2001

Fræer Purker

Det var bare dejligt atter at komme til skovs efter en “lang” vinterpause på ca. to måneder. Søndag den 11. marts lagde 90 Rold Skov Venner ud på årets første tur, hvilket var et særdeles flot fremmøde, idet medlemmerne, af forskellige årsager, blot havde haft en enkelt uges varsel inden turen.

Vi mødtes ved Jægerslund i Skørping, men gik dog straks over til Fræer Nordre Purker, hvor Helge, som den første handling i år, startede med at drille fmd. Bare fordi han havde taget 39 minutter om at koge en grydefuld kartofler oppe på Ørslev Kloster. Men når en præst og en norsk malerinde af bar hjælpsomhed skruer henholdsvis op og ned på komfuret, så er det jo heller ikke let.

Vi er stoppet op på et sted, hvor der faktisk er en rigtig flot troldeskov. Vi har også troldeskov oppe i Vælderskov, på Ørnebjerg, i Bjergeskov, og i Rebild Skovhuse. Og så altså denne, som allerede statsskovrider Poul Lorenzen helt tilbage i 1920 havde så meget øje for – selv om den jo var Lensgrevens – at han foranledigede at den blev fredet. Helge er sikker på, at når den gamle troldeskov oppe i Vælderskov ikke mere kan klare sig, vil det blive denne, der bliver til områdets egentlige “Troldeskov”. 

Helge fortæller, at stedet også er meget benyttet af Skørpings borgere. Her om vinteren bruges det til skisport, næsten som om det var Sct. Moritz. Den megen færdsel gennem den øvrige tid af året har endda dannet nogle selvskabte kondistier, hvilke bl.a. går ind gennem et dejligt moseområde. Der skal vi også ind. Og hvor var det en dejlig naturoplevelse at passere et sådant område på en sen vinterdag, hvor disen og fugten er med til at give både farver og dufte et ekstra pift.

Vi fortsætter fra mosen over på den anden side af Fræervejen, og går et stykke rundt om Estrup Dam. Helge fortæller, at den gamle museumsdirektør Peter Riismøller havde en teori om at der tidligere har ligget en landsby med navnet Estrup, men at denne, som så mange andre, blev nedlagt efter “Den sorte Døds” hærgen i årene 1348-49. Som bekendt er vi denne gang på besøg i Lindenborgs del af skoven, og hvis vi skal karakterisere hvad det er, der gør Rold Skov så smuk, fremhæver Helge, at den for det første er så kuperet, så er det dens kilder, og så er det endelig dens moser. Disse sidste har vi set nogle af i dag, men tidligere var der dog langt flere af slagsen. Rold Skov var berømt for sine moser. Man skulle ikke gå ret langt før man kunne møde en mose. Det dejlige er, siger Helge, at statsskoven nu begynder at genskabe disse moser. Der er bl.a. tale om at Store Økssø Mose skal retableres indenfor de næste 15-20 år.

Og det vil jo være dejligt, føjer han til.

Helge slutter denne pause med at gøre opmærksom på at vi ikke fik nogen “skideballe”, jfr. turen i april 1991, da vi passerede golfbanen. Det er fordi jeg er blevet mere medgørlig med årene, siger han, nu går jeg bare forbi på vejen og ikke tværs over greenen. “Det går tilbage for ham”, lyder der en kommentar i baggrunden. Og det skal jo nok være rigtigt.

Næsten ude ved hjørnet af Fræer- og Terndrupvejen stopper vi ved et lille hus med navnet, Purkerhus. Det var her at Lindenborgs skytte tidligere boede. Det var dog mest hans kone, som Helge lærte at kende, og Helge kan fortælle at hun var et utroligt “snakkechatol”. Hun havde bl.a. kendt alle lensgrevens tre koner, men hun var også god for at fortælle om når hendes mand havde været ude på krybskyttejagt.

Dette får Helge til at fortælle om de mange krybskyttesager, som vi fandt i Viborg. Både her fra Lindenborg, og fra Statsskoven. Vi fik virkelig dokumentation for Artollerist Niels og alle hans gerninger med hjem. Der lå nemlig adskillige sager på Artollerist Niels, men det fremgår dog ikke af disse, hvor stor en skælm han egentlig var i folkemunde.

