2000
Harzen
En stor succes. Alletiders tur. Pragtfuldt vejr. En dygtig ledelse og en superchauffør. Ja, sådan kunne man blive at udbrede superlativerne om turen til Harzen i tiden fra den 1. til 5. maj. De første af vore deltagere mødte op på Aalborg rutebilstation allerede ved 6 tiden mandag morgen, og det varede da heller ikke længe inden der summede af liv på det hjørne hvorfra turen skulle starte kl. 07.10. Turens første etape var nu ikke særlig lang, idet der stod yderligere 8 personer på i Haverslev, således at vi nu var i alt 66 glade og forventningsfulde Rold Skov Venner, der for første gang skulle opleve at være sammen i hele 5 dage.
Herfra gik det nu rask sydover, idet vi ved næste stop skulle nyde vore medbragte rundstykker på den store rasteplads ved Ejer Bavnehøj. Her dummede fmd. sig første gang. Selv om Hanne og Knud var dem, der havde trukket det store læs med at arrangere turen, og herunder altså også at medbringe de smurte rundstykker, delte han gladeligt ud af de tiloversblevne – uden at Hanne så meget som havde fået en krumme. Han har gjort noget lignende før – siger Hanne, men hun tog det pænt.
Efter et kort stop og chaufførskift i Kolding, går det uden problemer videre over grænsen ved Frøslev med kursen sat mod Schleswig. Inden vi kører ind i byen passerer vi Gottorp slot, der ligger smukt placeret med udsigt ud over fjorden, Slien. Det var egentlig meningen, at vi skulle have aflagt besøg i Schleswigs domkirke, Sct. Petri Kirke, men da vores ankomst desværre lå udenfor kirkens åbningstid, gik vi i stedet hen til det sted, hvor den allerførste kirke i byen lå. Denne kirke med navnet, Marienkirche blev på et tidspunkt nedbrudt, hvorefter den i 1876 blev erstattet af et gravkapel med en omliggende kirkegård. Her findes der også en afdeling med mange grave fra de to verdenskrige.
Inden vi igen skulle forlade byen, var der stadig tid til en lille rundtur i den smukke gamle bydel. Her kunne man bl.a. nyde udsigten ud over fjorden, eller gå hen forbi den gamle Evangeliche Standortkirche og Sct. Johannis kloster.
Efter det næste stop med middag på “Hamanns Gasthof” i Neumünster, går det nu igen videre syd- og østover. Og på trods af det lille nummer med rundstykkerne, er Hanne og Per nu blevet faste makkere, idet Hanne har fået jobbet med at skulle være Kaffe-Hanne, og endda med Per som den assistent, der skal kræve pengene op samt servere øl og vand for deltagerne. Dette samarbejde fungerede upåklageligt under hele turen. Men hvor drak de meget øl, vand og kaffe.
Som oplæg til det der er turens tema, at følge H.C. Andersens fodspor i Harzen, fortæller Helge om H.C. Andersens levnedsløb i almindelighed, samt hans store rejse i særdeleshed. Og da vi nu nærmer os Harzenområdet, gør han tillige opmærksom på de mange smukke lindealléer der er overalt. Helge siger, at man let kan kende linden på at kronen ligner et omvendt hjerte. Man kunne jo også sige, at den ligner spar es.
Efter en lang dag og tur ankom vi klokken 19.30 til hotel Bären i Goslar, hvor der efter indlogeringen ventede os en dejlig buffet med små lune retter. Herefter var aftenen til fri disposition, som de fleste benyttede til en kortere eller længere aftentur. For manges vedkommende var det dog nok den korte tur. Det var jo med at være klar til at kunne møde op til morgendagens spændende oplevelser i udhvilet tilstand.
* * *
Tirsdag morgen går turen straks mod øst gennem byerne Wernigerode, Blankenburg, Westerhausen og Warnstedt til Thale hvor vi kører over Bodefloden. Pga. vejarbejde har vi måttet køre en ret stor omvej, men Helge har så udnyttet tiden til at fortælle noget mere om H.C. Andersen, og især om de områder vi skal se i dag. Dette kan lade sig gøre, fordi H.C. Andersen selv har beskrevet sin rejse på fremragende vis i bogen, “Skyggebilleder”.
