1999

Hald og Dollerup Bakker

I dag er det søndag den 16. maj, samt tillige et dejligt forårvejr med både varme og herligt solskin. Og da Helge allerede ved tilrettelæggelsen af turprogrammet havde meldt forfald, var det jo nærliggende at vælge denne måned til en af vore længere udflugter.

Nu er det jo sådan, at man ikke “ustraffet” kommer med gode forslag på vore udvalgsmøder, og da Käthe og Birgit tidligere havde anbefalet at tage til Hald og Dollerup bakker, lå det jo lige for, at det også blev dem, der skulle arrangere en sådan tur.

Og lad det være sagt med det samme, det var bare en god tur, og der var fin tilslutning fra vore medlemmer, idet hele 75 personer havde meldt sig til at deltage.

Turen var arrangeret som en bustur, og i lighed med tidligere, havde vi også denne gang lejet en dobbeltdækkerbus gennem Frank Hansen i Arden. De allerfleste af deltagerne mødte op ved Aalborghallen, hvor fmd. bød velkommen og startede turen, inden han ude ved Støvring syd kunne overlade sit sæde og turledelsen til Käthe.

Under den videre tur får vi en orientering om dagens program, der er arrangeret således at vi skal mødes med naturvejleder Jens Frydendal nede ved Hald Hovedgård, hvorefter denne vil tage os med ud på en mindre historisk tur, og en lidt større naturtur.

Vi ankommer i god tid til Hald, således at der indledningsvis bliver lejlighed til selv at gå rundt og studere den flotte naturudstilling, der er arrangeret i gårdens gamle lade. Straks efter mødes vi dog med Jens Frydendal ovre i hovedgårdens store parkanlæg, hvor denne indleder med at fortælle om baggrunden for at Hald overgik fra privat- til statsejendom. Noget med at den tidligere ejer havde samarbejde med tyskerne under krigen.

I dag sorterer Hald under Fussingø statsskovdistrikt. Hovedbygningen er kursuscenter, laden naturudstilling, i kohuset er der teaterkulisser og svinestalden er naturskole under Jens Frydendals ledelse. Og netop det, at Jens Frydendal er naturskoleleder får ham til at fortælle om parkens vækster, lige fra træer til vilde urter, hvor nogle af dem er anvendelige som lægeurter, mens andre egner sig fortrinligt til husholdningen. Jens Frydendal forklarer at der gennem tiderne har været anlagt ikke mindre end 5 Hald’er, hvoraf det ældste daterer sig helt tilbage til 1286. Den nuværende Hald Hovedgård er naturligvis det sidste og femte. Vores første tur går dog ud til det tredie, nemlig Jørgen Friis’ Hald, der som en ruin ligger ude på en odde i Hald sø.

Her stopper vi op på et sted, hvor man stadig på nogle spor i stenkvadrene kan se, at adgangsvejen til borgen har været behersket af 2 vindebroer til henholdsvis kørende og gående trafik. Borgen er bygget af biskop i Viborg, Jørgen Friis, men at denne egentlig var mere borgherre end biskop, ses bl.a. af at borgen indeholder en del genbrugssten fra omegnens kirker, som han lod nedbryde omkring 1520 tallet. Herunder en sten med et tydeligt kors. Ud over at stjæle sten fra kirkerne, var han også kendt for at ville flytte skel. Noget af det værste man kan gøre i Danmark, hvor ejendomsretten er ukrænkelig. Denne adfærd bevirkede, at han fik så mange fjender, at han var bange for sit liv, og altid måtte være omgivet af en flok svorne mænd.

I dag står der ud over nogle kældre kun tårnet tilbage. Dette er i to etager, hvoraf kun de nederste par meter er de oprindelige. For ca. 100 år blev overparten genskabt i nogenlunde den originale udførelse, således at man via en vindeltrappe kan gå op og få et indtryk af, hvordan man fra denne borg havde overblikket til at kunne beherske egnen. Den vigtige hærvej gik jo lige i nærheden.

Mens vi endnu står oppe i tårnet, fortæller Jens Frydendal om den omkringliggende natur, herunder også om Hald sø. Denne er Danmarks næstdybeste sø med en største dybde på hele 31 meter. Som andre steder, har man også her haft nogle store problemer med iltsvind pga. opformering af alger. Af flere årsager var tidligere en alt for stor tilførsel af næringsstoffer, dels fra 3-4 dambrug, som blev opkøbt og nedlagt, og dels fra et alt for ringe rensningsanlæg, som kun sorterede de største fremmedlegemer fra. Spildevandet løber nu via en rørledning ind til Viborg.

For ca. 14 år siden blev der anbragt et iltningsanlæg ude i søen, og dette har haft så god en effekt, at man i de sidste par år har kunnet sætte iltproduktionen ned til det halve. Resultatet er, at man nu har en sigtedybde på 5-6 meter, hvilket er rigtig flot. Livet er kort sagt vendt tilbage.

