1999

Mørkeskov

Søndag den 14. november var dagen, hvor vi skulle holde generalprøve på den travetur, som skovfoged Jens Erik Nielsen har beskrevet i Helges nye travetursbog. Denne tur forløber i områderne omkring Sønderskov, Mørkeskov og Fællesskov, og den nærmeste p-plads er dermed bålpladsen i Grøndalen.

Herfra starter vi straks med kursen sat mod vest til skovløberstedet Klodholm. Herfra går ruten faktisk til højre, men vi slår dog lige et smut op til venstre for at se på nogle cypresser. Rebildselskabet har nemlig fået den geniale idé at “sælge” disse træer til folk, på den måde, at man kan få sit navn sat på et skilt, der anbringes ved træet. Naturligvis mod et passende vederlag til selskabet.

Tilbage på ruten stopper vi ved Klodholmsletten lige nord for Klodholm. Her fortæller Helge også om den nye bog, hvilke koryfæer, der har skrevet den, hvor mange ture der er, og at vi i dag skal gå Jens Erik Nielsens tur. (Helge havde ikke haft tålmodighed til at vente og dermed høre, at fmd. havde sagt nøjagtigt det samme ved velkomsten).

Vi hører også lidt fra Jens Erik Nielsens beskrivelse af turen, hvortil Helge yderligere kan tilføje nogle betragtninger om ordet Klod i Klodholm. Dette kan enten betyde en knold i jorden eller en hest med filtret hår. Må det være fmd. tilladt at nævne, at også den Himmerlandske original “Tordenkalven” til tider kaldte sig “Klojen”. Et jysk dialektudtryk for det forældede ord klod, der betyder hesteplag.

Da ruten snart efter passerer lige forbi det gamle skovløbersted Kyø Skovhus, forlader vi denne atter engang. Dette kan vi tillade os, idet beboeren gennem de seneste 26-27 år, Bo Rosbjerg også er med os i dag. Ja, det er den Bo Rosbjerg, som var ildsjælen og den egentlige ophavsmand til det store sejlskibsstævne, The Cutty Sark Tall Ships Race, der er så heldig at bo her lige midt i Rold skov.

Bo fortæller nu om husets udseende og dets omgivelser op gennem tiderne. Det siges, at der tidligere har været en bygning med en stor stue, som ikke hørte med til den daglige beboelse, men som blot var afsat til jagtstue, når der var kongelig jagt i skovene. Den del, som senere blev tilbage var derimod ikke ret stort. Bo har mødt folk som er vokset op i huset, og som har måttet bo i en lille gang på blot 4-5 m². Dette værelse var egentlig husets forgang, der blot fik en smule lys fra en rude i døren.

Bo fortæller at brændeskuret trænger voldsomt til en istandsættelse, men da det er statsskoven, som ejer stedet, er denne mest tilbøjelig til at rive det ned. Dette synes Bo nu er synd, da det er med til at præge miljøet på stedet.

I gamle dage hørte der også landbrug til huset. Jorden på højre side af vejen, vi lige er kommet ind af, var jordtilliggendet, og den ene af husets fløje var da en staldbygning.

Bo fortæller om hvordan han under en restaurering af denne bygning for nogle år siden, kom helt ned til det gamle staldareal under gulvet. Man kunne tydeligt se, hvordan stalden tidligere havde været indrettet med båse til køer, ligesom der også havde været plads til to heste og grisestier. Den gamle stenpikning hvorpå hestene havde stået, ligger nu udenfor huset.

Grunden til at vi er gået op langs østsiden af stedets bygninger er, at Bo her for mange år siden fandt et firkantet område, som han kunne forestille sig måske var resterne af et fundament til et ældre Kyø Skovhus. Sagkyndige folk mente dog, at det snarere kunne være et oldtidslandbrug, idet man da brugte at hegne markerne ind, for således at kunne beskytte afgrøderne mod skovens dyr.

Med tak til Bo for en god orientering om dette dejlige sted, fortsætter vi nu vores tur lige ned i Stendalen. Vi “lander” lige ved spejderhytten, og fra denne følger vi så den smukke Stendal mod nordvest. Lige efter færisten vælger Helge at stoppe op, idet han vil lade Jens Erik Nielsen fortælle om området gennem den nye bog. Her kan man bl.a. høre, at straks man har passeret færisten, er man inde i et område, som er en del af Rebild Bakker. Der er lige mange på begge sider af dalen. Både på den enebær og lyngklædte side til højre, men også på den træbevoksede del til venstre. Man fornemmer bare ikke dette så tydeligt, idet træerne slører konturerne i landskabet. På dalens højre side er bevoksningen betydeligt mere spredt og åben, og det meste af den er faktisk først spiret frem efter at Rebild Bakker blev fredet i 1911.

