2001

Bjergeskov

I dag, søndag den 10. juni skal vi på tur med udgangspunkt fra Havedalspladsen ca. midt på Buderupholmvejen. Men før vi starter turen, fortæller Helge lidt om Havedalshuset og dets beboere i tiden omkring ca. 1890. Bl.a. om at børnene fra Ørnebjerghuset løb her over om sommeren, fordi konen, Hanne gav dem nogle dejlige æbler at spise. Noget som ikke var så almindeligt at gøre den gang. Men her havde man rigeligt af dem, og man kan endnu den dag i dag finde nogle af disse gamle frugttræer her på pladsen. Helge fortæller også lidt om hvad vi skal se på turen, og spørger, hvor mange der aldrig har set en Fruesko i virkeligheden. Dette er der dog kun 4 af dagens turdeltagere, som ikke har. De kan så glæde sig til synet, og alle vi andre til gensynet af de smukke blomster. Den kære turleder kommer også ind på ejerskabet af Rold Skov. Man siger almindeligvis at Rold Skov har 4 ejere. I princippet er dette også rigtigt, men det er dog også forkert, for i virkeligheden har Rold Skov 5 ejere, idet det ikke kun er Lindenborg, Buderupholm, Nørlund og Willestrup, som er ejere, men også Teglgaarden oppe i skovens nordlige ende ejer et stykke af skoven.

Hvor skal vi hen i dag? Spørger Helge pludselig fmd, som om han ikke godt vidste det. Denne vil godt sige at vi skal i Bjergeskov og Skørpinglund, og at vi skal besøge kulbrænderen Frode Jensen, men belært af bitter erfaring skal han ikke have noget sagt om rækkefølgen, idet Helge så bare vender det hele rundt.

Vi starter dog med at gå ind i den del af skoven, som hedder Skørpinglund. Navnet kommer af at der her, efter at man havde forhugget skoven, stadig var en lille lund tilbage med gamle bøge. Ellers lå dette areal hen som en hedestrækning helt inde fra Skørping og ud til Buderupholm. Det er faktisk ikke så mange år siden, at heden forsvandt. Da kromanden Frimuth Engelst kom her til egnen som 14 årig omkring 1919 var der stadig hede på et stort stykke af området.

Inde ved bronzealderhøjene, hvor der i dag er utroligt smukt og fuglene synger, fortæller Helge, at han ikke mere er helt så skråsikker på hvilke høje der er fra yngre stenalder, og hvilke der er fra bronzealderen, idet han efter en ekskursion med skovrideren og museumsinspektør Jens Nielsen fra Aalborg Historiske Museum, har fået sin opfattelse revideret af hvilke høje, der er hvad. Der har dog aldrig været tvivl om at disse høje er bronzealder. Men det kan jo så godt være at det er stenalder, føjer han underfundigt til.

Vi fortsætter mod øst til Teglgaards Hedehus, som er et af de ca. 40 huse som statsskoven ejer rundt omkring i skoven. Her bor der en skovløber, som er særdeles dygtig til at skære i træ. Det er netop ham, som har skåret ikke bare den flotte ørn, men også frøen og uglen man kan finde på en trave- eller løbetur rundt om Store Økssø.

Tidligere boede der her på stedet gennem mange år en skovløber, som hed Elmer Møller Frederiksen. Denne havde træben fordi han som ung skovarbejder havde været ude for en traktorulykke, hvor han mistede det ene ben. En dag da han og vennerne sad nede i kælderbeværtningen “Stalden” under Hotel Rebild Park, var der nogle københavnske fagforeningsfolk, som skulle vise de her jyder, at de havde magt over tingene. Efterhånden blev det til mange genstande, og lige pludseligt gav en af fagforeningsfolkene Elmer et ordentlig klask på låret. Det skulle han dog aldrig have gjort, da dette virkelig var noget som slog igen. For selv om et sådant træben altid var lavet af lindetræ, som er blødt at skære i, føltes det bestemt ikke sådan ved et kraftigt slag med de bare hænder.

Det var også den samme Elmer, som svarede, engang da Frimuth Engelst og Jens Ørnebjerg havde diskuteret længe om hvornår Søren Sømand døde: “Jeg skal ikke kunne sige om det er 4 eller 5 år siden han døde, men det er i hvert fald 6 år siden han blev begravet”.

