1997

Kærbjerg skov og Langmosen

Efter en opvarmningstur som denne, var vi klar til at tage ud på den første ordinære tur 3 uger senere med 82 deltagere, nemlig søndag den 6. april. Og på trods af, at turen var lagt i et gammeltkendt terræn, nemlig til St. Blåkilde, Madum sø og Langmosen, skulle mindst 75 % af ruten komme til at følge nogle veje, hvor vi aldrig har gået før.

En ting mere, som også gjorde turen til noget specielt, var at man på denne aprilsøndag kunne vågne op til et snelandskab, som var det det flotteste julekort. Når man så kommer til skovs, hvor det ikke blot er jorden som er hvid, men hvor også alle træerne står pudret med snekrystaller, ja så bliver oplevelsen jo mangefold større.

Vi indleder turen med at gå ned til blåkilden, der i det strålende solskin viser sig fra sin allerflotteste side. Helge fortæller om kilden samt om dens vandmængde i forhold til andre kilder. Vi får ligeledes en forklaring på, hvorfor den er så blå som den er. Dette skyldes netop at kildens vand er 100% rent. Kun helt rent vand er blåt, alle andre farver skyldes at der er et eller andet stof tilstede, hvilket naturligvis ikke behøver at betyde, at der er noget i vejen med vandet.

Når vi tidligere har arrangeret en lignende tur som denne, plejer vi at gå fra blåkilden tilbage over landevejen og forbi Kærbjerghus for at komme ind i Kærbjerg skov, som er den skovpart der ligger lige syd for Madum sø. Dette var også målet i dag, men denne gang fortsætter vi i en rundtur ud over de åbne marker, der ligger mellem skoven og Madumsøvej.

Vinden var imidlertid både kold og skarp her ude på det åbne land, hvorfor vi snart vender tilbage til skoven og fortsætter gennem denne til vi når næsten ned til søbredden. Da vort næste mål ligger ovre ved Langmosen følger vi søen østover til vi kan passere Madumsøvej og fortsætte gennem skoven til den herlige udsigtsplads, som er velegnet til en kombineret frokost- og afslapningsstund.

Den videre tur fortsætter nu gennem St. Blåkilde, Madum sø og Langmosen til vi passerer skovbrynet ved Brændmosen, hvorefter det atter en tid går over det åbne land. På et sted hvor der findes en lille enklave med træer, har der i mange år ligget et skovløbersted med navnet Søbakkehus. Dette er nu under en total ombygning. Kun ydermurene står tilbage, men på murbuen midt på huset kan man dog stadig se initialerne IS, Iuul Sehested, hvilket fortæller at det har tilhørt herskabet på Willestrup.

Helge fortæller, at det engang havde været på tale, at han og Marianne skulle købe dette sted, men Marianne ville ikke, hvilket vist var godt nok. De mennesker, som nu var i gang med at renovere huset, fortalte, at de f.eks. måtte starte med at rydde op på grunden, der var groet fuldstændigt til med træer.

Lige over for skovløberstedet går der en vej ind til den ældgamle landsby, Akselterp. Selv om der trods alt sker nogle små forandringer, fornemmer man dog stadig tydeligt den stemning, som herskede i en landsby i århundrederne før vort eget. Hvilket også vil sige tiden før de store udskiftninger fandt sted.

Lige bag om landsbyen går der en af de ældste 150 kV højspændingsledninger, nemlig den mellem Aalborg og Randers. Dette får de to gamle Nordkraft medarbejdere Ø.P. og fmd. til at fortælle om nogle tildragelser fra deres lange virke, og den deraf følgende kontakt med også denne landsbys indbyggere.

Vi går nu ligesom “bagud” af landsbyen, for at følge markvejen og senere langs skovbrynet til Kærbjerg skov, inden vi tilslut drejer ned gennem denne tilbage til vort udgangspunkt. Og hvad med vejret, jo april har sandelig sit eget vejr, for solen havde i mellemtiden haft magt nok til at fjerne alle spor af sne og vinter, således at de som ønskede det, kunne sidde ude ved de faste borde og bænke og nyde en sidste tår kaffe.