2000

Bjergeskov

Søndag den 4. juni vendte Rold Skovs Venner så tilbage, hvor de egentlig hører til, nemlig i Rold Skov. Som så ofte før, lagde de 92 deltagere ud fra Frueskoens parkeringsplads midt på Buderupholmvejen.

Men i stedet for at gå direkte ned til blomsterne, fører drillepinden Helge os ind til Proveniensforsøgene, idet han siger, at der nok alligevel ingen blomster er. Disse forsøg er, som bekendt anlagt af forstmanden Frederik Weis i 1927, og går ud på at se hvorledes forskellige slags bøgetræer vil trives her i området. Der er både Rold Skov-bøg, Karpaterbøg, Fredensborgbøg og Sorøbøg, men som det er synligt for enhver, er Karpaterbøgen den, som klarer sig bedst. På blot 73 år har disse udviklet sig til store flotte træer. Derimod er Rold Skov-bøgen langt den mindste, og er altså den, som har det dårligst.

Det var naturligvis mod bedre vidende, når Helge antydede at der heller ikke i år var nogle af Frueskoene i blomst. Tværtimod var de lige ved at være afblomstrede, selv om man normalt siger, at de først springer ud til grundlovsdag. Men lige som med alt andet, er disse blomster også meget tidligt fremme i år. Ja, alene det, at de er fremme er en stor ting, det er i hvert fald længe siden at Rold Skovs Venner sidst har set dem blomstre.

Helge fortæller, at der er forskellige meninger om hvordan dette område skal plejes for at kunne fremme væksten af blomsterne mest muligt. Skovens folk vil have lysnet i-, og får til at afgræsse området. Derimod vil botanikerne fra Københavns universitet have, at det skal passe sig selv. Det har dog vist sig, at skovens folk har ret, for siden der er blevet sat får ind, og der er blevet lysnet ved at fælde nogle store bøge, er blomsterne igen kommet i fremgang. I dag så vi hele fire blomster.

Hertil skal dog siges, at der i år, i den “hemmelige” dal findes mere end 200 Fruesko i blomst. Her iblandt en enkelt plante med ikke mindre end 17 blomster.

Turen fortsætter nu ned til Aalykkevej for foden af bakken, hvor det efter et kort stykke mod nord, går videre ud på bakkeøen Skadsholm. Det var her at datteren af en af de tidligere ejere af Buderupholm, godsejer Dahl havde sin bolig indtil for en snes år siden. Agnete Gjern havde været gift med en plantagebestyrer i Ø.K. og havde derfor tilbragt en del år ude i Thailand, eller Siam, som landet tidligere også har heddet. Hendes mand fik imidlertid en tropesygdom, som medførte at de måtte tage hjem, hvorefter de så byggede et bjælkehus i norsk stil her på toppen af Skadsholm. Manden døde dog efter nogle få års forløb, hvorimod fru Gjern blev boende i huset til hun var langt oppe i firserne. Selv i sin høje alder kunne man se fru Gjern komme kørende ind til både købmand og posthus i sin gamle Ford T.

Efter fru Gjerns død blev huset, som havde været indrettet med alverdens antikviteter, brændt ned af civilforsvaret som led i en brandøvelse. Skovstyrelsen havde den opfattelse, at området skulle gives tilbage til naturen, hvilket sådan set stemmer godt overens med at Fru Gjern og hendes mand havde sørget for at alle de mange flotte træer, der står hele vejen rundt om området ikke måtte fældes.

Vi skal nu gå denne tur rundt langs kanten af Skadsholm, og Helge opfordrer i den forbindelse vore deltagere til at lægge mærke til alle disse flotte træer, der stadig står hele vejen rundt. De er simpelthen nogle perler, og mange af den er tillige meget store. Specielt nævner han dog det lille træ Kvalkved, eller Ulvsrøn, der har de flotteste blomster, som noget dansk træ kan have. Dette lille træ var et af pionertræerne fra før de store træer indvandrede i Danmark. På vestsiden af Skadsholm standser vi ved et kæmpestort egetræ, som måske har sine 500 år på bagen. Helge sammenligner det med Kongeegen ovre i Jægerspris Nordskov, som er mellem 1400 og 2000 år gammelt, og som i sine velmagtsdage havde en omkreds på hele 14 meter.

Han glæder sig meget over at se, hvordan egetræet er på vej tilbage i Danmark, og hvordan de pibler op overalt i skoven. Dette skyldes at vi med en stigning i gennemsnitstemperaturen på 1 til 12 grader, er lige ved at have samme temperatur som i bronzealderen. Man har ikke kunnet se dette i hundredevis af år i Danmark, men nu sker det altså igen, bare pga. at det er blevet en lille anelse varmere. Jeg kan kun bekræfte hvad Helge siger. Dette er skrevet oppe på FDF´s sommerlejr i Voerså, og her i vor egen lille skov på bare 26 tdr. land, pibler de små egetræer også op overalt.