Her beskriver han bl.a. klippefremspringet “Rosstrappe” som “det vildeste, det mest romantiske punkt i hele Harzen”. Der må vi hen. Det er da også en næsten ubeskrivelig smuk udsigt, der er ned mod dalen, hvor Bodefloden flyder i bunden. Man kan godt køre, men der går også en vandresti langs toppen af klippespalten hen til et andet udsigtspunkt med navnet “Hexentanzplatz”. Det er altså ikke kun på Bloksbjerg at heksene danser. Selvom vi først sender vore hekse afsted til Sct. Hans, har de tyske hekse allerede danset på Valborgaftenen til den 1. maj. De kvindelige medlemmer af Rold Skovs Venner gjorde det den 2. maj. – Birgit endda med en så stor iver, at hun var nede at kysse jorden.
Efter en kort frokostrast ved dansepladsen går turen nu igen gennem Thale og videre gennem Neinstedt, Ballenstedt til Meisdorf. Herfra er der en kort travetur op til “Burg Falkenstein”, som er målet for vort næste besøg. Denne Borg, som er bygget helt tilbage fra 1120 til 1150, består af en kærneborg, der er omgivet af en østbastion, en midtergård og en forborg, samt to voldgrave. Den har gennem de mange århundreder været anvendt som beboelse og til jagt, ligesom der er mange kunstnere der har fundet velkomne motiver her. Endelig har borgen også været anvendt som kulisse for talrige filmoptagelser, og den har nu været et statsligt museum siden 1946.
Det var egentlig meningen, at vi skulle have travet en tur på ca. 12 km. fra Falkenstein til Magdesprung, men pga. vejarbejdet og flere andre ting var tiden løbet fra os, således at vi nu måtte lade bussen køre os direkte gennem Quedlinburg, Wernigerode og Ilsenburg tilbage til hotel Bären i Goslar. Tiden var endda så fremskreden, at der næsten ikke var tid til at få sig nettet lidt inden maden. Denne “forskønnelse” skulle måske også have en tand ekstra, idet hotellet denne aften havde indbudt til “Folkloreaften” med “Die Oberharzer Bergsänger” aus Clausthal-Zellerfeld.
Man må sige, at dette blev en aften af de bedre med alletiders underholdning og en deraf følgende høj stemning, der ikke blev ringere af et krus øl eller tre. Koret havde ikke sunget og jodlet ret mange melodier, førend det begyndte at svinge nede mellem publikum. Ja, til sidst var det sådan, at alle Rold Skov Vennerne stod op og gyngede med på de iørefaldende sange. Og til slut, da koret som ekstranummer gav “Den Glade Vandrer”, en melodi, som vi kunne synge med på dansk, ja, da ville jubelen næsten ingen ende tage. At det også må have været en god aften for koret, fremgår vist nok af, at alle pigerne til afsked tog hinanden i hænderne, og i én lang række sang og dansede mellem vore borde.
* * *
Onsdag den 3. maj var dagen hvor den store udfordring, at bestige Brocken til fods, skulle stå sin prøve. På vejen derud indleder Helge med at fortælle om H.C. Andersens beskrivelse af området, og vi vil gøre lige som han, starte i den lille by, Ilsenburg. En mindre gruppe på 23 personer vælger dog at tage derop med “Harzer Schmalspurbahnen” ude fra byen Wernigerode. Der er således 43 personer, der har valgt at klare turen ved hjælp af apostlenes heste.
