1997

Brændeskov – juletur

ROLD SKOVS VENNERS 10 ÅRS JUBILÆUMSTUR.

En uforglemmelig dag, der godt nok havde krævet store forberedelser, men hvor “lønnen” kom rigeligt tilbage i form af et meget vellykket arrangement. Store ord, men ikke for store, om Rold Skovs Venners 10 års jubilæumsdag den 14. december.

Som sædvanligt gennem de senere år, startede den indledende travetur fra stationen i Skørping. Her var der et vældigt leben. Foruden pressen, som stillede med både en journalist og en fotograf, mødte der ikke mindre end 145 voksne og 5-6 børn op for at deltage i dette vort 10 års jubilæumsarrangement.

Og da der i dagens anledning skulle foregå forskellige festlige indslag på turen i Brændeskoven, havde Carsten, under Knuds overopsyn, i forvejen været ude for at lægge en rute, hvorfor det var naturligt at udnævne ham til turleder. Dette havde også den fordel, at Helge for en gangs skyld kunne tage sig en fridag nede i bagtroppen. Men det skulle dog senere vise sig, at dette alligevel ikke helt kom til at holde stik.

Thi allerede inden det første indslag måtte Helge trække tiden lidt ud med at fortælle historier om H.C. Andersen, idet man sagde, der skulle ventes på fmd., som af uransagelige årsager var langt inde i de dybe skove.

Herefter var vi klar til at gå videre, men snart efter lød der høje råb og skrig fra tre skumle røvere, der pludselig kom styrtende ned i den slugt, som holdet netop passerede.

Dette overfald foregik dog nærmest på Robin Hood maner, idet røverne godt nok startede med at røve en tophue, inden de snart efter gik over til at drikke Gl. Dansk sammen med deltagerne. Herved blev de bragt i så godt humør, at de nu hver fortalte en historie om nogle af deres frænder, der har huseret her i Rold.

Først hørte vi om Lorentz Meier og hans skrappe kælling, Petronillen. Det var hende, der brugte at binde folks børn til en varm kakkelovn, for at få forældrene til at fortælle hvor de gemte deres penge.

Den næste røver fortalte om Johannes Jensen Stenild, også kaldet Bette Fanden. Et navn, som han fik efter et indbrud hos en gammel kone, hvor han var iført en kohud med horn og det hele.

Til sidst hører vi en, for os, ny historie om Sorte Esben ude fra Rebild Skovhuse. Fortælleren mener at han må have boet lige ved siden af Helge.

Sorte Esbens meritter blev efterhånden herredsfogeden fra Aalborg for meget, men det lykkedes aldrig for denne at fange ham, hvorfor en mand ved navn Jørgen Tranders, som gerne ville imponere en fin dame, meldte sig frivilligt.

Med seks mand i følge drog han ned i Troldeskoven for at finde Sorte Esben, men pludselig sprang dennes folk frem og skar sadelgjordene over, hvorved alle syv ryttere tippede rundt og faldt ned på jorden. Herefter blev de bagbundet og fik en hue trukket ned over hovedet, inden de atter blev sat op på hestene, med fødderne bundet sammen under bugen. Således overvundne blev Jørgen Tranders og hans folk nu eskorteret tilbage til Aalborg, og det siges, at han aldrig fik sin fine dame efter den tur.

Sorte Esben forsvandt senere fra egnen med kone og børn, efter at han først havde brændt sin hytte ned. Men “vores” røvere mente dog at de nok alligevel var noget af hans afkom. Iøvrigt var der flere af vore hun-deltagere som sagde, at det var nogle trælse røvere, da de overhovedet ikke voldtog kvinderne.

Da vi var blevet overfaldet lige ved et dødishul, blev Helge anmodet om at fortælle noget om forskellen på jordfaldshuller og dødishuller. På trods af at det hul vi stod ved her, er af en anselig størrelse, er det dog et lille hul i forhold til f.eks. Kielstrup sø nede ved Mariager fjord. Denne sø menes også at være opstået som et kæmpestort dødishul, der dog i begyndelsen lå hen som en bugt på Danmarks smukkeste fjord.

Fra det sted hvor overfaldet havde fundet sted, var der ikke langt ned til Brændesøen, hvor den næste overraskelse ventede vore deltagere. Her havde turudvalget nemlig gemt et pyntet juletræ mellem nogle store cypresser, og netop idet alle deltagerne nåede frem, blev der tændt for strømtilførslen oppe fra skovløber Poul Jensens hus i nærheden. Dette udløste en spontan klapsalve.

Her skulle Helge have fortalt H.C. Andersens historie, “Grantræet”. Men da han allerede havde fortalt noget om digteren selv, blev det til 2 andre historier: En om Artollerist Niels, og en om Helges evne som “motorsagkyndig”.

Vi havde i forvejen bestemt, at deltagerne skulle have lov at plyndre juletræet for at få et minde med hjem. Men forinden skulle alle dog tage hinanden i hænderne og synge “Nu `det jul igen” efter bedste evne. Vi var så go’e, at vi næsten fulgtes ad.

Da vi var kommet lidt foran tidsplanen, blev Helge for en kort bemærkning betroet at lede turen. Det er nemlig et af Helges specialer at regulere en tur rent tidsmæssigt ved at gå i ring, uden nogen opdager det. Kassererinden fik derved også lejlighed til at opkræve en turafgift, der i dagens anledning var sat ned til blot én krone. Formålet med dette var nemlig, at vi af historiske grunde gerne ville registrere hvem der var med på turen.

Da turen bliver genoptaget varer det ikke længe inden vi får besøg af selveste julemanden, der, med sine to brune heste forspændt charabancen, er kommet os i møde.

