2001

Nørreskov – juletur

Søndag den 9. dec. drog Rold Skovs Venner på juletur gennem Nørreskoven til Slettingen og Lille Blåkilde. Vi starter fra den lille p-plads midt på Kirkevejen mellem Havedalen og Rebild, og efter sædvanlig optælling til den efterfølgende frokost, samt nogle få meddelelser, går turen straks mod nordvest ad Bundgårdens Kirkevej.

Ved en bevoksning med ca. 12-15 årige graner starter Helge med at udtrykke sin glæde over at der er kommet så mange medlemmer i dag, nemlig ikke mindre end 105 personer. Et antal, som endda blev forøget til 109 til julefrokosten. Men hvorfor pokker er de træer ikke blevet fældet, de er jo snart for høje, fortsætter han. Dette er typisk for nogle forstmænd, der ikke tænker sig om. Træerne skulle jo have været fældet allerede nu, og sendt til Tyskland, så de kunne få nogle pæne juletræer dernede.

Jeg driller jer, siger Helge, for de skal nemlig slet ikke fældes foreløbig. Træerne er i virkeligheden den fornemste bevoksning af gran i hele Danmark. De er forgyldte alle sammen. Det er særligt udvalgte træer fra forskellige steder i landet, hvor man har de aller- allerbedste graner. Og her har man den bedste jordbund til graner, og engang ad åre vil man kunne se hvilke af dem, der vil te sig bedst og blive de højeste, flotteste og tætteste i årringene, osv. Så ved man hvad man fremover skal dyrke her i Rold Skov.

Dagen i dag byder i øvrigt på det samme som på sidste tur, siger Helge, nemlig at vi skal finde en middelalderbrønd. Og det sjove ved den brønd er, at den er blevet fundet i forbindelse med arbejdet på bogen om Rold Skov, idet vi havde fundet ud af, at vi skulle helt op i 1830`erne, før man for første gang plantede gran i Statsskoven, som den gang hed Den Kongelige Buderupholmske Skovdomaine, og at det drejede sig om fire forskellige steder.

Da skovrideren var ret imponeret af dette, tog han og Helge en dag ud for at besigtige disse steder, hvoraf det ene lå i Nældedalen, som vi nu også er på vej til. Bedst som de to mænd stod og vurderede om disse graner kunne være af 2. eller 3. generation, fik Helge øje på en middelalderbrønd lige mellem deres fødder. Ikke særlig stor, men den var der. Jeg har siden været derude for at finde den sammen med Pernille, men jeg kunne ikke, foregiver Helge, så det må I nu gøre for mig ligesom på sidste tur.

På vejen standser vi ved en kæmpegran, abies grandis. Her fortæller Helge, at der lige over for det sted, hvor han bor i skoven, har stået en bevoksning af meget flotte kæmpegraner. Men tænk, forleden dag da jeg kom kørende hjem, lå der stammer ud over vejen. Så var de fældet allesammen med undtagelse af to. Dette var foregået ved hjælp af en kæmpestor træfældningsmaskine, og det tog faktisk kun 1 1/2 dag at fælde hele denne store bevoksning med disse kæmpegraner. Maskinen saver dem af forneden, lægger træet ned i vandret stilling, kører det gennem maskinen og afgrener det, og endelig slutter den med at skære det øverste stykke af. Tilbage ligger der så en stor tyk stamme, som i dette tilfælde var 20 meter lang. Dagen efter talte Helge med maskinføreren om hvor gamle disse træer var, hvilket de dog ikke helt kunne blive enige om. Var der mon mørkt?, for da Pernille senere gik en tur med hunden, var hun samtidigt ovre for at tælle årringe, og kunne så meddele at træerne var 46 år gamle. Helge troede dog ikke på, at træer kunne blive så store på blot 46 år, selv ikke kæmpegraner. Men, men, Pernille var nu ikke så fejl på den endda, for den gode maskinfører havde nu også fundet ud af det, og kunne meddele at træerne var nøjagtigt 48 år gamle. Så dèt.

