1998

Bjergeskov og Nørreskov

I betragtning af at vi nu traver på 12. år, er det utroligt flot, at aprilturen blot blev den 4. tur nogensinde, hvor Helge har måttet bede fmd. om at fungere som turleder.

Mødestedet var fastsat til Havedalspladsen ved Rebild Kirkevej midt på Buderupholmvejen. Men som en stor hjælp, havde Helge i forvejen lagt en rute ud på et kort over området, således at det for os blot var at følge denne ude i terrænet. Vi vælger at tage turen “avet om”, hvilket betyder at vi starter med at gå gennem Bjergeskov ned mod vejen lige oven for Skeldal.

Her hører vi lidt om gravhøje i almindelighed, og om Bjergeskovs to Svinhøje i særdeleshed, men også om, at stedet tidligere har rummet en stor hejrekoloni, som dog nu er flyttet over i Rold Vesterskov. Den letteste måde at finde kolonien på, er at se efter resterne af grønne æggeskaller og hvide klatter nede på jorden, og hvis så træerne tillige er godt kalkede, er der en stor chance for at kunne få øje på rederne oppe i toppen.

Når man passerer Skeldal, passerer man også grænsen til Nørreskov, hvor vi fortsætter lige ud, til vi når det lille vandhul ved korsvejen op mod Langerumhus. Her skal vi høre lidt om de eneste to “Navnkundige Træer”, der findes inden for det område, som dagens tur er henlagt til. Eller rettere sagt: Fandtes, for det ene af dem eksisterer nemlig ikke mere.

Men lad os begynde ved det smukke egetræ, som vi heldigvis endnu kan glæde os over, nemlig Buderupholmegen. Denne står lige i kanten af Buderupholmvejen, og det fortælles at vejen faktisk går i en bue uden om dette træ, fordi Jens Hvass nægtede at fælde det, da vejen på et tidspunkt skulle lægges om og rettes ud.

Lige i centrum for dagens turområde stod der tidligere et mægtigt træ, som folkeviddet havde døbt, Tykke Hedemand. Der var mange der troede, at det var opkaldt efter en gammel knark ude på heden ved Rebild. Kromanden Frimuth Engelst kunne dog fortælle, at der i 1898 ankom en umådelig tyk krobestyrer til Skørping Gjæstgivergård. Hans navn var Adolf Emil Hedemann, og egnens barokke men karakteristiske humor medførte, at netop han kom til at lægge navn til dette træ.

Tidligere danselærerinde i Skørping, Gudrun Møller, kan også huske Tykke Hedemand fra sin barndom, og hun fortæller at træet var meget stort. “Vi skulle være seks børn for at nå omkring den”.

Da vi har passeret Langerumhus, stopper vi op lige hvor vejen slår en lille bue uden om en gravhøj og en spejderhytte. Herfra er der en fin udsigt ud over det åbne land, der skærer sig ind som en kile mellem Brunebakken og Nørreskoven.

At Rebildområdet tidligt har været centrum for en kolonisering, er der her et synligt bevis på, idet der spredt ud over det smukke landskab, ligger den ene flotte gravhøj efter den anden.

Buderupholm Statsskovdistrikt rummer op mod 300 høje, men flere end 40 af disse er netop koncentreret her ved Rebild.

Turen går videre mod øst, og snart efter passerer vi Rebild Kirkevej, således at vi nu befinder os i Vedsted skov. Her gør vi et lille stop ved Vedstedhus for at se på planteskolevirksomheden der, men også for at fortælle hvor det er bedst at finde de blå anemoner. Det eneste punkt på det udsendte dagsprogram, som vi har måttet springe over.

Kort før Buderupholmvejen drejer vi ind gennem hospitalsområdet for at høre en smule om dettes skiftende ejerforhold og funktioner. Vi hører også lidt om den gamle, på en gang patriarkalske og matriarkalske ånd, der herskede på stedet, inden vi går hen forbi de gamle liggehaller, for også at se hospitalet fra forsiden, og for at komme ud på Himmerlandsvej gennem hospitalsparken.

Ovre på østsiden af Buderupholmvejen går turen straks mod nord forbi Ottrup mose, og netop som vi når skovbrynet, finder vi en dejlig sydvendt plads, der er fyldt med masser af stød. Lige stedet for at holde middagsrast i det dejlige solskinsvejr.

Ved næste stop er vi nået frem til de smukke Bronzealderhøje. Ingen andre steder end som her lever de op til deres navn, idet de altid ligger dækket af et tykt lag bronzefarvet løv. Vi husker, at ligesom det var stenalderfolket, der byggede samtlige stendysser og jættetestuer i Danmark, var det det efterfølgende bronzealderfolk, der ændrede på gravskikken, og indledte byggeriet af disse høje for ca. 3000 år siden.

Ikke så langt fra bronzealderhøjene finder man en stor sten, der har nøje tilknytning til Skørping hospital. Tuberkulose var nemlig en så frygtet sygdom i befolkningen, at patienterne ville gøre alt for selv at være med til at kurere den. Derfor opstod der snart den skik, at hvis man kastede en 10 øre ind i hulrummet under stenen, ville ønsket om snarlig helbredelse måske gå i opfyldelse. – Ønskestenen var hermed skabt.

Denne handling svarer egentlig ganske nøje til tiden, da folk brugte at besøge helligkilderne. Altså en form for afmagt.

De finske lotter, som var indlagt på hospitalet under krigen, gjorde det på en lidt anden måde, idet de lagde sløjfer oven på stenen med håbet om at måtte komme hjem til Finland igen.

Det nordligste og sidste stop på turen, sker lige efter vi er gået forbi beboelsen henne hos kulsvier Frode Jensen. Men da vi ikke har nogen aftale med ham i dag, bliver vi dog stående ude på vejen, hvor fra man også sagtens kan se ovnen. Princippet i en sådan ovn er faktisk det samme, som i de gamle miler. Det, det drejer sig om, er at bøgekævlerne ikke skal forbrænde, men blot forkulle, således at der stadig er en høj brændværdi tilbage.

Hermed var turen slut, og mon ikke alle vore 99 deltagere bagefter sendte Helge en venlig tanke, fordi han trods sygdom havde lagt en sådan herlig tur tilrette for os.