Der er både godter og en hyggelig snak til alle, og dette sceneri får Helge til at fortælle noget om Danmarks sidste rigtige skovkusk, der havde sit virke her i Rold skov. I modsætning til i dag, hvor man andre steder kører hestene ud til arbejdsstedet i en hestetrailer, startede han og hesten “Musse” op fra hjemmet hver dag, om der så var 10 km. hver vej.

Med et langt liv i skoven, kunne det ikke undgås at mand og hest havde mange oplevelser sammen, men en af de mest sælsomme var dog alligevel, da de begge faldt ned i et pludselig opstået jordfaldshul. Dette fænomen er ellers ikke sket siden 1924.

Det skulle være ganske vist, at skovkusken Frode Gustavsen nu fungerer som julemand.

Med dette var første halvdel af jubilæumsarrangementet så tilende. Og dog, Frode tilbød nemlig venligst, at børnene måtte komme op at køre tilbage til Skørping. Noget som resten af holdet selvfølgelig måtte gøre på deres dertil indrettede gåben, mens formandinden og co. skulle den anden vej, for at rigge strømtilførslen til juletræet fra.

Da alle 140 medlemmer, der ønskede at deltage i jubilæumsfrokosten, var blevet samlet på Hotel Rebild Park i Skørping, var det lige før at hotellet ikke kunne følge med. Alle havde nemlig fået en glubende appetit efter den tidsmæssigt lange og friske tur ude i Guds frie natur. Det lykkedes os dog at stoppe for tilstrømningen til buffet’en sålænge, at vi sammen kunne synge de af Käthe til lejligheden forfattede sange. En udfoldelse, som ikke blev ringere af, at Anders havde stillet sig til rådighed som spillemand, idet han havde lovet at traktere hotellets gamle klaver.

Sædvanen tro, og ikke mindst i dette vort jubilæumsår, blev der givet udtryk for mange gode tanker for Rold Skovs Venner.

Vi har til nu gennemført i alt 78 arrangementer + de 10 som gik forud, og dette fik Helge til at fremføre nogle beregninger over hvor langt vi har gået, og hvor mange hjerteslag der egentlig skulle til for at gennemføre dette. Det bliver til utroligt mange hjerteslag, men Helge sluttede af med at forsikre om, at hvert eneste af hans havde banket for Rold Skovs Venner. – Flot.

Fmd. indledte med at give et kort rids over Rold Skovs Venners historie, og fulgte derefter op med at gøre nogle tilsvarende beregninger over de ca. 1000 km., som vi til nu har vandret sammen. Det kunne f.eks. være en travetur til Frankfurt, eller bare til Bremen og hjem igen.

Han gav derefter udtryk for, at det lå ham meget på sinde at sige tak til både medlemmerne, turudvalget, og ikke mindst til Marianne og Helge. En tak til medlemmerne, uden hvis opbakning der ikke var grundlag for at lave nye ture. En tak til turudvalget, for den aldrig svigtende indsats på hver jeres måde.

Og sidst men ikke mindst, en tak til Marianne og Helge, uden hvis velvilje der overhovedet ikke havde været noget, som hedder Rold Skovs Venner. Der blev herpå afsløret en granitfugl, som blev efterfulgt af nogle ord til Marianne og Helge: Dette er en beskeden gave, som alle vi Rold Skovs Venner gerne vil give jer, idet vi håber, at den må få lov at lande hjemme på Stendalsvej, og der bringe bud om vor taknemlighed, for alle de glæder og oplevelser I begge har givet til os.

Fuglen kan udmærket godt symbolisere jer begge. Marianne, som den gode hønemor, der tager sig godt af alle os skov-kyllinger. Helge, som den frie fugl, der går sine egne veje på så vidt forskellige områder, som f.eks. TV arbejde, foredragsholder, naturvejleder og forfatter. Herunder ikke mindst indsatsen for at beskrive landsdelens lokalhistorie. Det er ikke for store ord, at kalde Helge nutidens folkemindesamler. Tak til jer begge, for at der også var noget, der kom til at hedde Rold Skovs Venner.

Tilslut bad Poul Holme om ordet, idet han, på medlemmernes vegne, ville sige bestyrelsen tak for mange gode oplevelser.

På det musikalske område, var det ikke blot vore egne udfoldelser, som var med til at bidrage til den gode stemning. Øster Hornum Spillefolk mødte nemlig op med et orkester på hele 16 personer af begge køn, og mellem de mange gode og muntre numre, som dette orkester spillede for os, var der sædvanen tro forskellige overraskelser til vore medlemmer.

Også i år var der uddeling af mandelgaver i form af Helges nyeste årbog, der denne gang hedder “Navnkundige træer i Rold skov”. Men da ris a la manden var taget fra et fælles fad, blev det de personer, som kunne finde et klistermærke under deres kuvert, der havde vundet. Tro det, Helge vandt ved dennes bord.

Der var også givet en gave til alle familier, idet Himmerlands El- forsyning havde skænket et antal af de akvareller, som Helge har tegnet i forbindelse med udgivelsen af selskabets 75 års jubilæumsbog. Motivet er hentet fra Troldkirken ved Sønderholm, og er tillige anvendt som udsmykning af den nævnte bog. Tak H.E.F.

Med alt dette kan vi kun sige, at vores 10 års jubilæum blev markeret på bedste vis. Vi havde fin pressedækning i form af både en kronik og en efterfølgende artikel, som var skrevet af Margit Sig, og illustreret af Henrik Bo og vores egen Esther.

Men bedst af alt er dog den efterfølgende positive respons fra mange medlemmer. Dette er jo selve grundlaget for det videre arbejde.