2001

Mosskov

I dag søndag den 18. november er vi så vendt hjem til vor kære Rold Skov, hvor vi endda skal færdes i et område, som nok for mange mennesker vil være indbegrebet af Rold Skov, nemlig i området mellem Mosskov og Grøndalen.

Vi starter med at gå sønden om Store Økssø, hvor Helge ved første stop gør opmærksom på, at hvis man fortsatte hele vejen rundt, ville turen være nøjagtigt 2.777 m. lang. Han tilføjer, at søen er 7 m. dyb på det dybeste sted, hvorimod “tørvesøen” ovre på nordvestsiden faktisk er hele 12 m. dyb. Store Økssø kan meget vel være opstået som et dødishul. Altså et sted, hvor der har ligget en meget stor klump is tilbage efter sidste istid, der da var godt dækket til med sand, grus og ler. Denne is er så langsomt smeltet bort i løbet af mange hundrede år, og søen dermed skabt i lighed med som f.eks. Madum Sø.

Der er ikke mange fisk i Store Økssø, faktisk kun aborrer og ål. Ål som ifølge legenden her på egnen har fået nogle helt unaturlige størrelser, ja faktisk rene lindorme. Noget er der dog om snakken, thi engang da skovrider Preben Møller gik rundt om søen, fandt han en død ål, der var lige så tyk som overarmen på en voksen mand.

For nogle få år siden lavede man nogle pollenanalyser midt ude i Store Økssø. Formålet var at få et grundlag for at kunne fortælle, hvordan Rold Skov var blevet skabt som skov. Hvordan træerne var indvandret helt tilbage fra istiden. Man opdagede da det helt forunderlige, at Rold Skov, som fra naturens hånd er en bøgeskov, i virkeligheden er det sted i Danmark, hvor bøgen indvandrede sidst. Omkring 500 år senere end andre steder.

Lige på det sted, hvor vi er standset op, havde skovrider Poul Lorenzen en lille hytte, hvor han tog hen om søndagen og fik en kop kaffe eller chokolade sammen med sin familie. Poul Lorenzens virke her i Rold Skov sluttede lige før Danmark blev besat af tyskerne i 1940, idet man anså ham for at være den i hele landet, som var bedst egnet til at varetage embedet som statsskovdirektør. Efter eget ønske blev han efter krigen “degraderet” til at være skovrider på Lindet statsskovdistrikt i Sønderjylland, men på sine gamle dage vendte Poul Lorenzen atter tilbage til Skørpingegnen, og kom da til at bo hos familien på Teglgaardsmølle ved foden af Bjergeskov. Manden i huset gik med monokel og kaldte sig “Jægermester”, skønt en sådan titel ikke findes i Danmark. En titel, som tillige stod på hans visitkort. Og selv om manden levede af at være blondesælger ved at rejse rundt til stormagasiner, flagfabrikker og lign. om vinteren, var visitkortet endda forsynet med våbenskjold og det hele.

Blondesælgeren og Helge havde engang en disput, fordi førstnævnte i flere læserbreve havde skrevet meget dårligt om spillemændene i Rebild. Som følge af at Helge, som da var formand for turistforeningen, syntes at det var ukorrekt at skrive dårligt om sin egen egn, så denne sig derfor nødsaget til at imødegå blondesælgeren ved også at skrive et læserbrev. Det skulle han dog aldrig have gjort, for fra da af var det ikke længere spillemændene, det gik ud over, men Helge. Ud ad til holdt de to mænd dog på formerne og lod som ingenting, og når Helge var på besøg for at tale med den gamle skovrider, blev han af blondesælgeren meget højtideligt budt på et glas Armagnag fra en fornem flaske, hvis indhold dog efterhånden mere og mere kom til at smage af Larsen cognac.

Ved søens vestside ligger det tidligere store moseområde, kaldet Store Økssø Mose. Helge fortæller, at der i forbindelse med afvandingen af mosen blev gravet hele 25 km. grøfter, alle ved hjælp af skovl og spade. Dette har han møjsommeligt målt ud i forbindelse med arbejdet på bogen om Rold Skovs historie. Det var allerede i 1860`erne, at man gravede de første, og formålet var, at plante mosen til med træer. Noget som dog aldrig er lykkedes rigtig godt. Dog kan man se, hvorledes sitkagranerne kommer op overalt.

