2001

Torstedlund skov

Det var en længe ventet tur, som 68 glade Rold-skov-venner drog ud på i Torstedlund skov søndag den 30. september. Og det var tillige en tur, som vi for størstedelens vedkommende aldrig havde gået før, idet vi skulle møde ved det nordlige skovbryn på Aarestrup-Haverslev vejen.

På vestre side af vejen ligger der en lille skovpart, kaldet Fruensskov, og her ligger der en meget flot kilde, kaldet Thekilden, som er meget lidt kendt trods sin størrelse, så her må vi selvfølgelig ind. Navnet Thekilden kommer af, at en af de tidligere fruer på Torstedlund havde for vane at sende sin tjenestepige her hen til kilden for at hente vand til eftermiddagstheen, idet dette skulle være særlig godt til fremstilling af the.

Om det ville have været en fordel for Rold Skovs Venner, er ikke let at sige, men i forbindelse med besøget her ved kilden, var det tæt på at en vis procentdel af bestyrelsen skulle have været skiftet ud, idet to af dennes medlemmer, henholdsvis kasserer og fmd. sad fast i dyndet. Den ene med støvlen ladt tilbage og en våd sok til følge, og den anden med agterspejlet lige i vandskorpen. Vi vil ikke sige, hvem der gjorde hvad, men hvis ikke nogle barmhjertige sjæle havde hjulpet til, havde de sikkert siddet der endnu.

Vi kommer atter ud på Aarestrupvejen lige over for et sted hvor der står et kæmpestort egetræ, som bærer navnet “Johns Eg”. Her lå tidligere det gamle skovfogedhus, “Hjortespring”, hvor der bl.a. har boet en skovfoged Nielsen, hvis søn blev en af de allermest kendte modstandsfolk under 2. verdenskrig. Denne gik under dæknavnet “John” og var med til mange aktioner, men han blev desværre stukket og efterfølgende henrettet i Ryvangen i København.

Huset er nu brudt ned, men historien om dette og “Johns Eg”, kan man læse i Helges årsbog, “Navnkundige Træer i Rold Skov”.

Det er iøvrigt utroligt flot, at der er så mange store egetræer her i Torstedlund Skov. På en ekskursion, som Helge deltog i dagen før, fortalte statsskovrider Uffe Laursen, at der i hele statsskoven hun findes ca. 20 store egetræer. Dette har noget at gøre med, at især de centrale dele af Rold Skov var meget forhuggede før vi fik fredskovforordningen i 1805.

Turen går nu mod øst langs det nordlige skovbryn, og snart efter ser vi en af de få gravhøje, som findes i Torstedlund Skov. Helge fortæller om den forskel, der er på hvor tæt de forskellige skovområder har været beboede gennem tiderne. Oppe omkring Langerumhus findes der f.eks. 56 gravhøje på bare en km 2, hvilket er utroligt mange. At der næsten ikke findes gravhøje i denne skovpart, fortæller os, at her har der altid været skov. Helge tilføjer, at vi gennem forskningen i Rold Skovs historie har fundet ud af, at den bedst bevarede, den mest oprindelige del af Rold Skov, er dette område. Vestgrænsen af skoven har været her i mange hundrede år, ja mere end i et halvt årtusinde, hvilket er i modsætning til alle andre steder i Rold Skov, hvor skoven har været meget, meget større.

Når man kører ude på landevejen mod Aarestrup, kan man se hvor kønt de små husmandssteder og skovarbejderboliger, der alle har været under Torstedlund, ligger her langs skovbrynet. Vi er nået op til det sidste i rækken, men inden vi fortsætter mod Espelund fortæller Helge lidt om godsets ejerforhold. Torstedlund havde tidligere et nært slægtskab med Willestrup, idet en datter af Willestrups første godsejer, Axel Iuul, blev gift med godsejeren på Torstedlund, hvorefter Torstedlund og Willestrup fulgtes ad rent familiemæssigt gennem mange år. I 1724 blev Torstedlund m.fl. solgt til gehejmeråd, grev Chr. Fr. Levetzau, som så i 1756 oprettede stamhuset Restrup. Willestrup og store dele af det område, som i dag er statsskov kom imidlertid også under Store Restrup, så det er altså en betragtelig del af Rold Skov vi her taler om.

Grev Chr. Fr. Levetzau, som blev kaldt “general ligeud”, fordi alle veje på godset skulle være snorlige, er begravet i Sønderholm Kirke i en stor sarkofag. Det fortælles, at det ene hjul faldt af vognen, da han skulle køres op til kirken, hvilket man så som en straf fordi han havde været hård ved sine bønder. Til gengæld fandt man så på, at sætte Fanden ind under vognen i stedet for det manglende hjul, således at denne måtte bøje sig dybt, for at han kunne være med til at hjælpe vognen op over bakken til Sønderholm.

