2001

Solbjerg skovene

Selvom søndag den 13. maj var både “Mors dag” og en stor konfirmationssøndag, mødte der alligevel 56 personer op ved Solbjerg Kirke for at tage med på travetur i de dejlige Solbjergskove. Men da også Solbjerg Kirke havde konfirmation med hele 2, skriver to, konfirmander, kørte vi straks det lille stykke vej mod nord, hvor der ligger en stor gravhøj med en særdeles flot udsigt. Dette var bare Himmerland med stort H. Det var dog endnu så tidligt på dagen, at der lå en smule dis over landskabet, men heldigvis ikke nok til at hindre udsynet til både Lille Vildmose, Mulbjergene, samt Toft- og Solbjergskovene.

Det var nu meningen at vi skulle køre i samlet flok hen til Solbjergskovene, men, bortset fra det år hvor vi alle mødte på Ravnborgs gårdsplads, gik der som sædvanligt kuk i det. Et lille hold kørte til venstre ad Hurupvejen, og et større til højre ad Korupvejen.

Nu skal vi ikke bore i det her, hvem der kørte rigtigt, og hvem der kørte forkert. Men, for at få samling på tropperne kørte vedkommende, der havde ført an på det lille hold, ud for at lede efter det større hold, og fandt da også dette på vej til Korup. Men da turlederen her sagde, at der skulle vi gå, var der ikke andet at gøre end at hente det lille hold ind i folden. I mellemtiden var der dog blevet sået så meget tvivl i turlederens sind, at vi som en kompromisløsning valgte at dreje ind ad Graverhusvejen, (nogle få stykker godt nok i bil), men herfra gik det nu på gåben for alle videre ad en markvej over i Solbjerg Sønderskov.

Den egentlige tur kunne begynde.

Straks inden for skovbrynet passerer vi vandløbet Hule Rende, og kort efter stopper Helge og fortæller, at Solbjerg Skovene i virkeligheden er en del af de tidligere store skovområder, der lå i hele østhimmerland. Man kan sige at alle disse småskove, Solbjerg Skovene, Fredenslund Skovene, Bælum Sønder- og Nørreskov, Terndruplund, osv, i virkeligheden er en del af Rold Skov, der så tidligere blev mishandlet og følgelig decimeret.

Helge omtaler også hvordan vi i forbindelse med arbejdet på den nye bog om Rold Skov, har fundet nogle helt vidunderlige ting om skovens historie, og ting som tillige giver et billede af hvordan skoven så ud i forne tider. Der er ingen tvivl om at Rold Skov har været langt mere åben, og med langt flere moser, heder og engdrag end vi nogensinde havde troet. Det har vi nu et synligt bevis på, idet der mellem alle disse skove her ovre øst på, nu er store områder med marker, hvor der tidligere var moser, enge, heder og kratskov.

Lige efter at vi var gået ind i skoven, mødte vi ejeren Poul Svanholm. Helge fortæller at han var protegè af den meget magtfulde og enerådende direktør på Carlsberg, A.W. Nielsen. Det helt specielle og fantastiske ved A.W. Nielsen var, at han ikke drak øl eller spiritus overhovedet – kun mælk. Noget som der blev gjort meget grin med, men som han selv syntes var meget morsomt.

Poul Svanholm blev sat ind og skulle arbejde sammen med A.W. Nielsen i 6 mdr. inden han skulle overtage direktørstolen. Der var dog ingen, der regnede med at han skulle blive en lige så magtfuld herre som sin forgænger, men det blev han, og han er i dag en af Danmarks mest magtfulde mænd, som sidder i bestyrelsen for både Carlsberg og A.P. Møller, samt er formand for Den Danske Bank.

Vi befinder os ved et stykke, der inden for de senere år er tilplantet med lærk pga. at den er så god til at komme op i lavninger. Den tåler nemlig frost meget bedre end f.eks. grantræer, og da frosten altid står i nogle sådanne lavninger, er netop lærken velegnet til at plante her. Men ellers er Solbjerg Skovene udprægede bøgeskove, og endda af en meget flottere slags end ovre i Rold Skov. Der ligger f.eks. et stort voldsted inde midt i skoven, Gaardsens Vold, som er nu bevokset med bøge. Der skal vi ind.