Fra Ilsenburg følger vi en rute, som har fået navnet, “Heinrich Heines Wanderweg” efter den tyske digter af samme navn. Inden vi er nået helt ud af byen passerer vi dog nogle spændende huse. Det første er forsynet med et lille skilt hvor der blot står “Pilzberatungsstelle”. Umiddelbart kunne man tro, at dette kunne have noget med pilsnere at gøre. Det har det dog ikke, og så dog alligevel – indirekte har det. Efter en snak med den dame, som bor i huset, kan Helge fortælle, at huset er et sted hvor man kan henvende sig for at få oplysninger om skovens svampe og deres evt. skadelige virkninger. Og hvad så med øllet? – Som bekendt er dette produkt jo også fremstillet på grundlag af gærsvampe.
Længere fremme på ruten findes der to gamle huse, som især er spændende, set med en danskers øjne, idet de begge er forsynet med Martin Andersen Nexøs navn på facaden. Martin Andersen Nexø var som bekendt en af vore store sociale forfattere, der bl.a. har skrevet “Pelle Erobreren” og “Ditte Menneskebarn”. I sine sidste leveår opholdt Martin Andersen Nexø sig netop her i det tidligere Østtyskland.
Den første del af ruten går langs med floden Ilse gennem den skønne Ilsedal, og snart kommer vi da også frem til “Prinzess Ilse Quelle”, et anlæg hvor vandet kommer fra en kilde 300 meter længere oppe af bjerget.
Længere fremme ser vi den nøgne klippe “Ilsenstein” med et stort jernkors på toppen. Ifølge sagnet er denne opkaldt efter den skønne Ilse, der sammen med sin brudgom flygtede fra de nordlige lande mod Harzen da Nordsøens vande stod langt ned i Tyskland. Da vandet brødes mod klipperne, ville de søge videre op mod Brocken, men fjeldet åbnede sig i en stor spalte, og begge styrtede i dybet. Hermed fik Ilsefloden sit leje, og det siges at Ilse endnu bor i den hårde klippe med sin brudgom.
Da ruten i sagens natur går op ad bakke, holder vi forholdsvis ofte nogle små hvilepauser, her iblandt på et sted hvor der ligger nogle lange træstammer. For en sikkerheds skyld prøver vi lige at tælle op om alle er med, og det viser sig da, at vi mangler én person. Vedkommende har dog sagt til sin kone, at han blot skulle skifte en film, og at vi bare kunne fortsætte. Da det imidlertid har varet alt for længe, melder Frode Pedersen og Børge Thomsen sig frivilligt til at gå tilbage for at se efter ham. Resten af holdet benytter så ventetiden til at spise indholdet af den velforsynede madpose, som alle har fået med fra hotellet. Tiden går, og efter flere sonderinger i terrænet, bliver vi enige om at de tre mænd må være gået tilbage til Ilsenburg, hvorfor vi lige så godt kan fortsætte vor tur mod toppen af Brocken, eller Bloksbjerg, som vi kalder det derhjemme i Danmark.
Nu begynder stigningen i terrænet at blive mere markant, og kort efter et stop ved “Scharfen Steinklippe” går det opad for alvor. På flere etaper er stigningen omkring de 30 grader, men værst er det, at der fra tiden hvor Brocken blev anvendt som lyttepost af det østtyske militær, er nedfældet nogle betonelementer med tværriller i vejen. Dette var nok nødvendigt for at køretøjerne kunne stå fast, men de var bestemt ikke behagelige at gå på.
Hvor utroligt det end lyder, så kom ingen ringere end Frode Pedersen pludselig gående i rask trav forbi mange af turens andre deltagere. Men det bedste var dog, at han kunne melde at den tabte deltager var fundet i god behold, og at alle var på vej op ad det 1142 meter høje bjerg. Den anstrengende tur betød at holdet nok fik den største spredning nogensinde, men alle gennemførte turen, der havde en længde på 11 km. og en stigning på 900 meter fra den højde, hvor Ilsenburg er anlagt. De mest barske tog endog en tur på 9 km. til fods ned til byen Schierke, hvorfra hjemturen til Goslar skulle foregå. De lidt mindre barske benyttede toget. Ja, der var endda 3 damer, som kørte i hestevogn.