Nu vil man gennem et naturgenopretningsprojekt prøve at bringe hele dette område tilbage i sin naturlige tilstand som mose. Problemet er bare, at der i forhold til terrænet ved søen er en niveauforskel på ca. 1 1/2 meter, idet moser jo har det med at vokse i højden. Hvis dette projekt virkelig bliver til noget, vil det betyde at man skal hæve vandstanden i Store Økssø ca. en meter. Derved vil den nuværende grusvej også forsvinde, men vil så blive erstattet af en ny vej længere inde i området. Det er dog et spørgsmål, om det overhovedet kan lade sig gøre, idet sitkagran i dèn forbindelse er noget djævelskab, og vil komme op overalt som hele flader. Helge beskriver hvor flot det kunne blive at gå inde på det højereliggende terræn, og derfra se ud over mosen og den bagved liggende sø. Lige på det sted hvor vi er standset op, var dette noget man kunne helt op til 2. verdenskrig.

Vi fortsætter nu et stykke vej videre langs søen, og kommer dermed også hen til den nordligste del af den gamle mose, som var den del, der først blev drænet. Også her består beplantningen af sitkagran med et tykt tæppe af yngel nedenunder. Men til forskel fra de træer, som står på naturligt tørre områder, er disse træer, trods deres alder, alt for tynde og vil således give et alt for dårligt udbytte. Man derfor i dag kan se, at det gamle skovrejsningsprojekt nok var en fejltagelse her på dette sted.

Vi går nu gennem “mosen” til den bagved liggende langdysse. Her beskriver Helge igen hvor flot det kunne blive med et udsyn ud over lyngbakken og mosen med Store Økssø liggende i baggrunden. Ud over denne ene af skovens få langdysser, er der to seværdigheder mere, som skal omtales i dag. Den ene er en brændestabel???, og den anden er skovens flotteste bøge. Disse bøge er nemlig snorlige, og set fra et forstmæssigt synspunkt skal bøgetræer netop se sådan ud, og helst ligne graner, hvad de jo ellers ikke gør fra naturens hånd. Og set med vores rekreative briller, er et område med troldeskov og rold-skov-bøge nu også ulig meget flottere. Men hvad var det så det var med den brændestabel, som Helge påstår, er den største af seværdighederne? Såmænd ikke andet end at den er hans egen, og at Pernille er særdeles god til at kløve brænde – med håndkraft. Det er selvfølgelig også lettere, blot selv at stå med en motorsav og skære brændestykkerne af!!!

Allerede kort tid efter at Helge i 1997 havde skrevet sin lille bog, “Navnkundige træer i Rold Skov”, væltede der tre af disse træer. Dette gjaldt dog ikke for Ritmesterbøgen, som vi nu er nået frem til. Navnet Ritmesterbøgen er kendt meget langt tilbage i tiden, mens det nuværende træ vel ikke har mere end ca. 200 år på bagen. På trods af, at vi har forsket en del i det i denne sommer, ved vi ikke nøjagtigt hvem ritmesteren var, og så er det jo også mere bekvemt for Helge blot at overlade ordet til fmd. Lidt kan vi dog fortælle, idet der højst kan være tale om tre personer. To fra Buderupholm, Jørgen Lykke og Peiter Risler, og èn fra Store Restrup, Jørgen Tersling. De to førstnævnte levede i 1600 årene, mens Jørgen Tersling derimod først optræder i begyndelsen af 1800 tallet. Kunne det tænkes, at Buderupholms ejere var navnefædre til den gamle Ritmesterbøg, og Jørgen Tersling til den nuværende? Iøvrigt fungerede en ritmester som eskadronchef ved et af rytterregimenterne, hvilket svarer til den nuværende titel kaptajn.

