1999

Hellum skov – Siem skov – Ejstrup skov

Trods det, at vore medlemmer kun havde haft et varsel på 12 dage, mødte der alligevel 66 personer op til efterårets første tur søndag den 12. september i Hellum- Siem- og Ejstrup skov. Vi har tidligere i år måttet konstatere, at første halvdel blev særdeles våd, men til gengæld har vi fra starten af juli haft det fineste sommervejr, der fortsætter som en “Indian Summer” her langt ind i september. Således også i dag, hvor der var ikke mindre end 24 grader varmt.

Mødestedet var sat i krydset mellem Siem-Tistedvejen og Astrup-Terndrupvejen, hvilket var længere mod øst end nogensinde før. Vi starter mod nord ad Siem Skovvej, og egentlig var det meningen, at vi straks efter skulle have drejet til venstre gennem Tisted Nørskov, men pga. jagtproblemer må vi fortsætte ind i Siem skov, hvor der dog også går en meget naturskøn vej mod vest.

Ret nord for gravhøjen Rold Høj gør Helge holdt for at fortælle om en mand nede fra Tyskland. Som ung mand blev denne sendt i købmandslære i Rostock, fordi han skulle have den samme uddannelse som sin far. Efter udstået læretid tog han så videre til Dresden, for der at oprette sin egen forretning, ved hvilken det snart skulle vise sig at han blev hovedrig. Ja, det gik endda så godt, at han under 7 års krigen kunne forsyne den preussiske konges tropper med løn.

Da krigen var slut, var dette blevet til så stor en sum, at kongen ikke kunne betale tilbage, hvorfor denne foreslog købmanden i stedet at overtage hele det store varelager, der fandtes på en porcelænsfabrik i det netop erobrede område ved Meissen.

Efter at have tænkt sig om slog købmanden til, hvorefter han tog til en af de frie hansestæder for at sælge ud af det kostbare porcelæn. Og havde han ikke været rig før, så blev han det i hvert fald nu, ja han blev så rig at kongen var lige ved at fortryde aftalen. Meisnerporcelæn er nok noget af det dyreste, der findes overhovedet.

Disse handeler gjorde købmanden i stand til at bygge sig et lille slot i nærheden af Hamburg, og efter en tid købte han tillige et andet slot på egnen, nemlig Ahrensburg. Et helt drømmeslot, der består af 3 gavlhuse, der er bygget klods op ad hinanden og forsynet med et tårn i hvert hjørne. Helge har besøgt dette fornyligt.

Og hvem var denne købmand så?  Selvfølgelig den senere lensgreve til Lindenborg, Heinrich Carl Schimmelmann.

H.C. Schimmelmann besøgte vist nok aldrig Lindenborg, der var købt som en ren pengeanbringelse. Sagen var nemlig den, at han gerne ville være lensgreve, og da han i forvejen ejede det meste af østhimmerland, gjaldt det om at samle så meget jord her som muligt, da man skulle eje 2500 td.h. for at blive dette. Schimmelmann opnåede at få 2200 td., hvorefter kongen forbarmede sig over ham og gjorde ham til lensgreve. Til gengæld havde Schimmelmann som kongens skatmester fået rettet op på både kongens og landets finanser.

Denne første Schimmelmann døde kun 58 år gammel i 1782. Men Lindenborg gods er stadig i familiens eje, og vi Rold Skovs Venner kan så glæde os over, at vi også på turen i dag kan færdes på dettes vidtstrakte jorder.

Vi skal senere i dag høre om en anden mand, der fik tilknytning til familien Schimmelmann.

Turen fortsætter nu over på vestsiden af Torup Hedevej, hvilket vil sige, at vi befinder os i den skovpart, der kaldes Hellum skov. På et tidspunkt kan man ligesom ane hvor Langmosen er beliggende mellem de høje træer, hvilket får Helge til at spørge, om der er nogen der aldrig har været der, og til manges store overraskelse, svarer bl.a. Bo Rosbjerg, at det har han ikke. Han bor ellers i Kyø Skovhus lige midt i Rold skov. Som en belønning og tak for de oplevelser Bo har givet os alle ved at være idémanden bag, at Cutty Sark skulle slutte i Aalborg, foreslår Helge at vi forlænger turen derover, således at også Bo kan få et blik ud over den smukke mose.

Fra mosen går turen nu mod nord og øst, således at vi på et tidspunkt når frem til Torup Hedegård. Helge standser et øjeblik, da han faktisk har en historie at fortælle om denne. Men da alle nu har været på stedet, vælger han dog alligevel at fortsætte turen, inden vi får lov at høre hvad han har på hjerte. Det skal lige nævnes, at før grev Schimmelmann opkøbte det område, vi befinder os på i dag, var dette et meget åbent landskab, dog med små enklaver af gamle bøge. Dette ved vi bl.a. gennem maleren Hans Smith, der har lavet en tegning, set fra Madum sø og ud over landskabet her mod øst. Træerne vokser dog særdeles godt. I den trekant mellem vejene nord for Thorup Hedegård, der kaldes Grevens Plantage, fandtes der før stormen i 1981 nogle af de fineste graner, som forstfolk fra hele Europa kom for at se.

