2000

Store Arden Skov

Det blev til en rigtig hyggelig Rold-Skov-tur. Som noget gammelkendt, havde vi fastsat at ppladsen ved Mosskov Pavillonen skulle være det første mødested efter sommerferien, men hvor utroligt det end lyder – som noget nyt skulle denne tur foregå i et for os delvis ukendt terræn, hvilket vil sige i den sydlige del af Store Arden Skov.

Efter en lørdag med styrtregn var det nu blevet et så fint vejr, at der mødte hele 67 deltagere op, hvoraf de 4 dog tog en alternativ tur rundt om St. Økssø, mens resten af flokken startede med at gå op på “Den nedstyrtede flyvers plads”.

Her fortalte Helge meget dramatisk om hvordan en tysk flyver var styrtet ned, og om hvordan den havde foranlediget en efterfølgende brand. Efter en kort afbrydelse med formaning om at tale sandt, fortsætter han dog ufortrødent med at fortælle om de mange historier, der har gået om sagen. Helge siger, at han også forskede i sagen for at finde ud af hvilken type maskine det var, hvad de ombordværende mennesker hed osv. osv. Historierne om nedstyrtningen var dog meget forskellige. Mange vidste at det var en tysk maskine, og der var endda folk, der havde set hvordan den med et brag afgav en masse røg oppe i luften.

Historierne om maskinen var altså meget forskellige, og efterhånden blev Helge klar over, at der i virkeligheden ikke var nogen som egentlig vidste noget om det, indtil en dag hvor hans nabo Frederik Als også nævnede den nedstyrtede flyvers plads. “Kan du også huske noget om det?” spurgte Helge. “Ja, det kan jeg da, for jeg var selv med til at sætte den op” var svaret. Sandheden var nemlig den, at Jens Hvass i forbindelse med en stor spejder-samariterøvelse fik en gammel maskine transporteret herud i skoven oppe fra Aalborg lufthavn, mod til gengæld at levere noget træ for transporten. Dette blev en meget realistisk samariterøvelse med masser af blod og dramatik. Et effektfuldt indslag, som spejderne fik en stor oplevelse ud af. Efter øvelsens afslutning blev flyvemaskinen stadig liggende her på pladsen i mange år, men efterhånden blev det meste af den stjålet stump for stump, hvorefter resterne til slut blev kørt væk. Sporene efter øvelsen er altså borte. Men minderne lever i navnet

Det er faktisk først lige syd for dette gamle øvelsesområde, som nu er blevet til bålplads, at vi bevæger os ind i Store Arden Skov, og hermed altså også ind på Lindenborg distrikt. Vi befinder os også hermed i en del af Rold Skov, hvor der altid har været skov. Det er først helt nede i den sydlige ende, at der har boet mennesker, hvilket kan ses på, at man her kan møde både kæmpehøje og en langdysse. Denne del af skoven er et område hvor der meget sjældent kommer mennesker, måske ikke den smukkeste, men jeg giver fmd. ret i at dette er en rigtig “Rold-skov-tur”, føjer Helge til.

Da vi nu er i et af Lindenborgs områder af skoven, er dette også en god anledning til at høre lidt om godsets historie fra da Heinrich Carl Schimmelmann købte dette tilbage i 1762. Helge fortæller om hvordan Schimmelmann byggede sit imperium op og skaffede sig store rigdomme, bl.a. ved salg af Meissener porcelæn. De ældste medlemmer af familien Schimmelmann er dog gået over i historien på både ondt og godt. Heinrich Carl Schimmelmann tjente nemlig også penge ved fremstilling af krudt og våben, mens sønnen, den senere statsminister Ernst Schimmelmann var med til at afskaffe slaveriet, samt ophæve stavnsbåndet for bønderne og give dem bedre levevilkår.

Vi hører også noget om denne skovs bevoksning af lærk og gran, hvor lærken klarer sig bedst fordi den tåler både fugt og kulde bedre end gran. Ingen af dem er dog noget dansk træ, idet begge blev indført for alvor i slutningen af 1700 tallet.

Denne snak får også Helge til at fortælle om “Figur 8”, som er et lærketræ der står ovre i Grib Skov. Dette træ har fået sit ejendommelige navn, fordi den i ældre lærebøger for forstfolk altid blev betegnet som fig. 8. Man brugte nemlig den gang, at man altid i brødteksten henviste til billeder og tegninger som fig. det og det.

