2000

Rebild Nordre Bakker – juletur

Man må ikke forurene Ravnkilde. Mere herom senere.

Atter i år skulle vores forholdsvis korte juletur udgå fra den store p-plads i Rebild, hvor der efter den sædvanlige snak, velkomst og optælling, tilmeldte sig 105 personer til den utraditionelle julefrokost, som vi nu for 3. gang skulle holde på Røverstuen.

Også denne gang måtte fmd. være turleder pga. stadige helbredsmæssige problemer for Helge. Helge mødte dog op for at hilse på deltagerne fra morgenstunden, ligesom han også gav dem tilsagn om at komme igen for at være med i den efterfølgende sammenkomst.

Vi havde valgt at traveturen denne gang skulle starte med at gå gennem Rebild Nordre Bakker ned mod Lindenborg å, derfra videre mod nord og gennem Nørreskov retur.  

Det første stykke ned gennem Pallisdal blev en våd affære. Ikke fra oven, men pga. en idelig regn i dette efterår, vil bunden af en sådan dalkløft uvægerlig blive til lidt af et bundløst ælte. Alle slap dog nogenlunde rene og pæne frem til foden af dalen, hvor vi gør vort første stop, da der på dennes sydlige side ligger en uanseelig bunke sten, som vi skal høre lidt nærmere om. Men først vil vi dog beskæftige os lidt med selve Rebild by, da denne nu er blevet vort faste udgangspunkt for vore juleture. Selv for Helge har Rebild været ukendt land, men han er dog så privilegeret, at han engang fik en aftale med Jens Ørnebjerg om at de sammen skulle gå byen igennem, for at Helge kunne lære at kende hvilke beboere, der boede i hvilke huse. Det havde dog trukket ud i lang tid inden de fik fastsat en dag til denne ekskursion, hvor Jens Ørnebjerg bl.a. fortalte, at i gamle dage da Rebild ikke var så stor som den nu var, havde der boet omkring 200 originaler i byen. Nu boede der ca. 1000 mennesker, og ikke én var original. Man kan med god ret sige, at et sådant samfund hermed var blevet ikke så lidt fattigere. Det hører med til denne historie, at Jens Ørnebjerg døde dagen efter at de havde gået denne tur. Det er somme tider godt at få noget udrettet mens tid er. Her kunne det meget let være blevet for sent.

Hvad var det så, der er så interessant ved en lille bunke sten, der næsten er dækket af nedfaldent løv? Jo, der er knyttet en masse magi til disse sten, for det er lige her, at heksen Dannie Druehyld kaster “drøskåst”, som man siger på jysk. Det siges, at hvis nogen hænger sig i en skov, vil vedkommende ikke finde hvile i hverken himmel eller helvede, men må så i stedet husere her til evig tid. Også her i Rold Skov skulle man kunne møde en sådan genganger, som vil prøve at skræmme èn. Dette kan dog imødegåes ved at lave et såkaldt kast, eller som sagt, på jysk et “drøskåst”. Dannie Druehyld anbefaler enhver at lægge en lille sten på bunken, for så manes spøgelset ned i den magiske høj så man ikke farer vild. Det er nemlig dét spøgelset vil. Jage dig vildt og panisk rundt i skoven.

Fra drøskastet er der ikke langt til Ravnkilde, hvor der jo var noget med at undgå forurening. Med andre ord, man skal gå på de udlagte trædesten, og ikke som Birgit lægge sig på tværs af kilden i sin fulde længde. Godt nok har vi et mildt efterår, men derfra og så til at tage bad på denne årstid, er der da også et stykke vej. Det var så den tur for Birgits vedkommende, for selv om hun før har “optrådt” med lignende numre, var det dog bare med at komme hurtigt tilbage og få nogle tørre trusser på.

For de tilbageblevnes vedkommende, benytter vi lige lejligheden til at repetere vor viden om de tre forskellige former for kilder vi har i Danmark. Ud over sumpkilden, som Ravnkilde er et fornemt eksempel på, findes der også strømkilder, hvor vandet, som her i skoven strømmer direkte ud fra kalken, og endelig er der bassinkilder, som f.eks. Store Blåkilde.

Nu vil nogen måske hævde, at vi også har en springkilde ovre i Vestskoven. Det har vi ikke. Den er dét, man kalder en artesisk brønd, hvor man blot får vandet til at springe ved at slå et rør ned i grunden, således at trykket fra de nærliggende bakker presser vandet højt ovenud af røret. Derimod findes der nogle naturlige springkilder i Sverige.

Desværre er vore kilder ikke allesammen 100 % rene mere. Det kan vare helt op til 50 år før regnvandet bliver til kildevand, og som en indikator for en begyndende forurening, kan man nu desværre begynde at måle nogle radioaktive isotoper, der stammer fra de tidligere atomprøvesprængninger ude på Bikini Øerne.

Der er på mange måder “forbindelse” mellem Ravnkilde og den nærliggende Bundgård. En af disse var gennem den berømte krybskytte Lars Kjær. Lars havde ofte arbejde som daglejer på Bundgården, og en del af lønnen var en lille spand mælk, som han hver dag bragte med hjem til konen, Marie. En dag, da han som sædvanligt skulle krydse Ravnkilde ved at balancere på trædestenene, var han, ligesom Birgit, så uheldig at miste fodfæstet. Mælken røg lige lukt ned i Ravnkildes klare vand, men resolut og lynhurtigt fyldte han spanden med “mælk” fra kilden hvor vandet var mest hvidt.