Det var f.eks. Artollerist Niels, der kom i Svikmøllen i 1929, fordi han sagde til dommeren i Terndrup: “Ål` de dyr, der er hvid` i røven, det er min`”. Hvilket de som bekendt er allesammen.

Vi husker også historien, da han blev taget i at have skudt en kronhjort, men klarede frisag ved at skyde et ekstra skud af og smøre sig ind i blod fra dyret, og derpå få skovfogeden til at hente hjælp hos doktor Bartholdy i Skørping. Imidlertid var der dog hverken Artollerist eller kronhjort at se, da skovfogeden kom tilbage med doktoren.

Eller historien da skovfogeden og landbetjenten kom ud til hans hus i Otteruphuse, og Niels næsten indrømmede at have skudt et dyr, hvorfor han blev taget med og indsat i arresten i Terndrup natten over. Den næste dag blev Artolleristen fremstillet for dommeren. Men nu ville han ikke indrømme noget som helst, og da landbetjenten spurgte hvorfor han så spildte både sin egen, betjentens, skovfogedens, og ikke mindst dommerens tid, svarede Niels: “Åh` det ska` a sej dæ`, a hår en søster her i Terndrup, å hun hår føs`daw her i daw, å så tænt` a at a ku` få gratis transport”.

Turen går nu over Terndrupvejen op mod det flotteste stykke stævningsskov vi overhovedet har i Rold Skov, hvilket ikke er en overdrivelse. Det er et virkelig flot stykke natur, og derfor også lige stedet for at holde frokostpause.

Til orientering for deltagere, som måske ikke har været her før, benytter Helge da også lejligheden til at forklare forskellen på at styne og stævne. Ved styning foregår beskæringen som bekendt i toppen af træerne, og ved stævning sker det nede ved roden. Træerne her på stedet er de såkaldte Rold Skov bøge, som har den evne, at de kan skyde op fra roden med mange stammer. Ved at gå lidt rundt i området, kan man finde eksemplarer, som har op til mellem 25 og 30 stammer fra samme rod. Nogle af dem er endda vokset op på den måde, at de har dannet en del øjer. Alt sammen en følge af hårdhændet behandling fra menneskene, samt dyrenes afgnavning af de nye, friske skud.

I Jægersborg Skov, som vi besøger i dag, findes der også et område, der kaldes Stougaards Ege. Her minder Helge os om at se ned, hvis man står ved nøgne træer og er tvivl om arten, det gamle visne løv fortæller hvilken art det er.

Stougaard kom til Lindenborg distrikt som skovrider efter skovrider Weismann, der var kendt som en meget dygtig forstmand. Weismann var imidlertid blevet uvenner med Lensgreven efter en episode, hvor han ikke havde efterkommet en ordre om at fælde et bestemt træ. Lensgreven påtalte dette, hvortil Weismann svarede: ” Det går over min forstlige ære at fælde det træ”. “Ja, og det går over min lensgrevelige ære at have en skovrider, der ikke gør som jeg siger”, sagde Lensgreven. “De er fyret”. Og så var det samarbejde forbi.

Helge fortæller herefter historien (her gengivet i den korte version) om hvordan han kom i kontakt med den ellers så tilknappede skovrider Stougaard ved hjælp af et maleri. Skovrider H.P. Stougaard boede nede i det tidligere lensgrevelige enkesæde, Jægerslund, hvor vi netop har mødested i dag. På et tidspunkt havde Helge brug for at få noget at vide om Røverne fra Rold, og da Stougaard nok var den, som vidste mest om dette emne, søgte Helge og fik da også foretræde for Stougaard på dennes kontor.

Stougaard var dog meget forbeholden, men tilfældet gjorde at Helge kom til at rose et stik, som var lavet efter et maleri af en lille skovsø. Dette bevirkede, at Stougaard nu blødte så meget op, at Helge blev inviteret med ind til kaffe i privaten. Her hang nemlig det originale billede, og Helge fik nu en lang historie om hvordan det var blevet anskaffet, og fra den dag var de to mænd blevet fine venner.

Resten af turen går herefter gennem den nordlige del af Jægersborg Skov, der også kaldes Fræer Purker. Men da vi når ud til den vestlige gennemgående grusvej, kunne halvdelen af holdet dog ikke styre sig for at gå op og se til Marilyn Monroes attributter, mens den anden halvdel pænt gik ned og ventede ved deres biler. Hvilket hold var Helge mon på?