Da vi når lidt længere frem på ruten, stopper Helge op ved resterne af et gammelt skovdige. Han beklager, at der ikke i tidernes morgen har været nogen, som har beskrevet Rold Skovs historie. For så ville vi have vidst hvorfor der findes lige akkurat et sådant dige, som det vi netop nu står ved. Diget danner en ikke særlig stor firkant, og Helge tror at det helt afgjort har været en såkaldt hestehave, hvor man kunne have hestene gående ude om sommeren. Hvorfor det ligger midt inde i skoven, kan man godt undre sig over. Men da diget fortsætter længere ind i skoven, kunne dette tyde på at det er kommet til da skovene skulle inddiges i 1806.

Man havde 8 tilsvarende hestehaver ovre i Grib Skov, hvor man havde kongens særlige fine Frederiksborg-heste gående. Her var der en hestehave for hver farve, som hestene havde. Bl.a. var der en vang, som kun havde isabellafarvede heste.

De sydligste punkter vi skal passere på dagens tur er først Filkes mose og derefter Hummelbækken, som er det vandløb der afvander Rold Skov mod syd. Hummelbækken starter ovre ved Farsø mose og løber derfra videre gennem Hesselholt- og Store Arden skov, for til slut at ende nede i Willestrup å. Det var netop denne bæks passage gennem Hesselholt Skov, som Jens Hvass i sin tid udnyttede for at kunne opstemme den kunstige Hvass sø.

Da vi pludselig står nede ved Hummelbækken, er Helge klar over at vi er gået forbi Filkes mose uden at se den, hvorfor han så siger, at han som sædvanlig har problemer med fmd. Denne ville med djævelens vold og magt have at vi skulle ned og se Filkes mose, og da vi gik forbi den lige før, sagde han ikke noget om at vi skulle stoppe op for at se på den osv. osv., føjer Helge til.  (Som om det var fmd., der var turleder).

Dette var dog ikke noget særligt stort problem. Det var jo bare at gå det lille stykke vej tilbage til mosen, hvor Helge opfordrer fmd. til at fortælle om stedet, da han ikke selv har nogen som helst kendskab til dette.

Filkes mose er da heller ikke helt almindelig, for i dag er denne lavning i terrænet nemlig helt tilvokset med store træer, her iblandt et stort stykke med graner. Man kunne måske også være “morsom” og sige, at da vi befinder os i kote 70, må stedet jo være en højmose.

Både terrænets nuværende beskaffenhed, og den kendsgerning at navnet Filkes mose ikke er særlig kendt, det er end ikke nævnt på alle kort, kunne godt tyde på at det er mange år siden at mosen groede til. Men når dette er sagt, må det alligevel være som en gave for Helge at finde en sådan lokalitet. Hvor utroligt det end lyder, vidste han ikke at der var noget som hed Filkes mose, og derfor heller ikke noget om Filke. Men med sin naturlige nysgerrighed, om alt hvad der har med Rold Skov at gøre, er forfatteren Helge V. Qvistorff næsten nødt til at finde ud af hvem Filke var, og om denne evt. havde tilknytning til Lindenborg gods.

Der vil da være basis for at skrive om Filke i en kommende bog. Endda en historie, som ingen andre før har skrevet. Og det er da flot, at det var Rold Skovs Venner, der viste Helge mosen.  En sådan belæring kan Helge åbenbart ikke lade stå uimodsagt. Nu ved han pludselig noget om dette sted – eller gør han? Han fortæller i hvert fald om en ret usædvanlig mand, der var gift hele fem gange, og som overlevede samtlige koner. Han blev meget gammel, 95 år, og det pudsige er, at den femte kone døde dagen før ham selv. Da han kom her til skoven var han først kusk, men han gjorde sit arbejde så godt, at han efterhånden nærmest fik status som overskovfoged. Dette er noget, som man alt sammen kan læse om nede på Landsarkivet i Viborg, føjer Helge til.

Og efter en lille pause slutter han af: Forresten, jeg glemte vist at sige hvem manden var. Han hed Ludvig, Christian, Frederik Fylke. Men da man åbenbart ikke kunne sige Fylke på dansk, dette var jo mere norskklingende, blev det derfor til Filke.  (Ser man det, ser man det!)

Vi tager nu en tur ad skovvejene hele vejen rundt om mosen, med det formål at ende nede ved de før omtalte gravhøje lige nord for Hummelbækken.

