2000

Hellum skov

Søndag den 2. april skulle vi atter på en tur, som denne gang skulle udgå oppe fra Torup kirke, der ligger så smukt på sin bakke, omtrent lige langt fra de to landsbyer, Torup og Hellum. Men der var dog en ting vi havde glemt at tage i betragtning. For lige efter at holdet var startet ud, og kun formandinden sad tilbage, kom der en bil farende op ad vejen nede fra Hellum. I første omgang troede Hanne at det var en deltager, der var kommet for sent, men dette var dog ingenlunde tilfældet. Det var nemlig ringeren og graveren (i samme person), som nede fra bageren i Hellum havde kunnet se alle de mange biler, og som nu troede, at de havde glemt et eller andet arrangement, selvom der ikke var gudstjeneste. Vi havde måske nok grund til at være lidt flove, men graveren var i al fald både glad og lettet, da hun fik sagens rette sammenhæng forklaret.

Tilbage til turen. Denne går straks mod sydvest langs Hellum Hede i retning af Hellum Mose. Lige midt i denne går der en vej ind til en lille ejendom, hvor vi får lov til at gå over gårdspladsen for at komme videre ud på en åben mark på den modsatte side. Denne grænser lige op til den ejendom, hvori Lydia boede. Det er hende der figurerer som Ulydia i den jubilæumsbog, som Helge skrev for Himmerlands El-forsyning, “Kontakten til Himmerland”.

Her stopper vi op, og Helge fortæller at dette faktisk er et hjørne af Skørping kommune, hvor der meget sjældent kommer nogen besøgende. Også da forfatteren Achton Friis i sin tid rejste rundt sammen med tegneren Johs. Larsen, var dette stykke land meget øde. I værket “De Jyders Land” skriver han, at dette var de usleste heder han havde set i hele Jylland.

Helge siger tillige, at da han var inde for at spørge om tilladelse til at gå over gårdspladsen, havde konen sagt, at det måtte vi gerne, men at vi ikke kunne komme videre igennem mosen. Så det lover ikke godt for den videre tur, føjer Helge til. Der er dog andre som mener, at det gør det netop.

Og fra nu af starter der da også en større forhindringstur. Vores 88 deltagere kommer faktisk til at danne et meget langstrakt hold, idet vi må hoppe fra tue til tue gennem dette hjørne af mosen. Da vi atter har fået fast bund under fødderne, siger Helge at vi snart skal få noget at se, som der kun findes to eksempler tilbage af i hele Danmark.

Men først skal der dog lidt forklaring til. Se, det var sådan i gamle dage, at det var almindeligt at drive både kro og købmandshandel fra samme sted. Nu er der som sagt kun to steder tilbage. Det ene ligger nede på Sydfyn, men vil nok ikke eksistere ret meget længere, da det hidtil har været drevet af to søstre, hvoraf der dog nu kun er den ene tilbage. Og hvad så med det andet sted? Ja, det ligger faktisk så tæt på hvor vi står, at vi kan se hen til det inde mellem træerne. Der må vi hen, thi Helge siger, at selv om der praktisk taget ikke er nogen mennesker, som kender det, er det den mest bedårende købmandsbutik med en tilhørende restaurant, der er at finde her i skoven. Han har endda sendt Pernille derover i forvejen for at spørge om der er åbent, og det er der.

Man må dog sige, at det bedårende viser sig at være en sandhed med modifikationer. Men ikke desto mindre er det både et overraskelsens og et interessant sted vi besøger. Sagen er nemlig den, at vi er nået ud til den gamle skovfogedbolig på Hellum Hedevej, hvor ægteparret Marianne og Mogens i dag driver Skørping Billedskole. Her har så deres halvstore søn fået lov at lave sin butik af gamle brædder og andet forhåndenværende materiale. Vistnok mest beregnet på at betjene sine skolekammerater. Selvom det måske ikke lige var det, som Helge havde lagt op til, var besøget alligevel et skægt og pudsigt indslag på turen. 

Efter besøget i “Den gamle købmandsgård”, kommer vi frem til ejendommen Mildalhus, hvor der snart efter går en stikvej ind til venstre. Der må vi lige slå et smut ind, for her ved foden af Mildal Bakker findes der et dejligt stykke natur, endog med en lille sø lige ved siden af skovvejen. Navnet Mildal Bakker kommer selvfølgelig af, at der tidligere har været anlagt kulmiler i dette område. Helge fortæller, at disse lå her ved foden af bakken, da det selvsagt var lettere at rulle det fældede træ herned, end at skulle slæbe det op på toppen.