Vi går nu op på den store gravhøj i Sønderskov, men inden vi skal høre noget om selve højen, starter Helge med at fortælle om ejerforholdene i Rold Skov gennem tiderne. I forbindelse med arbejdet med den nye skovbog har vi kunnet konstatere hvor utroligt meget, der er blevet handlet, af selv fjerntliggende godser, med de forskellige skovparter. Man havde jo brug for at kunne få kreaturer på græs og svin på olden. Dette var dog i høj grad noget, som sammen med en uhensigtsmæssig skovning, var med til at forarme skoven, og dermed også årsag til at vi fik fredskovforordningen i 1805.

I tidligere tider var det dog helt andre mennesker, som “ejede” skoven. Bl.a. den høvding, der ligger begravet her i højen. Den gamle museumsdirektør Peter Riismøller har fortalt, at der i hele Nordjylland kun findes to kæmpehøje af denne størrelse. Netop på grund af sin størrelse, synes den måske ikke så høj, men den består dog af en stor central grav med omkring ti andre grave ude i periferien. Der har ikke været gravet i højen i nyere tid, men man kan forestille sig at der ligger stendysser gemt inde i den. Det er derfor Helges drøm, at Rold Skovs største høj en skønne dag skal blive gravet ud, idet vi overhovedet ikke ved noget om hvem der har lavet den.

Vi nærmer os nu skovfogedstedet Klodholm, men inden da stopper vi op ved en lidt usædvanlig beplantning her i Rold Skov. Helge spørger holdet om hvad dette er. Nogle siger thuja og andre cypres, hvad de også let kan sammenlignes med. Men disse vækster hedder i virkeligheden noget helt andet, nemlig tsuga, og er i dette tilfælde frembragt ved en podning mellem dansk og amerikansk tsuga. Planterne er sat med det formål, at såvel dansk-amerikanere som andre mennesker skal kunne købe et træ, og få sat sit eget eller en anden persons navn på det. Helge reflekterer dog lidt over tingene, og undrer sig over hvordan man vil klare sagen, når der engang skal tyndes ud i sådanne navnetræer.

Helt nede ved Klodholm skal vi egentlig dreje til højre mod Grøndalen, men da Helge ved, at der på nordsiden af vejen findes to middelalderbrønde, synes han at folk selv skal have oplevelsen af at finde disse. At det også var for at regulere tiden inden vi når hen til Grøndalen, er der ingen som tænker over. Oplevelsen er lige stor, og det er da i høj grad betagende at finde sådanne spor efter vore forfædre, for hvem disse brønde var en livsnødvendighed og en del af deres dagligdag.

Og hvorfor skulle tiden så reguleres så nøje i dag? Jo, for henne i Grøndalen mødte der vore 89 deltagere et betagende syn. Der var ild i bålstedet, store gryder stod klar med dampende varm gløgg, og “bordet” var dækket med varme æbleskiver. Kunne det være bedre? Det var nemlig sådan, at to af vore “piger” havde påtaget sig at klare denne opgave med god hjælp fra hjemmeværnskompagni 1308 fra Hellum. Birgit og Hanne havde i forvejen været tidligt oppe for at “bage” æbleskiver, mens de to hjemmeværnsfolk, Michael Eriksen og Christian Hansen klarede deres del af opgaven med at lave gløgg på et medbragt “feltkøkken”. Tak skal I have alle fire.

Efter denne opladning med fornyet energi, fortsætter turen nu hen til stendyssen ved Bitte Hedekrog. Vi hører lidt om stendyssen og Stendyssebøgen, men på dette sted kan Helge selvfølgelig heller ikke lade være at fortælle historier om den navnkundige hegnsskytte Hede Knud. Herunder selvfølgelig også historien om konen ude fra Kyø Skovhus, der “pest” i Knuds træsko.

Henne ved skovfogedstedet Tøtteruphus går vi for en kort bemærkning ind i den nordlige ende af Havemosen, hvor der for nyligt er genetableret og udvidet en smuk skovsø. Havemosen er et utroligt flot sted i skoven. Helge fortæller, at da Jens Hvass lavede sine “6 Traveture i Rold Skov” i slutningen af 1950`erne, fik han spejderne til at lave en bro, der gik på tværs af mosen. Her var nemlig et af de steder, hvor man den gang kunne se både kronvildt og råvildt. Broen er forsvundet forlængst og skovens folk vil heller ikke mere så gerne have alt for meget “trafik” gennem mosen, hvorfor de også er godt tilfreds med at stierne er blevet så våde, at det er vanskeligt at færdes på dem.