Den ventetid der var, mens det gående hold nåede til Schierke, blev naturligvis udnyttet til en tiltrængt ølpause inden vi atter skulle vende næsen mod Goslar. Men i modsætning til udturen kørte vi denne gang over langs vestsiden af den gamle zonegrænse gennem byerne Braunlage, Torfhaus (med udsigt tilbage til Brocken), og Bad Hatzburg.
Og ikke nok med det. Vores superchauffør Peder fra Papuga Busselskab i Brørup indvilligede endda i at køre de som ønskede det, ind til en lille aftentur i centrum af Goslar. Selvom Hanne og Knud havde entreret med Nilles Busrejser i Dybvad om rejsen, var det Papuga, der lagde bus og chauffør til den praktiske udførelse af opgaven. Man har ofte sagt om en chauffør efter en rejse, at han var alletiders, men Peder var altså helt suveræn.
* * *
Det er nu blevet torsdag den 4. maj, hvor programmet er tilrettelagt således, at det næsten vil komme til at ligne en almindelig turistrejse. Vi indleder da også dagen med at tage på en fælles byvandring inde i Goslar med Helge som turleder. Og da vi gerne skal nå at høre rådhusets klokkespil klokken ni, er der kun lige tid til et kort stop ved Breites Tor, hvor Helge forklarer, at dette kun er ét af de oprindeligt 50 tårne, der engang fandtes i bymuren omkring Goslar. Henne på torvet holder der en stor autokran med motoren i gang, men folkene er dog venlige nok til at stoppe for larmen, da klokkespillet går i gang. Det, som der nok er det mest spændende ud over selve klokkerne, er, at der kommer forskellige figurer frem, der illustrerer bjergværksarbejdernes arbejdsvilkår gennem tiderne.
Inden vi forlader torvet fortæller Helge om H.C. Andersens iagttagelser på dette sted. Blandt byens mange seværdigheder omtaler han bl.a. springvandet midt på torvet som “Et stort metalbækken, der bestandigt fyldes med vand, og som indbyggerne ved ildløs bruger som stormklokke”. Det gør man nok ikke i dag.
H.C. Andersen gør sig også nogle tanker om de figurer af de gamle kejsere, som er opstillet udenpå en af de smukke bygninger på torvet. “De er alle alvorlige stenmænd. Det er intet blomsterliv at være konge og således stå med den tunge krone nat og dag, og våge over lov og ret”. I sin fantasi lader han dem tale et kaudervælsk af dansk, tysk, fransk, osv. Thi det var jo kloge folk.
Kommer man til Goslar, må man ikke glemme at gå lige rundt om hjørnet på samme bygning. Her sidder der en lille mand, som, bramfrit sagt, skider dukater. Det er måske herfra at udtrykket “at have røven fuld af penge” stammer.
En af byerne på vor vej, Quedlinburg, har nøje tilknytning til de omtalte stenmænd, idet den ene forestiller kejser Heinrich III. Denne forelskede sig i sin egen smukke datter Mathilde, hvorfor hun bad så mindeligt til Gud om at gøre hende hæslig grim. Men Fanden meldte sig og lovede at gøre faderens kærlighed til had, hvis hun ville tilhøre ham for stedse. De skulle dog være kvit, dersom han ikke fandt hende sovende de første tre gange han kom.
For at holde sig vågen broderede hun på et klæde, mens hendes lille hund Qvedl sad hos hende og gøede hver gang Fanden nærmede sig. Djævelen følte sig narret og som straf vansirede han hendes hoved på det grusomste med sine kløer. Nu fik kejser Heinrich endelig afsky for hende, og Mathilde kunne så bygge sig et abbedi, som hun efter sin trofaste hund kaldte Quedlinburg.