Helge fortæller også med egne ord noget om området, bl.a. om Kulsvier Sørens gamle plads, der ligger næsten lige oven for det sted hvor vi er stoppet op.

At Søren var i besiddelse af ægte jysk lune, er den følgende historie et godt eksempel på. Det var nemlig sådan, at hvis Søren havde blus på alle sine 3 miler, når vinden var i vest, kunne røgen fra milerne drive lige ned over bønderne i Rebild Skovhuse, hvilket disse til tider blev meget sure over.

Det endte med at beboerne klagede til skovrider Lorenzen, hvorfor denne aftalte med Søren at de skulle mødes oppe ved milerne næste gang han skulle brænde. Lorenzen ville så selv se på sagen, men til den aftalte tid var Søren lige pludselig blevet syg. Dette var han også den følgende gang. Først den tredie gang kom Søren, men da var vinden også gået om i øst.

Når vi nu er ved at høre om Kulsvier Søren, er det oplagt at vi også genopfrisker historien om at det gik ham på nøjagtigt samme måde, som det gjorde for Kong Fr. 8., – de døde nemlig begge under et “damebesøg”. Vi hører så om Blære Else og Søren, men Helge vil dog lige pointere, at der engang er blevet udtrykt ønske om at bevare denne historie af Kulsvier Sørens barnebarn, afdøde borgmester i Skørping, Inger Pedersen.

Hvad Helge imidlertid ikke ved, er at et andet af Sørens børnebørn, Lissi Sørensen står lige over for ham. Fmd., der i lang tid har ventet på en lejlighed til at give Helge en overraskelse, spørger diskret Lissi, om han må fortælle Helge dette, men desværre siger hun dog nej i første omgang.

Vores tur går nu videre hen langs Stendalen indtil vi på et tidspunkt drejer til venstre op ad Lynggyden mod bålpladsen oppe i Urskoven. Halvvejs oppe ad denne bakke standser Helge op, og da Lissi i mellemtiden har sagt til fmd. “Der kan da heller ikke ske noget ved at du siger det”, beder fmd. nu om at få ordet.

Idet han refererer til historien, som vi lige har hørt, præsenterer han så Lissi og Helge for hinanden. Det må jo da være spændende for Helge at hilse på et andet af Sørens børnebørn!

Pga. at Helge ikke ved, at heller ikke Lissi har noget imod at historien bliver fortalt, er det morsomt at se en Helge, der for en gangs skyld ikke rigtig kan finde en grimasse der kan passe. – Undskyld Helge.

Hvad gør man så? – Finder en historie, der måske er lidt værre.

Denne handler om et besøg hjemme hos Helge af en dame fra Norge, som kom sammen med sin mor og sin datter, en flot jente på 17 år. Moderen var en ældre dame, der var her fra egnen, men som havde boet hos datteren i Norge i 40 år.

Helge fik lov til at optage på bånd, hvad den gamle dame kunne fortælle om tiden her på egnen. Men lige idet han syntes, at hun ikke havde mere at fortælle, kom han dog i tanke om, at når hun kom fra den nordlige side af Rebild bakker, kunne det måske være, at hun så havde kendt “Timanden”.

Helge spurgte da, “Forresten Christiane, der var sådan en original og drukkenbolt her på egnen, som de kaldte for “Timanden”, kan du huske ham?  Damen så bare spørgende på Helge – hvad mener du?  Hvorefter Helge gentog spørgsmålet.

Så var det at Christiane lidt pinligt sagde, “Det er ham a sidder og fortæller om. Det var min Far”.

Helge citerer herefter lidt af det, som Jens Erik Nielsen har skrevet om turen op gennem Lynggyden, inden vi igen fortsætter vor tur op mod bålpladsen i Urskoven. Her skal vi svinge til højre, altså i vestlig retning. Dog kun et ganske kort stykke vej inden det atter går mod syd ned mod skovfogedboligen Tvedhus.

Denne vej hedder Planteskolevej, og også her stopper Helge for at fortælle noget fra Jens Erik Nielsens turbeskrivelse. Navnet kommer naturligvis af, at der i gamle dage lå en lille skovplanteskole her ved vejen. Idag er vejen karakteriseret af at der er plantet noget så usædvanligt som en kastanieallé her lige midt i Rold skov. Dette er ikke kun til glæde for menneskene. For skovens dyr er de brune kastanier en rigtig lækkerbisken, når de er modne og falder ned om efteråret.

