1997

Vesterskov

I relation til den nyeste af Helges temarettede årbøger, har turudvalget i sin visdom besluttet, at kilderne i Rold skov skal være den gennemgående røde tråd for alle forårsturene i jubilæumssæsonen 1997.

Med dette for øje startede vi søndag den 16. marts med at tage på en lille opvarmningstur i Rold Vesterskov på bare 16 km. Vejret var smukt fra morgenstunden, hvorfor vi nåede op på hele 93 deltagere, da alle var samlede fra de forskellige p-pladser. Turen var tilrettelagt som en vandring fra Springkilden langs Lindenborg å til Rold Kilde nede ved Haverslevvejen, og gennem Enebærstykket retur til Tveden. Det første stop var derfor ved den lille mindesten med teksten “Adelshærens Vej 1534”. Det var som bekendt denne vej adelshæren fulgte under Danmarks sidste borgerkrig, nemlig Grevefejden i 1534.

Her fortalte Helge lidt om hovedpersonerne Skipper Clement og Johan Rantzau, samt om det efterfølgende retsopgør med landsdommer Axel Juul til Willestrup i spidsen.

Det, der nok er mest spændende at se langs den dybe Adelsvej, er de tusindvis af kampesten, som isen har efterladt i det stejle terræn. Dette er nemlig et af de få steder, hvor man stadig kan få et indtryk af hvordan det danske landskab så ud, da isen trak sig tilbage sidste gang. De fleste steder har man jo gennem århundreder anvendt dette naturmateriale til bygning af kirker, huse, broer, veje m.m.

Den 26. januar var Helge nede ved Springkilden med 500 mennesker for TV Nord. Dette har siden bevirket, at både hegn og stenten over det er jævnet med jorden pga. den senere tilstrømning. Det var derfor let at gå ind til kilden og vadestedet hvor adelshæren gik over i 1534. Käthe prøver i dag. Helge beskriver hvorledes adelshæren måtte over åen med hestevogne og andet grej, samt letlevende piger bagefter. Käthes replik. “Det var tider”. Lindenborg å havde da navne efter de områder den passerede – Rold å, Gravlev å, Buderup å, Storvorde å, osv.

Nu startede så den egentlige tur mod syd. Men først slår vi lige et slag op gennem, og senere på tværs af nogle af de utallige hulveje fra middelalderen, der løber parallelt fra det høje terræn ned mod vadestedet. Man fandt jo blot en ny vej, når den gamle var slidt for dybt ned i grunden. I dag står disse veje som nogle flotte kløfter i skovbunden.

Vejen sydover følger nogenlunde Lindenborg å, og da vi når voldstedet Stubberuphus stopper vi op, men går ikke derned, da det endnu er så tidligt på året, at der er meget sumpet. Da der er en tæt bevoksning både på og omkring voldstedet, er det svært at få øje på, men Helge giver os en god forklaring om disse voldsteders opbygning og anvendelse i tiden før Dr. Margrethe 1. fik de fleste opkøbt og nedlagt.

Turens sydligste vendepunkt er nede ved Rold Kilde lige før vi når Haverslevvejen. Da stedet her ved skovens hurtigst løbende kilde er rart og velegnet til at nyde livet med lidt godt til halsen, tager vi os et velfortjent hvil, inden vi skal ud på, hvad der skulle vise sig at blive, en lang hjemtur.

Oppe på stedet hvor jagtslottet tidligere var placeret, fortæller Helge om størrelsesforholdene da dette skulle bygges, og om dets forfald og nedbrydning.

Men vi får også en munter historie om et selskab på 310 personer, der skulle bespises her. Man havde dog ikke ventet så mange mennesker, og selv om huset var stort og rummeligt, var der ikke plads til så stort et antal, hvorfor arrangementet måtte afholdes udendørs, herunder også opstilling af toiletvogne. Der var bare det problem, at der ikke var mulighed for vandtilslutning, hvorfor det store selskab skulle spise frokost – uden lokum.

Problemet blev dog løst på bedste vis, idet busserne, som kom med gæsterne, var så moderne at de havde indlagt toilet.

Turen går nu videre ad dæmningen langs den opstemmede Teglsø, forbi Teglhus og ind i Enebærstykket. Her fortæller Helge om hvordan der tidligere har set ud, inden det blev fredet og amtet kom i gang med rivejern og motorsav. Området var tidligere en urskov, men her er dog stadig så flot at færdes, at vi tager en tur ned gennem det mod vest, hvorved vi kommer ud på en rundtur på flere kilometre, uden at vi ser så meget som antydningen af en grusvej.

Dette bevirkede at den samlede tur nåede op på at blive 16 kilometer lang, inden vi, som et fata morgana, kunne se vore biler da vi passerede Koldgaard. Helge lovede, at han aldrig skulle gøre det mere.