2000

Madum Sø

De meldte regn, masser af regn. Vi fik heldigvis dårligt nok så meget som en dråbe, men de dystre forudsigelser bevirkede dog, at der “kun” mødte 62 personer op til turen omkring Madum Sø og ind til Langmosen søndag den 12. november. Det “lave” deltagerantal havde dog den fordel, at der så heller ikke var så mange, som blev skuffede, idet Helge pga. mange foredrag og dermed mindre tid til skrivearbejdet med årets sidste bog, havde måttet sende afbud og lade fmd. overtage ledelsen af denne tur.

Vi starter turen med at gå søen venstre rundt, således at vi ret hurtigt kommer frem til KFUM og KFUK-spejderhytten Næsgården. Både denne og det nærliggende Madum Søhus, som vi endnu lige kan skimte imellem træerne, vækker minder hos flere af vore deltagere. Nogle af os havde været på lejr i disse hytter helt tilbage i tredive- og fyrrene. Da Madum Søhus ophørte med at være spejderhytte, var dette i en periode indrettet som restaurant. Denne blev dog senere nedlagt, men der har været tale om at den måske skal etableres igen, hvilket da kun ville være særdeles hyggeligt.  

Fremme ved søens nordvestligste “hjørne” kan man se ud over markerne mod Asp Hede og landsbyen Rauf. Dog ikke helt tydeligt, for her er der et eksempel på hvorledes et areal vil springe i skov, hvis det ikke bliver plejet. Vi ved at dette område har set anderledes ud, fordi Achton Friis og Johannes Larsen i bogen “De jyders land” netop har beskrevet dette sted som en hedestrækning. Et andet eksempel på noget lignende ses ovre i Siem og Hellum skov, men her er der dog tale om at skoven blev plantet fordi jorden var uegnet til landbrug.

Kort efter dette stop når vi ud på Aspvejen, som vi nu må følge en tid lang, da der er opsat et hegn ind til den strækning hvor godset selv har sit sommer- fiske- eller jagthus. Vi når dog frem til p-pladsen i søens vestside, hvor der står resterne af et stort æbletræ. Det er det eneste minde om skovløberstedet, Grønhalehus. Det fortælles om en af dettes beboere, Carl Møller at denne ikke gik af vejen for en tår til tørsten. Da han fyldte 75 år kom der mange gratulanter og flaskerne hobede sig op på gavebordet. Den himmerlandske lune fornægtede sig da heller ikke da en af gæsterne sagde til ham “Sikke mange flasker du har fået”. Ja, svarede Carl Møller – Jænne nøtti ting”.

Nu er det jo sådan, at skellet mellem Lindenborg og Willestrup godser bl.a. går gennem både Madum sø og Langmosen, hvilket får vores medlem Hans Jørgen Poulsen til at fortælle lidt om sine barndomsminder. Hans Jørgen havde sin drengetid i Støvring, hvilket bevirkede at han fik et godt kendskab til området ned mod Rold Skov, idet de brugte meget at tage her til Madum sø for at bade. Hans Jørgens far havde en lille lastbil, som han engang imellem forsynede med bænke og sidefjæle oppe i ladet, således at alle de af gadens unger, der ville med på turen, bare kunne sidde op.

Hans Jørgen fortæller, at de dengang aldrig var i tvivl om hvor skellet var, for når vi kom til Willestrups del var alle husene nemlig malet blå.  – Så når al ting bare var blåt, så var man i Willestrup. Det var man sikker på, føjer Hans Jørgen til.  

Vort næste stop sker lige før den del af Kærbjerg skov som kaldes Rytterkrattet. Et navn, som stammer fra den tid hvor stedet var samlingssted for de soldater, som kongen pålagde egnens daværende herremænd at udskrive i begyndelsen af 1700 tallet. Vi er jo dermed tilbage i tiden omkring stavnsbåndets indførelse i 1733.

Vi skal dog høre lidt om Madum sø, som i virkeligheden er et kæmpestort dødishul. Søen får formodenlig sit vand tilført fra et væld nede på søbunden. Men selvom en lang række dykkere har afsøgt denne for et sådant, er det dog ikke lykkedes at finde dette. Det betyder dog ikke at det ikke er der, idet det sagtens kan være skjult af vegetationen.

Man kender heller ikke søens afløb helt nøjagtigt, men sandsynligvis sker dette til Store Blåkilde, da både sø og kilde er forbundet gennem stedets store grundvandsmagasin. Blåkilden er dog så vandrig at den også må få sit vand tilført andre steder fra.

På stille dage med blå himmel og høj sol siges det at man kan se den gamle ridderborg, Madumgård ligge nede på bunden af søen.