Da Elmer fyldte 60 år havde Helge en flaske brændevin med som gave, og mens de 2 mænd sad og talte sammen sagde Elmer pludseligt om sin far, der var tækkemand og en af dem som godt kunne lide en dram. Ja, det er sjovt at du kommer med en flaske brændevin. Da min far fyldte 75 år fik han også meget af den slags, og da han senere blev spurgt om hvad han havde fået i gave, sagde han blot: “Jænne nøtti ting”.

Fra Teglgaards Hedehus går turen nu langs banen mod nord, og lidt længere fremme passerer vi en af de flotte langdysser, inden vi endelig når frem til kulbrænder Frode Jensen. Her har vi nemlig fået lovning på at måtte høre og se hvad en kulbrænders arbejde går ud på.

Frode fortæller: Det var min tipoldefar, som først gav sig til at dyrke heden og lave trækul ved siden af. Det har man nu gjort i 5 generationer, men jeg har aldrig selv haft det som andet end fritidsarbejde. Op til 1941 brændte man trækullene i miler, der var stablet oven på jorden, og dækket til med lyngtørv. Man brændte seks – syv miler ad gangen, og hele den store høj, som stadig ligger umiddelbart ved den nuværende ovn, består faktisk af affald fra disse miler. Man havde også en lejr inde i Rebild Bakker, hvor man brændte hver anden uge. Det var mest daglejere, som riggede til og fra, medens mine forfædre så rejste fra det ene sted til det andet for at brænde kullene. I 1941 indførte Frodes far en ovn, som den vi ser i dag. De første ovne faldt dog ret hurtigt sammen, mens den nuværende har stået der siden midten af halvtredserne.

Så den synger på sidste vers, føjer Frode til.

I første halvdel af det nu forgangne århundrede, var det en ret stor beskæftigelse at brænde kul, hvilket dog døde ned op gennem halvtreds- og tredserne. Nu er det hovedsagelig til grill og lignende man bruger det. Før i tiden leverede vi meget til industrien. Vi havde leverancen til Morsø Jernstøberi indtil de lukkede, men efter den tid har det kun været til hobbybrug, og til museer, som laver vikingespil og lignende arrangementer.

Selve processen er såre simpel, siger Frode. Man tænder ild i træet inde midt i ovnen, og når den har rigtig godt fat, trækker man ilden hen igennem ovnen ved kun at have ilttilførsel fra enderne. Så kravler ilden hen til hver sin ende af sig selv, og så er kullene sådan set færdige. Brændingen sker dog ikke altid ens. Nogle gange er der meget affald, og andre gange er der meget som slet ikke er brændt.

Frode bliver spurgt om hvorfor der ikke sker en fuldstændig forbrænding af træet, hvortil han svarer: Princippet er, at man har ild et sted og ilttilførsel så langt derfra, at ilden vandrer efter ilten. Det er samme princip, som man har brugt i mange hundrede år. I vikingetiden gravede man et hul i jorden og tændte bål nede i bunden, hvorefter man smed en masse træ og tørv ovenpå, således at ilden selv kravlede op efter ilten. Da man senere gik over til at anvende miler, tændte man disse i toppen, hvorpå man ved at løfte en tørv længere og længere nede i stakken kunne trække ilden den vej ned.

Helge spørger om man kan se på røgen, om brændingen er god eller dårlig. Ja, hvis der går ild i gassen således at forbrændingen bliver for stor, er røgen blå. Den skal helst være så hvid som mulig, svarer Frode.

Ø.P: Hvis ikke man har tjek på forbrændingen, bliver det hele vel til aske? Kan fugtigheden i træet spille ind?  Frode: Det gør både vejr og træ, samt hvor dygtig jeg lige er. Men har man noget fugtigt træ, bruger man jo meget energi for at få fugten ud af træet. Hvis man har noget tyndt, skævt træ, putter man ikke ret meget ind. Hvis det derimod er noget lige træ, som kan stables pænt, så kommer der også meget ind, og dermed flere kul ud af ovnen.

Per: Du sagde, at du nogle gange havde meget affald og andre gange intet. Vil det sige at du har et sorteringsarbejde bagefter, når du tømmer ovnen?  Frode: Når en brænding er færdig, står ovnen i ca. 3 dage og køler ned, hvorefter jeg kravler derind med en kartoffelgreb, og ryster og sorterer det. Herefter bliver det fyldt i poser med det samme. Og så er jeg beskidt, føjer Frode til.