Disse træer, som står her, tror jeg næppe er mere end 40 år gamle, siger Helge, og det er jo ret godt skuldret, men det er jo også det grantræ i Danmark, som vokser hurtigst. Kæmpegranen kommer fra det nordvestlige hjørne af Amerika, og man kan let kende træet på at det har nogle vabler med tyndtflydende harpiks, som dufter særdeles dejligt hvis man trykker på dem. Blot skal man passe på ikke at få det i øjnene, da det svier forfærdeligt. Man skal heller ikke gøre det om sommeren, idet det tiltrækker myggene, hvilket heller ikke er særligt behageligt. Den del af Rold Skov, som nu kaldes Nørreskov, har tidligere båret navnet Lundbæk Nørreskov, idet dette område har været ejet af herregården Lundbæk. Som bekendt overtog staten Buderupholm gods i 1826, og da man gerne ville have sine skove “hele”, købte man, ud over mange andre skovstrækninger, også dette område af Lundbæk i 1845.

Der findes en registrant fra datiden, der fortæller hvorledes man gik hele skoven igennem for at registrere dens tilstand. Herunder hvad der var af træer, og hvilke af disse der kunne bruges eller var uanvendelige. Man måtte da konstatere, at uendelig lidt var brugbart, da bønderne havde været alt for hårde m.h.t. skovtyveri. F.eks. stod der mange træer tilbage uden kroner, mens stammerne havde været for svære at slæbe af med. Fænomenet med skovtyveri i større stil var dog ikke ualmindeligt højt op i tiden, idet dette faktisk foregik langt ind i 1900-tallet. Hvor mange egetræer var der så egentlig? Ja, det talte man også op. Man skal her tænke på, at der havde været egeskov overalt, og man skal forstå, at der på den tid stadig burde være rester af eg tilbage, men der var siger og skriver blot fire usle træer tilbage.

Vi er nu nået frem til vejkrydset med den lille dam, som ligger omtrent på det sted, hvor vi går ind i den del af Nørreskoven, som kaldes Slettingen.

Måske er det fordi den kongelige skovrider, Jens Hvass, altid stoppede på dette sted, når han var på ekskursion med folk i skoven, at vi også skal gøre det, og måske er det fordi Jens Hvass altid fortalte en “fræk” historie om hvordan kronhjortene her “sølede” sig til med velduftende væsker for at tiltrække hunnerne, at Helge også gør det. Altså fortæller historien. Fra den lille dam er turen gennem Slettingen ned mod Lille Blåkilde ikke særlig lang. Vi stopper dog ved “møllen” oppe på bakkekammen, da folk selv må bestemme om de vil ned til det ret sumpede område på denne vinterdag. Til orientering fortæller Helge dog først lidt om forskellen på de forskellige former for kilder, og siger: Der findes fire slags kilder. Man har sumpkilder som f.eks. Kousbækken, bassinkilder som Store Blåkilde, strømkilder som Lille Blåkilde, hvor vandet kommer direkte ud af kalken, og endelig springkilder. De sidste findes dog ikke i Danmark, Springkilden ovre i Rold Vesterskov er i virkeligheden en artesisk brønd, hvor man har fået vandet til at springe ved at slå et jernrør ned i jorden.

Det er sikkert fordi vi nu befinder os på et sted, hvor der engang har ligget en skovfogedbolig ved navn Slettingen, at Helge kommer til at mindes en tildragelse fra fordums dage, da han var ejer af Hotel Rebild Park i Skørping. Her boede der et år til jul et ældre ægtepar, som hed Sletting, og da dette navn selvfølgelig tændte nogle signallamper hos Helge, spurgte han manden, om denne mon skulle stamme her fra egnen. Hvordan kan De dog vide det? Svarede manden undrende. Det var jo selvfølgelig fordi han hed Sletting, og det viste sig da også, at familien oprindeligt kom fra det omtalte skovfogedsted, og at den senere havde taget navn efter stedet. Ægteparret fortalte også, at mandens 92 årige far boede i Århus, og at han var meget åndsfrisk. Helge ville selvfølgelig gerne ville tale med denne gamle mand, hvorfor han inviterede dem alle tre til at besøge sig igen.