Det er nu blevet tid for at holde frokost, og for at høre hvad Helge har at fortælle. Som sagt købte kongens skatmester dette store hedeområde med den tanke, at få heden brækket op og omdanne denne til landbrugsjord. Han sendte derfor bud til en ung mand nede fra Holsten, med anmodning om at denne ville påtage sig at lede dette arbejde. Den unge mand accepterede tilbuddet, og for at han kunne bo herskabeligt, lod greven endog Torup Hedegård bygge til ham. Der gik dog ikke ret lang tid inden det stod klart at landbrugsdrift på det sted var urentabelt, hvorfor man gik over til skovbrug.

Dette havde imidlertid ikke den unge mands interesse, men han blev så i stedet ansat på selve Lindenborg gods som birkedommer. For stadig at kunne have en passende bolig, købte han den store gård Ulvedal i Askildrup mellem Fræer og Blenstrup.

Vi kan så igen spørge. Hvem var denne unge mand så? Ja, Helge kender ham faktisk godt, for det var nemlig hans tiptipoldefar, Johan Heinrich Qvistorff.

Helge kan endda knytte en spændende historie til navnet. Mens Helge endnu var dreng boede familien i en herskabslejlighed ved en af kanalerne i København. En aften ringede det på døren, og en meget bange Helge skulle gå gennem en lang mørk gang, for at lukke op for en lille mandsling, som han blev endnu mere bange for. Manden ville tale med Helges far, der var marinemaler, om at købe et par billeder. Han fortalte også at han var heraldiker på det kgl. bibliotek, og at han tillige gjorde meget i slægtsforskning. Da Helges far netop var meget interesseret i slægtens oprindelse, bad han manden om bare at tage billederne med, mod til gengæld at prøve at finde ud af noget om slægten Qvistorff.

Der gik nu en lang tid uden at familien hørte noget til manden, og efterhånden glemte de alt om ham. Især efter at Helges far også var død i mellemtiden. En aften ringede det imidlertid på døren, og en nu mere modig Helge gik atter ud for at lukke op for den lille mand. Denne havde faktisk lavet sit arbejde godt, for han medbragte nu en hel bog om slægten. Han fortalte, at det havde været meget spændende at rejse rundt nede i Tyskland for at besøge familiens godser, og at han havde fået ført slægten helt tilbage til 1319 i lige linie.

Og så føjede han til: Jeg mangler kun en eneste person, nemlig ham der tog til Danmark. Jeg kan godt finde ham, men det vil være så stort et arbejde, at det koster 500 kr. Dette syntes Helges mor dog var for meget, hvorfor historien stoppede med det.

Man kan sige, at det var den allervigtigste person der manglede, men en dag da Helge selv var nede på landsarkivet i Viborg for at studere i Lindenborgs godsarkiv, støder han helt tilfældigt på navnet, Johan Heinrich Qvistorff. Dette var selvsagt en fantastisk oplevelse for Helge. Helge, der holder så meget af Rold skov, og så havde hans forfader været ansat på Lindenborg gods, uden at han anede det mindste om det. Ringen var sluttet.

Som gammel slægtsforsker ved jeg, at i et sådant tilfælde bliver man helt euforisk.

Da vi når ud til grænsevejen mellem Mølleskov og Ejstrup skov, siger vi farvel og på gensyn til nogle få deltagere, der af forskellige årsager er kørt trætte, og derfor vælger at gå direkte ned ad Siem Skovvej tilbage til bilerne. Resten tager en sidste rundtur op gennem Ejstrup skov mod øst og nord.

Af en eller anden grund opstår der en diskussion om forskellen på krondyr, rådyr og dådyr. Dette må vi bede Helge om en forklaring på. Hos krondyrene, som er vor største hjorteart, hedder hunnen en hind, hannen en hjort og ungen en kalv. Når det drejer sig om rådyr, hedder hunnen en rå, hannen en buk og ungen et lam. Dådyret kendes på et stort skovlformet gevir, samt at det er plettet på ryggen.

Helge føjer til, at det smukkeste dyr han iøvrigt kender ud over rådyrene, er en rigtig flot hest.

Oppe i den nordlige del af Ejstrup skov, går turen nu atter vestover, og da også vi igen rammer skovvejen, er der blot tilbage at gå ned til de ventende frontløbere hvor det hele startede. En ualmindelig hyggelig og skøn skovtur var tilende.