Chr. Fr. Levetzaus efterfølger, Iver Rosenkrantz-Levetzau er også en historisk spændende person, idet denne var med i et komplot, som ville forsøge at myrde kongen. Den, som trak loddet, og dermed skulle myrde kongen blev Iver Rosenkrantz-Levetzau. Han tog så til København, hvor han prøvede at hælde noget medbragt gift i kongens chokolade. Men kongen havde set det og befalede, at Levetzau selv skulle drikke chokoladen, hvad han så var tvunget til at gøre. Han skyndte sig derefter ned til sin vogn, og sagde, at de skulle køre så hurtigt som overhovedet muligt for at komme hjem, for han ville dø på Store Restrup. Dette lykkedes faktisk. Da de nåede Store Restrup levede han endnu, men han kunne dog ikke selv stå ud af vognen, og lige så snart han var kommet ind, udåndede han.

Det er den førstnævnte Levetzau, Chr. Fr. Levetzau, som har medvirket til et kendt byggeri i København. Dette består af fire palæer, som er indbyrdes forbundet sammen i en ottekant, idet fire adelsmænd fik den idè, at bygge fire identiske ejendomme, hvor de kunne bo om vinteren. Der skete så det, at det gamle Christiansborg brændte og hermed havde kongen ikke mere noget sted at bo. Denne overtog så de fire palæer, som fra da af kom til at hedde Amalienborg. I dag er der nok ikke så mange, der tænker på, at det oprindeligt var lavet til fire adelsfamilier, hvoraf Levetzau, som en af landets allerrigeste mænd, var den ene.

Vi fortsætter nu til Espelund, og når det hedder Espelund, siger Helge, så ved vi at dette navn kommer af asp, eller sagt med andre ord, bævreasp. Og når vi taler om bævreasp, så ved vi at dette område også har været egeskov, hvilket stemmer fint overens med alle de gamle ege, vi ser rundt omkring i Torstedlund Skov. I forbindelse med den nye bog om Rold Skov, har Helge fundet alt det frem, som han har samlet gennem mere end 30 år. Her iblandt også en beretning fra Espelund, hvor en gammel skovfoged fortæller om jagten på Nørlund og Torstedlund. Historien er i sig selv et helt fund, for vi er 100 år tilbage i tiden, hvor han fortæller ned til mindste detalje hvordan jagten foregik med rollerne fordelt mellem klappere og jægere. Så det skal vi have med også, siger Helge med en næsten forelsket stemme, når det drejer sig om noget med Rold Skov.

Vort næste stop sker ved Bluhmes Bøg, som står blot 50 m. fra vejkrydset østen for Flyverstenen. Dette træ er opkaldt efter en af de tidligere ejere af Nørlund og Torstedlund, kommandør H.E. Bluhme. Træet har efter sigende fået sit navn, fordi Bluhme engang flygtede op i det, da han under en jagt blev angrebet af et vildsvin.

Her fra Bluhmes Bøg er der ikke langt hen til Flyverstenen, hvor vi denne gang har valgt at holde frokostpause, og iøvrigt fik den eneste regnbyge på hele turen. Her oplevede vi både noget godt og noget mindre godt. Det gode var, at vi oven på Flyverstenen fandt en hilsen fra tre af vore kvindtimmere, som blot havde villet tage en lille tur på egen hånd. De ville nok hermed bevise, at de selv havde kunnet finde vej. Det mindre gode var, at vores kære kasserer havde glemt Helges “brændstof” hjemme på køkkenbordet. Uha, uha.

Vi har ofte hørt historien om de elleve allierede flyvere, der styrtede ned her i skoven under anden verdenskrig. Men som noget ganske særligt lader vi Frode Pedersen, der som dreng var inde på stedet morgenen efter nedskydningen, fortælle om hændelsen: “Dette skete en fredag aften, såvidt jeg husker omkring ved elleve-halvtolv tiden, at flyveren blev skudt ned her i skoven. Vi kom herind dagen efter om morgenen ved otte-ni tiden med mælkebilen nede fra Torstedlund, og da vi kom, oste det stadigvæk af fosfor fra vragresterne”. Frode kan stadig udpege de steder hvor der lå en vinge, en motor og andre vragdele, og fortsætter: “Flyverne lå også spredt rundt omkring, og var helt sorte af røg. Jeg husker, at jeg sparkede til en støvle, og da jeg kiggede ned, sad der en fod i den. En anden flyver, som også var helt sort, var kappet midt over”. Frode viser fra hvilken retning træerne var klippet skråt af ved flyverens fald mod jorden inden den brækkede over i tre stykker. “Kort tid efter at vi var kommet herind kom tyskerne, hvorefter vi allesammen blev jaget væk i løbet af bare et kvarter, og efter den tid måtte der ikke mere komme nogen herind. Tyskerne lovede dog at begrave de omkomne flyvere, hvad de så gjorde i et stort hul ved en nærliggende skråning. Nogen tid efter fandt en af skovfogederne stedet ved at der var blødt. Flyverne blev så gravet op, for at blive rigtigt begravet nede på Aarestrup kirkegård, hvor de ligger endnu i dag”. Frode bliver nu spurgt om hvor lang tid dette var efter nedskydningen, og han mener at der gik ca. 1/2 år, hvilket så var efter krigens afslutning, idet nedskydningen fandt sted den 20. april 1945.