Uden at fortælle Marie om uheldet, gav han hende mælken. Da hun skulle bage brød, blev det klart for hende, at mælken mildest talt var tynd og ubrugelig til det forehavende, hvorfor hun skældte ud over, at folkene på Bundgården ville give dem så dårlig mælk. Så måtte Lars gå til bekendelse og fortælle, at det var hans skyld, at mælken var så tynd.

Lars var en djærv og stovt himmerlænding, der havde et gemyt, som gjorde at han ikke var til at bringe ud af fatning. Men da der alligevel som her var sket noget, der havde rystet ham lidt, så sagde han bare roligt: “Kjålen brænder!”. Altså, kilden brænder.

Lige på nord for Bundgård ligger der en brink, hvorfra der er et flot skue ud over ådalen, og som så ofte før, kommer man let til at filosofere over hvorledes de første stenalder- og senere bronzealdermennesker kom sejlende nordfra, og søgte ind til dette sted. Ådalen var da en stor fjordarm, som skar sig ned oppe fra Limfjorden, ja, helt op i 1500 tallet var den betydeligt bredere end i dag. Her må de have fundet sig et paradis. Her var vidunderligt kildevand, vildt i massevis, ænder og gæs der søgte ind til kilderne om vinteren, og så var der tillige alt det tømmer, som de skulle bruge.

Dette folk bredte sig senere op over Rebild-bygden og videre ind midt i skoven forbi Rebild Skovhuse til ca. 1/2 km. syd for Store Økssø. Hvordan kan man så vide alt dette? Jo, for her stopper de gamle stendysser og jættestuer, samt bronzealderhøjene pludseligt op. Syd for dette område er skoven urørt. Først i den sydligste del af skoven ved Arden dukker de atter op. Turen fortsætter nu langs Sibjerg op mod Nørreskov. Det er her man kan se nogle særprægede bøgetræer, hvor stammerne står helt ude i den vestre side, fordi vinden har formet grenene således, at 3/4 af træet rækker langt op ad bakken, og det endda uden at grenene på noget sted rører ved jorden.

De to stednavne på henholdsvis bakken og grusvejen, som går ned mod ådalen, Sibjerg og Simon (med tryk på de sidste stavelser), kan måske for nogen synes ejendommelige. Gamle Peter Ørnebjerg mente dog at de var såre logiske, hvis man ser det i relation til Gravlev Sø. Da betyder disse navne ganske enkelt, Søbjerget og Sømundingen.

Inde i Nørreskoven svinger vi straks til højre, således at vi kommer op forbi skovløberstedet Langerumhus. Det var her vi engang var lige ved at komme galt afsted, fordi vi havde stoppet op for tæt på huset for at kunne nyde vores medbragte gløgg og småkager. Vi fortsætter derfor direkte hen til spejderhytten ved de to gravhøje, således at Käthe i Birgits fravær kan få krævet det nødvendige turgebyr op.

Det herlige ved en sådan skov med masser af små skovveje er, at disse også kan bruges til at regulere på tiden, når man som i dag har en fast aftale med Røverstuen i Rebild. Vi går derfor atter mod nord til Bundgårdens Kirkevej og svinger ad denne til højre ud til selve Rebild Kirkevej. Her tager vi en lille pause hvor vi, som den sidste historie i dag, skal høre lidt om et af de træer, som var med i konkurrencen om at blive Danmarks nationaltræ.  

Det blev egen, der vandt over Bøgen som Danmarks nationaltræ. Så lad os derfor hellere høre om en anden værdig aspirant til denne titel, nemlig asken, som var ikke mindre end det træ, der var verdenstræet “Yggdrasil”. Ganske vist har vi hørt denne historie før, men da der til stadighed er nye medlemmer med på vore ture, vil vi alligevel genopfriske den korte version af vores gamle asetro, som lyder nogenlunde således: “Yggdrasil stod lige midt i verdens centrum, og havde en kæmpemæssig stamme, som gik ned i jorden til tre livgivende kilder, og dets krone var selve himmelhvælvet, hvorfra der dryppede vidunderlig nektar ned på jorden. Det var omgivet af Asgaard, Midgaard og Udgaard, hvor henholdsvis guderne, menneskene og jætterne boede. Alleryderst lå så verdenshavet, hvor den frygtelige Midgaardsorm holdt til. Når ragnarok satte ind ville verdenstræet brænde og få jorden til at synke i havet. Men verden vil dog genopstå i perfekt form, hvor nogle få mennesker og guder vil overleve”.

Når man hører en sådan beretning, kan det ikke andet end give stof til eftertanke. Ligner dette i grunden ikke mange andre religioner, hvor der også er mennesker som håber på at være dem, der vil overleve dommedag og få evigt liv?

Af denne korte “appetitvækkertravetur”, var der nu blot tilbage at vandre ad kirkevejen ind til Røverstuen i Rebild, hvormed denne første del af julearrangementet var slut.