#1999 6

Nørlund skov

Der mødte ikke mindre end 90 deltagere op til den anden efterårstur, som skulle foregå på Nørlund gods i den allervestligste del af Rold skov. Denne tur var da også i sig selv noget ganske særligt, idet Rold Skovs Venner har fået den store ære, at skulle beskrive én af turene i Helges nye travetursbog. Sådan som 14 andre skribenter også har gjort det.

Og det var netop denne tur som vi delvis skulle prøve af i dag. Men også kun delvis, for på turen var der tillige indlagt nogle store overraskelser. En som var planlagt, og en som også overraskede turudvalget. Det vender vi tilbage til.

Efter forudgående aftale med fmd., startede Helge med at erklære, at han ikke ville være turleder i dag. Han ville hellere fotografere, så det med at lede turen måtte fmd. selv klare. Dette gik da vist også nogenlunde, selvom han på et tidspunkt ikke kunne huske om et stort træ var en eg eller en bøg – og heller ikke lige kunne se det da han ikke havde fået de rigtige briller med.

Men tilbage til starten. Her udgik turen fra den plads på nordsiden af Rold-Haverslevvejen hvor Kildehuset engang lå placeret en smule øst for selve Nørlund slot. Men da den som nævnt for størstedelens vedkommende er identisk med den, man kan læse om i den nye turbog, vil vi her kun beskrive den en smule summarisk.

Ikke længe efter at vi er gået gennem den røde bom, kan man på højre hånd se en række af Nørlunds gamle skovdiger. Disse blev i gamle dage anvendt til både at holde kreaturer ude af skoven, men også som hegn hvis man havde svin på olden.

Vi passerer nu et stort vejkryds, og straks efter går der et spor ind til venstre, og her skal vi op.

Herinde i skoven står der nemlig en stor sten, som i virkeligheden er gravstenen over Nørlunds sidste personlige ejer, Georg Alexis Hornemann, der er begravet sammen med sin hest og to hunde.

Vi går tilbage til skovvejen, og lidt længere fremme ser man en stor rødgran, der faldt i novemberstormen 1981. Skovfolkene har bestemt at den skal have lov at blive liggende, som et minde om stormen, og samtidig være til stor gavn for både fugle og insekter.

Nok er Nørlund gods et dejligt naturområde, men da det er også en ejendom med en lang historie, skal vi ganske kort høre lidt om denne. Den gård vi ser i dag er nummer tre i rækken. Den første skriver sig mindst tilbage til 1396, hvor den efter ordre af dronning Margrethe blev nedbrudt fordi den var et røverskjul og ej et herresæde. Den næste ejendom blev som så mange andre nordjyske herregårde afbrændt af Skipper Clements tropper under grevefejden i 1534. Det tredie og nuværende Nørlund blev opført af statholderen Ludvig Munk i årene 1581 til 1597. Dog i en lidt anden skikkelse end den bygning vi ser i dag.

Turen går nu gennem et typisk stykke produktionsskov, som i det her tilfælde består af nogle meget flotte rødgraner. En såkaldt monokultur. I dette område er der dog også blevet plads til et areal, som er plantet til med cypresser, hvor der dog er iblandet unge bøgetræer med det formål at stormsikre skoven.

Vi stopper næste gang på et sted i skoven, hvor der virkelig har udspillet sig nogle historiske begivenheder, nemlig henne ved slugten med det særprægede navn Vintønden. Den dag i dag danner denne både grænse mellem Aarestrup og Ravnkilde sogne, og Nørlund og Torstedlund skov, og i gamle dage også grænse mellem Nørlund og Torstedlund godser.

Som så mange andre steder, har der også her udspillet sig utallige skelstridigheder. I flere tilfælde stridigheder, der fortsatte efter døden, hvilket der findes en mængde overleveringer i form af myter og sagn om. Alt dette uvæsen hørte dog op, da de to godser blev forenede under samme ejer i 1826.

