1998

Flyndersø, Stubbergaard sø og Sevel kro

Med Knud som turleder, drog 66 glade Rold skov-venner søndag den 6. september ud på en kombineret bus- og travetur til Flyndersø, Stubbergaard sø og Sevel kro.

Turen starter fra Aalborghallens parkeringsplads i en flot dobbeltdækkerbus fra Hjørring turistfart, som vi som sædvanlig havde lejet gennem Frank Hansen i Arden.

På trods af, at Knud lovede ikke at sige noget under hele køreturen til Skive, bryder han alligevel dette løfte, idet han introducerer turens emne ved at læse op af Acthon Friis: “De jyders land”. For her handler et af afsnittene netop om rakkere, kæltringe og tatere på Flyndersø egnen.

Traveturen er delt i to halvdele, således at formiddagsturen går langs Flyndersø og eftermiddagsturen langs Stubbergaard sø. Vi skal starte ved Flyndersø’s smalleste sted, der pudsigt nok kaldes Snævringen. Men først holder vi dog lige ind ved nordenden af søen, hvor vi går en lille tur ned til et højdepunkt, så vi kan nyde den flotte udsigt ud over både søen og landskabet. Knud siger, at det største aktiv på stedet egentlig blot er naturens skønhed, men han kan dog fortælle, at den 8 km. lange Flyndersø er opstået i form af nogle mægtige dødishuller, som de omkringliggende kilder så efterfølgende har gjort vandfyldte.

Nede fra Snævringen starter så den egentlige tur på søens østside, hvor er der anlagt en spændende natursti. Denne går gennem en bevoksning, der mest består af forkrøblede egetræer, som var det i en troldeskov. Lige stedet hvor fantasien kan få frit løb med forestillinger om en tåget efterårsdag, hvor, om ikke de underjordiske, så dog tatere og natmandsfolk kan dukke op alle vegne.

På en åben skråning længere fremme, skal vi dels holde frokost, og dels møde fhv. skoleinspektør Magnus Vistisen, som snart skal vise sig at være en fremragende fortæller.

Han starter med at fortælle om dette smukke naturområde, som tillige er meget stort. Flyndersøen er som nævnt 8 km. lang, og der er hele 31 km. rundt om den. Der findes faktisk et helt system af søer, og går man lidt længere mod syd, kommer man til Stubbergaard sø, som er noget ganske særligt ved at man går langs nogle meget høje skrænter. Både Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl har omtalt egnen meget rosende, Jeppe som det herligste stykke Danmark han kendte.

Også forfatteren Thomas Lange har skrevet om denne egn, men han var på een gang både betaget og frastødt af egnen, fordi den var så fuld af mystik.

Han har således fortalt en historie, der foregår på både den store herregård Estvadgaard og her ved søen. To af gårdens karle ville engang ned til søen for at skyde ænder, men de havde beklageligvis ingen båd til rådighed. Pludselig så de dog begge en båd ligge ude i vandet, men da de kom nærmere, viste denne sig dog blot at være et fata morgana.

De blev selvfølgelig begge skuffede, men lidt senere så de atter en båd liggende ude i søen, og denne gang lidt nærmere mod land. Den ene kastede nu en sten mod båden, som da også godt nok gav resonans, hvilket betød at den var god nok. Han svømmede derfor ud til båden, men i det samme han nåede derud, var den bare væk, således at både båd og mand nu var forsvundet ned i søen.

Hans makker råbte selvfølgelig op, hvorefter han først løb, og senere red efter hjælp, men både mand og båd var og blev væk. “Sådan en oplevelse kan man få ved Flyndersø”, siger Thomas Lange. “Det er et stygt sted”.

Magnus Vistisen går nu over til at fortælle om forne tiders rakkere, der har holdt til her omkring søen. Stedet hvor ingen såkaldte “normale” mennesker ville komme.

