2000

Ersted Skov

Vi lægger ud med en rigtig gummistøvletur, stod der i indbydelsen til startturen i sæson 2000. Og selvom der, endda midt i en regntid, var et fantastisk flot vejr på denne søndag d. 5. marts, havde dette med gummistøvlerne nu fuld berettigelse. Mødestedet kunne dog godt være lidt vanskeligt at finde, men trods dette mødte der alligevel 80 deltagere op ved det nordlige skovbryn i Torstedlund skov for enden af Ersted skovvej.

Den overordnede idé med turen var at udforske den spændende og smukke natur langs bakkekammen ned mod Lindenborg å. Og vi har da heller ikke gået ret langt før vi møder et kæmpestort jordfaldshul, som ikke lader et af de mest berømte og kendte huller, som Røverstuen noget efter. Det er vist nok også første gang, at vi ser et jordfaldshul, hvor der yderligere er sket en sammenstyrtning nede i bunden. Helge siger, at det lige er sket i denne vinter. Det har nok været en medvirkende årsag, at der pga. af den milde vinter med megen regn, flyder en stadig vandstrøm ned i hullet.

Turen går nu ud mod Vaseholmen. Et sted som Helge siger, at vi aldrig har været før, fordi han simpelthen ikke har villet have så mange mennesker med derud. Hvorfor gør du det så i dag, spørger en deltager? Jo, nu forbarmer jeg mig. For nu er vi snart en familie, svarer den muntre mand. På vejen derud spørger Helge, om vi lagde mærke til foderhuset og den store dynge roer,  som skovens folk har lagt ud til vildtet. Dette sker netop fordi skråningerne her ned mod Lindenborg å, er det sted i hele Rold Skov, hvor der er samlet mest kronvildt på ét sted. Der står hele 50 stykker, hvilket måske ikke lyder af så meget, men ud af en samlet bestand på omkring 250 i hele Rold Skov området, er det faktisk mange. Man skal også lægge mærke til at der er mange træer i området. Det er karakteristisk for Nørlund gods, at de ikke fælder så meget, som i mange andre dele af skoven. Nørlund behandler skoven meget nænsomt og pænt, idet man hellere vil have at træerne bliver gamle og danner en smuk skov.

Det er karakteristisk, at der hele vejen nede i ådalen findes noget af det flotteste ellekrat vi har i hele Danmark, og vi er nu stoppet op lige ved et fredet område, der bærer navnet Ellemosen. Ellen skal ikke konkurrere om pladsen med andre træer, da ingen andre arter kan vokse her pga. al den megen væde. De fleste tror at ellen godt kan klare at stå med “fødderne” konstant i vand, men det er dog ingenlunde tilfældet, for det er der ingen træer der kan. De dør af iltmangel.  Det geniale er, at ellen sender sine rødder op til 10 meter ned i jorden, således at disse når ned til lag der ikke er så vandførende, og dermed har et højere indhold af ilt.

Efter nogen vandring og en smule besvær med at finde stedet, er vi nu nået ud til Vaseholmen. Helge siger at det tidligere var let at finde herud, idet granerne højere oppe ad skrænten da var forholdsvis nyplantede, således at man kunne se lige herned hen over deres toppe. Som navnet Vaseholmen siger, har stedet tidligere været en rigtig holm med vand hele vejen rundt. Det er nu et flot stykke egeskov, idet terrænet jo i sagens natur ligger lidt højere end dets omgivelser. Men også her sker der en naturlig omdrift af skoven. Første gang Helge kom herud, stod der et kæmpestort egetræ – og næste gang var det bare faldet om.

Da Helge hører at Ø.P. og fmd. diskuterer om en gammel halvt udgået eg, endnu er så meget i live, at den formår at sætte nye skud op fra den ene halvdel, eller om det måske bare er nogle snylteplanter, der skyder op fra den, siger han, at det er meget karakteristisk for eg, at den kan have store grene, som dør og falder af, og at den alligevel kan fortsætte med at sætte nye skud op som vandris, der så senere bliver til nye grene.