På Gaardsens Vold stod der tidligere syv kæmpestore bøge, der blev kaldt “De syv Søstre”. Men da den sidste af disse, kaldet “Birgitte”, nu desværre også er blevet fældet, og da naturen til stadighed forandrer sig, har vi nogen besvær med at finde det rette sted. Det skulle vise sig at det blev den store rorgænger Bo Rosbjerg, som endelig fandt det, og som nu viste dette ved at springe op på netop det stød, som stod tilbage hvor Birgitte engang havde stået i al sin magt og vælde.

Gaardsens Vold er et af de voldsteder, der var så utroligt mange af i Himmerland. I Rold Skov havde vi f.eks. det berømte Egholm Slot, Stubberupgaard og Korup, der stod ind til Valdemar Atterdag begyndte at indtage dem, hvorpå datteren Dronning Margrethe 1. gjorde absolut ende på deres eksistens. Det var jo hende, som på forskellig vis samlede alle 3 riger i Norden, og da hun ikke ønskede, at der skulle være alle disse borge rundt om i landet, som eventuelt kunne være arnesteder for oprør, blev de slagtede allesammen. F.eks. blev det sagt om Nørlund Slot, “at det var ej et herresæde, men en røverborg”. Det var således første gang, vi hører om røvere i Rold Skov.

Her på Gaardsens Vold, som var et meget stort voldsted, var det dog langt værre. Den gang stod havet jo højere oppe i forhold til landskabet end i dag, således at man let kunne se ud over Kattegat. Når folkene fik øje på et skib ude på havet tændte de blus, for at søfolkene skulle tro at det var et fyrtårn. Når de så gik på grund blev de efterfølgende overfaldet, slagtet og frarøvet deres værdier. Sømanden Bo Rosbjerg sætter dog her spørgsmålstegn ved om man havde fyrtårne, som vi kender dem i dag. Hvem ved?

Lige midt i Solbjerg Sønderskov ligger der en køn lille sø østen for Gaardsens Vold. Vi går nu rundt om denne og ikke så langt mod syd finder vi lige stedet for at holde frokost. Vi har tidligere holdt frokostpause oppe ved familien Svanholms jagthytte, men dog på et tidspunkt da ejendommen Ravnborg kun var beboet i visse perioder.

Da vi senere passerer jagthytten fortæller Helge, at den første Svanholm kom ovre fra Sebber Kloster, som han købte først i 1800 tallet. Selv om landet da var i økonomisk krise, der endte med statsbankerotten i 1813, gik dette udmærket, hvorfor Svanholm købte flere godser op, herunder Viffertsholm, Porsgaarden og skovene her. En onkel til Poul Svanholm boede på Porsgaarden, hvor han nærmest levede som eremit. Da han døde for ca. 20 år siden solgte arvingerne Porsgaarden til en ejeren af vaskeriet Polarvask i Randers, Børge Kejser. Samme Kejser var en utroligt velhavende mand, ja nærmest mangemillionær, men han blev meget forarget over at den gamle Svanholm ikke havde kørt hen til købmanden for at få sin pant for en bunke gamle flasker, som lå ude i laden. Så det gjorde Kejser.

Den gamle Svanholm havde ønsket efter sin død at blive stedt til hvile på en gravhøj, hvilket familien også søgte om, men ikke fik lov til at gøre. Man ankede sagen og gik så langt som man overhovedet kunne, men fik stadig afslag hele vejen igennem. Urnen blev så sat ned på kirkegården, men nogle af familiens medlemmer var senere så flinke og rare, at de en nat gik hen og gravede urnen op, for at sprede asken ud over kæmpehøjen ovre ved Porsgaarden. Så der ligger han altså i dag, hvilket jo ingen mere kan ændre noget ved.