Ø.P: Har der også været arkæologer på besøg?  Og nævner selv metoden med at tilsætte flint, hvorved temperaturen kan hæves med op til 300 grader. Frode: Ja, jernaldersmeden Thomas Nørgaard, som har eksperimenteret meget med dette, har gjort mig verdensberømt i Danmark, i hvert fald til disse fritidssmede, og gjort, at der er mange museer, skoler og lignende rundt omkring i landet, som lige skal have et par poser kul engang imellem. Da Thomas Nørgaard var højest oppe med at tilsætte klinker, var det birkebrænde han gerne ville have brændt. Men jeg har også brændt nogle tørv til ham, fordi han havde en teori om at folk ude i moserne, for mange år siden, milede tørv for at bruge dem til at udvinde jern af myremalmen. Dette har han så også leget lidt med.

Spørgelysten er stor og Frode må også svare på spørgsmål om salget af trækullene til private, om beskyttelse af luftvejene mod kulstøvet, om hvilke træarter der bruges ved fremstillingen af kul, om forskellen på rumindholdet af træet og det færdige produkt, om økonomien i det at brænde kul, og endelig om der kommer en afløser for den snart nedslidte ovn.

Hermed var det blevet tid for at udtrykke en stor tak til Frode. Selv om denne godt nok siger, at Helge ville have været en bedre fortæller, var det nu særdeles spændende at høre “manden selv” fortælle om sit, i allerhøjeste grad usædvanlige arbejde.

Lige østen for Frodes ejendom ligger der 3 langdysser, hvoraf især den ene er meget stor. Helge siger at langdysser i Rold Skov egentlig er fåtallige. Vi har tidligere i dag passeret en af slagsen, men her kan man som noget specielt, lige ane noget af overlæggeren på den ene. I alle højene har der oprindeligt været et stenkammer, og hvor disse ikke findes mere, er det simpelt hen fordi man har gravet dem op. Der er ingen tvivl om at der har været gravet her, dels for at røve hvad der eventuelt lå dernede, men måske også for at tage nogle af stenene. Dette er noget man gjorde langt op i tiden fordi man skulle bruge sten til f.eks. byggeri. Derfor er der et stort antal kæmpehøje blevet sløjfet, simpelthen fordi man tømte dem for sten, og så siden pløjede dem over. Der var endda mennesker, som levede af at ødelægge kæmpehøje og dysser for at få sten til jernbanebyggeri. Noget som dengang var fuldt lovligt, men som dog heldigvis senere blev stoppet. Når man tænker på at der her ligger sådanne høje helt tæt ved siden af hinanden, kan man begynde at forestille sig hvor mange der egentlig har været i forne tider. I hele dette område er der jo strøet med kæmpehøje. Skørping sogn er det sogn i hele Danmark, der har de fleste velbevarede høje. Mere end 500 af slagsen.

Under henvisning til hvad Helge her har fortalt, nævner Ø.P. at Skarp Salling-karret, som er et af vores allerfineste kar, netop blev fundet fordi man tog sten fra kæmpehøjene, for at slå dem til skærver da man byggede Løgstørbanen.

Fra disse høje går vi ud til Rebild Kirkevej og svinger til venstre, således at vi atter kommer ud på Buderupholmvejen. Vi skal nemlig et lille stykke vej mod nord for at komme ind på det korte “parallelspor”, som ligger på vejens østre side. Her er der nemlig to ting vi skal se. Et stort øjetræ og en “nøgen” stendysse.

Da Helge ser, at nogle af deltagerne efter egen tilskyndelse straks går gennem træet fra nord til syd, kommer drillepinden selvfølgelig op i ham. Det kan I godt droppe, siger han. Man skal gå den modsatte vej, ellers er det ikke rigtigt. Og tænk, de fleste gik troskyldigt igennem fra syd til nord. Nede ved stendyssen omtaler Helge, at der engang har været ikke mindre end 25.000 kæmpehøje i Danmark. Lige her på stedet skal man forestille sig, at denne dysse også har været dækket med jord, således at den var en høj ligesom alle andre. Den er så blot blevet gravet fri på et eller andet tidspunkt.

Vi fortsætter turen ned igennem det nu åbne landskab, hvor der græsser to dejlige heste. Den ene endda med et næsten nyfødt føl. Herfra går det videre langs skovbrynet op mod Teglgaarden, men inden vi når så langt skal vi dog lige høre lidt om den gård, hvis jord vi lige har gået på, og som vi lige kan ane bag træerne.