Efter dette historiske input går vi nu en lille tur rundt i Goslars gamle bydel, hvor vi bl.a. kommer forbi domkirken og videre hen til den eneste tilbageværende af byens gamle vandmøller. Denne er forsynet med et såkaldt brysthjul, hvilket vil sige, at vandet bliver ledt ind på skovlhjulet omtrent ud for akslen. Der findes i princippet tre slags skovlhjul. Et underfaldshjul hvor vandet trækker hjulet rundt ved blot at ramme skovlbladene forneden. Fordelen er, at det ikke er nødvendigt at stemme vandet så højt op, men effekten er ringe. Den højeste effekt får man med et overfaldshjul hvor vandet bliver ledt ind oven på hjulet, således at det både er strømningen og vandets vægt i skufferne, der er med til at drive hjulet rundt. Til gengæld kræver et sådant arrangement en langt større opdæmning, og dermed også en større påvirkning af omgivelserne. En mellemting er så brysthjulet, der er indretttet således, at vandet ikke kan passere skovlbladene uden at drive hjulet rundt. Virkningsgraden er næsten lige så god som ved overfaldshjulet, men denne type hjul stiller ikke nær så store krav til opstemningens højde, og kan derfor med fordel anvendes, hvor forholdene ikke tillader dette.
Denne vor byrundtur har som endemål at se Kejserpaladset, men vel at mærke kun udefra. Der er simpelthen ikke tid til mere, men Helge forklarer dog noget om husets historie og anvendelse gennem tiderne. Det var nemlig sådan, at de gamle tyske kejsere havde flere paladser rundt omkring i landet, således at de kunne flytte fra sted til sted. Og ikke nok med at kejseren selv flyttede, man tog også alt bohavet med sig, hvilket betød at disse store bygninger ofte stod gabende tomme.
Vort næste besøg gælder den smukke gamle middelalderby, Wernigerode. Det var egenlig meningen at vi skulle have gået op til slottet, “Burg Wernigerode”, men da vi får et billigt tilbud om at køre derop med “Wernigeröder Bimmelbahn” er der stor stemning for at gøre dette. Vi kunne dog ikke alle være i det samme “tivolilignende” tog, hvorfor vi pga. vejarbejde på flere strækninger blev spredt fra hinanden. Her var det så at fmd. dummede sig for anden gang. Han var nemlig overbevist om at Helge og Knuds hold var bagest, hvorfor han blot sendte “sit eget hold” ind på slottet, og selv blev stående udenfor og vente til ingen verdens nytte. De var nemlig allerede derinde.
Det skulle vise sig at “Burg Wernigerode” ikke bare var et slot, men nærmest en hel lille by med flere små huse omkring sig. Ja, det var endda sådan, at man flere steder kunne leje sig et værelse som feriebolig. Dette var nok ikke så dårlig en idé, idet det var et spændende sted, og så var der tillige en utrolig flot udsigt ned over den smukke by.
Tilbage i Wernigerode var der nu afsat tid til at alle kunne gå rundt i byen på egen hånd, og herunder også benytte lejligheden til at få sig lidt fast føde. Man må sige, at det var en fryd at se hvor flotte byens gamle huse er. Man kan kun glæde sig over et godt håndværk, som det må være når et hus kan blive stående lige fra middelalderen og til nu.
Fra Wernigerode kører vi nu gennem Braunlage mod Sct. Andreasberg, byen som har de mest stejle gader i hele Harzen. Vi skal dog ikke se selve byen, men derimod prøve at køre på en rutschebane, som er anlagt på et af de omkringliggende bjerge kaldet, Mathias Schmidt Berg. Turen er 500 meter lang, men heldigvis er det let at komme op til startstedet. Man kan nemlig køre derop med stolelift, idet området også anvendes til skisport om vinteren. Nedturen foregår i små enmandsslæder, men da ikke alle er lige dristige ved turen, og derfor bremser meget op, kan der godt opstå kødannelser på banen. Men skægt var det.