Det, der er det usædvanlige er, at Magnus Vistisen har rede på sammenhængen mellem alle egnens rakkerfamilier. Det er mere almindeligt at høre nogle spredte træk om enkeltpersoner, men her skulle vi komme til at opleve at følge en hel familie gennem en årrække. I denne beskrivelse dog i en meget forkortet udgave

Det hele startede egentlig i Rønbjerg i 1774, hvor der i en lille hytte boede den tidligere natmand fra Skive, Morten Hansen og hans kone Kirsten. Morten Hansens førstefødte søn, Abraham Mortensen blev stamfar til 11 børn. Hans kone, Anne Sophie fødte de syv, og en med- hustru de resterende fire. Heraf skal vi især høre om tre af sønnerne: Anders, Hans og Jens Frederik.

Abraham Mortensen, der var både stor og stærk, var meget hård overfor sine børn. Men han lærte dem alt hvad de skulle kunne, lige fra at sætte glas ind i blyindfattede ruder, rense og reparere kakkelovne, flå selvdøde dyr, og sidst men ikke mindst, at bruge et skydevåben.

Anders, den første af abrahamsønnerne, som Vistisen omtaler, var lige så stor og stærk som sin far. Han havde et anstrengt forhold til sognefogeden, Chr. Lidegaard, fordi denne ville have rakkerne til at arbejde, i stedet for bare at få penge udbetalt. På et tidspunkt havde Anders endog truet sognefogeden med en stor kniv, uden at det dog var blevet ført ud i livet.

Et par år efter blev sognefogeden så syg, at man troede han skulle dø. Anders mødte da op på gården for at tale med ham i enrum, hvilket i første omgang blev ham nægtet. Sognefogeden havde imidlertid hørt hvem det var, og kaldte ham ind. Hvad de to modparter talte om ved ingen, men fra da af var de forsonede. På trods af at det havde set sort ud kom sognefogeden sig, og selv om det ikke var passende, var han og Anders blevet venner for livet.

Vistisen fortæller nu om den næste søn, Hans. En stor lebendig kæltring, som blev gift med datteren af natmanden i Ryde, Ingeborg. De fik en masse børn, men kun to sønner overlevede. Den ene af disse blev kaldt Hans Christian, og han giftede sig med Else Katrine Pedersdatter ovre fra Vognsild i Himmerland. Hun blev dog aldrig kaldt andet end Mimme, Trine Smut eller Bette Smut.

Hun var meget smuk, og tillige god til at tigge. Jeppe Aakjær har sagt, at hun var den villeste uldtigger i både Ringkøbing og Viborg amter.

Mimme og Hans Christian blev meget forelskede i hinanden. Men Gammel Hans havde dog nær ødelagt det for dem, idet han, efter gammel skik, tog sine rettigheder hos hende på selve bryllupsnatten. Et sådant rakkerbryllup foregik ved at man kastede kæp. Denne ceromoni skulle helst foregå ved en korsvej, hvor kvinden først kastede sin kæp, hvorefter mandens så skulle lægge sig over denne på tværs. Hvis dette ikke lykkedes, blev brylluppet udsat til en anden dag. Der var her ud over mange andre ritualer, ceremonimesteren lod brudeparret gennemføre, inden han til slut kunne erklære: “Så får’et fanden rasseme hold’ så læng’ det kan”.

For Mimme og Hans Christian holdt det dog livet ud til Hans Christian døde engang i 1880’serne, hvorpå den ukuelige Mimme atter blev gift ikke mindre end tre gange. Første gang med Christian Aardestrup, som døde efter blot 5 år. Derefter med sin første mands lillebror, kaldet røde Anders. Også han døde fra hende, men Mimme havde dog mod på at gifte sig endnu engang.

Denne gang skulle det være med en lille rødhåret mandsling oppe fra Vinderup kanten, ved navn Mads. Og som noget nyt, havde Mimme sat sig for at brylluppet skulle foregå i kirken. Præsten prøvede at snakke hende fra det, pga. en aldersforskel på ikke mindre end 20 år. Men Mimme holdt på sit, så det blev som hun ville.

