1999

Nørlund skov

Også på turen til Nørlund skov den 18. april, var vi særdeles heldige med vejret, for akkurat ligesom sidste gang, var vi blevet truet med udbredt regn, hvilket dog heldigvis gik uden om Nordjylland. Solen kunne endda anes igennem skyerne.

Trods det, at turen for det meste skal foregå i området sønden for Rold-Haverslevvejen, møder vi ved det gamle Conradsminde glasværk, idet vi for første gang nogensinde, har fået lov at gå ind omkring Sortemosen. Dette betyder, at vi kommer til at opleve en rigtig flot natur-tur i et urskovslignende område langs mosen. Helge siger godt nok, at vi faktisk kunne være kommet en lettere vej herind, men det er jo slet ikke det vi vil.

Han pointerer også, at vi skal prise os lykkelige over tilladelsen til denne tur, da det ikke er noget man normalt tillader, idet det netop er her, både kronvildt og råvildt holder til.

Sortemosen har selvfølgelig altid eksisteret, men den har dog ikke altid været så stor, som den er nu. I forbindelse med produktionen af glas skete der nemlig en omfattende afgravning af tørv, hvilket har bevirket, at store dele af mosen nu ligger hen som en idyllisk skovsø.

Helge benytter også lejligheden til at fortælle lidt om den Rasmus Conradsen, der helt tilbage i industriens barndom byggede et glasværk her i skoven, som følgelig kom til at hedde Conradsminde. Denne døde dog allerede 3 år senere, hvorefter virksomheden blev opkøbt og senere nedlagt af Aalborg glasværk.

Vi fortsætter nu rundt om mosen, går over Rold-Haverslevvejen og videre ud ad skovvejen lige vesten for Søndre Bjerge. Vi skal også et lille stykke ud ad Ravnkildevejen, inden vi drejer til højre mellem de mange små ejendomme, der tidligere har været landarbejderboliger for de ansatte på Nørlund.

Undervejs standser Helge for at fortælle nogle morsomme historier fra Rold skov. Han starter dog med at omtale en tildragelse med den navnkundige skovrider Jens Hvass. Denne havde engang fået en bedre frokost sammen med nogle kvindtimmere, som han så senere skulle være turleder for. Disse snakkede selvfølgelig meget, både under turen og når der blev fortalt noget, og nogle af dem kunne heller ikke følge med. Jens Hvass kunne da godt finde på at forhøre dem, og spørge om hvad han lige havde sagt. De pågældende damer havde selvfølgelig intet hørt, hvorfor de så fik en skideballe. Herpå så han på dem alle og sagde: “Iøvrigt skal I sætte tempoet op og lette r…. lidt mere, for jeg har ikke tid til dette tempo”. – Hvorfor fortalte Helge mon egentlig dette, og hvorfor skulle mon kun fmd. nævnes blandt turens 84 deltagere?

Retfærdigvis skal det dog siges, at vi herefter også fik historien om Jens Hvass’ stævnemøde med spætten oppe i Troldeskoven, samt andre morsomme historier oven i handelen.

Fra det åbne land med de små ejendomme, går det nu ad en markvej mod nord for atter at komme til skovs, og snart efter drejer vi til venstre mod vest, hvor Helge stopper op ved en tilsyneladende gammel manepæl. Denne får ham til at omtale, at der for nylig er blevet fundet liget af en ung kvinde, som havde hængt sig for mere end et år siden oppe i nærheden af Urskoven.

Hvis dette havde været i gamle dage, ville man ikke have brudt sig om at gå forbi et sådant sted. Så for at være sikker på at vedkommende ikke skulle gå igen, bankede man en egepæl ned i jorden – en såkaldt manepæl. Den manepæl vi står ved her, havde Helge godt nok aldrig hørt om, før end han læste om den i DSB-bladet, så han er ret overbevist om at den må være af nyere dato.

Vi fortsætter vestover, men fra T-krydset lige før skovbrynet går turen nu tilbage ad den vej, der løber lige under Bredebakke. Formålet er, at vi skal opleve at se Fransiscobøgen.

Undervejs fortæller Helge om Nørlund gods med tilhørende skov, som omfatter alt det, som ligger på den vestlige side af Lindenborg å. Det hele startede med at en tidlig ejer byggede en såkaldt Barfred, hvilket vil sige et forsvarstårn, der anvendtes i middelalderens borge og byer. Dette ville Kong Valdemar Atterdag ikke have, hvorfor den blev revet ned. En senere ejer byggede så en ny, men dette ville datteren, dronning Margrethe I ikke have: “Thi det var ej et herresæde, men en røverborg”. Dette er faktisk første gang vi hører noget om røvere i Rold skov.

Det tredie Nørlund var ejet af lensmand i Aalborg, Peder Lykke. Dette blev dog også afbrændt af Skipper Clements tropper under grevefejden i 1534. Men i årene 1581-97 blev der så igen bygget et nyt Nørlund af den tidligere statholder Ludvig Munk. I øvrigt på samme tid som en mængde andre herregårde, der også var blevet brændt ned i det, som er kaldt Danmarks sidste borgerkrig.

Ludvig Munk blev som 52 årig gift med den magtfulde Ellen Marsvin, der da blot var 17 år gammel. De fik en datter – Kirsten Munk, og denne blev ligeledes 17 år gammel, som moderen havde været det, gift med Kong Christian IV. Kirsten Munks ægteskab med den berømte konge indebar naturligvis, at også hun har fået en væsentlig plads i danmarkshistorien.

Vi hører også om skelfejderne mellem Nørlund og Torstedlund godser, som naturligvis ophørte da de to godser blev forenede. I 1930 købte krigsråd Rasmus Conradsen godset, hvorefter der opstod en livlig aktivitet med både hestestutteri, glasværk, teglværk og kalkværk. En senere ejer, G.A. Hornemann oprettede stiftelsen Nørlund, hvilken senere er blevet til Nørlundfonden. Vi har tidligere besøgt Hornemanns grav ovre i skoven på nordsiden af Roldvejen.

Man må nok sige, at synet af den store Fransiscobøg er noget som imponerer de fleste. Som svar på et spørgsmål om navnets oprindelse, siger Helge, at dette er der faktisk ingen der ved noget om, man må blot konstatere, at sådan hedder den bare.

Det var egentlig meningen, at bøgen på et tidspunkt skulle have været fældet, men da der ikke var nogen som ville have den, fik den heldigvis lov at blive stående. Sagen var nemlig den, at der tidligere havde været en slags hytte oppe i kronen hvorfra man kunne skyde ud over markerne. For at komme derop, var der blevet banket gamle harvetænder ind i stammen, således at disse kunne fungere som trappetrin, og er der noget skovens folk har respekt for, så er det at få motorsaven beskadiget af uvedkommende fremmedlegemer. I dag kan vi så kun glæde os over, at den fældning ikke blev til noget.

Som det sidste indlæg i dag, får Käthe ordet for at give de sidste instrukser om næste måneds bustur. Vi kan allerede nu konstatere, at denne tur tegner til at blive en succes. Det bliver også denne gang nødvendigt med en dobbeltdækkerbus, idet der allerede er tilmeldt 74 personer.

Herefter var der blot igen, at vende tilbage til udgangspunktet, men for turudvalget var turen dog ikke helt tilende. Dette var nemlig nødsaget til at køre samlet hen på Røverstuen, idet fmd. endnu ikke havde fået sig samlet sammen til at bestille denne til vores julearrangement den 12. december.