Det næste vi skal se, er Okerdalen, og denne må være noget af det, som har ændret sig mest radikalt, siden H.C. Andersen beskrev området, idet der i årene fra 1952 til 56 blev bygget et stort dæmningsanlæg, som har medført oversvømmelse af store dele af dalen. Faktisk forsvandt hele den lille landsby Schulenberg, der blev flyttet længere op ad bjergsiden under det nye navn, Neu Schulenberg. Det siges, at hvis der går en jomfru over den store dæmning, “Die Okertalsperre”, vil man endnu kunne høre at kirkeklokken ringer nede i den oversvømmede Landsby. Dette er vist nok ikke sket endnu.
Også på denne vores sidste aften i Goslar tilbød Peder at køre et hold ind til byens centrum, hvis der var tilstrækkelig stemning for det. Mange tog mod dette tilbud, men endnu flere valgte dog at tilbringe aftenen hjemme på hotellet, idet det blev meddelt at der på denne aften både var musik og dans. Det skulle dog vise sig, at dette kun var musik, der blev afspillet fra et anlæg i baren nede i kælderen. Man kunne godt danse til det, men efterhånden foretrak de fleste nu at hygge sig resten af aftenen i de lokaler, hvor vi opholdt os til dagligt. Her fik vi faktisk et godt eksempel på at verden ikke er ret stor. Vores tjener, som iøvrigt også havde taget imod os ved ankomsten, var nemlig pæredansk, og så havde han tillige lært hos Jørgen Pedersen på Rold Stor Kro. Så det var jo ikke så ringe endda.
* * *
Fredag den 5. maj er så dagen hvor vi må forlade det dejlige Harzen. Men inden vi helt siger farvel, skal vi dog se noget interessant, som nok ikke er forventet af så mange, nemlig en mindesten hvorpå man kan læse Kong Chr. IV´s navn. Lige nord for Goslar ligger den lille by, Lutter am Barenberge, og kort efter at vi har passeret denne, finder vi da også, efter nogen søgning, stenen ved en rasteplads.
Mindestenen er egentlig sat over general Füchs, der kæmpede på Chr. IV´s side mod de kejserlige tropper i forbindelse med trediveårskrigen 1618-1648. Baggrunden var, at Chr IV forsøgte at drage nytte af borgerkrigen mellem katolikker og protestanter i Tyskland til at udvide kongeriget Danmark helt ned til Harzenområdet. Chr. IV blev dog afgørende slået af general Tilly ved Lutter am Barenberge, hvor general Füchs faldt den 27 august 1626. Herefter blev både Nordtyskland og Jylland erobret og hærget af feltherre, von Wallenstein, men Danmark slap trods alt billigt ud af denne krig ved freden i Lübeck i 1629.
På den videre tur op gennem Tyskland fortæller Helge om endnu nogle tildragelser fra H.C. Andersens livsforløb. Det var ikke bare hjemme i Danmark, at han med årene blev en berømt personlighed. Også i Tyskland blev han berømt og ven med mange af de kendte kulturpersonligheder som f.eks. brødrene Grimm. Det var faktisk sådan, at H.C. Andersen blev slået til Ridder af den Røde Ørn i Tyskland, uden at han havde en dansk orden. Da dette var stik imod vanlig praksis, måtte man skyndsomst rejse ham imøde for at give ham et dansk ridderkors da han passerede de gamle danske områder ved grænsen. Se, dette er diplomati, H.C. Andersen kom således hjem som både tysk og dansk ridder.
Turen fortsætter let, muntert og hurtigt mod de hjemlige egne, idet nogen flere gange har en historie eller andet at give til bedste, ligesom Kaffe-Hanne og co. ofte har åbent for betjeningen. Og på et tidspunkt går den lune Børge Buus Thomsen til mikrofonen for at invitere alle Harzenturens deltagere hjem til Suldrup. Idéen er, at vi så kan snakke om turen, bytte billeder og spise vores medbragte mad. Hertil vil Børge så bidrage med en helstegt gris, idet han mener at hans søster vist nok har en som er død. I hvert fald har hun en, der går og skranter lidt. Dette var et flot tilbud, og efter lidt snak og kiggen kalender, kan vi så sige på glædeligt gensyn hos Børge den 16. juni.
