvorfor flisen var dækket til, hvortil Helge med sin “store” viden om flis forklarede, at dette var fordi de ikke skulle blive våde når det regnede. Noget som Helge i øvrigt mente var ret indlysende, og noget som kvindfolket da kunne have sagt sig selv.

Lidt efter kom der dog en mand hen til Helge og sagde: Du må undskylde at jeg siger det, men du sagde noget som ikke var rigtigt. Jeg er ingeniør, og jeg er med til at lave flisværker, og årsagen til at man dækker flisen af med presenninger er faktisk lige den modsatte af, hvad du sagde. Det er netop for at holde på fugten. Han fortalte så, at for at flis kan give allermest varme, skal den indeholde ganske betydelige mængder vand, nemlig cirka 31 %, så nu ved vi det, slutter Helge af.

Vi er nu nået ud til Blåkildevej lige nord for Ilsøhus. Her står der parkeret en Suzuki, som skulle vise sig at tilhøre et af Rold Skovs Venner`s yngre medlemmer. Vedkommende havde nemlig tilladt sig at spørge Helge, om man kunne hoppe fra turen på et tidligere tidspunkt fordi helbredet ikke var så godt. Dette havde Helge sagt ja til, selv om han ikke brød sig meget om det. Man skal gå hele turen, ellers er det ikke godt, fortsætter Helge. Det er sjovt nok, at det er de yngste, der kommer og siger sådan noget. Blomsten af Danmarks ungdom, og så kan man ikke klare mere end nogle få kilometer. Vil vedkommende godt række fingeren i vejret. Det gjorde vedkommende så. Pernille gav ham nemlig “fingeren” til stor morskab for de øvrige deltagere, og ikke mindst for Helge selv.

Turen fortsætter nu over mod selve Ilsø på østsiden af Blåkildevej. Inklusive Pernille, – hun turde nok ikke andet. På vor vej rundt om søen får vi pludselig øje på noget, der kunne minde om en nedstyrtet flyver. Ikke mindst pga. farverne. Ved nærmere eftersyn viste det sig dog at være et gammelt skur, der var braset sammen. Men som et “lyst” hoved sagde: Dette må så være “Det nedstyrtede skurs plads”.

Det blev en særdeles dejlig, men også noget fugtig, for ikke at sige våd tur rundt om søen.

Birgit levede endda op til sit gamle image, nemlig at optræde som “Konen i muddergrøften”. Retfærdigvis skal det dog siges at der var andre end Birgit, der fik en våd sok. På et tidspunkt måtte det meste af holdet faktisk hjælpes over et vandløb, som egentlig er den allerførste begyndelse til Villestrup å.

Vel tilbage på fast grund siger en “brødebetynget” turleder: Det kan da godt være, at der er nogle som synes, at det var for meget at skulle gå den tur. Men jeg synes egentlig, at jeg har været flink i alt, alt for lang tid, så nu skulle det være. Jeg vidste dog ikke på forhånd at der var så vådt, men det skal ikke være en undskyldning, for jeg synes selv at det var en dejlig tur.

Og det kunne man jo kun give ham ret i.

Det er første gang at Rold Skovs Venner nogensinde har været ved Ilsø. Hvad betyder navnet Ilsø egentlig? spørger Helge. Svaret giver han selv, idet dette ganske enkelt betyder en skovsø. Det gamle ord for skov var nemlig ild, hvilket kan jævnføres med ilding som brændsel.

Som tidligere nævnt, passerede vi på turen rundt om Ilsø starten på Villestrup å, som på denne dag var usædvanlig vandfyldt. Åen har som bekendt sit løb mod syd til Mariager fjord og bliver hurtigt ret stor, men skal vi være helt korrekt, starter den faktisk helt inde ved Fåresø Mose gennem det vandløb, som hedder Hummelbækken. Blot er det først her på stedet, at den får navnet Villestrup å, slutter Helge af.

Vi vender nu atter næsen mod vest, idet vort næste og sidste besøg for denne gang gælder Filkes Mose. Vi gør dog først holdt ved et vejkryds lige midt i denne del af skoven, idet der her var anbragt nogle store bøgestammer, som var særdeles velegnede til fremme af mageligheden, mens nogle rastede og andre krævede op. – Selv Helge gjorde det sidste. Ja, man skal høre og se meget før ørene falder af.

Fra det sted hvor vi raster er der ikke langt til Filkes Mose, og da vi når derned starter Helge da også straks med at forklare holdet om de få gange, hvor han virkelig har fået skovlen under fmd. Et af disse skete her ved Filkes Mose. Det mest vidunderlige, sprudlende, solbeskinnede nederlag, siger Helge og fortsætter:

“Dette kom sig af at fmd. lige pludselig blev kålhøgen, fordi han fandt ud af at jeg ikke vidste hvor Filkes Mose var, hvilket han selv vidste alt om. Vi skulle derfor ubetinget se Filkes Mose, fordi jeg ikke vidste noget om den, og da vi kom ned til den stod han og udbredte sig om min ukendskab til Filkes Mose. Jeg havde det ikke godt med det, så jeg syntes, at når han nu vidste så meget om den, så skulle vi da også lige prøve den.

