1997

Aftentur til Blokhuset

Intet kan slå fejl som beregninger. Her havde udvalget bestemt, at alle forårsturene skulle gå til Rold skovs kilder, og så måtte majturen til Ravnkilde ændres til at slutte i Blokhuset i Rebild.

Nogle af vore piger havde forberedt en hyggelig aftentur med at bage 225 boller, og derefter smøre disse med forskelligt pålæg, mens Knud havde sørget for indkøb af øl og vand. Og så skulle det lige gå hen at blive et øsende regnvejr på nøjagtigt denne ene dag i en periode med flot solskin.

Det er så et privilegium at have en turleder som Helge, som er velvillig til at stille Blokhuset til rådighed, hvor han i øvrigt selv er inspektør, og det er flot at der mødte 62 voksne og 4 børn op, selv om regnen stod ned i stænger.

Som ægte Rold Skovs Venner kunne vi dog ikke undlade, at indlede det, der skulle blive en indendørs hyggeaften, med at tage på en kort rundtur på sydsiden af Rebild bakker.

Inde i det dejlige område med Rold skov bøge, hvor man, selv under Rebildfesterne med tusinder af deltagere, kan færdes uden at møde et øje, får vi forklaret forskellen på at styne og stævne træerne. Når man styner, foregår det i toppen, men når man stævner sker det ved roden. Bøgene i Rold skov har imidlertid den evne, at de kan skyde igen fra roden med mange stammer, hvorfor man skal være opmærksom på, at det er et og samme træ man ser.

I et område med ener får vi ligeledes genopfrisket lærdommen om de tre årgange af bær på samme busk, hvilket får Anders til at stille det klassiske spørgsmål: “Hvad nu hvis busken kun er et år gammel”. Hertil må Helge resigneret replicere, at det kun plejer at være en ingeniør, der kan stille et sådant spørgsmål, men denne gang blev det altså en salmespiller.

For at Anders og andre kan huske lærdommen om ener, vil vi endnu en gang ty til vort svenske broderfolk hvor det lyder: Det år hvor alle enebærrene på den samme busk er mogna, da blir’ kvinderne trogna”. Dette er aldrig forekommet i Sverige.

Da vi senere skal slutte turen af i det nye og flotte Blokhus, er det naturligt, at Helge giver os en lille orientering om omstændighederne efter branden i det gamle.

Det var således, at forsikringssummen kunne dække for opførelsen af selve det nye hus, men ikke for museumsgenstandene, hvorfor man skulle prøve at samle nogle nye ind mellem dansk-amerikanerne ovre i Amerika.

Ved den lejlighed skulle man også have en ny museumsinspektør, da den gamle ikke var særlig god, og heller ikke havde haft meget forstand på det. Helge sagde selv, at det var derfor han blev “fyret”. (Mon han nu også gjorde det)?  Men han havde været billig, da han havde gjort arbejdet gratis.

Man søgte så en ny, og mange ville gerne have jobbet, men kun lige til de hørte, at man ikke fik noget for det. Til slut måtte Rebildselskabet alligevel bede Helge om at fortsætte. Han havde bare været så god.

Dette gav dog en tur til Amerika for at skaffe de nye museumsgenstande, og alle var både søde og venlige. Helge fik simpelthen alle sine ønsker opfyldt. Herunder en prærievogn, som var den sidste model Studebaker lavede lige inden man fandt på at sætte en motor på, og automobilen dermed var opfundet.

Lige efter branden spurgte generalsekretæren for Rebildselskabet Helge om, hvad han var mest ked af de havde mistet. “Den lille røde bog” svarede Helge. Der var det særlige ved denne bog, som normalt lå ret upåagtet i en montre, at den indeholdt Abraham Lincolns auto- graf. Det var mærkeligt at Helge lige nøjagtigt skulle nævne den,  for ved et utroligt held, var den lige forinden blevet fjernet fra montren af Rebildselskabet.

At bogen nu atter ligger på sin rette plads, kunne vi ved selvsyn konstatere, da vi efter denne korte regnvejrstur var kommet i tørvejr i Blokhuset. Her havde vore piger i mellemtiden arrangeret det således, at man bare kunne hygge sig og lange til fadet med mad og drikke så meget man lystede. Alle fik således den oplevelse med, at se museet, og nogle fik endog føde med hjem til næste dag.