Vi er nu ved at nærme os grænsen, og efter den obligatoriske indkøbspause i Flensborg, går det igen rask videre i retning mod Haderslev, hvor et sent frokostbord venter os på Slukefter Kro i den lille by, Vedsted.
Glade og mætte begiver vi os så ud på den, i forhold til hele turen, sidste og korte etape op gennem Jylland. Og jo længere vi kommer mod nord, jo mere føles det, som om alle har en trang til at sige hinanden tak for en god tur. På medlemmerne vegne havde Poul Holme forlods udtrykt en stor tak til turledelsen. Herunder ikke mindst til vores superchauffør, Peder Aagesen, der samtidigt modtog en lille erkendtlighed for at have bidraget til vores tur på en yderst positiv måde.
Også fmd. følte trang til at sige tak til de 4 personer, som virkelig havde trukket det store læs. Først til Peder, der i allerhøjeste grad havde faldet ind i vores jargon og måde at være på, så man skulle tro, at han var en af vore egne. Han var tidligere blevet drillet med, at han kun fik to mark af Gudrun Lages, mens fmd. fik fem. Hvad ydelsen så end havde gået ud på? De ord blev dog nu trukket tilbage, for med Peders store indsats, måtte de to mark da være minuttaksten. Herefter en tak til Hanne og Knud, der allerede inden turen havde truffet de mange aftaler, og så siden ført dem ud i livet på fortrinlig vis. Det kunne ikke have været gjort bedre af en professionel rejsearrangør. Til slut en tak til Helge, der var idé- og ophavsmanden til at turen overhovedet skulle finde sted, og som nu fra først til sidst havde gjort den til noget andet og mere end bare en almindelig turistrejse ved at lade H.C. Andersen tage os i hånden på hele vor færd. Det er ikke til at vide, hvordan og hvor henne hun havde lært det, men som en påskønnelse for indsatsen, fremtryllede Birgit endda et par flasker, som indeholdt nogle gode og klare dråber af “Livets vand”, således at vi også dermed kunne understrege vor tak.
Endelig gik takken også den modsatte vej, idet Helge lod vore deltagere være dem, der skulle takkes fordi de havde bakket op om turen, og dermed gjort det muligt at føre vores idé om at lave et større arrangement ud i livet. Og dette var jo både rigtigt og flot gjort.
Nu begyndte vores veje efterhånden at skilles. De første stod af i Aarhus, så det lille hold i Haverslev, og endelig var der knus og kram og snak i en uendelighed inden alle fik sagt farvel, og der atter kunne falde ro over rutebilstationen i Aalborg. – Succesen var hjemme.
Appendiks til Harzenturen.
Der var 43 personer, som ønskede at deltage i “grisefesten” hjemme hos Børge Buus Thomsen på Aarestrupvej i Suldrup. Pudsigt nok det samme antal, men ikke nødvendigvis de samme personer, som der gik op på Brocken.
Allerede aftenen før havde Hanne og Knud, Hanne og Per, samt vores medlem Martin Jacobsen været Børge behjælpelig med at slå et græsareal og derefter rejse et 70 m 2 stort telt. Dette foregik i blæst og bidende kulde, men det hjalp dog på den indre varme, da vi havde holdt rejsegilde med pølser og øl.
Heldigvis var vejrguderne os betydeligt venligere stemt da festen skulle foregå. Der var både sol og forholdsvis stille vejr, hvilket var en stor fordel for de to gutter, der havde haft “svinet” over ilden allerede fra formiddagstimerne af.
For de 43 deltagere blev det en særdeles hyggelig og vellykket aften, med udskænkning af mjød, udveksling af billeder, fælles spisning med sange og gaveoverrækkelse som en beskeden tak til Børge, fremvisning af diasshow med Helges billeder, deltagelse i hønsefodring og derefter kaffebord. Alt dette blev afsluttet med at Børge, med hjælp fra sine 2 søstre, gav æggekage til hele forsamlingen. En flot gestus, som han skal have stor tak for.