Da vi var kommet ind i mosen, ja, så måtte jeg fortælle en lille smule om Filke. Jeg vidste faktisk en lille smule – tilfældigvis.

Jeg kunne f.eks. fortælle, at Filke slet ikke hed Filke, men Fylke, hvilket kom sig af at han kom oppe fra Norge, hvor dèt, som svarer til vores herreder kaldes fylker. Det var netop på denne måde han havde fået sit navn. Han hed Theodor Fylke, var født i 1763 og døde i 1845 ca. 83 år gammel. Han var oprindeligt sømand, kom ud at sejle og blev i øvrigt optaget af pirater ude på østen, hvor han var i 9 år til han endelig slap fri. Han kæmpede mod adskillige svenske konger og vistnok også mod andre fjender.

Der var det pudsige ved Theodor Fylke, at han kunne håndspålægge. Og på det tidspunkt havde man her på Lindenborg en lensgreve og lensgrevinde, der havde en syg datter på 12 år. Da man hørte at Fylke kunne helbrede, prøvede man at kalde på ham, og han kom faktisk og håndspålagde pigen oppe på selve slottet. Pigen blev helbredt, og som belønning blev Fylke optaget her på Lindenborg, hvor han egentlig ikke skulle lave så meget, blot gå og hygge sig. Han døde i 1843, hvorefter han fik denne mose opkaldt efter sig, hvilken dog af en eller anden årsag kom til at hedde Filkes Mose”.

Alt dette kunne jeg fortælle til trods for at fmd. lige havde stået og fortalt at jeg intet anede om Filke. Jeg har sjældent set fmd. så ødelagt, åh hvor var det dejligt, slutter Helge af.

Fmd. beder nu om tilladelse til bare at stille et enkelt spørgsmål og siger: Hvorfor blev Filke først begravet i 1845, når han døde i 43?

Skribenten skal venligst undlade at nævne hvilken “disputant”, der fik det største latterbrøl over på sin side, men historien giver faktisk stof til fornyede overvejelser. Thi ligesom vi i forbindelse med arbejdet med Rold Skov bogen fandt hele tre forskellige personer fra skovriderfamilien Ahrns, må der også her være tale om to forskellige personer ved navn Fylke, idet vi tidligere har hørt om den 95 år gamle Ludvig Christian Frederik Fylke, som havde haft ikke mindre end fem koner.

I dag hører vi så om Theodor Fylke, som levede fra 1763 til 1843, men som af en eller anden ukendt årsag først døde og dermed blev begravet i 1845 ca. 83 år gammel. Lyder det indviklet? Kunne det være fordi han først skulle konserveres ude i mosen i et par år?

Vi lader dog Helge få det sidste ord idet han starter med at sige: “Det morsomme ved historien er -“, hvorefter han retter sig selv, og fortsætter: “Nej, der er ikke spor morsomt ved historien, for den er rigtig i dette tilfælde”. Han går så igen tilbage til at fortælle om den gamle historie: “Men det skægge var dèt. – Jeg aner ikke hvem Filke er. Jeg har aldrig hørt om manden. Den eneste, der kender noget til ham er fmd. Men jeg var jo nødt til at konstruere et og andet, og jeg var ærlig nok til at sige det inden turen var slut. At det var èn stor løgnehistorie. Men fmd. troede på det, og det var dejligt”, slutter Helge af. – Er der noget at sige til, at mange af medlemmerne var totalt forvirrede oven på den historie? Det er dog et held, at det hermed er slået fast, at vi i det mindste har èn Fylke. Nemlig Theodor Fylke, 1763 – 1845.

Lige sønden for mosen går der en skovvej mod vest ud til den grusvej, som løber parallelt med jernbanen. Herfra er det bare at følge denne mod nord tilbage til Mosskov. Men det er egentlig ejendommeligt hvor få gange man har gået på denne side af banen. Hvor tit har man ikke gået eller kørt på vejen ovre på vestsiden og herfra kigget over på den strimmel af Statsskoven, der på dette sted danner østgrænse mod St. Arden Skov.

Vi skulle dog ikke komme til helt at glemme, at det stadig er moder natur, som råder. Måske som en påmindelse om at det endnu er vinter, satte det pludselig ind med blæst, slud, regn og kulde. Der var jo nogle få, som allerede var våde fra neden, og nu blev resten det så fra oven. Men at vi havde haft en herlig start på vores nye tursæson, var ganske vist.