Mimme døde knap 80 år gammel, og da præsten godt vidste at Mimme var meget ærekær, sørgede han for at begravelsen kom til at foregå på en søndag, så hun dermed kunne få et stort følge.

Den sidste vi skal høre om af abrahamsønnerne, er Jens Frederik. Lige som faderen og brødrene var også han stor og stærk, men han brugte sine kræfter betydeligt bedre end disse.

Han blev sent gift, men nåede alligevel at få en hel del børn inden hans kone, Johanne døde, hvorefter han giftede sig med søsteren.

Jens Frederik formåede at hæve sig til at blive husmand, og samtidig drive en slags kro. Men han havde også to store fordele, konen var nemlig god til at brygge øl, og så havde han tillige en brønd med noget isnende koldt vand, således, at selv på de hedeste sommerdage var hans øl altid dejligt koldt.

På et tidspunkt blev kirkeejeren i Estvad bange for at få for store vedligeholdelsesomkostninger, hvorfor han solgte ud af inventaret. Jens Frederik købte 2 store engle i mandshøjde, samt tillige nogle små Nikodemusser. Englene blev anbragt i hver sin side af indkørselen til gården, og hen over disse blev der så anbragt et stykke buet træ. Herpå sad der så en af de små Nikodemusser med et sværd i hånden, således at dette kunne svinge rundt i vinden.

Magnus Vistisen slutter med at fortælle en historie om en nytårsfest i egnens mølle, med alt hvad dette indebar af stridigheder og slagsmål mellem rakkerne og den øvrige befolkning.

En af rakkerne fik benet i klemme i døren, så kødet var knust helt ind til benet, og en anden fik en fork i ryggen, så denne sad fast mellem skulderbladet og ribbenene. Efter megen møje blev forken dog til sidst trukket ud, hvorefter den skadeslidte slog sin redningsmand ud. Ved et efterfølgende politiforhør blev rakkeren spurgt hvorfor han havde slået manden ud. Var du da ikke glad for det? Svaret var: “Jow a var endda glå’ ve’ ham, men det vared’ sgu for læng'”. Efter disse spændende historier tager vi nu en foreløbig afsked med Magnus Vistisen, og begiver os ud på det sidste stykke vej, til vi når ud til Sevel vejen. Her venter bussen på os for at køre os ned til sydenden af Stubbergaard sø, hvorfra anden halvdel af turen skal starte. Inden vi lægger ud på denne tur, skal vi dog lige have en pause til at hygge os, mens vi samtidigt bliver ladet op med lidt flydende brændstof. Det var vist nok ikke meningen, men der var da et par enkelte stykker, der nåede at få en til begge ben.

Også denne tur foregår langs den østlige side af søen, men i modsætning end ved Flyndersø, forløber det første stykke vej gennem et ret åbent terræn langs nogle meget høje skrænter. Snart efter kommer vi dog til at gå langs den sydlige del af Stubberkloster plantage, der viser sig at være indhegnet, fordi der findes en flok vildsvin i området. Dette hegn leder os faktisk helt ned til søbredden, som vi nu følger til vi når frem til et åbent område. Herfra er der en fin ud- sigt over til det gamle Stubberkloster, hvorfor Knud stopper op for at fortælle lidt af dettes historie.

Stubberkloster, der er nævnt allerede i 1268, blev bygget som et  nonnekloster til Benediktinerordenen. Efter reformationen blev klosteret overtaget af Kronen, og i 1547 videresolgt til Iver Juel, der oprettede hovedgården Stubbergaard. Denne blev dog senere flyttet op til sin nuværende plads, hvilket vistnok skete i 1797. Det gamle kloster er nu helt borte, med undtagelse af kælderen. For at beskytte denne, er der dog senere blevet lavet en overbygning i form af en meget flot tagkonstruktion.

Da vi atter er kommet til skovs, går vi i den nordlige del af Stubberkloster plantage, hvor vi efter et stykke vej møder åløbet, som forbinder Stubbergaard sø med Flyndersø. Her ligger der to små bådehuse, og der er tillige en lille træbro, således at vi kan fortsætte over mod Hellesø og videre op til Sevel vejen.