Han sammenligner med Kongeegen i Jægerspris Nordskov, der har en alder på mellem 1600 og 2000 år. Selv om den er hel hul indvendig og faktisk kun har barken tilbage, altså en total ruin, sætter den stadig vandris, så træet dermed kan leve videre.

Vi går atter op i skoven for at fortsætte vor vandring mod syd til kilden med det lidt særprægede navn, Kalkværket. Det menes at navnet kommer af at der engang har ligget et kalkværk lige i nærheden. Under en pause, hvor der også bliver diskuteret lidt om vores position, hvordan kortet skal vendes, hvem der fandt kalkværket sidste gang, osv. osv., fortæller Helge, at der faktisk findes et utal af kilder her langs Lindenborg å. Disse har dog ikke navne, lige med undtagelse af netop Kalkværket.

I modsætning til sidste gang, hvor vi kom ind til kilden ved at gå hen over engen fra øst mod vest, kommer vi denne gang direkte derind oppe fra skovvejen, lige på det sted hvor den gamle stødhævert stadig står placeret. Helge erklærer at dette kildeområde er et af de flotteste steder i hele Rold Skov, og hvis der er nogen som ikke er enig med ham, “truer” han med, at så vil han ikke gå med os en anden gang.

Vi vælger at slå os ned lige på grænsen mellem kildeområdet og engen for at holde frokost, og her bliver Helge endnu engang anmodet om en forklaring på hvorfor kilden helt præcis hedder Kalkværket. Helge siger at der givetvis har ligget et kalkværk her engang, men han ved dog ikke præcis hvor, og det tror han heller ikke at der er andre som gør. Det siger dog sig selv, at når der er kilder, så kommer kalken helt op til overfladen, og derfor har det også været nemt at have et kalkværk her. Kilden har også været anvendt på den måde, at man, ved hjælp af den før nævnte stødhævert, benyttede dette helt rene kildevand som drikkevand oppe på skovridergården, som ligger ikke mindre end 35 meter højere end hvor vi står nu.

Efter en passende tid til at spise, snakke, kræve turafgifter op, samt andre småting, fortsætter vi turen ned over engen mod øst til Træholmvej, hvorfra det nu stort set går ret nordover, idet vi denne gang undlader flere afstikkere ned i ådalen som f.eks. til Vaseholmen.

Under en pause bliver Helge spurgt om hvordan hans nyligt overståede tur til Påskeøen var gået. Helge siger at den var rigtig god, men da det er en længere historie, vil han på et tidspunkt lave en aften for Rold Skovs Venner, hvor han vil vise lysbilleder og fortælle om turen. Det var ikke blot Påskeøen men også Ildlandet Helge besøgte. Og hvor mærkeligt det end lyder, han prøvede også at sejle tværs over Andesbjergene, idet det nemlig godt kan lade sig gøre at sejle fra sø til sø. Helge har tidligere sagt, at Egypten var den største oplevelse han nogensinde havde haft, men hvis man tænker sig at Ildlandet og Andesbjergene ligger et eller andet sted på en skala, så ligger Påskeøen langt, langt højere. Dette var simpelthen den største oplevelse hidtil.

Vi glæder os til at høre om det alt sammen.

Helge melder at han nu vil overlade turen til fmd. og selv sætte det lange ben foran, idet han har været så forudseende at sætte sin bil et godt stykke borte. Det viste sig nemlig ved starten, at Ersted skovvej blot ender i et smalt skovspor, som nogle af os er blevet “fanget” i, og derfor måske kunne få døje med at komme op fra igen. Dette blev dog heldigvis ikke tilfældet, idet en let nattefrost havde gjort jorden tilpas hård.

Og med god hjælp fra Ø.P. og andre stifindere, var der nu heller ingen problemer med at finde resten af vejen. Man skulle blot fortsætte ret nordover, og snart efter kunne vi igen passere skovporten ud til det åbne land, og dermed slutte en dejlig dag.