Den gamle Sletting kunne dog først tåle at rejse, når det var blevet sommer med sol og varme, men da dagen endelig oprandt, havde Helge tillige inviteret flere andre af egnens ældre beboere, her iblandt Jens Ørnebjerg og Frimuth Engelst, således at der kunne blive en god snak om fordums dage. Men lige pludselig blev den gamle Sletting og Jens Ørnebjerg uenige om hvornår det var, at Rebild Bakker brændte. Og ligesom vi har det med stormen i 1981, sådan havde de gamle også et årstal, som de virkelig kunne huske, nemlig: “Den gang Rebild Bakker brændte”. Jens Ørnebjerg påstod, at det var i 1906, mens den gamle mand sagde, at det var i 1905. Jens Ørnebjerg blev ved med at påstå, at det var i 1906, lige ind til den gamle Anders Sletting på 92 år skar igennem og sagde: “Det var i 1905, og a ved`et, for de` var mæ der sat` ild på dem”. Sagen var, at Anders Sletting og en anden dreng havde været hjorddrenge for Lars Kjær, og en dag havde de lavet et bål nede ved Kousbækken for at stege kartofler. Uheldigvis havde ilden fået fat i den tørre lyng, hvorfra den med vestenvinden bredte sig helt op til toppen af Rebild Bakker. Ilden nærmede sig også Top Karens hus, og da man kunne se, at huset ikke stod til at redde, ville man i det mindste prøve at redde den eneste ting i huset, som virkelig havde værdi, nemlig et gammelt almueklædeskab. Skabet var egentlig for stort til at komme ud af døren, men på forunderlig vis lykkedes det dog alligevel at få dette kostbare klenodie kantet ud af huset. Men nu skete der det mærkelige, som man her på egnen, måske på grund af overtro, tog som et under. Ilden stoppede af uforklarlige årsager lige foran Tophuset. Skabet kom dog aldrig ind igen, for selv om man normalt siger, at hvis noget kan komme den ene vej, så kan det også komme den anden, var dette helt umuligt at gøre her. Nu skal vi hen og finde den middelalderbrønd, siger Helge. På vejen til Nældedalen passerer vi ganske vist et skilt, hvor der står “Stensat brønd”, men det er dog ikke den vi skal lede efter, idet denne jo selvsagt har været kendt i mange år. Vi skal lidt længere mod nordøst. Her fortæller Helge det pudsige, at også den brønd vi lige har passeret, har han engang været med til at finde sammen med den daværende skovrider, Preben Møller, og nu har han så været med til at finde en ny sammen med efterfølgerens efterfølger, skovrider Uffe Laursen.

Som sagt, skal Rold Skovs Venner prøve at finde denne brønd for skælmen Helge, men for en gangs skyld var det ikke skovvennerne, der fik sig den største overraskelse, men Helge selv. Der var nemlig ikke bare èn, men hele tre små brønde. Og nu var sagen en ganske anden, idet der nok ikke er tale om middelalderbrønde, men måske noget så fornemt som stenalderbrønde. Dette var en så overraskende og spændende opdagelse, at Helge nu vil kontakte Aalborg Historiske Museum om sagen.

En bivirkning til hele denne historie var, at Helge, som i forvejen havde udsat et eksemplar af årsbogen “Navnkundige træer i Rold Skov” til den, der kunne finde brønden, nu måtte ændre dette til at skulle være tre bøger. Men dette var nok også en bagatel, set med Helges øjne, hvis fundet virkelig viser sig at være noget stort.

Som sædvanlig er vores juletur forholdsvis kort, idet vi vanen tro, og i lighed med de senere år skal slutte året af med en “julekomsammen” på Røverstuen. Turen går derfor nu rask fra Nældedalen og videre op gennem Nørreskoven til den lille p-plads på kirkevejen, hvorfra der, i modsætning den mere spredte ankomst, køres i samlet kortege mod Rebild.