2001

Hammer Bakker

En blandet fornøjelse, kan man med rette sige om turen den 21. oktober. En tur hvor ordet fornøjelse skal forstås helt bogstaveligt. Og hvad så med ordet blandet? Jo, intet var som det plejede at være. For første gang nogensinde i Rold Skovs Venners historie var turen henlagt til Vendsyssel. Nærmere bestemt i Hammer Bakker, hvor vi tillige var begunstiget med at have op til flere turledere, og op til flere fortællere.

Mødestedet var sat ved Hammer Kirke, hvor der mødte ikke færre end 109 medlemmer op, idet vi tillige blev begunstiget af det herligste efterårsvejr, man kunne tænke sig. Fra kirken går vi straks mod syd og svinger ind ad den smukke hulvej, kaldet “Den gamle Kongevej”. Her starter Helge med at sige, at da han ikke ved så meget om Hammer Bakker, kan han lige så godt fortælle om noget andet. Alligevel hænger tingene jo sammen. Der er nemlig dèt tilfælles for mange skovområder i Danmark, at de ofte ligger på højdedrag, hvilket f.eks. gælder for Rold Skov, Grib Skov, Silkeborg Skovene, Almindingen, og altså også Hammer Bakker. Det sidste kan man let forvisse sig om, for uanset fra hvilket verdenshjørne man kommer kørende, står de skovklædte bakker meget markant i landskabet. Årsagen til at det gerne er bakkedrag, der er skovklædte, er naturligvis at sådanne områder er svære at dyrke som landbrug, men også at det med gamle dages redskaber var betydeligt lettere at få tømmeret bragt ned ad bakke end den modsatte vej.

Helge kommer også ind på hvordan denne bakkeø er blevet formet som følge af den sidste istid i form af forskubninger, strømninger og aflejringer. Man har på det seneste fundet ud af, at for Danmarks vedkommende varede istiden ikke 70.000 år, men “kun” ca. 14.000 år. Dette er dog lige så lang tid, som hele den efterfølgende periode op til vore dage. Senere skete der så det, at havet steg fordi isen smeltede, hvormed store dele af de nuværende landområder blev dækket af stenalderhavet, og områder som Hammer Bakker da blot var èn blandt mange store og små øer i dette hav. Men som følge af at landet nu var befriet for isens vægt, begyndte dette så at hæve sig, hvilket i øvrigt sker endnu den dag i dag. I gennemsnit har Nordjylland hævet sig omkring 10 meter, hvilket er årsagen til at der nu er land hele vejen rundt om Hammer Bakker. Ellers ville der stadig have været hav.

Jeg er ret god til at snakke udenom, siger Helge med et glimt i øjet. Så hvis der er nogen, der ved noget om Hammer Bakker, skal de være meget velkomne til at fortælle om det. Og det var der da heldigvis. Som den første fortæller Ø.P., at der ligesom i Rold Skov, også har været røvere i Hammer Bakker. Kongevejen var jo den vej, som gik fra Nørresundby til Hjørring inden den blev flyttet ud på den anden side af Vestbjerg, og der var ingen, der tog gennem bakkerne om natten, hvorfor der både var en kro nord for, og en kro syd for bakkerne, henholdsvis Bilidt og Langbrokro. Det var simpelthen passè at færdes her om natten, og jeg kan tænke mig, at man ligesom i Rold Skov også her brugte sølvklokker, som var forbundne med snore hen over vejen. Det har altså været en meget befærdet vej, som vi her går på. Erik Christensen, der har færdedes her i bakkerne gennem 65 år, supplerer med at fortælle om at det var terrænforholdene, som bevirkede, at vejen gennem bakkerne tidligere var den eneste farbare vej fra nord til syd. For al det ude vest om Vestbjerg lå bare hen i sump og mose, og var simpelthen bundløs. Og øst om havde der engang været hav, så den eneste mulighed for at komme fra nord til syd, eller omvendt, var gennem bakkerne. Når den gamle vej så blev slidt ned, flyttede man den bare lidt. Lige her på stedet kan man se tre-fire hulveje lige ved siden af hinanden.

Hvis man vil læse noget mere om Hammer Bakker, siger Ø.P., findes der en forfatter ved navn Niels Anesen. Denne har selv boet her i bakkerne, og har skrevet en masse gode fortællinger om hvordan man levede her. Ø.P. fortæller også om Aage Rytter, som ejede den del af skoven, der kaldes Branths Plantage. Her havde han en meget fin bjælkehytte, og da han døde blev der givet tilladelse til at sætte hans urne ned lidt nord for hytten. Der blev senere rejst en mindesten, og så vidt jeg husker, ligger hans kone også deroppe. Det er jo ikke almindeligt sådan at få lov til at sætte urner ned ude i naturen, men i det her tilfælde er det jo nok fordi Rytter også var minister.