Her må vi sige at bibelens ord, om at de sidste skal være de første, kom til at passe. For den store fortrop valgte nemlig den sti, som efter bådehusene går til venstre og dermed i en stor sydlig bue over til Hellesø. Den lille bagtrop valgte derimod den højre og korteste, og derfor hurtigste sti over til søen.

Belønningen til de sidste, som altså kom først, var at disse havde ekstra lang tid til at kunne nyde de kolde drikke, der blev serveret til alle, for at vi dermed kunne imødegå dehydrering efter en samlet travetur på ikke mindre end 15 km. ialt.

Efter dette pust var vi klar til at køre hen på Sevel kro, hvor Hanne og Knud havde bestilt en spændende menu. Nemlig såkaldte Øl-bien. Disse består af rewlsbien å grønkål å broun katofler, og som dessert kunne deltagerne så derefter frit vælge imellem at få is eller Irish Coffee.

Vi havde den fornøjelse, at Magnus Vistisen og hans kone havde sagt ja tak, til at komme og spise sammen med os. Det var meget hyggeligt at være sammen med dem begge, og som en festlig afslutning på dagen, fik vi endda lov at høre endnu nogle fortællinger om de gamle rakkere på Flyndersøegnen.

Magnus Vistisen vælger at fortælle noget om rakkeren Jørgen Akselsen og hans kone Sidsel Marie. Disse boede ovre på Vroue bjerg, der ligger på østsiden af Karup å. Jørgen Akselsen var herredsrakker, hvilket indebar at han havde det overordnede ansvar for at folks selvdøde dyr blev flået og slæbt hjem til rakkerhytterne. Hans nærmeste nabo var præsten i Vroue, for hvem stanken kunne være meget ubehagelig, især om sommeren når det var varmt.

Jørgen Akselsen og Sidsel Marie havde mange børn, og engang de skulle have barnedåb kom det til stridigheder, fordi 3 af slægtens kvinder, som alle hed Ingeborg, ikke havde fået ordentlig besked om hvem der skulle bære barnet. Den ene af dem vandt dog striden om at bære, mens en anden sad nede i kirken og skældte og råbte: “Gi’ fanden må lam’ dæ’ di’ lie’ kjælling”.

Det med at råbe var åbenbart ikke så usædvanligt, for en anden gang da en dreng, som hed Abraham, skulle konfirmeres, sad moderen nede på rakkerbænken og råbte: “Kom no Abraham, kom no Abraham, a ve’ do ka'”.

Mange af de rakkere, vi har hørt om tidligere i dag, søgte ofte til rakkerhuset i Vroue, idet Jørgen og Sidsel Marie holdt nogle vældige fester. Engang da der gik en lille pige og vogtede får neden for Vroue bjerg, kom hun styrtende hjem til sin mor og råbte: “A hår sit sejsten någen rakkere”. Moderen spurgte om hun kunne kende nogen af dem. Ja det kunne hun da sagtens, selv om de ikke havde tøj på, for der var både Røde Anders, Klimmer Morten, Skrå Stine, Bette Smut og mange andre. Årsagen til at rakkerne var nøgne var, at de i det gode sommervejr smed tøjet for at blive befriet for deres lus.

Jørgen på bjerget kunne godt blive stor i slaget når han havde fået et par snapse. Han og Sidsel Marie boede i den nordre ende i et af kommunens huse, mens en anden familie boede i den søndre ende. Jørgen kunne da rejse sig og slå i bordet og råbe: “A er torden drøwt mæ’ mand i det her hus”. Men så satte han sig ned og føjede forsigtigt til: “I hver’ fald’ i den naer’ end'”.

Hvad maden angår var der egentlig kun to ting som talte til en sådan rakkerfest, og dette var en rakkeræggekage og tilhørende blankes. Altså brændevin. Opskriften på æggekagen var såre enkel, nemlig to snese æg og et pund flæsk.

