1997
Navnkundige træer – Rebild Bakker
Også for efterårsturenes vedkommende havde vi valgt et gennemgående tema. Nemlig ud fra Helges nye årbog, “Navnkundige træer”.
Vi lagde således ud den 28. september i det flotteste sensommervejr som nogen overhovedet kunne ønske sig, og som det første sted for at gennemgå disse træer, havde vi valgt de bakkede egne omkring Rebild.
Fra parkeringspladsen i Rebild kan man se over til en meget stor bøg, der står ovre på den anden side af hulvejen. Men da vi går derover, viser det sig, at denne ikke blot er et enkelt træ, men at det måske er mere end 30 stammer, der har dannet en sammenhængende krone. I erkendelse af dette, har Helge valgt at ændre navnet fra Rebildbøgen til at være Rebildbøgene. Herefter går vi tilbage til en stor Rold skov bøg, som står oppe på bakken hvor tyskerne engang havde en lyttepost. Vi navngiver denne bøg, “Blokhusbøgen”, og samtidigt genopfrisker vi lige historien om hvorfor der er en stenbelægning på skovstien, og hvorfor der ligger en sten med tyske inskriptioner nede ad skrænten. Alt sammen, havde det noget med lytteposten af gøre.
Nu følger den første stroppetur på dagens rute. Op over Sønderkol, ned i Stendalen, så igen op ad den stejle sti til Høje Odde, og endelig for de, som ikke havde fået nok, en tur op i Skovtårnet.
Herfra går vi hen i Troldeskoven. Vi standser først ved Spættetræet, det træ, hvor Jens Hvass engang havde et stævnemøde med en spætte. Derefter går alle gennem det store øjetræ, hvilket kun ingeniører kan betvivle at have en gavnlig virkning. Helge har f.eks. aldrig set en gravid kvinde, eller en kvinde med små børn, der ikke gik igennem træet. – Mon Helge tror?
Henne ved det forsvundne Prinsessetræ hører vi en historie fra den gang da træet fik dette navn. Engang, Kong Frederik og Dronning Ingrid var på rejse til Grønland, havde de efterladt de 3 prinsesser i Trend, hvilket disse ikke var helt tilfredse med. Telefonen ringede derfor en tidlig morgen hos Jens Hvass, der bestemt ikke var morgenmand, og en stemme sagde: “God morgen, det er Kongen”, hvortil Jens Hvass svarede: “Ja, god morgen min bare røv”. Det skulle han nu ikke have gjort, for det VAR nemlig kongen. Denne undskyldte dog, at han nok ikke rigtig havde styr på klokkeslettet, da han var i Grønland. Kongen ville bare høre om det kunne lade sig gøre, at prinsesserne kunne få en tur til Rold skov. Det kunne det som bekendt godt, da det var ved den lejlighed de krøb igennem træets øje, og Prinsessetræet dermed fik sit nye navn.
På vej hen til Urskoven er der en meget flot slugt hvor der står et stort bøgetræ foroven. Dette kaldes Jens Hvass træet, men har også fået navnet Dødemandstræet.
En gang måtte kromand, Jørgen Pedersen, gå op i skoven ved nattetide med nogle af sine gæster, trods det, at han er meget mørkeræd. Natten var både mørk og tåget, og bedst mens de stod henne i Troldeskoven lød der pludselig nogle forfærdelige skrig, der ikke kunne stamme fra noget dyr. Selskabet gik derfor tøvende hen mod Dødemandstræet, hvorfra man nu kunne høre noget som rallede. Da denne lyd endelig forstummede, var der meget stille men pludselig var der en stemme som sagde: “Jørgen giver du ikke en kop gullaschsuppe”.
Helge vil ikke fortælle hvem det var. – Så det.
Turen fortsætter nu hen forbi Kæmpegranen. Den som står lige i kanten af Urskoven, og som har nogle karakteristiske vabler, der indeholder en meget velduftende harpiks. Videre forbi skovløberstedet Klodholm og hen til bålpladsen i Grøndalen, hvor vi holder middagsrast i det dejlige solskinsvejr.
På den videre færd stopper vi først ved “Bitte Hedekrog”, hvor vi naturligvis må høre om Hede Knud og konen der “pest” i hans Træsko. Herfra fortsættes forbi Stendyssebøgen til Tøtteruphus, hvor Helge dels fortæller om Larsens Lind, som står hvor det gamle Tøtteruphus havde sin plads, og dels om “Det gamleste træ”, der står nede ved St. Økssø lige ved Obels hus.
Helge er blevet inspireret til dette navn af en lille dreng, som sad oppe i træet en dag hvor han kom løbende forbi. Helge hørte da, at faderen sagde til drengen, at det var det allerstørste træ i hele skoven, hvad det dog langtfra er. Ja, råbte drengen ned til faderen, “Og også det gamleste”.
Efter disse historier sluttede Helge af med at sige: “Nu skal det gå hurtigt”, og hermed var startskuddet fyret af til dagens stroppetur nr. to.
Vi skulle nemlig tilbage til Rebild, hvor Marianne ventede oppe i Blokhuset med en dejlig frisk og kølig punchebowle. Og da turen gennem Rebild Skovhuse og videre “ad bagvejen” ind til Rebild, havde foregået i et eneste langt stræk, blev alle turens 78 deltagere da også glædeligt overraskede over at kunne få tørsten slukket med denne liflige drik.
Som det allersidste programpunkt var der fri adgang til et besøg i Top Karens Hus. Alle kender Top Karens Hus, men for mange medlemmers vedkommende, var det første gang, man aflagde et besøg inde i huset. Et hus, hvis navn er uløseligt knyttet til Rebild, og samtidig et monument over hvorledes en fattig skovarbejderfamilie formåede at tilpasse sig nye tider, og dermed skabe et levebrød ved at servere god kaffe for Rebilds mange gæster.
Hermed var turen slut. Dog ikke helt for udvalgets vedkommende. For som en af forberedelserne til jubilæumsturen, kørte vi hen og drak en tår kaffe sammen, således at vi kunne få fornyede kræfter til at gå en tur over i Brændeskoven for at udvælge nogle steder, hvor vores forskellige aktiviteter da kan foregå.