2001

Hesselholt skov

I det herligste forårsvejr, som man overhovedet kunne tænke sig, mødte der 78 personer op på bålpladsen i Arden for at tage på tur i Hesselholt Skov den 22. april.

Men inden vi tog ud på turen, havde vi dog den store glæde at kunne præsentere vores nye flotte turbrochure. Vi har gennem længere tid følt, at der var behov for at lade fremstille en brochure med relevante oplysninger om vore aktiviteter. Brochuren er blevet meget flot, men den har også været meget dyr, uden at det dog har kostet noget for den daglige drift af Rold Skovs Venner. Det ligger nemlig sådan, at deltagerne på sidste års Harzen-tur gav tilsagn om at vi måtte bruge overskuddet til dette formål, hvilket dækker den ene halvdel af prisen. Vi har så yderligere søgt Friluftsrådet om et tilskud, og har derfra fået tilsagn om at de vil betale den anden halvdel, så det kan jo ikke være bedre rent økonomisk. Alle deltagerne fik selvfølgelig udleveret et eksemplar efter dagens tur, ligesom vore øvrige medlemmer også vil få det på de kommende ture.

Som det første sted i dag skal vi besøge Hvass` Sø, men inden vi når så langt stopper Helge op og fortæller om arbejdet med den nye Rold-Skov-Bog. Både om hvordan det går med den nødvendige fondsstøtte, Dronningen har f.eks. støttet med 15.000 kr, men også om arbejdet med indsamlingen af stof via gamle håndskrevne gotiske dokumenter. Fmd. er, som måske bekendt, blevet betroet denne opgave, hvorfor Helge beder ham fortælle om den historie han senest har læst, idet denne er en krybskyttehistorie, der har foregået i lige nøjagtigt denne del af skoven, hvor vi også skal færdes i dag.

Vi fortsætter nu den korte vej til Hvass` Sø, hvor træerne hele bredden rundt spejler sig smukt i det klare vand. Ved et tidligere besøg i november måned ´96, så vi for første gang at søens overløb var blevet ført videre ned i Hummelbækken via et kampestensbelagt strømleje. Dette er nu blevet forlænget i form af et snoet løb, der fører vandet næsten helt frem til det løber under både grusvejen og banelinien, for at fortsætte mod øst til Willestrup å. I hele Rold Skov området har vi kun to vandløb. Lindenborg å, der som bekendt løber mod nord til Limfjorden og så Hummelbækken, der gennem Willestrup å fortsætter mod syd til Mariager fjord. Alle andre vandforekomster er kilder, som afgiver deres vand til Lindenborg å.

Turen går nu mod nord, og snart efter ser vi på højre hånd en gammel grusgrav. Det er nu ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Her fortæller Helge om nogle oplevelser han har haft med skovens dyr. I begyndelsen, da han var uerfaren med det at komme helt tæt på dyrene, var det mere eller mindre tilfældigt at få dem at se, men det kunne måske ske, at der pludselig løb et dyr over vejen når han var ude i skoven. Han lærte dog senere hvordan man kunne få dem at se, sådan helt tæt på. Det har noget at gøre med, at man skal vælge de rigtige tidspunkter og de rigtige steder. Den første gang Helge rigtigt så vildtet her i skoven, skete en forårsdag, hvor han netop gik ved denne grusgrav. Grusgraven havde den gang endnu ikke fået nævneværdig bevoksning, og pludselig så han en kronhjortehind stå med en kalv som diede moderen. Det er en sådan naturoplevelse, der bliver husket som en af de gode.

Vi stopper også henne ved vejkrydset hvor Helge mindes en anden naturoplevelse. Under en jagt stod han sammen med en tandlæge fra Århus, der blot pegede op i luften med sit gevær da er ungt stykke råvildt faldt lige foran ham ved en grøft den ikke havde set. Her så man virkelig hvad det vil sige at være en fin jæger. Kampen ville have været for ulige.