Vi er nu atter nået ud på grusvejen for foden af Bjergeskoven, og går ad denne i retning mod Nældedalen, hvor vi stopper op lige ved den eng, der kaldes Aalykke. Helge fortæller at dette område er privatejet i modsætning til resten af den del af Rold Skov vi besøger i dag, nemlig Buderupholm Statsskovdistrikt.

Han fortæller også om det at gå på jagt, og herunder om de fire officielle jagter, der er gennem årets gang: Kongejagten, Skovriderjagten, Skovfogedjagten og Slyngeljagten. Hvordan mon det kan være at Helge synes, at den sidste er den festligste? Herudover er der en række private jagter for skovens folk, og Helge havde engang det privilegium, at han kunne gå med på dem alle sammen.

Det var dog så attraktivt for andre jægere at komme med på disse jagter, at man så sig gal på den mand, der bare gik rundt med en rød tophue og tog en plads op, uden at han ellers lavede noget, der kunne bidrage til et godt jagtudbytte. Skovrider Preben Møller måtte derfor til sidst sige til Helge, at nu går den altså ikke længere. Hvis du vil være med, må du altså købe dig et gevær og få taget det jagttegn. Det med at købe geværet var ikke så svært, men jagttegnet, det var en særdeles kompliceret affære at få. Efter mange forhindringer med at få aftalt tid, og få aflagt en prøve hos jagtkonsulenten lykkedes det dog tilslut.

Helge var dog ikke nogen ivrig jæger. Han nænnede ikke at skyde, men havde tvært imod så mange undskyldninger, at han til slut ikke mere blev inviteret til nogen af disse jagter. Så det var den historie.

Inden vi atter forlader området bør man beundre den smukke granskov, der er her i Nældedalen. Vi skal nu gå en af de smukkeste ture jeg kender i Rold Skov, siger Helge, idet vi skal gå rundt om en bevoksning, der næsten er urskov med ældgamle ege og bøge. Dette område grænser på sin nordvest-side lige ned til Lindenborg ådal, og da vi når frem på bakkekammen, følger vi denne til vi kommer hen på højde med lille Blåkilde. Her holder vi frokostpause. Selvfølgelig må vi også en tur ned til selve kilden. Her bliver vores viden om vandmængder, geologiske forhold, dyre og planteliv, osv. osv. genopfrisket, og naturligvis skal vi også gå hen langs de mange forskellige småkilder, som lille Blåkilde egentlig består af. Nemlig nogle små bassinkilder, der er af samme type som store Blåkilde, nogle strømkilder, hvor vandet kommer direkte ud af kalken, og endelig flere sumpkilder, som kan sammenlignes med den skønne Ravnkilde, der er en typisk sumpkilde.

I Sverige findes der også en fjerde slags kilde, nemlig springkilder. Dette har vi ikke i Danmark. Den kilde ovre i Vestskoven, som vi kalder Springkilden, er i virkeligheden en artesisk brønd, hvor vandet blot er bragt til at springe ved at slå et jernrør ned i grunden.

Helge nævner også, at det vand vi i dag ser strømme ud af kilden, er faldet som regn for hele 50 år siden. Det har man kunnet måle i form af nogle radioaktive isotoper i vandet, der stammer fra den gang, der var prøvesprængninger ude på Bikini-øerne.

Til slut gør Ø.P. opmærksom på den afhandling, som professor Anker Nielsen har skrevet om området her nede ved kilden. Han opdagede bl.a. nogle små larver, der stammede helt fra istiden. Anker Nielsen var fra Skørping, og han var så fascineret af dette sted, at han skrev en doktorafhandling om det.

Hertil siger Helge dog, at hans teorier er blevet lidt modsagt på det seneste, fordi man også har fundet disse istidsrelikter i andre Himmerlandske kilder. Et af de insekter, som han forskede i, og som kun findes i eneste kilde i hele verden, er den lille myg med det latinske navn Atrichopogon. Denne kilde hedder Stubberupvad, og Helge holder usigeligt meget af Atrichopogon, fordi den er så lille, at den ikke suger blod af os mennesker, men med sine 1000 vingeslag i sekundet kun flyver rundt og stikker alle de andre myg. Og det fortjener de f…… også, slutter Helge af.

Fra kildeområdet går turen nu videre hen mod Slettingen, men inden vi når så langt stopper vi dog først op på det sted, hvor der endnu kan anes at der har gået en dæmning fra de højereliggende områder og ud i Lindenborg ådal.

