2000

Sønderskov og Hesselholt skov

100 ganges jubilæumstur.

Egentlig kunne man lige så godt læse om denne tur i Nordjyske Stiftstidende, men da avisen jo trods alt ikke får det hele med, må vi hellere gentage historien her.

Da denne tur skulle være en rigtig Rold-Skov-tur, var dennes udgangs- og slutsted henlagt til bålpladsen i Grøndalen, hvorfra vi ville gå gennem Sønderskov, passere forbi St. Økssø mose, videre gennem Hesselholt skov, og derfra under banen op til bålpladsen i Tvillingskov. Mere “Rold Skov” kunne det vist ikke blive.

Vi stopper første gang lige efter at vi er gået forbi Bitte Hedekrog. Her indleder Helge turen med at fortælle om Rebild Skovhuse. Både om den geografiske udstrækning, og om hvordan Bette Evald har beskrevet området, da dette bare lå hen som hede. Helge fortæller også, at Bitte Hedekrog oprindeligt var aftægtshus for en nærliggnde bondegård, hvilken dog er blevet nedbrudt engang i tresserne.

Stedet var i mange år beboet af den navnkundige hegnsskytte, Hede Knud, om hvem der går så mange muntre historier. Bl.a. den følgende, der udspandt sig i en lille iskiosk lidt længere nede ved St. Økssø. Den kendte kromand på Rebildhus, Frimuth Engelst tog ofte selv ud for at passe denne iskiosk, når han trængte til at komme lidt væk fra gæster, personale, kone og børn osv. osv. Her kunne han nemlig sidde og spille kort, samt få sig nogle kaffepuncher med Hede Knud og et par af de andre beboere på egnen.  

En dag, hvor de fire mænd således sad i iskiosken og spillede whist, kom der, med store fagter, løbende nogle mennesker, som råbte at Hede Knuds tyr var blevet uvan og var løbet ud. Hede Knud rejste sig dog blot op og gik lige så stille og roligt ud for at finde sin tyr, og da han en halv times tid senere kom tilbage, satte han sig bare ned, tog sine kort og sagde: “Hvis tur var`et til at gi`?”

Selvfølgelig må vi da også lige høre om hvordan Hede Knud som hegnsskytte sendte kone og børn ind i skoven for at klappe dyrene ud på sine egne marker, hvor det var fuldt lovligt at skyde dem. Og selvfølgelig må vi også høre om da konen fra Kyø Skovhus “pest” i Knuds træsko engang han sad gemt i sit skydehus, der var skjult under en stor gran lige i skovtykningen.

Vi fortsætter nu langs hegnet til Obels hus ad den sti, der fører os lige ned til Store Økssø. Det er også her vi møder “Det gamleste Træ”. Dette er et af skovens karakteristiske træer, som er beskrevet i Helges bog, “Navnkundige træer i Rold Skov”, hvilket får ham til at reflektere over, og fortælle om, at der allerede er tre træer borte af de, der er beskrevet i bogen; “Den store Bøg”, “Dødemandstræet” og “Laus Gades Bøg”.  

Her var det så at den lille dreng, Lasse kom med dagens bemærkning, idet han kikkede op på Helge med store øjne og sagde, “Hvordan ved du det”. Hvad svarer man til et sådant spørgsmål, hvis det skal være med en rask replik? 2-0 til Lasse.

Helge fortæller også, at det var Hede Knud, som helt tilbage i fyrrene solgte den grund, vi lige er gået forbi og nu står neden for, til fabrikant Frederik Obel. Frederik Obel byggede derpå sit røde hus på denne ejendom, som stadig er i familiens eje.

Vi går nu vesten om tørvegraven ved Store Økssø og derfra videre gennem den nu tilplantede Store Økssø mose. Terrænet er dog stadig af en sådan karakter, at man skal se godt efter hvor man går, og ikke som Ø.P. være sikker på, at der ikke er blankt vand under det nedfaldne løv.

Et sådant overmod kan nemlig koste en våd sok.

Helge siger, at det var meget imod Jens Hvass` vilje, at mosen skulle tilplantes under krigen.

Dette var også synd, men nu taler man dog heldigvis om at mosen skal retableres igen. Vel gennem mosen går vi nu mod syd ad Ritmestervej, hvor Helge på et tidspunkt stopper op for at fortælle om det at gå på jagt. Vi husker hvordan Helge for at kunne deltage i statsskovens fire officielle jagter blev pålagt at skulle tage jagttegn. Men da han alligevel ikke kunne nænne at skyde dyrene, men altid havde en undskyldning for ikke at gøre det, blev han til slut ikke mere inviteret til at deltage i disse jagter.

Det er faktisk lige på det sted, hvor en tandlæge fra Aarhus engang demonstrerede hvad det vil sige at være en fin jæger, at Helge er stoppet op. Under en jagt var der blevet skudt adskillige gange efter et ganske ungt rådyr, uden at det dog var blevet ramt. Tandlægen stod lige ved en lille grøft, som det forskræmte dyr kom løbende ned imod, og åbenbart ikke havde set. Dyret faldt ned i grøften, og intet havde været lettere end bare at skyde det, men lige idet det faldt skød tandlægen bare op i luften. Flot gjort og en demonstration af hvad det vil sige at være en fin jæger. Kampen havde været for ulige.

Fra den skovvej, der bærer skovrider Hintz`s navn, går der en lille stikvej ind til en lokalitet, som er tilplantet med store douglas- og sitkagraner. Disse kæmper er blandt skovens største træer, og området bliver af skovarbejderne kaldt Jætternes Baghave, fordi man mener, det må være kæmperne fra den nordiske mytologi, der har gået og trukket træerne i toppen og dermed givet dem deres enorme højde.