Vi stopper dog op for at omtale et problem, som på en eller anden måde kan komme til at berøre os alle, enten som beboere eller blot brugere af Rold Skov. Sagen er, at Eltra skal bygge en 400 kV forbindelse fra Nordjyllandsværket til Trige ved Aarhus, og et af løsningsforslagene går på at føre denne gennem Rold Skov som erstatning for den gamle Randerslinie. Selv om det er tanken at kabellægge forbindelsen på særligt følsomme strækninger, vil dette måske alligevel være til skade for både Blåhøl og Store Blåkilde.

Dette er noget som har vakt stor bekymring i den såkaldte Rold Skov-gruppe, som derfor har startet en underskriftsindsamling mod at føre linien gennem skoven. Og da vi som Rold Skov Venner også har en stor interesse i at bevare et så unikt naturområde som Rold Skov, var der mulighed for at også vi kunne skrive sig på nogle medbragte lister. – Noget som enhver dog kunne gøre helt efter eget ønske.

(Det endelige samlede resultat blev, at der blev afleveret 6.638 underskrifter til amtsborgmester Orla Hav. Denne mener i øvrigt heller ikke selv, at den gamle Randerslinie skal udskiftes med en som er endnu større). (N.S. 12/9 2000).  

Det er egentlig meningen, at vi skal holde frokost nede ved gravhøjene, og Helge stopper da også op for at udpege nogle af disse. Men da der også ligger nogle flere høje længere fremme, vil han foreslå at vi går hen forbi disse, fordi vi så derefter vil komme til et pænt sted – om ca. 50 minutter, føjer drillepinden til.  Altså frokost her og nu.

Den videre tur går mod nordøst, hvor en stor del af turdeltagerne var så heldige, at se en rudel kronvildt komme løbende, endda ført an af en stor hjort med et stort gevir. Dette var et meget flot og sjældent syn, som vist nok kun er sket for Rold Skovs Venner én gang tidligere ude på Skadsholm. En stor oplevelse.

Helge spørger om der er nogen, der har lagt mærke til, at vi med undtagelse af nogle enkelte fritstående ege og bøge, faktisk kun har gået i granskov siden vi forlod langdyssen. Også det får ham til at reflektere over hvordan området tidligere har set ud. Tænk hvis man kunne finde et kort fra omkring år 1800, siger han, så kunne man se hvor meget af det, som nu er tilplantet med nåletræer, der dengang var heder, enge og moser.

Det var nemlig meget betydelige dele af den nuværende Rold Skov, hvor der ikke da var skov. En mand der i 1805 besøgte Rold Skov sagde endda: “Den bør ikke have navn af skov”, så udpint var den. Der var næsten ikke mere tilbage, men nu er det jo alt sammen plantet til, og står meget flot i dag.

Helge vil også gerne knytte et par kommentarer til problemet med de måske kommende elmaster gennem Rold Skov. “Jeg synes at dette er foruroligende. – Masterne skal være 42 meter høje. – De skal gå 250 meter fra Blåhøl, og man kan forestille sig hvad der sker, hvis man begynder at bore ned i kalken, hvor vandet står under tryk. – Det bliver festligt”, tilføjer han ironisk. “De skal gå mindre end 1 km. fra Store Blåkilde. Tænk hvis man ødelægger Store Blåkilde. – Jeg synes, at en protest i dette tilfælde er på sin plads”, slutter Helge af.

Og det allersidste Helge vil sige for i dag, er noget med hensyn til Filkes mose: “Så vidt mig bekendt, er der ikke nogen person, der hedder Ludvig Christian Frederik Fylke, endsige Filke. Det var ren digtning, hvilket I må meget undskylde”. Dette er derimod ikke noget, som er digtet. På båndet kan man tydeligt høre fmd. sige: “Jeg havde det sgu på fornemmelsen”. Og hvad er der så at sige til det. Som straf må Helge se at finde ud af hvem Filke var!

Turen fortsætter nu mod nordøst til vi næsten når ud og rammer Blåkildevej ved den p-plads, der ligger i umiddelbart syd for det store kryds på Møldrupvejen. Men inden da drejer vi dog skarpt til venstre, således at vi nu stort set går på tværs af Store Arden Skov, og dermed atter passerer flyverpladsen og ender nede ved Mosskov Pavillonen.