Vi står lige over for en gruppe halvstore graner, og dette får Helge til at fortælle om den store storm i `81. Før den tid stod der her en tæt skov af høje gamle træer, men disse segnede om sammen med en lille million andre træer i de to dage stormen varede.

Fmd. kan her supplere op med at fortælle om hvor lang tid det tog at komme frem til højspændingsstation Tinghøj nede ved Hobro den dag. Efter 3 mislykkede forsøg gennem skoven, måtte turen tilslut gå helt ud mod øst omkring Terndrup.

Helge spørger nu meget uskyldigt om fmd. aldrig har skullet arbejde, og hertil svarer Ø.P., “Jo, han har arbejdet – lidt”. De er så flinke i Rold Skovs Venner.

Nu er der ikke flere pauser inden vi når ned til Tvedhus. Om det stadig er en overraskelse er svært at sige, men det var i hvert fald både hyggeligt og dejligt, at Marianne og Birgit nu stod klar til at servere vores traditionelle gløgg og småkager. Og når så vejret viste sig fra den aller smukkeste side, kunne dette jo kun være en nydelse for alle vore 93 deltagere. Det er her i Tvedhus, at forfatteren til dagens tur, Jens Erik Nielsen bor. Vi ville gerne have inviteret på et glas af Mariannes 220 volts specialgløgg, men desværre var han ikke hjemme.

Fra Tvedhus går turen så mod nordøst gennem Mørkeskov og Fruer Skov. Begge har nogle flotte beplantninger, bestående af douglasgraner, ædelgraner, egeskov og grandis. Omtrent på det sted hvor vi når til den skovpart, som hedder Kyø Skov, går vi op på bakken til venstre for at se noget interessant, nemlig en hellekiste.

Helge forklarer, at man altid kan kende en hellekiste på at stenene er flækkede, og anbragt med den lige side ind mod graven. Han fortæller også om at han og statsskovrider Preben Møller engang kom til at diskutere om på hvilken side af vejen hellekisten ligger. De kunne dog ikke nå til enighed, hvorfor det endte med at de væddede om en flaske whisky. Næste dag kørte de så ud til stedet her, og Helge sagde, “Kan du så se, her er den”. Hertil svarede Preben Møller, “Så går vi lige over til min på den anden side”. Der er nemlig to, men på dette tidspunkt var der kun aftegnet den ene på kortet.

Vi fortsætter gennem det område, som kaldes Troldefaldet, og lidt længere fremme er der en bøgebevoksning, hvor vi finder skovens eneste foderhus til vildtet. Her vælger vi at holde frokost og hygge os i det gode vejr.

Lige syd for denne bøgeskov ligger der en skovens smukke moser. Navnet er Krogmosen, hvilket er såre logisk, idet mosen har facon som en stor pølse, der næsten bukker begge ender sammen. I den nordlige ende blev der for ca. 15 år siden anlagt en kunstig sø. Men også her har naturens formidable evne til at retablere sig selv, gjort, at en førstegangsbesøgende overhovedet ikke vil tænke over dette.

Mosens sydende går næsten helt ud til den skovvej vi følger, og her stopper Helge et øjeblik, så vi kan høre noget om både mosen og den omgivende bevoksning, der findes i dette område. Snart efter når vi i et T-kryds frem til den gamle grænse ind mod St. Økssø mose, og herfra går turen nu atter mod nord til vores udgangspunkt i Grøndalen. Vejen har sit navn efter Ritmesterbøgen, og efter en kort vandring ad denne, ser vi på vores højre hånd en stor langdysse. Helge fortæller om hvorledes man, før mosen blev plantet til, kunne gå op på dyssen og herfra nyde udsigten ud over mosen, og videre mod St. Økssø i baggrunden.

St. Økssø mose blev plantet til under krigen, men nu er det dog meningen, når disse træer er modne til hugst, at bringe hele dette om- råde tilbage til den oprindelige naturtilstand.

Vi følger stort set grænsen rundt om mosen til vi når ned til selve St. Økssø lige ved Obels hus. Her går der et skovspor op til venstre mod vejen hen til Bitte Hedekrog. I dag skal vi dog ikke høre om Hede Knud og hans meriter, men blot gå videre hen langs Rebild Skovhuses marker tilbage til Grøndalen.

Se, dette var en skovtur der ville noget, vi glæder os til at kunne afprøve nogle flere af slagsen, der nu findes beskrevet i Helges nye og meget flotte turbog, “Min yndlingstur i Rold Skov”.