1998

Bjergeskov

Vi er nu nået frem til den 15. november, og efter at have foretaget en del afstikkere til andre spændende skovområder gennem indeværende år, er vi endelig vendt tilbage til vor kære Rold skov. Turen skal foregå fra Bjergeskov og via Ll. Blåkilde, Slettingen og Langerumhus til Nørreskov.

Man må dog konstatere, at året 1998 skulle gå hen og blive det vådeste gennem flere år, hvilket denne weekend da heller ikke er nogen undtagelse fra. Dette har da også den konsekvens, at der “kun” møder 56 personer op til turen, der starter med en skøn blanding af sne og slud. At den så skulle komme til at slutte i dejligt solskin, er jo en anden sag.

En munter og veloplagt Helge indleder med at give en forklaring, om at turen meget nøje er beregnet til at strække sig over 7.771 meter, hvilket senere får fmd. til at spørge, om dette er uanset, om Helge kan finde den rette vej eller ej.

Vi havde naturligvis ikke kunnet se nogle fruesko pga. årstiden, da vi passerede indhegningen på vejen ned mod ådalen, men Helge synes at det er “godt”, at der nu er sat standere op med billeder af blomsterne, samt forklaring om at det var plantør Jens Brüel, der fandt disse tilbage i 1884. Der er dog ikke mange blomstrende planter tilbage her på stedet, men heldigvis har man fundet et andet med masser af blomster. Dette sted må ikke røbes, men så vidt vides, skal man da vistnok følge åen et stykke medstrøms.

Fra det sted på vejen, hvor vi er stoppet op, kan man tydeligt se at den nuværende bakkeø, Skadsholm, tidligere har været en ø i den arm af stenalderhavet, der engang gik helt herned i skoven oppe fra Limfjorden. Dette får Helge til at fortælle noget om topografien, men også noget om en af stedets tidligere beboere, fru Agnete Gjern, der var datter af godsejer Dahl på Buderupholm.

Fru Gjern var en stærk personlighed, der stadig som enkekone kørte rundt i omegnen i sin gamle Ford `29. Hun ønskede også at blive boende sit flotte norske bjælkehus med græstørv på taget, der tillige var fyldt med uvurderlige antikviteter. Men hun blev dog så gammel, at hun til sidst måtte tage ophold på plejehjemmet i Skørping. Efter hendes død blev huset desværre brændt ned som led i en stor brandøvelse, idet man ikke mere ville have at stedet skulle være beboet af mennesker, men bare skulle henligge som naturområde.

Turen fortsætter ad grusvejen hen mod Lille Blåkilde, og da vi er kommet fri af træerne, stopper vi op for at nyde udsigten ned over åen og videre ud over terrænet på den vestre side.

Her ser man bl.a. Buderupholms gamle mejeri, der nu er indrettet til beboelse. Men også Lundehuset, som engang husede malkepigerne fra Buderupholm, og derfor blev kaldt Lusitania pga. de mange lus. Nu er stedet beboet af arkitekt Erik Eriksen, der er ejer af Røverstuen i Rebild, hvor vi glæder os til at skulle holde “julefrokost”. Længst mod syd ser vi et lille hvidt hus uden tag. Det var her Danny Druehyld boede med sin datter, da de lige var kommet til egnen.

Vi går nu gennem “møllen” og videre ad trappen ned til selve blåkilden. Her fortæller Helge både om de botaniske forhold, og om dyrelivet. Ligeledes om hvordan de geografiske forhold bevirker, at kilden afgiver så meget vand som hele 150 l/sek. hvilket svarer til et forbrug som Sæbys og Frederikshavns tilsammen.