Kort efter Vintønden når vi frem til det vejkryds hvor den i starten omtalte bøg/eg står. Det er altså en stor eg med mindst et par hundrede år på bagen. Her skal vi til venstre og vi kommer dermed snart frem til det største stykke sammenhængende bøgeskov på Nørlund gods. Her har man prøvet at lade skoven forynge sig selv ved at hjælpe den på vej i form af at harve jorden, og således efterligne det naturlige roderi der var, da man havde svin på olden.

På grevefejdens tid var det rigsråden Peder Lykke, der ejede Nørlund, men det var hans efterfølger, Ludvig Munk der er gået over i historien som en streng herre. Det var også Ludvig Munk, der blev gift med den kun 17-årige Ellen Marsvin, med hvem han fik datteren Kirsten Munk. Den datter, der ved senere at blive Kong Christian IVs brud til venstre hånd, satte sig så betydelige spor i danmarkshistorien.

Mellem andre markante ejere af Nørlund gods kan der nævnes krigsråd Rasmus Conradsen, der skabte virkelig aktivitet på godset. Teglværk, kalkværk, hestestutteri og vigtigst af alt,

Conradsminde Glasværk. Men desværre fik hverken Rasmus Conradsen eller hans glasværk nogen lang levetid, for glasværkets vedkommende kun 22 år.

Som nævnt var G.A. Hornemann den sidste personlige ejer af Nørlund. Han havde forud bestemt, at ejendommen efter hans død skulle drives som en selvejende fond, og midlerne anvendes til fordel for sukkersyge børn. En sygdom han selv havde døjet med. Dette er årsagen til at det idag er Nørlundfonden der ejer og driver både Nørlund gods, Torstedlund gods, Tingskoven og så den lille Tisted Nørskov helt ude i den østligste del af Rold skov.

Det er dog ikke kun herskabets fortjeneste, at Nørlund har fungeret på godt og ondt gennem de mange århundreders forløb, men i lige så høj grad tjenestefolkenes. Vi hører f.eks. lidt om, hvorledes den 80 årige Dagny Sørensen har fortalt om livet som stuepige i trediverne, og om fodermesterparret Dinne og Thorkild Petersen, der var de sidste beboere i Kildehuset.

På vor videre færd mod vest, afløses den store bøgeskov nu snart af nobilis-graner på vores venstre hånd. Her ser vi, hvordan skovbruget kan udnytte sine produkter optimalt. De unge træer bliver mest anvendt til klipning af pyntegrønt, mens de gamle, der nu er forklippede, får lov til at vokse videre, indtil stammen kan anvendes som tømmer.

På vores sidste tur i september, fortalte Helge en spændende historie om baggrunden for at hans forfader, Johan Heinrich Qvistorff kom her til Danmark som driftsleder på den da nyoprettede Thorup Hedegård under Lindenborg gods. På sine gamle dage flyttede Johan Qvistorff til gården Ulvedal i Askildrup i Blenstrup sogn.

Som gammel slægtsforsker blev fmd. så betaget af denne historie, at han har fulgt den op, således at der ved hjælp af de gamle arkivalier, har kunnet tegnes et helt billede af familiens livsforløb. Med Helges tilladelse kunne dagens turdeltagere så også blive delagtiggjort i denne familiehistories fortsættelse.

Efter nobilisbevoksningen når vi et T-kryds frem til det sted, hvor vores tur atter går mod syd, og altså rundt om hjørnet til venstre. Her står der tre store træer, hvoraf det midterste er et øjetræ, med øjet siddende næsten helt nede ved jorden.

Vejen hedder Prinsevej, og straks efter kan vi se diget, der markerer skovens vestgrænse. Her må vi gerne gå ud for at nyde udsigten over de himmerlandske marker og hvad vi ellers kan få øje på i landskabet.