Turen fortsætter mod nord i retning af Solbjerg Stationsby. Da vi er nået netop så langt, at vi kan se denne stopper Helge en sidste gang for at fortælle. Denne gang historien om Kresten Sørensen Testrup, som var den, der sørgede for at det sydøstlige hjørne af Himmerland blev tilplantet med frugttræer, således at denne egn senere fik betegnelsen “Kirsebæregnen”. I begyndelsen havde bønderne været stærkt imod, at de nu skulle til at beskæftige sig med noget så usædvanligt, som at plante sådanne nymodens træer, men da de kunne se at det lige pludselig blev en god forretning, blev de snart af en anden mening. I Hadsund blev der endda oprettet en saftfabrik, Hornbechs Fabrikker, som de kunne sælge varerne til.

Chresten Sørensen Testrup var kommet her til egnen ovre fra vesthimmerland i forbindelse med at godset Wiffertsholm blev sat til salg ved auktion. Han gik altid klædt som en bonde og talte himmerlandsk, hvilket fintfolket ikke brød sig om, hvorfor man enedes om at give ham hammerslag ved et lavt bud, da man ikke mente at han kunne betale, og derfor så kunne vise ham bort. Da han havde fået sit hammerslag spurgte auktionarius om han kunne stille kaution, hvortil Testrup svarede: “A tror nok, kaution er unødvendig, naar a hår skillingen å betål med” Han gik nu hen til vinduet og råbte ned til karlen, som holdt ned i gården fordi de ikke engang havde fået lov til at sætte hestene i stald: “Jens, kom ind med det bette røde skrin”. Så betalte Chresten kontant og føjede til: “Nu maa a vel faa mine heste i stald”.

Et af klenodierne på Wiffertsholm er den dag i dag et lille rødt skrin. Ja rigtigt, lige nøjagtigt “Det bette røde skrin”, som Chresten Sørensen Testrup bragte med sig helt tilbage i 1740. Det er også den samme Chresten Sørensen Testrup, som har skrevet et af danmarkshistoriens vægtige værker, “De Rinds Herreds Knaber”. Det specielle er, at det handler om almindelige menneskers forhold i Himmerland i 15-1600 tallet. Man har dog ikke taget dette værk helt for historisk pålydende, idet man mener, at han broderede lidt på tingene. Han fortæller bl.a. en historie om en træfning mellem tyskere og danskere ovre ved Simested å i 1627. Man havde bygget befæstninger på begge sider af åen, og en dag var der en tysker, der viste sin foragt for danskerne ved  at kravle op på volden og vise dem sin bare røv. Der var dog en dansker, som var hurtig til at skyde, der ramte tyskeren lige i krydset så han var dræbt på stedet. Dette er selvfølgelig en god saftig historie, men tænk, for ca. 15 år siden gravede man på stedet hvor træfningen var foregået, og fandt et skelet hvor der sad en kugle lige på det pågældende sted.  I dag kan man ved selvsyn se dette skelet på Viborg Stiftsmuseum, så Testrups historier var måske ikke så forkerte endda.

Turens sidste etape går nu via Solbjerg Stationsby tilbage til bilerne. Det vil sige til det sted, hvor de fleste biler holder, idet 3 deltagere af det smukke køn er blevet kørt ind til Wiffertsholm Hovskov for at kunne hygge sig på en alternativ og mindre krævende tur. Hvorfor der så var kørt 4 biler derind, får stå hen i det uvisse, men selv om Helge nok hellere havde set, at de 4 chauffører skulle have haft en ekstra stroppetur, var Bo Rosbjerg alligevel så nådig at køre disse ind til stedet. Pga. de før beskrevne omstændigheder, var det nu ikke for at turen havde været så lang, helt præsis 8,338 km., men alligevel nok til at et helt lille hold valgte at køre tilbage til gravhøjen hvor vi startede, for der at slutte strabadserne af med en god snak over en ekstra tår kaffe.