Dèt Tøtteruphus, som vi kender i dag, er ikke det oprindelige, idet det gamle Tøtteruphus lå lidt længere mod nord, hvor den første skovvej går fra mod øst. Her stod der tidligere et stort flot lindetræ, som desværre væltede under novemberstormen i 1981. Dette træ bar navnet “Larsens Lind” til minde om skovfoged Kresten Møller Larsen, der døde i tjenesten i 1965. Man har siden plantet nye træer som afløsning for det gamle, men hver gang er disse blevet knækket i toppen, hvad der også er tilfældet for det nuværende træ. Også her i Rold Skov sker der altså ting, som er meningsløse og uforståelige for enhver, der holder af naturen. Vi fortsætter nu turen mod nord til Bregnesø, hvorfra vi går under banen, for atter at dreje sydover ned mod Skovhaven. Her fortæller Helge om havens udvikling fra dengang skovrider Hintz plantede de første og da nye træsorter i Rold Skov, kæmpegran, douglas og nobilis.

Noget som iøvrigt medførte store problemer for skovrider Hintz, idet den nye overførster fra 3. overførster-inspektion i Århus, A.E.D. Bruhn overhovedet ikke ville vide af disse træarter. Ved forskellige afledningsmanøvrer lykkedes det dog for Hintz at redde sine træer, og i dag er de klenodier i Rold Skov. Det var dog den navnkundige skovrider Jens Hvass, der kunne se hvad et sådant område kunne udvikle sig til, hvorfor han blandt mange andre ting oprettede den egentlige skovhave i 1950`erne med omkring 150 forskellige bevoksninger. Skovhaven er nu et halvt århundrede senere vokset godt til, og er dermed blevet et spændende og rart sted at færdes, mens man tillige får god orientering om arternes navne og særkende.

Vi går nu ind i et område med en smuk bevoksning af lindetræer. Selv om der endda har været en periode i danmarkshistorien, der kaldes lindetiden, er det desværre en træart, som man ikke ser så mange af mere. Denne periode med linde-ege urskov må have været et utroligt smukt syn i det danske skovbillede, thi selv her midt i november måned står disse træer med det smukkeste lysegrønne løv som var det lige midt i forårstiden. Helge, omtaler dog også flere af områdets andre træer, hvoraf mange er plantet af skovrider Poul Lorenzen.

Vi har tidligere på turen i dag hørt om Poul Lorenzen, som var her på distriktet fra 1920-40. Kromanden på Rebildhus, Frimuth Engelst har fortalt om Poul Lorenzen, at han ikke var nogen farverig mand, men at han havde så mange andre kvaliteter. Poul Lorenzen var en mand, der aldrig nogensinde sagde ja, men på den anden side heller aldrig nej. Ikke fordi han var radikal, men derimod fordi han var diplomat, og forstod hvordan han skulle klare sig igennem på en fin måde. I 1940 blev Poul Lorenzen udnævnt til statsskovdirektør, men blev ved krigens afslutning, efter eget ønske “degraderet” til skovrider på Lindet statsskovdistrikt i Sønderjylland, og vendte så som tidligere omtalt tilbage til Skørpingegnen da han var over 90 år gammel.

Det var her på sine gamle dage, at Poul Lorenzen, til stor forundring hos tilhørerne, indledte et foredrag med at sige det lille ord “røv”. Var han mon blevet senil? Der var dog en dybere mening med at sige sådan. Poul Lorenzen, som havde haft sin barndom på Thorup Hedegaard, ville bare med det lille ord understrege, at han var født som himmerlænding, at han stadig var himmerlænding, og at han var stolt af at være det. – Mere ægte kunne det vist også dårligt have været gjort.

Dette var så også Helges sidste ord for denne gang. Der var nu blot tilbage at følge banen det sidste stykke vej retur til den gamle holdeplads i Mosskov. Atter en herlig tur var slut, og hvor havde Helge dog fortalt os meget på vor vej gennem vor kære Rold Skov.