1999

Juletur. Vedsted skov og Nørreskov

Den 12. december var dagen, hvor vi skulle prøve at gentage sidste års succes i form af en tur i områderne ved Rebild med efterfølgende julekomsammen på Røverstuen. Og det gjorde vi så.

Vejrguderne havde godt nok truet med at der skulle blive et elendigt vejr over hele landet, hvilket det da også blev, undtagen lige her i Himmerland, og dette betød, at der mødte hele 112 af vore medlemmer op på turen.

Da ruten var henlagt til Vedsted- og Nørreskoven, vælger vi straks at gå gennem Rebild mod den store p-plads lige øst for byen, hvorfra der går en skovvej lige op mod planteskolen, Vedstedhus.

Helge fortæller at planteskolen desværre ikke vil være her ret meget længere. Der er kommet en ny ordførende direktør i Skov og Naturstyrelsen, og denne er meget imod at statsskovene skal have planteskoler, og i særdeleshed slet ikke i Jylland. Der skal nu kun være én planteskole for hele landet, og den skal ligge i København, hvilket vil indebære at alle vore tre planteskoler i Rold Skov skal nedlægges. – Der har endda her på Vedstedhus været planteskole gennem adskillige generationer efter hinanden.

Som et dejligt minde findes der dog heldigvis et herligt fotografi, hvor Jens Hvass sidder uden for stedets kampestenshus sammen med alle plantepigerne. Et job, som egnens koner tog sig af når de havde sørget for mand, børn og huset derhjemme om morgenen. Om aftenen kunne de så tage hjem igen for at lave mad, sy og lappe tøj, og ellers hygge lidt om manden. Se, det var tider.

Turen skal nu fortsætte op gennem Vedsted Skov, omtrent til det sted hvor den store bøg, kaldet “Tykke Hedemand”, stod nogle få meter fra Kirkevejen. Dette får Helge til at fortælle om hvor påpasselig man skal være, når man søger i kilderne, der skal danne grundlag for de ting man gerne vil skrive om.

Kromanden på det gamle Rebildhus, Frimuth Engelst fortalte ofte, at træet blev kaldt Tykke

Hedemand efter en tidligere kromand på Gjæstgivergården i Skørping, A.E. Hedemann, der var så tyk, så tyk. Det var skælmen skovrider Hintz, der så skulle have opkaldt træet efter kromanden. Dette kan man bl.a. læse i Helges bog, “Navnkundige træer i Rold Skov”. Men man skal ikke tro på det, for 14 dage efter at bogen var udkommet, fandt Helge et gammelt skovkort, meget ældre end da Hedemann var kromand i Skørping, hvor træet allerede var angivet under navnet Tykke Hedemand.

Ovre på nordvestsiden af Kirkevejen hedder området Nørreskov. Her kan man bl.a. finde et såkaldt proveniensforsøg med forskellige arter af unge rødgraner. Der vil dog gå ca. 50 år inden Skov og Naturstyrelsen vil kunne sige, hvilken type af disse granarter man til den tid skal bruge fremover.

Vi befinder os nu i den del af skoven, som har de allerfleste kæmpehøje. Fra området her og helt over til Rebild findes der ikke mindre end 50 høje pr. km². Dette er faktisk ret imponerende, og vidner om en tidlig stor befolkningstæthed i dette dejlige område.

Vi standser ved et flot jordfaldshul for at genopfriske vor viden om hvordan disse opstår. I den forbindelse havde Helge egentlig ventet at det nye nationalleksikon, Encyklopædien, havde noget med om hvad humussyre egentlig er. Vi ved nok at humussyren opstår ved nedbrydning af organisk materiale, og at det er, som navnet siger, en syre. Men hvordan den dannes, og hvordan den kemiske sammensætning egentlig er – ikke et ord.

Ved vort 10 års jubilæum for 2 år siden var det den tidligere skovkusk Frode Gustavsen, der, forklædt som julemand, kom kørende os i møde ovre i Brændeskoven med sine to dejlige heste forspændt vognen. Det er den samme Frode, Helge nu fortæller om, da denne og hesten Musse, som de foreløbige sidste oplevede at falde i et pludseligt opstået jordfaldshul. Både vognen og Musse forsvandt med jordskreddet ned i hullet – Musse i jord lige til halsen.