Dette har noget med stenalderen at gøre. Man skal nemlig forestille sig, at ådalen da var betydeligt bredere, idet den faktisk var en fjordarm, som fra Limfjorden skar sig helt her ned midt i skoven. Helt op i 1500 tallet var åen så bred, at man kunne sejle helt her ned, hvorfor man selvsagt havde brug for både en dæmning og en bro for at kunne passere på dette sted. Helge mener at stenalderfolket må have fundet sig et paradis, når de kom sejlende her til stedet. Der var vidunderligt kildevand, alt det tømmer de skulle bruge til mange forskellige formål, vildt i massevis, og ænder og gæs, der søgte ind til kilderne om vinteren.

Man kan sagtens forstå at stenalderfolket søgte ind til dette sted. Herfra har de så senere bredt sig ned over Rebild-bygden og videre helt ind midt i skoven til Rebild Skovhuse nede ved St. Økssø. Et område, som den dag i dag er en åben kile, der skærer sig ind i skoven, og som endda har gået 12 km. længere mod syd. Dette kan man alt sammen se på at her stopper de gamle kæmpehøje brat op. Området videre ned mod Arden har således altid været skov.

Går man videre ind i skoven, kan man se fortsættelsen af stenalderfolkets bro og dæmningsanlæg, men forunderligt nok, nu i form af en hulvej, som er en af de flotteste vi overhovedet har i Rold Skov. Senere når man fortsætter op over bakken, kan man møde en lang lige række af sten. Man ved ikke om disse er ledesten eller om de måske har haft en religiøs betydning. Ude ved Myrhøj i nærheden af Ærtebølle kan man finde en tilsvarende række sten.

Højere oppe på bakken stopper vi atter op fordi der også her er noget interessant at se, nemlig et af de få steder hvor der virkelig er asketræer i Rold Skov. Man kan let kende asken på at den er et meget kønt træ, der altid holder sig lysegrøn hele sommeren igennem.

Helge vælger dog først at omtale en konkurrence i Danmarks Radio om hvilket træ, der skal være Danmarks nationaltræ. Han har Poul Thomsen mistænkt for at øve indflydelse på denne konkurrence fordi han startede med egetræet.  (Denne skribent har Helge mistænkt for at være rigtig godt træt af, at det blev en anden af de indbudte naturfolk, der kom til at præsentere egetræet, end lige netop Helge).  Helge er nemlig ikke i tvivl om, at har Danmark et nationaltræ, så er det egen.

Ingen andre træer har haft så meget betydning for danmarkshistorien som netop egen. Bøgen er først meget senere kommet til, og det var først efter at Adam Oehlenschläger fandt på at lovprise den i sin digtning, at den er blevet opfattet som et symbol på al danskhed. Det har vi så taget til os allesammen, og synes at bøgen er det smukkeste træ.

Men havde vi ikke haft vores flåde af egetræer, da havde der ikke været noget som hed Danmark i dag. Og som Helge siger, vore konger har aldrig været gode til at slås, og hver gang de skulle gøre sig gældende på landjorden, så tabte de, og hver gang var det flåden, som måtte redde dem ud af kniben. En flåde, der var lavet af godt egetømmer.

Alle vore slotte og herregårde er bygget af eg, fyr eller ask. Bøgen har ikke været brugt. Man har aldrig fundet bøg anvendt som bygningstømmer i forhistorisk tid i Danmark.

Men det var jo egentlig asketræet vi skulle tale om på dette sted. Ifølge den nordiske mytologi var det asken, som var verdenstræet Yggdrasil. Dette havde en kæmpemæssig stamme, som gik ned i jorden til tre livgivende kilder, og dets krone var selve himmelhvælvet, hvorfra der dryppede vidunderlig nektar ned på jorden. Den dag hvor ragnarok kommer og alt går amok, da vil jorden ryste. Det vil Yggdrasil også, nogle store grene vil endda knække, men den vil atter komme op og overleve, og da vil der komme en ny og bedre verden.

Det sidste sted vi stopper på denne tur, er ved den forholdsvis nye bål- og lejrplads ca. 600 meter sydvest for Frueskoens p-plads ude ved Buderupholmvejen. Der er nogle få af deltagerne, som mener at pladsen ser ret primitiv ud, men det er også meningen, da den er beregnet på at man selv medbringer sit telt og andre fornødenheder. Det kan måske også sætte stedets historiske værdi en smule i relief, at det lige nøjagtigt var her at sortestorken havde sin sidste rede i Rold Skov.

Nu var der blot tilbage at tage det sidste korte stykke vej ud til bilerne, og man må i sandhed sige, at sjældent har Helge været så oplagt til at fortælle så meget, som han gjorde i dag. Tak for det.