Selv om det mest var kvinderne, som stod for madlavningen, kunne nogle af mændene dog godt hjælpe til. F.eks. kunne Klimmer Morten blive betroet at få æggenes indhold ud i fadet, hvilket skete på den måde, at han trykkede hul på begge ender af ægget, for derefter at blæse indholdet ud i fadet, uden at tage småligt hensyn til at stumper af den skrå han havde i munden også røg med.

Når en af da andre rakkere stod for kogekunsten, skete det at denne brugte hundefedt. Det var jo sådan, at der også var hundekadavere mellem de dyr, som rakkerne skulle trække skindet af, og ofte benyttede man sig bagefter af det som var tilbage. Manden brugte hundefedt, fordi det som han sagde: “Det giver såen’ en gue’ forfriskels’ i æ smag”.

Disse sammenkomster var dog ikke kun for at feste, man mødtes også for at søge trøst hos hinanden, og stive hinanden af. Gæsterne var dog ikke ædru når de gik derfra, og tilbage sad så Sidsel Marie og Jørgen på æ bjærg. Man har nok diskuteret hvor elendigt de levede, og nu sad Jørgen så tilbage med smerten og syntes det var uretfærdigt som de blev behandlet. Sidsel Marie heppede på ham: “Det er rigtigt Jørgen hva’ do sejer, det er rigtigt”.

Engang endte det med at Jørgen gik udenfor i den bare natskjorte og råbte ned mod Vroue by: “A vil ski’ på både æ herredsfoged, æ sognefoged, æ præjst, æ degn og æ fattigforstander. Disse var jo mennesker, der var hans naturlige fjender.

Da dette havde stået på nogle aftener kom sognefogeden for at belære ham om, at sådan skulle man ikke bære sig ad. Han blev endda stævnet til herredsfogeden, som gav ham to dage på vand og brød. Efter denne oplevelse tog Jørgen hjem til Sidsel Marie som en fredelig mand, der ikke mere udæskede øvrighederne.

Jørgen og Sidsel Marie havde et barn, som var lidt anderledes end de andre. Man sagde at han fik patten til han var syv år, hvilket ville sige, at han selv kunne stå op og tage den. Engang da der kom en fremmed rakker ind i huset lige mens dette stod på, kom denne til at grine sådan at han hostede af det. Det var dog ligegodt det sjoveste han havde set længe. Drengen, der stod og suttede på sin mor, slap tutten og så over på den fremmede, og så sagde han: “Går der nøj fra dæ'”.

Da Jørgen lå på sit dødsleje, var der en af de fromme mænd i Vroue, der ville gå op for at redde hans sjæl. Jørgen hørte pænt på ham, men da der var gået et stykke tid, så sagde han: “Ve’ do’ hva’, do’ ka’ godt spår dæ’. A ska’ sej’ dæ’ en ting, når folk hår døvet så møj’ her nede på æ jord, som A hår, så ka’en kuns ha’ no’et bejjer i vent'”.

Det var det, som Jørgen troede og døde på. Sidsel Marie levede endnu i mange år derefter, men hun måtte klare sig ved at gå rundt til de skiftende markeder, hvor hun tiggede og sang. * * * * * * *

Dette var så den sidste beretning om Flyndersø egnens rakkere. Det var både nogle muntre og spændende historier, men også nogle historier, som gav stof til eftertanke. Der var god grund til den tak, som Knud gav Magnus Vistisen og hans kone ved at overrække dem nogle gode flasker til en hyggelig stund.

Fmd. kunne herefter slutte dagen af med at sige tak til både Magnus Vistisen og frue, samt Hanne og Knud for den oplevelsesrige dag, de havde arrangeret for os. Som det sidste punkt kunne han også bringe en hilsen fra Helge, samt Christine og Kent, idet deres fine takkekort til Rold Skovs Venner, efter henholdsvis den runde fødselsdag og deres bryllup, blev læst op. At vore medlemmer var mætte efter en oplevelsesrig dag, fik vi et håndgribeligt bevis på i bussen hjem: Der var meget stille hele vejen til Aalborg.