1999

Jægersborg skov

Hvor var det en hyggelig tur, og hvor var vi heldige med vejret på årets starttur til Jægersborg skov den 21. marts. For efter måneder med regn og atter regn, blev det om ikke solskin, så dog et både stille og stemningsfuldt gråvejr, hvilket blot var med til at forstærke skovens dufte og farver.

Mødestedet var sat på selve Jægersborgvej, og turen går da også straks mod syd ad denne til vi når vort eget navnetræ, “Marilyn Monroe”. Af hensyn til senere tilkomne medlemmer, fortæller Helge om hvordan det gik for sig, da Rold Skovs Venner gav træet dette navn. Alle kan da også tydeligt se, at navnet er meget velvalgt, ligesom der er megen moro, og mange muntre bemærkninger om træets særdeles flotte “attributter”.

Turen går videre, og hvis man er godt kendt i skoven, kan man også påvise nogle gamle ting, der nu er forsvundet. I dette tilfælde drejer det sig om Hjorts bænk, der stod lige ved en ligeledes forsvunden mose. Området er nu tilplantet med graner, men Helge fortæller, at man tidligere kunne sidde her og nyde den flotte udsigt helt ind til Skørping.

Vi fortsætter østover til pladsen med Stougaards Ege. Helge fortæller om hvordan han kom i kontakt med den tidligere skovrider, H.P. Stougaard, der var kendt som en temmelig utilnærmelig mand. På et tidspunkt, hvor Helge endnu var ret ny på egnen, ville han gerne høre noget om Røverne fra Rold. Han besøgte derfor Stougaard nede i Jægerslund, der da var tjenestebolig for skovriderne på Lindenborg gods. Samtalen gik meget trægt, men på et tidspunkt hvor Stougaard forlod kontoret, fik Helge øje på et stik, der var lavet efter et maleri af en lille skovsø. For at se, om han kunne bløde skovrideren op, roste Helge dette billede, og det virkede da også så godt, at han blev inviteret med ind i stuen, hvor det originale billede hang. Dette havde nemlig både en lang historie, og personlig betydning for skovriderparret. Der blev endda serveret kaffe, og fra den dag var de to mænd blevet fine venner.

Helge fortæller også om Stougaards forgænger, skovrider Carl Weismann, der måtte forlade sin stilling efter en uoverensstemmelse med Lensgreven. Weismann havde fået besked af Lensgreven om at fælde et bestemt træ, men efter et par års forløb, var dette stadig ikke sket. Lensgreven spurgte Weismann hvorfor, hvortil denne svarede: “Det går overmin forstlige ære at fælde det træ”. Hertil svarede Lensgreven: “Ja, og det går over min lensgrevelige ære, at have en skovrider, der ikke gør som jeg siger”. Da Helge senere skulle skrive en af sine bøger (hvor Danmark er lunere), ville han gerne have denne historie bekræftet af Weismanns søn, forfatteren og biologen Carl Weismann.

Denne svarede Helge: “Jeg kender ikke årsagen til afskedigelsen, men da min far kunne være meget kontrær, så er jeg sikker på at det godt kan være rigtigt”. Helge havde tidligere fået denne historie fortalt af kromanden Frimuth Engelst, og med bekræftelsen fra Weismanns søn, kunne han nu roligt nedfælde den på tryk.

I modsætning til den føromtalte, men nu forsvundne mose, når vi frem til Skalsminde mose, der heldigvis stadig ligger hen som et særdeles skønt stykke natur. Helge siger, at området ved mosen tillige er et godt sted at observere råvildtet når dette græsser. I særdeleshed en tidlig morgen eller sen aften. Ved Skalsmindehuset har der tidligere ligget en såkaldt tyskerlade. En sådan, var egentlig blot en stor tagkonstruktion, der næsten var bygget direkte på jorden, og som oftest var tækket med lyng. Da der kun fandtes denne, samt en ovre ved Terndrup, forsøgte Helge at få laden bevaret, evt. ved at lade en spejdertrop overtage og vedligeholde den. Forslaget vandt dog ikke gehør hos Lindenborg gods, så nu er den desværre borte.

Ikke langt fra mosen møder vi “Rasmussens Eg”. Vi husker, at det var tidligere skovfoged Ejnar Pedersen, der som en hyldest til Jens Rasmussen, lod træet flytte til den nuværende plads. Den dygtige forstmand Jens Rasmussen var netop rejst her fra Lindenborg til Bregentved, men blev senere overførster på Vallø gods. Det eneste sted hvor denne titel er bevaret helt til vore dage.