Efter dette vejkryds forlader vi nu skovvejen, Roldvej for at skrå ind gennem skoven til Jætternes Baghave, som i dag er blevet en museumsskov, hvor træerne skal have lov at blive stående. Disse store sitka- og douglasgraner er helt op til 45 meter høje, og mens vi gik op ad bakken, kunne man ikke undgå at bemærke, at der var væltet nogle af dem, hvilket skete i decemberstormen i 1999. I den store storm i 1981, hvor det gik virkelig hårdt ud over Rold Skov, var man bange for at alle de store træer skulle vælte. De fleste klarede dog heldigvis uvejret, og især de der står her øverst på bakken. Årsagen var dels en nabobevoksning af bøgetræer, der ydede nogen læ, og dels at vinden kan få ekstra styrke når den presses sammen på et sted, der faktisk danner en slugt. Her gik alle de store træer desværre til.

Turen fortsætter mod nord ad Hintz Vej og Ritmestervej, men lidt længe fremme stopper vi ved et lille areal med egetræer. Helge fortæller om hvordan egen forsvandt tilbage i 1500 tallet da bøgen indvandrede fra syd. Så det er lidt snyd med de ege vi ser her, siger han, da disse er plantede af skovens folk. Der var praktisk talt ikke ege tilbage i de centrale dele af Rold Skov, men især Jens Hvass plantede mange egetræer. Dette var dog ikke så meget danske, men mere nogle hollandske arter, som han mente skulle være bedre.

Som tidligere nævnt, er vi i dag på besøg i Hesselholt Skov. Det er egentlig morsomt at tænke over hvordan denne oprindelige hasselskov er opstået, siger Helge. Da isen forsvandt i Danmark for 15.000 år siden og pionerplanterne indvandrede, var det i begyndelsen rypelyng, dværgbirk og dværgpil. Efterhånden begyndte dog de rigtige træer, som vi kender i dag, at indvandre. De kom også alle sammen nede syd fra. Der fandtes kun to veje de kunne passere Alperne, enten gennem Rhonedalen eller gennem Donaudalen, men alle var de på vej, gran, birk, fyr, eg, ask, el, bøg, osv. Den sidste, der var på vej var hassel, men der skete alligevel det mærkelige, at da træerne var nået halvvejs op i Tyskland, overhalede hasselen alle de andre. Det var nok ikke fordi hasselen var hurtigere end de andre, men fordi de blev hjulpet på vej pga. de næringsrige hasselnødder, der var gode som føde for både dyr og mennesker.

Den første af vore egentlige træarter, der således nåede herop, ud over fyr, birk og enebær, var altså hasselen, og med hasselen kommer uvægerligt egetræet. Så her i Rold Skov som alle andre steder i Danmark, har der været den mest vidunderlige urskov, bestående af hassel, eg og lind. Det flotteste skovbillede Danmark nogensinde har haft, føjer Helge til.

Vort næste stop sker henne ved det militærdepot, som ligger umiddelbart ved garageanlægget og vagtstuen. Også her kommer Helge ind på sine oplevelser i skoven. Sejre er jo altid dejlige, siger han, men nederlag er nu heller ikke værst. Jeg havde et af mine dejlige nederlag lige her. Nu følger historien om da Helge under et kondiløb fik en ubændig lyst til at se hvad der var inde i en sådan “bronzealderhøj”, som han ironisk kalder dem. En dag da døren stod åben, greb han derfor chancen til at finde på en “dum” undskyldning for at løbe ind og spørge om vej. Og så kom nederlaget da der blev svaret: “Du skal bare løbe lige ud Qvistorff, så kommer du hjem”.

Ø.P. beder nu om ordet og fortæller om låsesystemet, at der er udsat en præmie på 1 million kr. hvis man kan dirke en sådan lås op. Låsene er fra den finske frabrik Abloy, og ingen tyveknægt nogensinde har kunnet dirke en sådan op. Meget à propos skete der i de samme dage et indbrud i et tilsvarende anlæg oppe i Dronninglund Storskov. Ikke ved at dirke låsen op, men ved at skære hele låsesystemet op med en skærebrænder.