Helge tog senere med Frode ud for at se stedet, og kunne da ikke lade være med at spørge: “Var Musse da ikke forfærdeligt bange?” “Jo, sagde Frode, hun stod bare der og ventede på at a skulle tage hinne op igen”. – Dette må da være ægte jysk sindighed.

Lige ved et vejkryds, omtrent hvor Nørreskoven går over i den del, der kaldes Slettingen, møder vi et af de vandhuller, som kaldes en sig. Det var her at Jens Hvass elskede at fortælle om hvordan brunstige kronhjorte, for at tiltrække hunnerne, kunne søle sig i mudderet og oversprøjte sig selv med sæd, hvordan de så ellers bar sig ad med det? – Men se, så kom hunnerne, føjede han til.

Vi fortsætter ned gennem Slettingen ad et skovspor, der ender lige ved den græsklædte skråning vesten for Ll. Blåkilde. Her drejer vi til venstre og følger den smukke oldtidsvej til vi atter møder et skovspor, som går op ad sydskråningen nede fra Lindenborg ådal.

Det er faktisk dette spor Helge har søgt en smule efter, idet der her findes noget meget spændende, som vi ikke før har haft kendskab til. For ligesom ovre ved Ertebølle, hvor der findes en over 150 m. lang stenrække, der peger lige op til bronzealderhøjen Myrhøj, er der her i Rold Skov en tilsvarende stenrække.

Lige efter den sidste istid var Lindenborg ådal en stor fjordarm til Limfjorden, der så senere er blevet omdannet til den nuværende ådal. Det er da ret tankevækkende, at denne stenrække peger lige ned til det sted, hvor der engang var anlagt en dæmning over ådalen. Kan den mon have været et ledespor?

Vi følger herefter den skovvej, der går lige op til Langerumhus, og her ser vi tydeligt hvad et par kraftige regnskyl kan udrette. Der kom i denne sommer to skybrud lige efter hinanden som har formået at grave en ret dyb kløft i vejens vestside. Det interessante ved dette er dog, at man her tydeligt kan se, hvorledes kalkårerne når næsten helt op til jordoverfladen fra Rold Skovs undergrund.

Nu var der blot tilbage at følge vejen op mod Kirkevejen, og herfra fortsætte direkte tilbage til Rebild, hvor anden halvleg, nemlig vores julearrangement, skulle foregå på Røverstuen.

Dette startede med at Knud introducerede en tur til Harzen, som turudvalget med spænding havde vedtaget at ville forsøge sig med i sæson 2000. Det skulle senere vise sig, at turen allerede blev overbooket inden julearrangementet var slut, således at Hanne og Knud nu fik et positivt problem, og derfor måtte hjem og ændre på aftalerne om deltagerantallet.

Dette skyldtes måske ikke mindst, at Helge fulgte op med at vise en meget flot diasserie, som han og Marianne havde optaget fra de steder som var idéen med turen, nemlig at følge H.C. Andersens fodspor i Harzen.

Vi kunne nu gå over til det kulinariske, nemlig stegt flæsk, persillesovs og æblekage, og herunder fik deltagerne sig en overraskelse. Nemlig at Anders ankom i fuldt ornat spillende på sin sækkepibe. Et indslag som vakte stor begejstring.

Som vanligt blev denne vor sæsonafslutning afviklet under en god og hyggelig stemning. På opfordring havde Helge et stort udvalg af sine dejlige bøger til salg. Fmd. gjorde status over årets gang, med tak til Helge for at vi måtte være med i turbogen, “Min yndlingstur i Rold Skov”. Og Birgit sluttede af med at overrække årets gaver til Marianne og Helge, som en lille tak for alt det de har gjort og stadig gør for Rold Skovs Venner.

Det blev sent før de sidste medlemmer sagde farvel, og en tilfreds bestyrelse dermed igen kunne glæde sig over en god tursæson.