Turen fortsætter nu lidt mod syd ad Kirkevejen, men snart efter drejer vi mod vest for at tage en tur rundt om den smukke “Brødlands Sø”. Ja, sø og sø, thi denne var efterhånden næsten groet til, og havde nærmest karakter som en mose, hvilket dog ikke gjorde naturoplevelsen det mindste ringere.

Som supplerende turleder, har Arne Nielsen fra Grindsted nu påtaget sig at føre holdet videre, og da vi atter er nået ud på Kirkevejen, skal vi igen en smule sydover ned forbi Søhusevejen. Men denne gang går turen mod øst hen forbi lejrpladsen, hvor der ud over en bålplads også er opstillet nogle permanente bivuakker. Formålet er nemlig at gå ind til “Pebermosen” for at holde frokost. Og pudsigt nok, denne gang hedder det en mose, selv om store dele af denne fremstod som den smukkeste skovsø. I øvrigt et utroligt flot og dejligt sted at raste, og så viste oktobervejret sig tillige fra sin allerbedste side. Der var så lunt, at flere medlemmer endda sad med opsmøgede skjorteærmer.

Efter pausen går vi igen mod syd, forbi de to af områdets gravhøje, der pga. deres placering naturligt nok bærer navnet, “Tvillinghøje”. I dette område findes der også genskabt noget af den oprindelige Hammer Bakker-natur, hvilket vil sige lyngbakker med spredte bevoksninger. Dette bevirker, at der også er en storslået udsigt mod sydøst ud over det flade landskab, der, som før nævnt, engang var dækket af hav.

Vi er nu nået turens yderpunkt, og skal igen søge tilbage til Hammer Kirke, hvorved vi ved at gå op langs Præstevejen passerer forbi “Møgelmose”. Senere drejer vi fra Præstevejen til højre forbi FDF-lejren “Lynghytten”, og herfra igen til venstre op gennem terrænet ved “Dybdal”.

Oppe på toppen af bakken står der en bænk, hvorfra der er en smuk udsigt ud over landskabet.

Her tager Knud ordet og siger: Vi kan da ikke have over 100 mennesker med i Hammer Bakker, uden at fortælle noget om sagfører Olesen, hvilket jeg derfor vil gøre sådan helt ekstemporalt. Jeg er nødsaget til at vide lidt om ham, idet han var primus motor i at starte det, der nu hedder Nørresundby Bank, og hvor jeg selv har holdt 40 års jubilæum.

Når vi i dag har dette prægtige naturområde samlet, er det langt hen ad vejen sagfører Olesens fortjeneste. Han drev en prokuratorforretning i Nørresundby omkring forrige århundredeskifte, men boede i Vodskov, og var ungkarl hele sit liv. En underlig snegl, der har fået et blandet og måske lidt blakket eftermæle.

Hammer Bakker bestod tidligere af en masse små husmandsbrug, som dårligt nok kunne give føden til en familie, hvorfor mange tillige var daglejere på f.eks. Sdr. Elkær eller Langholt Hovedgaard. Der var helt klart stor fattigdom blandt disse mennesker, husene var i en sølle forfatning, og man havde mange børn at forsørge. Man havde måske en ko, en gris og et par høns, og måtte så i øvrigt prøve at være selvforsynende med kartofler og andre afgrøder. Hvis disse familier kom i ekstra bekneb for penge, kunne de godt låne dem hos sagfører Olesen. Men kneb det så med at betale pengene tilbage, endte det i mange tilfælde med at han købte folk ud, således at de godt kunne få lov til at blive boende i deres huse, mens sagføreren omvendt opnåede at få hele området samlet på den måde.

På dette tidspunkt så området unægteligt helt anderledes ud. Der var ingen skov, kun lyngbakker overalt, så det var måske en diskutabel ændring, som fandt sted. Man kan på nogle af de steder vi har været i dag fornemme, hvordan Hammer Bakker ville se ud uden træer, hvilket heller ikke ville være uspændende. (Hvad med lidt af hvert – p.a.).