Henne ved den store kæmpehøj, hvor de døde er blevet begravede helt tilbage i bondestenalderen for ca. 4.500 år siden, fortæller Helge, at der er 7 grave. En central grav og 6 i periferien. Højen er så stor, at Helge forestiller sig at det mindst må være “Kongen af Rold”, som er begravet her. Højens placering fortæller os samtidigt at området den gang ikke var skov. Det nuværende Rebild Skovhuse gik faktisk ca. 500 meter længere mod syd, hvor den sidste høj ligger, inden vi kommer ind i det område, der har været skov fra arilds tid.

Vi skal nu over til et sted, hvor Helges “dybdeborende, indgående og videnskabelige” erfaring siger ham, at bøgen først springer ud. Og da han har været væk fra Rold Skov i 14 dage, kan det jo være at den er sprunget ud i mellemtiden.

Vores tur skal nu gå gennem St. Økssø mose og videre nord om selve Økssøen. Men lige inden gør Helge dog opmærksom på at vi kan se hen til den store bøg med navnet Ritmesterbøgen. Vi ved endnu ikke helt bestemt hvilken ritmester, der har lagt navn til netop dette træ. Helge beder fmd. bekræfte, at området har tilhørt Store Restrup gods, hvilket siger os at det sandsynligvis må være en ritmester derfra som er navnefaderen.

Nede ved søen gør vi holdt ude på den lille pynt, hvor der er meget velplaceret står en af skovens mange egetræsbænke. Da et af vore medlemmer, Tove Christensen, har medbragt en Gordon Gin flaske, (altså fyldt med vand forstås), får dette Helge til at mindes en dame, der ombord på et krydstogtskib drak 1/2 flaske Gordon Gin om dagen. To år senere mødte Helge hende igen i Schveiz, men trods det at han havde serveret for hende 4 gange dagligt i et halvt år, kiggede hun bare på ham og sagde: “Hwo are you”. Også et nederlag?

Man kan ikke undgå at bemærke, at vi befinder os på gyngende grund. Årsagen er naturligvis at stedet her er et gammelt moseområde, hvor det øverste lag består af det såkaldte “hundekød”. Først længere nede kommer den gode tørv. Helge kan således fortælle at den nærliggende gamle tørvegrav, som blev anlagt under krigen, er hele 12 m. dyb. Han tilføjer, at da man engang under gravearbejdet stødte på noget hårdt, og opdagede at dette var projektiler, som tyskerne havde smidt ned i tørvegraven, kan det nok være at arbejdet stoppede i en fart, indtil militæret kom og fik disse taget op.

Vi fortsætter nu over til “festpladsen” ved søens østside, hvor der bl.a. bliver holdt Sct. Hans bål, thi det er netop her Helges videnskabelige undersøgelser viser at bøgen først springer ud.

Det var den også – næsten.

Alle troede at der nu var frokost. Det var der bare ikke, for den skulle holdes henne i Røverstuen, (altså i hullet og ikke på kroen forstås). Det viste sig senere, at 12 trætte personer var blevet tilbage ved søen – uden at sige det til nogen. Det må man altså ikke.

For de lydige går turen nu atter ad Roldvej hen til Røverstuen, og så var tiden kommet til både at spise frokost, hygge sig og fotografere hinanden. Og endelig dukkede de 12 “frafaldne” da heldigvis også op, således at turens sidste etape kunne gå ad Røvernes Vej forbi Hestegraven og derfra videre ad Ardenvej til Arden i samlet trop.

Som lovet ved turens start var der her uddeling af vore turbrochurer. Vi har senere erfaret at den er blevet taget godt imod, idet mange har givet udtryk for at den er både flot, og særdeles professionelt sat op.