Turen går nu vestover langs søbredden, lige inden for skovbrynet. På et givent sted føles det akkurat som går man gennem en søjlegang, så flotte og ranke står træerne til begge sider. Her stopper Jens Frydendal på et sted, hvor der vokser både eg og ask. Det han vil vise, er, at vi kan se et eksempel på det gamle mundheld: Springer eg før ask, går sommeren i vask. Det er dog heldigvis sådan, at spådommen kun gælder rent lokalt.

Der udspinder sig nu en lang diskussion om ahorns egnethed som gavntræ i forhold til andre arter. De fleste skovfolk hævder, at ahorn kun er ukrudt, og Jens Frydendal fortæller da også, at den ikke hører naturligt hjemme i Danmark, men at den i sin tid blev indført fra Tyskland.

Dette kan man alene høre af navnet, idet alle gamle danske træer kun har enstavelsesnavne som f.eks. ask, eg, bøg, elm, el, røn og mange andre. Her i norden tilpassede man dog ofte navnet til det vanlige, idet man så blot kaldte ahornen for ær.

Der er dog nogle skovfolk, der betragter ahornen som værdifuld. Hvis der er tilstrækkelige mængder af den, er den meget fin til møbelfabrikation. Der dyrkes f.eks. meget ahorn på Orenæs skovdistrikt på Falster.

Efter dette fortsætter vi gennem naturens søjlehal, men kommer dog snart ud til asfaltvejen, der går til Dollerup, og herfra er der kun ganske kort tilbage til Hald Hovedgård, hvor frokosten venter. Den medbragte madpakke er nok lidt større end den plejer, ingen skal jo bære den, og alle ser da også ud til at nyde deres måltid, men også vejret og samværet inde i gårdens dejlige park.

Dette var så første, men også den korteste halvdel af dagsprogrammet. Straks efter pausen går vi mod vest op gennem gårdens tidligere avlsbygninger hvor Jens Frydendal nok engang gør rede for hvad de enkelte huse har været -, og bliver anvendt til.

Lige oven for gården ligger der to lejrpladser, én hvor Jens Frydendal skal spørges, og én til fri afbenyttelse. Til gengæld er pladsen der skal bestilles også den bedst udstyrede, idet der permanent er opstillet både en teepee og en shelter, (eller bivuak, som man sagde i gamle dage). På den frie plads skal man selv medbringe telte, men begge har naturligvis både bålplads og vandforsyning.

Vi fortsætter nu ned i Troldeslugten. En vældig regnvandsslugt, der er så stor og dyb, at den mest af alt ligner en smeltevandsslugt fra istiden. I 1948 kom der et så stort skybrud, at den deraf følgende flodbølge skyllede halvdelen af Niels Bugges kro ud i søen. Istiden er altså ikke årsag til alle vore slugter. I dag er skrænterne tæt bevokset med naturskov, som mest består af eg og bøg, men da skoven får lov at ligge urørt af menneskehånd, vil det dog være sådan, at bøgen efterhånden vil kvæle egen.

Bunden af Troldeslugten er med tiden nået ned til grundvandet, således at dette, sammen med de tilstrømmende kilder danner en bæk, der løber ud i Hald sø. Jens Frydendal demonstrerer ved hjælp af lakmuspapir forskellen på kvaliteten af to vandprøver, som han tager fra de to modstående skrænter. Den ene viser et nitratindhold på ca. 50 mg., mens den anden er fuldstændig ren. Årsagen er, at den side hvor der er nitrat i vandet, vender ud mod landbrugsjord, mens der på den anden side er skov og hede så langt øjet rækker.

Turen fortsætter op ad Troldeslugtens sydskråning hvor bevoksningen øverst ændrer sig langsomt fra at være en blandingsskov til ren egeskov. Oppe på plateauet findes der dog enkelte udgåede enebærbuske mellem træerne, hvilket Jens Frydendal forklarer med at der tidligere har været hede helt ind til skrænten. Enen kan nemlig kun vokse i fuldt dagslys, og da buskene er nået at blive store, fortæller dette, at området først er sprunget i skov efter at menneskene holdt op med at udnytte heden til mange forskellige formål, som f.eks. brændsel, kreaturfoder eller sengehalm. Det var iøvrigt også mennesket, der i sin tid skabte heden, da stenalderbønderne begyndte at fælde skoven for at dyrke jorden.

Vi er nu nået ud på selve heden, der er adskilt fra skoven med hegn. Her gør man nemlig alt for at bevare denne som et eksempel på et typisk dansk landskab, der som nævnt godt nok er menneskeskabt. Dels er der “ansat” får til at holde uønsket plantevækst nede, og dels bliver lyngen slået med maskine engang imellem. Denne har nemlig en maksimal levetid på ca. 30 år, og hvis den ikke bliver fornyet med mellemrum, går den simpelthen ud. Lyng skal også have en så mager jord, som overhovedet mulig, hvorfor de afslåede ris bliver samlet sammen og givet til en tækkemand. Hvis de fik lov at rådne på stedet, ville de jo tilføre jorden ny næring. Lyng tåler kun ca. 14-17 kg. kvælstof pr. ha., og alene fra luften kommer der ca. 20 kg. pr. ha., halvdelen fra trafik og kraftværker, og halvdelen fra landbruget. Dette betyder faktisk at det er begrænset hvor længe man kan opretholde hede i Danmark. Desværre.