Selv om sagfører Olesen gennem sin virkemåde som advokat måske fik et lidt blakket ry, var der dog også lidt af en mæcen i ham. Det var nemlig ham, der forærede staten jorden da forsorgscenteret skulle bygges omkring 1920, og det var også ham, der betalte for at få bygget Vodskov Kirke under medvirken af den berømte arkitekt Klint. Der går nogle historier om at de to mænd blev rygende uenige under byggeriet, men sagføreren var altså vant til “at den der betaler musikken, også er den, der bestemmer hvad der skal spilles”. Resultatet blev bl.a., at der er romanske vinduer til den ene side, og gotiske til den anden.

Sagfører Olesen er blevet spændende, men måske ikke særligt flatterende portrætteret af forfatteren Thomas Olesen Løkken i bogen “Sagfører Sigerslet”. Der er nok noget rigtigt i denne beskrivelse, men det er nok heller ikke hele sandheden. Olesen var som sagt ungkarl, men helt uden sans for kvindelige ynder, tror jeg ikke han var. Der var nemlig noget med en kunstnerkoloni og en ung smuk enke.

Men det ved du meget mere om Helge, slutter Knud af, idet han samtidigt opfordrer Helge til at fortælle om kunstnerkolonien og kunstnerne i Hammer Bakker.

Det gør Helge så – og siger: Historien med Jens Viges kone og Anders Olesen er bestemt ikke ufestlig. Der er mange, der har boret i dette, men desværre er der ikke rigtig nogen, som ved hvordan det hænger sammen. Det forholdt sig således at Jens Vige fik lov til at komme her op at bo i Hammer Bakker, og vist nok kvit og frit hvis bare Anders Olesen kunne få lov til at kigge lidt på hans kone. Men til mere end det, blev det vist nok aldrig.

Det er egentlig synd for Nordjylland, at der aldrig har været gjort særligt meget ud af kunstnerne i Hammer Bakker, for det var nemlig nogle fremragende kunstnere. Lad os håbe det kommer. Det var på det tidspunkt, da man sluttede oppe i Skagen, at man startede hernede omkring 1910.

Den kunstner, som skulle få mest betydning i Hammer Bakker var Johan Schlichtkrull. Denne var en fremragende maler, desværre er han ikke så kendt, men jeg tror det kommer. Hvis I vil gøre jer selv en tjeneste, vil jeg anbefale jer at gå på auktion og købe et maleri af Schlichtkrull, for jeg tror han er på vej op. Jeg kan fortælle, at man kunne ikke blive elev hos Krøyer, hvis man ikke var rigtig god, og Schlichtkrull var elev hos Krøyer, føjer Helge til.

Schlichtkrull kom egentlig her til bakkerne for at gå tur sammen med sin kone i en lille dal nede sydpå, hvor der også var et kønt lille hus. Det blev dog til ture i mange år, for de købte nemlig stedet. Det var vist nok også Schlichtkrull, der gav det navnet “Paradisdalen”. I dag bor der stadig en kunstner i huset. En skotsk dame, som så på en måde har ført kunstnerkolonien videre.

Helge omtaler også mange andre kunstnere her i bakkerne. Som tidligere nævnt, var der Jens

Vige. Der var den fremragende maler Niels Larsen Stevns, som både har malerier ophængt på

H.C. Andersens museum i Odense og på kunstmuseet i Aalborg. Og der var malere som Niels Bjerre, Rudolf Rud-Petersen, Johannes Resen Steenstrup, og endelig en, der ikke vækker den helt store begejstring hos Helge, Asger Jorn.

Det var dog ikke bare malere, men også digtere og forfattere, som holdt til i Hammer Bakker. Blandt andre kan der nævnes Thøger Larsen og Jeppe Aakjærs kone, Marie Bregendahl. Men i øvrigt er der èn, der har skrevet en bog om alt dette, slutter Helge af. Hvad hedder den? En behjertet sjæl husker ham på det, og siger: “De satte kulør på Nordjylland”. (Men hvem er det nu forfatteren er? – p.a.).

Det var nu også blevet tiden for Helge til at takke af for denne gang. Turen har jo udviklet sig på en anden måde, end jeg havde regnet med, siger han. For første gang i de 15 år vi har travet sammen, har jeg kunnet gå nede bagved. Det var dejligt, og det har jo kun kunnet lade sig gøre fordi Arne gik oppe foran og viste os rundt. Dette var ikke planlagt, du kom selv og tilbød det, og du skal have mange tak, jeg synes det har været en så køn og dejlig tur. Helge havde også en tak til alle dem, der havde sagt noget på turen. Alt det, som jeg ikke vidste noget om. Det er en god ting, at der også er andre, der siger noget.

Herefter var der ikke lang vej tilbage til kirken, og ihukommende Helges ord, er det jo rigtigt, som der står i indledningen: Turen var i sandhed “en blandet fornøjelse”.