1997
Jægersborg skov
Tro det. Også oktoberturen til Jægersborg skov kom til at foregå i et vejr, som ikke stod tilbage for det omtalte på efterårets første tur. Ja, på den plads som vi fandt til at raste på, var der faktisk både vindstille og meget lunt.
Vi har så ofte færdedes i Jægersborg Skov, men som noget nyt, starter vi i dag ude fra Terndrupvejen lige ved Skalsminde mose. Og som følge af efterårets tema om “Navnkundige
Træer”, går vi straks hen til det sted, hvor et af disse har sin plads, nemlig “Bette Karls Eg”.
Denne har fået sit navn efter en skovarbejder, der gik under navnet Bette Karl, idet daværende skovfoged Ejnar Pedersen, som havde en udpræget æstetisk sans, en dag gav Karl besked om at fælde træet, da det ikke hørte hjemme imellem de omgivende graner.
“A tøgges e et” sagde Bette Karl, og Ejnar Pedersen kunne egentlig godt se rigtigheden i, at det var synd at fælde dette flotte træ. Egen fik lov at stå, og Bette Karls navn lever dermed videre gennem træet, selv om han selv forlængst er borte.
Turen fortsætter mod sydøst, hvorved vi kommer til at gå langs det flotte enebærstykke, som tidligere blev kaldt Asp hede. Her fortæller Helge lidt om nogle forskellige træarter, bl.a. om hvordan man ser forskel på en cypres og en thuja. Dette er meget svært, men den letteste måde at gøre det på, er ved at se på toppen, idet cypressen bøjer denne som et stort C.
Vi går nu et smut over på østsiden af Aspvejen, for at kunne nyde synet ud over Madum sø i det vidunderlige vejr. Sjældent har der været så stille og fredfyldt som i dag. Der behøves ikke at blive sagt så meget, det er nok bare at kunne nyde det lidt uforklarlige, “bare at være”. Inden vi helt forlader stedet skal vi dog lige høre historierne om Lun-Hans, og om den sunkne borg, idet der jo altid er nogle med, som aldrig har hørt om disse.
Kort efter at vi atter er kommet tilbage til Jægersborgskoven, går vi op over et stykke renafdrevet land. Utroligt at det kan lade sig gøre, men selv om Helge ikke har været her siden der var tæt bevokset med store træer, går han lige op til stedet hvor der formodentlig har været en gammel vaskeplads. De store traktorer har desværre rodet noget rundt med stenene, men alligevel kan man godt fornemme hvordan der har været et stort bækken af kampesten, hvor vandet fra et af de førhen så mange vandløb har kunnet risle ned over.
Det er nu tiden for at holde middagsrast, som alle turens 79 deltagere nyder i fulde drag i det gode vejr, hvorefter det næste besøg gælder “Den store Bøg”.
I dag står denne dog blot tilbage som en næsten skulpturel bøgetrunte. Der skete nemlig dét, at den ene halvdel af den store krone faldt ned under stormen i 1981, hvorefter skovarbejderne fik besked om også at fjerne den anden halvdel, idet denne ragede ind over de omgivende graner. Dette skulle ske en torsdag, men den gamle kæmpe skulle nok selv bestemme, så onsdag aften lod træet selv den anden halvdel falde også.
Nu står der en krans af bøgens børn rundt om den, idet man lod nogle af bogene spire i potter, for senere at plante disse ud. Det er så meningen, at den som bliver bedst og størst, engang kan overtage pladsen som “Den store Bøg”.
Trods det, at Helge ikke havde villet garantere for at kunne finde ind til “Den store Patgran”, siger det noget om hans orienteringsevne, at vi alligevel midt i et noget uvejsomt terræn pludselig stod ved dette imponerende træ. Granen er meget særpræget og det er vist meget få mennesker, som nogensinde har set den. Et sådant træ kaldes også en “Kandelabergran”, hvilket navn egentlig passer meget bedre til dens udseende, idet tykke grene vokser ud fra stammen med facon som på en gammel kandelaber.
Ikke så langt fra Patgranen møder vi “Ejnar Pedersens Bøg”. Også denne er et mægtigt bøgetræ som engang blev dømt til fældning, idet skovrideren på Lindenborg personligt havde ridset den ud. Om Ejnar Pedersen havde lært noget af Bette Karl skal lades usagt, men da han så dette, tog han sit eget rivejern og afridsede træet ved at ridse på tværs som et kors. Dette betyder, at der er lavet en fejl, og at træet skal blive stående.
En tid efter kom skovfoged Ejnar Pedersen forbi sammen med skovrider Staugaard, men denne sagde ikke et ord. Han kunne nemlig godt se at det havde været tåbeligt at fælde det flotte træ, selv om det med sin krogede facon er værdiløst som tømmer.
Da Jægersborg skov måske er knap så velkendt som andre skovparter, kommer vi til at trave en smule rundt, men stedsansen gør dog alligevel, at vi nærmer os startstedet, idet en af de meget smukke moser pludseligt ligger lige foran os. Nu er der ikke langt til selve Skalsminde mose, men først skal vi besøge “Jens Rasmussens Eg”.
Dette kønne træ stod tidligere helt ude ved Terndrupvejen, hvorfor Jens Rasmussen, som var forstfuldmægtig under skovrider Staugaard, foreslog at flytte det til en bedre plads inde i skoven, da det her ville få bedre vækstbetingelser. Da dette også viste sig at blive tilfældet, syntes skovrider Staugaard, at det var rimeligt at give træet navn efter Jens Rasmussen, selvom denne var, og stadig er at finde blandt de levendes rækker.
Jens Rasmussen kom senere til Bregentved gods på Sjælland. Her er det egetræerne der er de foretrukne. Det er faktisk sådan, at man på Bregentved nu gennem ca. 130 år har plantet adskillige nye træer hvert år, således at man altid kan høste en hel årgang uden at forhugge skoven. Disse ege er fuldstændig rette, som var det graner eller bøge, fordi man hele tiden fjerner alle vandrisene. Det betyder så til gengæld, at et enkelt træ kan koste helt op til 150 tusind kr. ved eksport til Tyskland, hvor de kan skæres op til finer i deres fulde længde.
Efter en årrække på Bregentved blev Jens Rasmussen skovrider på Vallø, hvor han senere igen blev udnævnt til overførster. Som det eneste sted i Danmark, findes denne gamle titel endnu på Vallø, hvor man altså både har en skovrider og en overskovrider, nemlig overførsteren.
“Nu har jeg ikke mere at fortælle i dag”, sagde Helge. Men da vi også i høj grad havde fået fuld valuta for pengene, var der blot tilbage at gå den korte vej ud til bilerne. Her skulle alle have snakket af og sagt farvel. Nogle få skulle dog først lige hygge sig over den sidste kop kaffe.