Det sted vi befinder os på, ligger lige akkurat på Jyllands højderyg, hvilket f.eks. er årsagen til, at den gamle hærvej havde sit forløb netop her, idet man så ikke skulle passere hverken åer eller andre vandløb. Som alle andre steder, var det også isen der formede dette landskab. Men det specielle er, at det netop var her der stødte 2 mægtige gletschere sammen da disse kom glidende for 100.000 år siden, én fra Norge mod nord, og én fra Sibirien mod øst.

Og det er virkelige store mængder af is vi taler om, idet gletscherne her ude ved randen var 500 meter tykke, mens de længere inde, som den grønlandske indlandsis, havde en tykkelse på hele 3000 meter. Alt dette is smeltede meget hurtigt bort på kun 5000 år, og da de to gletschere ligesom dannede et hjørne, afgav disse nogle enorme vandmasser, der, med op til 50 atmosfærers tryk, var medvirkende til at spule Hald sø ud. Det er noget af dette materiale, der har dannet de flade landstrækninger mod sydvest.

Efter denne hedevandring går turen nu atter til skovs, fordi Jens Frydendal siger vi skal se en myretue og en brændestabel. Hvorfor  mon det? Svaret er, at lige ved myretuen, har han haft eleverne fra naturskolen til at fælde et stort træ, save det op, og lave en brændestabel. Et senere hold skal så læsse det på en vogn og køre det hjem til Jens Frydendal, som med et glimt i øjet siger, at dette er et tilløbsstykke mellem eleverne samt undervisning på meget højt niveau. Det koster kun en gang pølser og sodavand til frokost. Sådan skal det gøres.

Snart efter kommer vi ud på åbent land igen, og nu går det bare opad mod Ravnsbjerg. Turen er dog anstrengelserne værd, for øverst oppe ved Niels Bugges bænk, giver vi os tid til at holde et velfortjent hvil. Og hvilken herlig udsigt er der ikke ned over den smukke Hald sø, der pga. halvøen Inderø, endda fordeler sig i en mindre og større halvdel.

Den næste etape går gennem Dollerup bakker mod den p-plads hvor bussen skal hente os. Her er der både en kiosk og andre faciliteter, således at vi kan slutte med kaffe og andet inden hjemturen. Men først går vi dog med Jens Frydendal ud til søskrænten for at høre om natur- og geologiske forhold ved denne sydligste og dybeste del af søen. Det er her at søen er 31 meter dyb, og da skrænten er over 30 meter høj, siger dette noget om hvor meget materiale isen har transporteret. Først når man borer ca. 70 meter ned, kommer man til de aflejringer der var her før istiden. Som før omtalt, har man hidtil ment, at Hald sø var en del af en stor tunneldal, der strømmede under isen, men de nyeste teorier går nu ud på, at denne tunneldal har været af en mindre bredde. Lige der hvor søen er, har der så ligget en vældig klump dødis, som kun langsomt er smeltet bort.

Jens Frydendal slutter med at vise, hvordan man ovre på den modsatte skrænt har ryddet totalt for træer, således at der nu kommer nogle flotte lyngbakker frem. Disse gennemskæres tillige af flere regnvandsslugter, ligesom der også findes nogle hængende dale, der stammer fra den tid hvor vandspejlet stod højere.

Vor tid sammen med Jens Frydendal var nu desværre løbet ud. Vi ville dog ikke tage afsked, uden at både Käthe og fmd. på alle deltagernes vegne udbragte ham en stor tak for en god dag med masser af oplevelser, og ikke mindst: Et godt humør med megen munterhed og lune.

Deltagerne fik nu en 1/2 time til at nyde de dejlige omgivelser inden turen igen gik mod de hjemlige egne. Men inden vi nåede så langt skulle vi få endnu en oplevelse. For kort efter at det lille hold var blevet sat af ved Støvring gik motorvejstrafikken i totalt stå. Årsagen var, at en ridehest havde smidt rytteren af, og nu var på vej ud af motorvejen. Et par unge mennesker i bilen foran os fik dog fanget hesten, men til al uheld røg hovedtøjet af den, hvorfor vores chauffør Jesper, Jørgen Sørensen og fmd. også stod ud for at hjælpe til. Det var dog meget svært at få hovedtøjet lagt på det meget bange dyr, der var helt våd af sved, men da en anden rytter senere kom til, lykkedes det da så nogenlunde ved fælles hjælp. Nu kom så også politiet til, hvorfor vores assistance ikke mere var påkrævet, ligesom trafikken også kunne gå igang igen. Herefter var der ikke flere forhindringer inden Aalborg, men Jørgen Sørensen havde dog fået sig et minde i form af blåt øje, der holdt sig i en hel uge.

Alt i alt kan vi kun sige, at det havde været en dejlig dag. Godt nok var vi mange, der var trætte, men når så samtlige deltagere kommer hen og stikker på næven, og udtrykker begejstring for turen, ja så bærer dette hele lønnen i sig selv.