Lige syd for Skalsminde mose stopper vi i et vejkryds, hvor tre veje danner en trekant i form af en lille høj. Engang da Helge stod her en tidlig morgen, havde han en oplevelse med at se tre små rævehvalpe løbe rundt og lege ude på vejen, uden at de tog nogen som helst notits af ham. Dette fik dog en brat ende, da moderen kom ud af graven og vejrede at der var noget galt. Så kan det nok være hun tog dem i nakken én for én og bar dem tilbage i den sikre grav. Det var faktisk ret pudsigt, at Helge fortalte lige netop den historie, for da vi fortsatte turen, opdagede vi, at der på den modsatte side af højen, hvor Helge lige havde stået, fandtes to friske rævehuller. Det ene var endda fuldt af rævespor, så Mikkel har garanteret ligget dernede og hørt hvad Helge fortalte.

Turen går herefter mod syd langs Asp hede til det næste mål, som er pladsen ved “Den store Bøg”. Dette har to formål, nemlig at holde rast, men også for at høre om hvor hurtigt tingene kan forandre sig, idet både “Den store Bøg” og “Dødemandstræet” allerede er borte siden Helge skrev sin bog om “Navnkundige træer i Rold skov”. Den føromtalte skovfoged, Ejnar Pedersen havde dog heldigvis været så forudseende, at han allerede havde sået nogle frø fra “Den store Bøg”, således at mange af dennes “børn” nu står ved ruinen af modertræet. Det bedste af disse vil forhåbentlig få lov at vokse op, således at det med tiden kan overtage stammoderens plads. De omkringstående graner fortæller os tydeligt, hvor omfangsrig den gamle kæmpe egentlig var i dennes velmagtsdage.

Vi fortsætter nu op langs Ulvedalen. Her fortæller Helge om den tid, da der virkelig var ulve i Rold skov, men også noget om Lindenborg gods fra den periode, hvor familien Schimmelmann har ejet dette. Det var ind til for nogle få år siden Danmarks største gods i areal, og kun overgået i værdi af Frijsenborg ved Aarhus.

På opfordring af Hanne, fortæller Helge nu om at han både har været til nytårskur hos Dronningen og i Lykkehjulet. For at tage det sidste først er historien den, at Lykkehjulet har taget et nyt emne op hvor deltagerne skal svare på nogle spørgsmål, som er relateret til bestemte egne i Danmark. Man har så inviteret nogle relevante personer til at stille disse spørgsmål, og da emnet en aften drejede sig om Rebild bakker, måtte dette jo selvsagt blive Helge. Denne gav så den udvalgte deltager tre muligheder for at svare på hvornår der bliver holdt Rebildfest. Herefter fortalte han, med mange afbrydelser, også lidt om Rebild bakker og Rold skov.

Vi hører også om, at Helge for første gang har været til nytårskur hos Dronningen for at repræsentere organisationen “Plant et træ”. Selv for Helge, der ellers prøver lidt af hvert, var dette en stor oplevelse. Alle var naturligvis klædt i kjole og hvidt, og efter modtagelse og tilrettevisning fra hoffets lakajer, kom gæsterne så endelig ind for at hilse på Dronningen, Prinsen og Kronprinsen. Det var Helges indtryk, at det især var Kronprinsen, der skabte en god og hyggelig stemning, mens de stolte forældre mest så til. Helge takkede Kronprinsen for at denne gør så meget for organisationen, hvortil han svarede, at han som dens protektor var meget glad for at komme, og at de endelig ikke måtte undlade at kalde på ham, når der foregik noget.

Da Helge skulle forlade nytårskuren skete der så en mindre katastrofe. Der står nemlig en cigarkasse ved udgangen, som bruges til at smide mønter i til lakajerne, og Helge havde ikke en krone på lommen. Det var godt nok flovt, men bedre held næste gang.

Vi er nu så langt henne på dagen, at Helge er nødt til at skynde sig hjem, hvilket betyder, at fmd. får overladt ledelsen af turen resten af vejen. Det er svært at sige, om alle 65 deltagere var trygge ved dette, for en smule senilitet er der til stede, idet han ikke engang selv kunne huske datoen, da han ville orientere lidt om årets julearrangement. Derimod fik vi en god orientering af Käthe om den kommende bustur til Hald og Dollerup bakker.

Alle kom dog godt tilbage til udgangspunktet ved Jægerslund, og hermed kunne vi nok engang glæde os over, at vi også i 1999 havde fået en særdeles fin og hyggelig sæsonstart.