1998

Hesselholt skov

I dag den 17. maj, på Norges nationaldag, er alt tilbage ved det gamle. Turen skal foregå i den sydlige del af Rold skov, vejret er strålende, der er mødt 88 personer op, og bedst af alt – Helge er med os igen.

Inden vi lægger ud fra bålpladsen i Arden benytter Helge lejligheden til at fortælle lidt om den store bøg, som kaldes Kærlighedstræet. Denne står lige på hjørnet af grusvejen, men det har ikke altid været ene kærlighed det har drejet sig om. Thi under krigen dannede den, sammen med de andre store bøge, den perfekte ramme for at tyskerne kunne lave flyverskjul under de tætte kroner.

Heller ikke denne gang kan vi undlade at gå en tur ind omkring den kønne Hvass sø, som egentlig er en opdæmning af Hummelbækken.

Den navnkundige skovrider Jens Hvass vidste godt, at hans planer om at lave denne sø, ville blive alt for dyr for statsskoven, hvorfor han i stedet allierede sig med civilforsvaret om at lave dæmningen som led i en øvelse. Sådan skulle det gøres, og da projektet var færdigt, blev bredden af den nye sø tilplantet med eksotiske træer hele vejen rundt.

Helge slutter med at gøre opmærksom på, at vi kun har to egentlige vandløb i Rold skov, nemlig Lindenborg å, som løber mod nord, og så Hummelbækken, der løber den anden vej, nemlig mod syd.

Det før nævnte “Kærlighedstræ” og “Kærlighedsstien”, som vi går på nu, er to sider af samme sag. Navnene er nemlig ikke helt tilfældige, idet området altid har været et yndet mødested for Ardens håbefulde ungdom. Helge mener at fødselsprocenten i Arden kommune må være særlig høj, netop pga. disse idylliske omgivelser.

Vi stopper op ved “Skovfogedbøgen”, hvor Helge fremfører nogle betragtninger om at træerne er levende væsener, der skal have mad for at kunne leve. Nøjagtigt som vi skal det. For træernes vedkommende sker det i form af sollys, vand og luft, idet disse ved hjælp af den såkaldte fotosyntese, kan omdanne luft og vand til druesukker og cellulose. At det er nogle store mængder, der skal til, fremgår af at et meget stort træ kan forbruge helt op til 1 1/2 tons vand om dagen.

Helge mener også at træerne har en form for sjæl, og at de kan føle smerte. Man er faktisk i stand til at måle nogle svage elektriske strømme, hvis man klipper eller skærer i dem. Man skal derfor tænke på det enkelte træ som en personlighed, og ikke blot som en del af den samlede skov. Det, at man har nogle specielle yndlingstræer vil gøre, at man får et særligt forhold til hele skoven.

Vi bevæger os stadig mod nord, men snart stopper Helge igen op for at delagtiggøre os i et tankeeksperiment. Han vil nemlig tage os med på en hemmelig tur, fordi der ude i Australien er genfundet en uddød fyrretræslignende bregneart, hvilket er lige så stor en sensation, som da man fandt den blå fisk.

Disse træer/bregner levede for 30.000.000 år siden, men har til nu kun været kendt som forsteninger, indtil en forsker for ca. 10 år siden fandt dem i levende tilstand.

Da fundstedet var i Wolemi-kløften, har de naturligvis fået navnet Wolemi-pine, og selvom frøene ikke endnu må udføres fra Australien, er det Helges store ønske, at Rold Skovs Venner engang kan så nogle af dem i Skovhaven som en hyldest til gamle Jens Hvass.

Ved næste stop bliver Helge spurgt, om også de stedsegrønne træer skifter deres nåle. Han kan hertil svare, at alle træer taber deres nåle og blade. De fleste skifter dem efter blot et enkelt år, men der findes nogle enkelte nåletræer, der beholder nålene i op til 30 år, hvilket dog er en undtagelse.

Vi holder rast på et åbent sted lige nord for Ll. Økssø mose. Dette vue får Helge til at omtale det nye udsigtstårn, som de deltagere, der var med på årets første tur, dog allerede har taget i anvendelse. Helge fortæller ligeledes, at den forsvundne St. Økssø mose nu skal genskabes. Mosen lå lige vest for søen indtil 1941, men Jens Hvass blev, meget mod sin vilje, tvunget til at tilplante denne som led i at udnytte arealerne optimalt. Nu går tendensen heldigvis den anden vej, således at mosen skal genskabes som et (her istemmer alle i kor) naturgenopretningsprojekt.

Turen fortsætter mod Røverstuen, men vi gør dog stop ved Kremses bøg og skovens flotteste cypres, nemlig den, som er moderen til alle de cypresser, der findes i Rold skov. At Kremses bøg er kommet til at hedde Kremses bøg, er sådan set en parallel til den gamle historie om mange andre af skovens markante træer. Jens Hvass havde givet ordre til at bøgen skulle fældes, mens Krems gerne ville have den skulle blive stående. Til slut bøjede Jens Hvass sig – men så skulle den f.g.m. også hedde Kremses bøg.

Henne ved Røverstuen giver Helge et kort resumé af røvernes virksomhed og fremgangsmåde, inden han giver ordet til fmd., der kan fortælle om en tilsvarende gruppe, som opererede oppe omkring Jyske ås i Vendsyssel.

Også denne sag var meget omfattende, og ved den efterfølgende retssag i 1841 blev der dømt ikke mindre end 181 personer. Den værste gruppe var tyvebanden fra Stagsted Hedehus, og da herredsfogeden i Sæby ikke var i stand til at stoppe dette uvæsen, tog befolkningen sagen i egen hånd. Det ender med at fire af Hedehusets beboere bliver slået ihjel. Men de syv personer, der havde været med til at begå mordene, blev alle benådede efter et ret kort fængselsophold, idet disse havde befolkningens retfærdige harme bag sig.

På den plads hvor Hedehuset havde ligget, blev der senere rejst en mindesten, og det specielle ved den er, at da morderne blev betragtet som folkehelte, står disses navne på forsiden, mens de myrdedes er henvist til bagsiden.

Nu var der blot tilbage at tage turen retur til Arden, og her var der rigtig mange, som blev tilbage på den store bål-, lege- og opholdsplads, så man kunne hygge sig sammen i det gode vejr med både kaffe og andet godt til ganen.