1996

Skovhaven – juletur

Som vanen tro, blev juleturen til Skørping og omliggende egne også denne gang en særdeles hyggelig tur. Vi har i de senere år haft Skørping station og Hotel Rebild Park som vore faste baser for denne tur, og da det var meget koldt, blev stationens ventesal hurtigt fyldt op af vore 95 glade deltagere. Mon banens ekspedienter var lidt skuffede? De solgte jo ingen billetter.

Vi prøver hvert år at variere den forholdsvis korte rute, så i år valgte vi den herlige vej, der lige før skovkusken går fra Møldrupvejen ned mod banen, og langs denne videre til Skovhaven.

Her stopper Helge op og fortæller om skovbyen Skørpings plasticguirlander, men også om byens opståen og om forskellige tildragelser gennem tiderne.

Lige før Skovhaven mindes Helge da Volmer Sørensen gæstede Skørping med sit show, “Kvit eller dobbelt”. Byen havde udvalgt 5 prominente borgere samt Jens Stubberup fra Gl. Skørping til at besvare spørgsmålene. Jens Stubberup klarede som den eneste både 4. og 5. spørgsmål, og efter meget pres fra Volmer Sørensen indvilligede han da også i at tage det 6. og sidste til 10.000 kr. Spørgsmålet blev symboliseret ved hjælp af nogle medbragte piger fra København. Disse var blevet anbragt på scenen således at tre piger stod med front mod publikum uden tøj på overkroppen. Den 4. stod i det bare ingenting, men dog med ryggen til.

Jens grundede længe, og Volmer Sørensen prøvede hele tiden at aflede ham for at spare sine penge, men pludselig lød det: “A hår det, det er den her de speller hver nøjårsdaw – Radetzkymarch”.

For Jens Stubberup lød denne march som tre tag foroven og et forneden. Flot klaret.

Da Helge nu rigtigt er kommet i fortællehjørnet, får vi flere historier om vidt forskellige personer med tilknytning til Skørpingegnen. Bl.a. om Helges gamle overtjener, der både var kvartalsdranker og glad for piger. Men da han tillige var knagende dygtig, måtte Helge tolerere disse svagheder.

Vi hører også historien om navnkundige Jens Hvass og overførsteren, der ikke ville have fremmede træer i skoven, hvorfor Jens Hvass måtte have sine folk til at grave dem op, hver gang overførsteren kom på inspektion.

Inde i Skovhaven stopper vi ved en af de store graner, som havde et rødt bånd om den tykke stamme i anledning af, at det er præsis 100 år siden skovrider Hintz plantede disse fremmede træer. Denne er nu skovens største træ. Ikke blot pga. stormfaldet i 81, men også fordi man senere har fældet nogle andre store træer som stormen havde ladt tilbage. Helge fortæller, at det var her det lykkedes, at få gamle Jens Hvass med på at lave TV om “Det ukendte Nordjylland”. Den gamle kæmpe havde da været aldeles uimponeret af situationen og TV-folkene med al deres lyssætning og anden teknik.

Inden vi forlader Skovhaven stopper vi op ved endnu to parceller med nogle af havens mest interessante vækster. Den ene er Børstekoglefyrren, som er det ældste levende her på jorden. Der findes nogle slægtninge i Amerika på 7000 år, men på det seneste har man fundet nogle i Australien, som menes at være endnu ældre.

Den anden er det lille Tørstetræ med dobbelt knaldeffekt. Det er træet hvor veddet indgår i en blanding til sortkrudt, og barken, under navnet Frangulabark, anvendes som afføringsmiddel. På tilbagevejen hører vi om en af Skørpings nulevende enere. Denne bliver kaldt Ding-dong fordi han gerne vil dirigere trafikken ved at efterligne klokkerne ved jernbaneoverskæringen, så lad os nøjes med at nævne ham ved dette navn.

Men han er nu ikke uden Himmerlandsk lune. Engang kom der kørende en stor bil fra København, og da chaufføren ikke var lokalkendt, stoppede denne op og spurgte om vej til Madum sø. Ding-dong så blot på ham og sagde: “Hvis du er så dum, at du ikke ved hvor Madum sø er, så skal du heller ikke ha’ det at vide”. Slut.

Nu var tiden så kommet til et af årets højdepunkter, nemlig vores traditionsrige julefrokost / afslutning. Og dog, selv om stedet var gammelkendt, var noget dog forandret. Vi havde fået ny værtinde, idet Karin Linnemann ude fra Mosskov Pavillonen, nu har overtaget roret på Hotel Rebild Park.

Med sædvanligt godt humør, taler, gaver og menu, skulle alt være uforandret. Men intet Rold Skov Venner arrangement uden at noget kukker. Der skulle som i de senere år være en mandelgave til hvert bord. Men ak og ve – kokken havde puttet hele mandler i alle skålne, hvorfor fmd. måtte aftale med overtjeneren, at der i første omgang kun måtte komme een skål ind på hvert bord. Da Helge havde grundet lidt på dette sagde han pludseligt: “Hvad vil du nu gøre, når skålen kun når halvt rundt om bordet”. Resultatet var, at fmd. måtte til at instruere om, at man kun måtte tage en lille portion i første omgang.

Hvad skal man egentlig med fjender, når man har nogle sådanne venner, men heldigvis er Rold Skovs Venner et tålmodigt folkefærd.