1998

Rebild Bakker – juletur

Det var med bange anelser, vi imødeså vores juletur til Rebild den 13. december, for også denne gang var der rent ud sagt et møgvejr i dagene op til weekenden. Så sent som lørdag aften faldt der isslag, og søndag morgen øsregnede det.

Vi skulle denne gang, som noget nyt, prøve at holde julesfslutning hos “Røverne” i Rebild, hvor vi, i lighed med sædvanen andre steder, havde en aftale om at opgive det endelige deltagerantal ud over 100, når der var talt op søndag morgen. Formandinden var forlods blevet truet med at det blev hende, der skulle gå ind og melde det, hvis vi kun blev 30. De bekymringer kunne vi nu godt have sparet os, for der kom nemlig ikke mindre end 106 personer. Flot, flot.

Som en følge af at bakkerne i Rebild var særdeles glatte og våde, og derfor næsten “livsfarlige” at færdes i, foreslog Helge at vi blot skulle tage ud på en forholdsvis kort tur, som så til gengæld kunne slutte oppe i Blokhuset. Godt at vi har dette.

Ved Hyldgaardsminde hører vi lidt om kromanden Frimuth Engelst og hans hvide Mercedes, men især noget om selve Per Hyldgaard, der blot var en fattig skovarbejder, med en enkelt ko og islænderhesten “Musse”. En gang imellem kunne det være meget svært for et spand heste at trække et stort læs tømmer op gennem hulvejen, hvorfor man måtte lade dem få et hvil undervejs. Det fortælles, at en dag hvor det ikke var lykkedes at komme i gang, uden at vognen blev trukket baglæns, måtte man hente P’ Hyldgaard og Musse. Spænd fra, sagde P’ Hyldgaard, hvorefter Musse alene trak læsset op gennem hulvejen.

At P’ Hyldgaard selv var brølstærk er følgende skrøne et godt bevis på. En dag hvor han og en kammerat var ude at fælde nogle store graner, faldt en af disse så uheldigt at den flækkede kammeratens hoved. P’ Hyldgaard løftede det tunge træ væk ene mand, hvorefter han pressede kammeratens hoved sammen med hænderne. Bagefter fortalte han sin egen version af episoden: “A holt, og holt, og holt`et sammen i tow timer. Og han kom sig sgu.

Vi går nu ned ad den glatte trappe, hvor Dronning Margrethe 2. engang er faldet under en Rebildfest, hvilket endda skete på en dejlig sommerdag. Men alle når dog frelste hen til stedet hvor Blokhuset tidligere var placeret. Her hører vi lidt om dettes historie, og om den senere flytning op til den nuværende plads. Det var den daværende amerikanske ambassadør, Mrs. Ruth Bryan Owen, der indviede det gamle Blokhus, og ved den lejlighed spurgte pressen, hvad hun syntes om Kong Christian X og Th. Stauning. Svaret var: Jeg kan godt lide kongen, men Stauning – ham elsker jeg.

Helge var engang turleder for nogle pensionister, hvor han fortalte om den første Rebildfest i 1912. Den fest, der druknede i regn. En ældre hvidhåret herre kunne bekræfte hvad Helge fortalte, han havde nemlig selv været med som dreng. Han og faderen var cyklet fra Aalborg, og moderen havde forlangt at drengen skulle have sit søndagstøj på, hvis kongen nu skulle få ham at se. Da de kom tilbage til Aalborg var alt deres tøj sølet til af regn og mudder, og den dominerende moder skældte ud, mens faderen gemte sig bag kakkelovnen. Tilslut kom han dog forsigtigt frem og sagde: “Jamen Mor dog, tænk dog på at drengen har set mindst 20 automobiler i dag.

Helge mindes ligeledes hvordan han første gang hørte noget om røverne fra Rold. Jeppe Aakjær havde tidligere skrevet et trebindsværk om St. Steensen Blicher, hvor der bl.a. stod noget om røverne. Da dette værk befandt sig på landsarkivet i Viborg, tog Helge turen derned, men en sur arkivar var dog ikke videre begejstret for Jeppe Aakjær.

Helge fik dog at se, hvad han kom efter, og nu kender vi jo alle til historien om de navnkundige røvere fra Rold.

Turen fortsætter nu ned forbi Lille Stendal, og Helge fortæller om hvor fredeligt der kan være her, selv under de største Rebildfester.  Dette inspirerer ham også til at fortælle om vigtigheden af at bringe folk ud i naturen. En af de personer der har gjort en stor indsats på dette område, var kongen af Rold – skovrider Jens Hvass. Han har bl.a. skrevet den første udgave af Skovriderens Travebog, og efterhånden fik han lært folk, ja selv fine fruer fra Hellerup, Gentofte og Charlottenlund, at gennemføre de beskrevne ture, som havde en udstrækning på helt op til 18 kilometers længde.

Jens Hvass var en meget stor personlighed. Han var elsket af de, som turde svare ham igen, mens alle andre ikke kunne døje ham. Han sagde selv du til alle, men Gud nåde og trøste den skovarbejder, der sagde du til Jens Hvass. Selv skovfogederne var underlagt den samme hårde linie, med undtagelse af Rudolf Sørensen på Tveden. Denne var en rigtig himmerlænding, og hvis man vil vide noget om Rold skov i 1500 og 1600 tallet, er det værd at læse hans beskrivelse af området i 1948 udgaven af Himmerland og Kjær Herred.

Vi går nu op til Cimbrerstenen. Her fortæller Helge bl.a., at netop på grund af Cimbrertogtet til Rom, er Himmerland blevet det første sted i hele Nordeuropa, man overhovedet kender på skrift. Himmerland er jo som bekendt lig med Cimbrerland.

I 1920 gik der en bølge af lokalfølelse hen over Himmerland, med koryfæer som Peter

Riismøller, Gudmund Schütte og Johannes V. Jensen i spidsen. Billedhuggeren Anders Bundgaard er mester for den af os alle kendte Cimbrersten, idet han udsmykkede et stort stykke rhombeporfyr, der blev fundet ude i Rebild Skovhuse, med at udhugge en tyr øverst oppe, samt forsyne den med følgende runelignende tekst: “Kimbrerne drog ud fra disse egne 120 aar før Christus”.

Oppe i Blokhuset bliver vi budt velkommen af vores dejlige veninde, Marianne, som tillige fortæller os om husets historie. Det nuværende Blokhus er afløseren for det, der blev flyttet herop i 1989, men som desværre gik tabt med alt sit inventar ved en påsat brand i 1993. I modsætning til det gamle Blokhus, der var bygget af tømmerstokke fra alle Amerikas stater, kom tømmeret til det nye oppe fra de store skove i staten Washington. Bjælkerne er tildannet af cedertræ, og da de forlods var samlet i blokke, tog det kun 4 1/2 dag at bygge huset op her på stedet.

Vi hører også om arbejdet med at indsamle nye effekter blandt udvandrerne i Amerika, og man må sige, at der her er vist både stor kreativitet og offervilje. Selv om der gik mange uerstattelige ting tabt ved branden, er det mindst lige så spændende at være gæst i det nye, som det var i det gamle Blokhus.

Blokhuset fortæller da også en historie, som vedrører os alle, idet der udvandrede ca. 10% af Danmarks befolkning i årene mellem 1864 og 1. verdenskrig. Og da befolkningen på det tidspunkt udgjorde ca. 3 millioner, drejer det sig altså om ikke mindre end 300.000 personer, hvoraf de fleste endda kom fra begrænsede områder, som Lolland, Falster og her fra Himmerland.