Som supplement til Frodes beretning tilføjer Helge, at da tyskerne kom, kørte de herud med den daværende skovfoged Hoppe, og mens de var på vej, kom der en engelsk flyver som dykkede ned over bilen og beskød dem, hvorved Hoppe faktisk blev såret og måtte indlægges på hospitalet.

På Helges opfordring fortæller fmd. nu den helt barokke historie om begravelsen af flyverne inde på Aarestrup kirkegård, idet denne blev foretaget hele to gange. Den første begravelse, som foregik under medvirken af pastor Davidsen, var meget højtidelig og med deltagelse af et meget stort følge. Men da de engelske myndigheder senere fandt ud af, at flyverne ikke lå i rangorden, forlangte de dem gravet op og placeret i rigtig rangorden. Det groteske var, at man slet ikke kunne se, hvem der var hvem. Alle var nemlig brændt til ukendelighed, ligesom alle personlige papirer også var brændt. Kun på nogle enkelte personer, som lå ude ved siderne var der lidt af tøjet tilbage.

Frode bekræfter at dette er rigtigt, så kunne man da ikke bare have respekteret gravfreden, og flyttet rundt på gravstenene, så de stakkels mennesker havde kunnet få fred, og ikke skulle have været begravet hele tre gange i alt.

Turen går nu mod vest ad den lange lige skovvej, som beboerne i gamle dage kaldte “Linen”, fordi vi skal fortsætte tværs over Aarestrupvejen ind mod Torstedlund, men vi stopper dog op på passende afstand af beboelsen. Formålet er at vi skal se voldgraven. Både fordi den siger noget om hvor stort et sted Torstedlund har været engang, men også fordi den har forbindelse til den nærliggende “Iskælder”, hvor vi nu skal hen.

En sådan iskælder havde man i gamle dage til opbevaring af naturlig is, som man så hentede ind på gårdene til brug for afkøling af f.eks. madvarer. Her på Torstedlund er iskælderen lavet som et cirkulært ca. 3 m. dybt stensat hul i jorden. Og det var netop henne i voldgraven at man savede nogle isblokke ud, som havde en størrelse på ca. 40 x 40 cm. Disse blev så dækket til med halm og tørv, hvorved de kunne holde sig meget længe. På mange herregårde havde man en iskælder i forbindelse med de herregårdsmejerier, som dukkede op i 1800 tallet, således at man kunne holde mælk, smør og ost ved lav temperatur. Dette var dog ikke tilfældet her på Torstedlund, da man ikke havde et herregårdsmejeri. Her var det kun til afkøling af madvarer, og denne iskælder var i brug helt op til omkring 1930.

Vi går atter engang tværs over Aarestrupvejen og lidt tilbage ad Linen. Vi skal dog søge mod nord, idet vi jo holder ved det nordlige skovbryn. Herved passerer vi igen en gravhøj, og Helge, den skælm, påstår at denne høj var en mere end han kendte til. Fmd. er nu overbevist om, at det var den samme. Det skulle være mærkeligt, om to forskellige høje skulle have ensartede langstrakte udgravninger lige fra toppen ned mod selve gravkammeret.

Når Helge skal drille, plejer det at være fmd., som er offer. Denne gang var det Pernille, som skulle have dagens sidste bemærkninger. – Jeg har nogle gange været ude at gå med unge mennesker, siger Helge, og er meget forbavset over deres dårlige kondi. Normalt er den første tur i sæsonen med Rold Skovs Venner på ca. 12 km., og nærmest lavet som en stroppetur. I dag har den været kortere, kun ca. 8-9 km., fordi jeg tænker på ungdommen. “Jeg er nemlig ikke sikker på at Pernille kan tåle at gå så langt”, lød det såre uskyldigt.

Hermed var turen slut, og som gennem det meste af efteråret, var vi også på denne dag blevet truet med regn. Vi slap dog med moderate mængder, hvilket bestemt var medvirkende til at vi havde haft en ualmindelig dejlig tur med masser af spændende oplevelser.