Træerne blev plantet tilbage i 1883 af daværende forstråd H.J. Hansen. Sådanne store træer repræsenterer ikke kun en æstetisk værdi, men i meget høj grad også en økonomisk værdi. Buderupholm Statsskovdistrikt har bl.a. solgt sådanne gamle douglasgraner til skibsmaster, møllevinger og et nyt gulv til Sønderborg slots riddersal.

Der må nu være noget om snakken, om det med de nordiske jætter, for hvor er vi mennesker dog små mellem disse skovens kæmper.

Det er nu blevet så langt op af dagen, at tiden nærmer sig for at søge over mod bålpladsen i Tvillingskov på østsiden af jernbanen. Og hvad vore 123 deltagere, bortset fra turudvalget, ikke ved, er at vi vil fejre vort arrangement nr. 100 med kagemand og tilhørende sherry, samt at vi har inviteret pressen til at overvære denne lille, men for os store seance.

Turen går derfor nu tilbage ad Hintz`s vej, videre forbi Røverstuen og Hestegraven ud til Ardenvejen, den gennemgående grusvej langs vestsiden af banen. Vi må dog finjustere lidt på tiden af hensyn til pressens ankomst, hvilket Helge klarer som en mis ved først at stoppe op ved udsigtstårnet ved Lille Økssø mose, for derefter at gå vild et par gange eller tre.

Selvom Birgit og Hanne i forvejen havde anbragt et bord, samt plantet nogle små dannebrogsflag i skovbunden, skulle der nok et vågent øje til at se, at vi ikke bare skulle holde en ganske almindelig rast oppe på bålpladsen, hvorfor folk som sædvanligt bare fandt sig en god plads til at tage denne kombinerede spise og hvilepause på.

Men pludseligt blev der dog åbnet for godterne, idet det omtalte bord nu blev dækket med både dug, sherry og fire store kagemænd. Vores 100 ganges tur skulle nemlig fejres på behørig vis, som var det en stor fødselsdagsfest. Og ikke nok med det, vi havde også inviteret pressen til at overvære denne markering af vort virke, hvilket glædeligvis også blev imødekommet med, at journalisten, Claus Smidstrup og fotografen, Per Kolind fra Nordjyske Stiftstidende begge mødte op. Vi kan heller ikke sige andet, end at vi fik en fin dækning. Et billede på forsiden af selve avisen, og en stor artikel med tre billeder på forsiden af Himmerlandssektionen.

Til en rigtig fødselsdagsfest hører der også et par taler. Disse blev indledt med at fmd. kunne bringe en hilsen fra statsskovrider Uffe Laursen, som desværre var bortrejst på denne dag. Vi hørte også nogle betragtninger om foreningens formål, og om hvor langt vi egentlig har gået sammenlagt på alle disse ture. En sådan dag giver også anledning til at gøre status over hvad vi egentlig har foretaget os. Vort virke handler jo først og fremmest om Rold Skov, men her ud over har vi også foretaget os mange andre ting. Tre weekends, ture til dejlige og spændende lokaliteter, både i og udenfor Himmerland, og ikke mindst, vores store Harzenrejse, hvor turens højdepunkt helt bogstaveligt var at bestige Bloksbjerg.

Der er al mulig grund til at sige tak for alle de gode oplevelser vi har haft sammen. Således skal vore medlemmer også have tak for at de altid møder så trofast op, men også tak til hele turudvalget for indsatsen på hvert jeres område gennem de mange år. Sidst men ikke mindst, en stor tak til Helge. Vi er jo så heldige at have alletiders turleder, der har beriget os med så mange gode naturoplevelser, og endda oplevelser der ofte er blevet krydret med sælsomme historier og morsomme anekdoter.

Fmd. sluttede sine ord med at bede alle om at rejse sig, således at vi sammen kunne udbringe et trefoldigt leve for Rold Skovs Venner.

Herefter tog Helge ordet og indledte sin tale med at understrege, at vi Rold Skovs Venner er blevet som en stor familie. Og som et eksempel omtaler han den måde vi arrangerer vore ture på. Herunder bl.a. om det at gå vild, hvilket er noget som medlemmerne efterhånden har vænnet sig til. Der er ikke længere nogen, som bliver sure eller kommer med bemærkninger om det.

Og tænk jer, tilføjer han, så har vi en bestyrelse, der er selvvalgt og selvsupplerende, men som så til gengæld alle 100 gange har betalt det samme beløb som alle andre for at deltage i turene. Og overskuddet af de penge, som betales både af bestyrelsen og alle I andre går, som I ved, fuldstændig ubeskåret til jer selv. Der er ikke nogen, der bruger dem til noget andet. Det er da egentlig en fantastisk forening at have. – Tillykke med det.

Efter disse indlæg bredte der sig, som vanligt megen munter snak, men på et tidspunkt må vi dog bryde op. Helge skulle skynde sig hjem, Birgit og Hanne skulle rydde op, og fmd. skulle snakke færdig med pressen inden han kunne lede holdet ad de kendte veje forbi Mosskov, St. Økssø, Økssøhus og Hedekrogen tilbage til Grøndalen.

Alt i alt må vi sige at det var en dejlig dag. Vejrguderne var med os, folk mødte talstærkt op, traktementet var hyggeligt, og ikke mindst mødte pressen op således at vort virke nok engang, mindst den femte, kunne blive indskrevet for evigt i denne fremtidige historiske kilde. Vi har tidligere haft den glæde, at få en hel sektionsforside i anledning af vores tur nr. 25, en kronik i anledning vores 10 års jubilæum, en flot artikel i anledning af samme jubilæum, og en hel side i anledning af vores tur til Harzen. – Ud over dette, har vi dog også været omtalt flere gange i forbindelse med andre artikler i diverse bøger og blade, og det er jo alt sammen ikke så ringe endda.