1998

Volsted plantage

Ret til ændringer forbeholdes. Denne regel måtte vi i høj grad tage i anvendelse på den tur, der søndag den 18. oktober skulle have fundet sted fra Skinbjerglund, via Lindenborg å, til Volsted plantage. For det første havde der om lørdagen været et så forrygende efterårsvejr, at vi havde været tæt på at aflyse turen, hvilket da også betød, at Helge måtte melde fra af hensyn til både helbred og presserende skrivearbejde. For det andet var der ikke bare fugtigt nede i engen. Nej, der stod en halv meter vand overalt, hvilket indebar at de eksisterende spange ikke var til megen nytte.

Imidlertid har Nordjyllands amt, som led i en ny cykelrute, etableret en bro over åen ved Birkeholm nord for Gl. Skørping. Løsningen var derfor at vende bilerne, således at turen kunne udgå fra dette sted. Hermed måtte vi dog følge landevejen mod Volsted, inden vi nåede frem til selve plantagen. Dette indebar, at vi nu for alvor kunne mærke hvordan vejrliget havde forandret sig fra vand i kaskader, til klart solskin med kolde og skarpe vinde.

Men brodden blev dog hurtigt taget af kulden, da vi havde drejet fra ad den grusvej, der går ned mod Trindbakhus. Dette var efter forslag fra to af vore medlemmer, som kender området særdeles godt. Nemlig Frode Pedersen, der har haft fast bolig-, og Børge Nielsen, der har haft sommerhus i området. Vi måtte da også give dem ret. Det var bare skønt at gå her langs skovbrynet ned mod ådalen, hvor også Trindbakhus dambrug ligger placeret.

Lidt længere fremme skærer der sig en ret dyb kløft ind i det høje terræn, hvor vi stopper op for at høre lidt om hvorledes området så ud, da Børge Nielsen begyndte at komme her for ca. 50 år siden.

På dette tidspunkt lå hele arealet bare hen som lyngbakker, men idag er det meste tilplantet med skov, der går helt op på den nordre side af Flamstedvejen. Børge Nielsen husker ligeledes, at gamle folk har fortalt om hvordan slugten opstod ved et stort sandskred for ca. 100 år siden. Ligesom nu, i det særdeles våde år 1998, stod der også den gang meget vand i bakkerne, og dette bevirkede, at sandet lige pludselig gik i skred og forsvandt ud i engen, hvor man endnu kan påvise dette som en svag banke. Børge Nielsen kan huske, at kløften endnu stod med nøgne sandskrænter uden nogen form for bevoksning, helt op til et halvt århundrede senere.

Vi fortsætter her på grænsen mellem skoven og engen, og sandelig om vi ikke lige pludselig finder en dejlig solbeskinnet græsskråning, der tillige ligger fuldstændigt i læ. Dette var lige stedet for at holde rast. Både for at spise vore klemmer, men også for at nyde den smukke udsigt ned over engen, og videre over åen til Skindbjerglund og skoven ved Gerding.

Herefter går turen videre, først mod nord og senere vestover, således at terrænet stiger tilstrækkeligt til at det kan mærkes på kondien. Der er flere, som bemærker at skovvejene er godt befæstede med gamle fliser og andet fast materiale. Både Frode Pedersen og Børge Nielsen kan fortælle, at årsagen til dette er, at det meste af området er ejet af firmaet Berg Bach, og at den nu afdøde entreprenør Berg Bach ville have det således at han let kunne køre gennem skoven, uden at han sad fast i det løse sand, som bunden for det meste består af.

En anden årsag til at Børge Nielsen husker hvor sandet der tidligere var, er en følge af en episode under krigen, hvor Børge Nielsen og hans bror blev taget af tyskerne. Sagen var at Børge Nielsen havde været patruljefører hos KFUM spejderne under tropsfører Niels Erik Vangsted, der som bekendt blev dræbt under en aktion i august 1943. Dette betød at tyskerne efterfølgende var interesseret i at tale med Børge Nielsen, hvorfor de først afhentede hans bror i dennes hus ovre i Flamsted plantage, således at han kunne vise vejen til det sted her i plantagen, hvor Børge Nielsen havde sit hus.

Børge Nielsens bror forsøgte at forsinke tyskerne, ved netop at lade dem køre op af den sandede vej vi nu står på. De sad da også fast et par gange, men dette var jo ikke i sig selv nok til at advare Børge Nielsen. De blev derfor begge taget med til Kong Hansgades arrest og derfra til Højskolehjemmet på Boulevarden i Aalborg. De to brødre formåede dog at holde stand uden at sige noget, således at tyskerne efter nogle dages forløb opgav at få noget ud af dem. Mærkværdigvis blev de to brødre omsider sluppet fri, og en uge senere var de begge bragt i sikkerhed i Sverige.

Børge Nielsen fortæller også om en anden episode nede fra KFUM bygningen i Danmarksgade i Aalborg. En aften hvor der var luftalarm var nogle af de store spejdere gået op på loftet, hvorfra de gennem tagvinduerne kunne følge nogle flyvere, der var på vej ud til lufthavnen. Pludselig stod der nogle af de officerer, der boede inde ved siden af i naboejendommen, det daværende Birks hotel, oppe ved siden af dem. De havde selvfølgelig en mistanke om at de unge KFUM spejdere var oppe for at signalere med deres lommelygter, hvorfor disse omgående blev vist ned på kontoret på 1. sal. Mens de ventede på at blive afhørt, var en af spejderkammeraterne, som må have sagt noget der ikke passede de herrer officerer, for Børge Nielsen mindes aldrig nogen sinde, at have set en tysker vende sig så hurtigt med en ladt pistol i hånden. Alle klarede dog heldigvis frisag, og slap fra episoden med livet i behold.

Som tidligere nævnt, havde vi måttet gå en forholdsvis lang strækning inden vi nåede til skovs, hvorfor der naturligvis var lige så langt tilbage. Det første stræk går dog opad langs skovbrynet mod Volsted vejen, men så såre vi var kommet op på denne, fik vi atter den skarpe vind at føle. Det handlede derfor blot om at trave til i et passende tempo, og da det for det meste nu gik en smule ned ad bakke, varede det heller ikke længe inden vi atter kunne passere broen over en bredfyldt Lindenborg å.

Trods ændringerne i programmet, kunne vore 55 deltagere dog ikke sige andet, end at de havde fået noget for pengene. En samlet travetur på hele 15 km. Og så var der endda et par stykker, som kom til at køre på Røverstuen for at drikke chokolade. Eller var det mon en lille tår øl?