Som nævnt ved starten af turen, har Rold Skov ikke bare de fire ejere, som man almindeligvis omtaler, men også en femte, som netop er Teglgaarden. Denne er på en måde det oprindelige gods i Rold Skov. Normalt regner man gerne Willestrup for at være det store skovgods tilbage i tiden, men Teglgaarden var endnu tidligere. Den ejedes af Egholm Slot, som lå ca. 1 1/2 km. borte nede i ådalen, og hvor man stadig kan se voldene til den oprindelige borg. Her beretter Helge om Egholms storhed og fald, hvilket dog ikke gjaldt for Teglgaardens vedkommende, idet denne blev udskilt og fik en række private ejere, bl.a. den Per Yde der indgik en pagt med selveste Fanden.

I slutningen af 1700 tallet blev Teglgaarden solgt til Buderupholm gods, og Buderupholm og Teglgaarden var så èt stort gods, indtil man ikke længere kunne betale sine skatter, hvorefter staten overtog godset i 1826. Teglgaarden blev imidlertid solgt fra og har været i privat eje lige siden. Den gamle hovedbygning brændte desværre i 1902. Kun et ganske lille stykke stod tilbage. Men gudskelov, siger Helge, engang da jeg så gamle fru Gjerns fotoalbum, var der et billede af Teglgaarden, hvor man kan se den lille bid, som stod tilbage.

Lad os gå op og kigge på det, slutter Helge af, og da Teglgaarden ligger lige præcis hvor den jyske længdebanes to spor ikke helt følger den samme tracè, må vi nødvendigvis passere det ene af sporene, hvilket sker via en smal bro, som fører vejen lige op i gården. Men da gården som nævnt er privatejet, går vi dog lige igennem, og fortsætter ned gennem den stejle Bækkedal, for til slut at ende ude på landevejen til Gl. Skørping.

Her fortæller Helge at stedet hedder Bækkedal med Bækkedal bæk løbende nede i bunden. På vejen passerede vi en stor bassinkilde, som igen bliver født af adskillige andre kilder. Vi har som Rold Skovs Venner aldrig været her før, men Bækkedal er en utrolig flot dal at færdes i, og her findes der altså også et sted hvor man kan finde kildeaktivitet i Rold Skov.

Da vi nu har nået turens yderpunkt, går vi et lille stykke tilbage ad landevejen forbi Teglgaardens hovedindkørsel med den flotte allè af Seljerøn. Her stopper vi lige op fordi Helge endnu engang vil minde os om Teglgaardens ejerskab af Rold Skov. Dette kan også bekræftes ved selvsyn, idet skoven jo fortsætter endnu et stykke på den nordvestre side af vejen, for tilslut at ende nede ved Lindenborg å.

Vi passerer den høje viadukt under det nyeste banespor, for kort efter at fortsætte til venstre ad skovvejene i sydlig retning. Her finder vi en god plads, som er velegnet til frokostpause, idet møblementet var på plads i form af store brændestabler.

Som følge af at disse skovveje munder ud i Buderupholmvejen lige over for Frueskoens pplads, er det bare at fortsætte lige over til denne, da vores næste mål er at gå ned til de smukke blomster. Vi er jo lige midt i blomstringstiden, og heller ikke i år blev vi skuffede. Hele 4 -6 planter stod i blomst, og disse var ret lette at få øje på, idet der var sat markeringspinde ned ved hver plante. Sikkert et led i optællingen.

Der er ikke ret langt op til Proveniensforsøgene, og først da vi er samlede her fortæller Helge lidt om både disse og Frueskoen. Først om plantør Jens Brüel, som fandt Frueskoen i 1884, så om problemerne mellem skovens folk og botanikerne fra København angående lysforholdene på stedet, og endelig lidt om den nye bevoksning af Fruesko, som blev fundet nogle km. herfra for ca. 15 år siden. Men vi må “desværre” ikke sige hvor. Om Proveniensforsøgene er der blot at sige, at disse går ud på at lade forskellige bøgearter vokse på samme sted, således at man kan iagttage hvordan disse udvikler sig i opvæksten.

Nu var der blot tilbage at trave den sidste etape tilbage til Havedalspladsen, hvor vi i sandhed kunne konstatere at vi havde haft en pragtfuld tur. Desværre var der “kun” 56 af medlemmerne med, idet vi havde hård konkurrence denne dag. Dels var der et arrangement i samme område i anledning af ’De vilde blomsters dag’, men det som nok spillede den største rolle var, at der var flyveopvisning i Aalborg Lufthavn med over 100.000 tilskuere.

Der var sandelig mange Rold Skov Venner, som gik glip af en tur ud over det sædvanlige.