Turen fortsætter nu ret sydover til vi når det høje udsigtspunkt ved Langmosens vestende, og  på trods af, at denne er en af Rold Skovs store seværdigheder, har vi også i dag nye medlemmer med, som aldrig før har set den. Foranlediget af dette, fortæller Helge at han på turen til Ildlandet blev præsenteret for en lignende højmose, som dog var langt mindre og ikke tilnærmelsesvis nær så smuk. Men den blev alligevel fremhævet i meget rosende vendinger, hvilket kun bekræftede ham i, at selv internationalt set er Langmosen noget ganske særligt. Kunne vi mon have fundet et bedre sted at holde rast? Så det gjorde vi.

Herefter fortsætter turen nu mere østover, idet vi passerer lige forbi et andet men mindre højdepunkt, der ligger lige ved den sidegren som Langmosen har på den nordøstlige side. Vi har egentlig retning over mod Torup Hedegård, men bøjer dog af mod nord forinden. Dette får dog alligevel Helge til at fortælle om da gården blev oprettet fordi den første grev Schimmelmann gerne ville være lensgreve. Man skulle i så fald have et jordtilliggende på mindst 2400 tdr. hartkorn, og da jorden på dette sted var af en meget ringe bonitet, måtte Heinrich Carl Schimmelmann opkøbe store arealer. Det skulle dog snart vise sig, at disse gamle hedeområder slet ikke var egnede til landbrug, hvorfor dette atter blev nedlagt og jorden tilplantet med den skov, som vi netop befinder os i på denne tur.

Noget af skoven er dog ren plantage, og vi fortsætter nu gennem alle disse graner ad snorlige veje her i den nordligste del af Hellum skov. På et tidspunkt når vi dog frem til det åbne land, og herude får vi snart efter igen øje på “vores udgangskirke” oppe på bakketoppen. Da der på denne årstid ikke er nogen risiko med hensyn til at lave markskader, går vi tværs over en stor stubmark, der fortsætter helt op til kirken. Men halvvejs oppe stopper Helge en sidste gang for at fortælle lidt om denne. Han siger nemlig at det ikke er helt tilfældigt hvor vore gamle kirker ligger. Et gammelt vandresagn fortæller f. eks., at hvis man ikke kunne blive enige om stedet, lod man bare et par stude spænde for en kærre, som var lastet med tunge sten for at de ikke kunne trække den for hurtigt. De fik så lov til at gå frit natten over, og der hvor de stod den næste morgen, byggede man så kirken. “Og det er derfor Torup kirke ligger hvor den gør”, siger Helge. Så det skal jo nok være rigtigt.

Torup kirke er i virkeligheden den, som har forbindelse til Rold Skov, for det er her at mange skovridere er begravet i det sydøstligste hjørne af kirkegården. Her var der engang en hel række af skovridergrave, helt tilbage tilbage fra den første grev Schimmelmanns tid, men desværre har man for nogle år siden sløjfet alle disse gamle gravsteder. Kun den gamle skovrider Poul Lorenzens gravsted er tilbage. Hvordan man dog har kunnet gøre dette er ikke til at forstå, føjer Helge til. Og det kan man jo kun give ham ret i.

Som tidligere omtalt, blev Poul Lorenzen på et tidspunkt udnævnt til skovdirektør, og vendte først tilbage her til egnen som 90 årig, hvor han boede ude på Teglgårds Mølle i Bjergeskov. Kort efter henvendte Poul Lorenzen sig til skovrider Preben Møller for at spørge, om de ikke godt sammen kunne køre ud til afdeling 142, hvilken er en bøgeskov. Selvom Preben Møller undrede sig over dette, ville han dog gerne gøre det, og da de kom derud så han, at der løb et par tårer ned over den gamle mands kinder.

“De må meget undskylde skovrider, at jeg fælder en tåre”, sagde Poul Lorenzen, “Men her modbeviser jeg det gamle ord om at en forstmand aldrig ser resultatet af sin gerning. For det allerførste jeg gjorde, da jeg kom her til skoven, var at tilplante dette område med bøg, og det er jo blevet en rigtig skov i dag”.

Helge slutter sin både rørende og tankevækkende beretning om Poul Lorenzen af med historien om dengang han indledte et foredrag med ordet “Røv”. Umiddelbart kunne dette synes at være mærkeligt, men det var blot for at fortælle at han var gammel og at han var jyde. For sådan sagde man nu engang da Poul Lorenzen var dreng i Torup Hedegård. Flot gjort. Snart efter er vi alle igen tilbage ved Torup kirke, hvor mange gav udtryk for at de havde haft en dejlig tur.