Med det formål at skåne kilden, er der anbragt nogle lave plankebroer hen over denne. Disse var som følge af den megen væde utroligt glatte, ligesom stien videre frem langs bakken bare var eet stort ælte. Faktisk var der ingen af os der nogen sinde før har gået i så meget pløre på dette sted. For hvert skridt lød det som når en kalv trækker benet op af et mosehul. Da vi når frem til bunden af Slettingen stopper vi op ved den gamle oldtidsvej, hvor Helge fortæller om både denne og om de mange gravhøje her på egnen. Der findes nemlig ikke mindre end ca. 50 af disse pr. kvadratkilometer i hele landet som gennemsnit. En historiker har for nyligt fastslået, at dette faktisk var en høj for hver familie, der levede i oldtidens Danmark, idet man regner med at datidens befolkning udgjorde omkring 200.000 personer, og at der har været anlagt ca. 50.000 af disse høje i alt.

Som svar på et spørgsmål om hvorfor bakkerne netop her afgiver så meget vand, forklarer Helge, at dette har noget med strukturen i undergrunden at gøre. Bakkerne består af kalk på begge sider af Lindenborg å, men pga. en gammel forkastning, som senere blev fyldt op med ler, er der ikke mere nogen direkte forbindelse mellem kalklagene. Det enorme tryk, som de store bakker udøver på den forholdsvis porøse kalk, er derfor årsagen til at disse store vandmængder kan blive presset ud af undergrunden. Omsætningen fra regnvand til kildevand kan iøvrigt vare helt op til 50 år her i skovområdet, hvilket indebærer at vandet er fuldstændigt rent.

Helge vil derefter fortælle noget om Dødemandstræet, men indleder dog med at sige: “Det kender I da godt”. Dette er fmd. dum nok til at sige ja til, hvorpå Helge svarer: “Det var godt”, mens han bare drejer rundt på hælen. Drillepinden har hermed opnået hvad han vil, nemlig at fmd. må til at fortælle om dette træ, og om da kromanden Jørgen Pedersen, under en natlig ekskursion, blev bedt om at give en kop suppe af en mystisk stemme oppe fra træet. Det er i øvrigt ikke til at regne ud, hvem denne stemme mon kunne tilhøre

På vejen videre op ad Slettingen kommer vi lige forbi et af skovens vel nok flotteste øjetræer, nemlig Albuetræet. Lidt efter får man frit udsyn ud over Sibjerg med nogle særprægede bøgetræer. Stammerne står helt ude i den vestre side, fordi vinden har formet grenene således, at 3/4 af træet rækker langt op ad bakken, uden at grenene på noget sted rører ved jorden.

De to stednavne på henholdsvis bakken og grusvejen ned mod ådalen, Sibjerg og Simon (med tryk på de sidste stavelser), er ifølge gamle Peter Ørnebjerg såre logiske, idet de med relation til Gravlev sø ganske enkelt betyder søbjerget og sømundingen.

Da vi nu er i november måned, er det også tid for at holde stævnemøde med Marianne. Og da Mariannes bidrag til stævnemødet som bekendt går ud på at forsøde tilværelsen med dejlig hjemmelavet gløgg, har hun og Helge aftalt, at dette skal foregå oppe ved Langerumhus. Der er rigeligt med gløgg og småkager til alle, hvorfor det da heller ikke varer længe, før vi befinder os i et muntert selskab. Dette får atter vis person til at drille, idet det sædvanlige offer får tilbudt en portion gløgg af 5-6 forskellige damer. Og det vel at mærke efter at han havde nydt sine egne 3 portioner. Det er da godt at Marianne ikke er sådan over for sine medmennesker.

Turen går nu videre langs skovbrynet op mod Rebild Kirkevej, men lige efter spejderhytten drejer vi dog atter ind i skoven til venstre. Vi befinder os nu i Nørreskoven, og det varer heller ikke længe før vi finder en dejlig plads i nærheden af et jordfaldshul hvor vi holder middagsrast. Var det mon her Frode faldt i med sine heste for ikke så mange år siden?

Tilbageturen til p-pladsen tangerer igen kirkevejen, men kun på et kort stykke på ca. 100 meter, hvorefter vi følger den vej, der går lige ned mod Skeldalen. Vi drejer dog af til højre op gennem Bjergeskoven, og efter en dejlig vandring gennem denne, toner vore biler pludselig frem mellem træerne i det fjerne, således at atter en herlig tur dermed var bragt tilende.