Vi fortsætter turen. På vores højre side følger vi en bøgebevoksning fra 1954, og på et sted, hvor vejen slår en bue til venstre, kommer vi forbi et kønt lille kær, hvor gamle bøge og ege står ud over det. I baggrunden findes der en bevoksning af nobilis, og mellem de gamle træer vokser der nogle tynde hasselstammer, der næsten kunne ligne et kinesisk pindespil.

Nu er der ikke langt til den vestligste ende af Vintønden. Her kan man tydeligt fornemme, hvordan det tætte ellekrat nede i slugten på det nærmeste ligner en urskov. Ikke sært, at dette sted gennem tiderne har befordret både uhygge og overtro – især ved nattetide. Vi hører om hvordan både Fru Karen og Joen Madsen til Torstedlund, og Fru Ellen og Junker Jörgen til Torstedlund, har gået hernede og råbt om reb og ret skel.

Herefter skal vi ikke følge den af Rold Skovs Venner beskrevne tur længere i dag, men istedet atter gå mod øst ad skovvejen langs Vintønden. Dette går også meget fint lige til Helge og fmd. får den geniale idé, at vi lige skal ned og opleve selve Vintønden. Her var det, at det var turudvalget, der fik sig en overraskelse. Der var nemlig så mudret og blødt, at det kun var nogle få, der slap nogenlunde tørskoet over, inden de efterfølgende næsten sank i til knæene. Der var så kun én ting at gøre, Helge måtte fortsætte på sydsiden med de forholdsvis få, der var sluppet over, mens fmd. måtte gå tilbage til skovvejen med det største hold.

Hermed var alt såre godt – troede vi. Det viste sig nemlig, at en lille gruppe på fire var blevet “agterudsejlet”, fordi en af disse havde siddet så fast i mudderet, at hans ene sko var blevet dernede og efterfølgende måtte bjerges op. Efter fælles anstrengelser, blev vi dog alle igen forenede inden dagens tur var omme.

Se, nu var det så at dagens planlagte overraskelse skulle finde sted. Selv om vor højt estimerede kasserer, Birgit ikke troede det, vidste fmd. nemlig godt, at dagen skulle sluttes af med et besøg på selve Nørlund slot.

Men da der kun måtte komme et begrænset antal mennesker ind ad gangen, gjorde vi så det, at Helge, straks efter at vi igen var mødtes på Charlottenlundvejen, gik i forvejen med den ene trediedel af de 90 deltagere, mens resten så fandt en lun solbeskinnet plads hvor vi kunne holde frokost. Herefter var planen så, at fmd. skulle komme med det store hold, gå ind med halvdelen af dette, mens Helge så ville tage en kort tur med den anden halvdel. Dette fungerede vist nok også nogenlunde som planlagt, bortset fra at Helge og Birgit også var en tur i Haverslev for at løse diverse opgaver.

Det er dejligt, at vi har et så godt forhold til Nørlund, at Helge har kunnet lave en aftale om, at vi også måtte besøge selve slottet. Det første man blev mødt med, da det første hold kom ud, var da også: I kan godt begynde at glæde jer til et spændende besøg.

Det var inspektørparret, Anna og Volmer Rold der tog imod og viste os rundt på slottet, og man må sige at dette var en anderledes oplevelse end så mange andre steder, idet Nørlund ikke er større, end at stuerne virker meget hjemlige og hyggelige. Hertil kom, at Volmer Rold tillige fortalte os engageret om Nørlunds både gamle og nyere historie.

Alt i alt må man sige, at dette var en flot afslutning på oplevelsesrig dag med både planlagte og uplanlagte overraskelser indlagt. Det varede da også lidt inden turudvalget fik taget afsked henne på p-pladsen, hvor vi var mødtes igen lidt efter lidt. Her kunne vi selvsagt ikke lade være at snakke turen igennem, især når Helge kom med en til lejligheden indkøbt tår øl.