Denne store borg skulle engang have ligget ude på en holm midt i søen, men den forsvandt med både mure, befæstninger, tårne, kanoner, og det hele da præsten fra Astrup engang manede den i jorden. Årsagen var, at borgherrens døtre havde bedt ham om at komme for at forrette en død. Men da præsten kom, lå der i stedet en hvidklædt gris i sengen. Dette blev præsten så vred over, at han tog den grusomme hævn at mane borgen i jorden, hvor den altså stadigvæk ligger. Og dette skulle være ganske vist.

Lige nord for landsbyen Akselterp passerer vi stedet hvor Niels Erik Vangsted sammen med 11 kammerater var i aktion den 18. august 1943. Men da flyveren hvorfra de skulle modtage en nedkastning måtte cirkle over stedet 3 gange, blev denne opdaget af radaren ude på “Bette Berlin”. Dette havde til følge at tyskerne var klar over at der var noget på færde, hvorfor disse kørte ud for at se hvad det var, og da modstandsfolkene samtidigt uheldigvis kørte en anden vej tilbage end den sædvanlige, blev disse snart efter lokaliseret af de tyske soldater, som nu optog en forfølgelse af dem. Alle 12 mand nåede helt til Skørping, men oppe ved Hollandhus blev de dog indhentet. 10 mand slap væk, mens Niels Erik Vangsted blev dræbt på stedet og Poul Edvin Kjær Sørensen blev taget til fange og henrettet 10 dage senere som den første danske modstandsmand. Disse begivenheder var stærkt medvirkende til at danskerne fra da af totalt ændrede holdning til den tyske besættelsesmagt.

Stedet for den omtalte nedkastning var faktisk meget velvalgt. Det lå naturligvis ude i det åbne land, men det var omkranset af skov og havde tillige søen som et godt kendemærke for flyene.  Området anvendes stadigvæk til landbrug, eneste forskel er, at den tidligere omtalte højspændingslinie til Randers nu går hen over området. Disse topografiske forhold bevirker dog, at det er meget koldt at være her i dag pga. den skarpe vind, hvorfor vi straks fortsætter direkte over Madum Søvej og videre ind til udsigtspunktet ved Langmosen for at holde frokost.

Den store Langmose, der dækker ca. 27 ha. er en såkaldt højmose. En sådan højmose bliver opbygget i løbet af mange tusinde år på et sted, hvor der tidligere har været en lavning i terrænet. De døde plantedele bliver efterhånden omdannet til et så tykt lag spagnum, at de nederste lag bliver vandstandsende, og således ikke mere har forbindelse til det næringsrige grundvand. Mosen får herefter kun tilført regnvand, men da tørvemosserne har en meget stor evne til at suge vand, vil de midterste partier stadig vokse i tykkelse, og dermed danne en højmose. For Langmosens vedkommende drejer det sig om ca. 5 meter. Da dette tykke lag af spagnum indeholder pollen fra hele den lange tidsperiode, har man dermed også mulighed for at fastslå hvilke træarter, der har levet her på stedet. I dag er Langmosen fredet, og al uønsket plantevækst er fjernet.

Selvom vi atter er kommet til skovs, er det dog stadig koldt at sidde stille. Der var f.eks. ikke nogen, som satte sig oppe på den store træstamme lige for enden af mosefladen. Vi fortsætter derfor turen gennem de fine nobilisgraner direkte ned mod p-pladsen, men undervejs skal vi dog høre den sidste historie om nogle mennesker, som virkelig har ligget nederst på samfundets rangstige.

Det var nemlig her i nærheden af Madum Sø at den fattige træskomand, m.m. Hans Kristen Lund, eller “Lun-Hans”, som han kaldtes, boede sammen med sin datter, Jensine i en simpel jordhytte, der var bygget direkte ind i siden af en brink.

Engang da folkemindesamleren Evald Tang Kristensen kom på besøg lå Hans i en seng, der ikke var udstyret med nogen form for dyner, men kun gamle sække og klude.

Hans kom dog op, og da de skulle spise skar Jensine en mellemmad af to forskellige brød til sig selv og faderen, hvilket undrede Tang Kristensen meget. Men sagen var den, at Hans var på sognet, og den kone henne i Akselterp, der havde vundet liciteringen og fået leverancen af brød, ikke tog det så nøje med om hønsene sad på kanten af dejtruget og klattede ned i dette.

Ja, de gode gamle dage var nok ikke så gode for alle endda.

Hermed var turen slut. Det gik da vist også nogenlunde uden Helge, men helt det samme, det er det altså ikke.