1996

Lovns – weekendtur

Lad det være sagt med det samme. Der er bare dejligt på Lovns.

Atter en gang havde Hanne og Knud påtaget sig at arrangere en weekendtur, således at det bare var at møde op på havnen i Hvalpsund lørdag den 7. september kl. 10.00.

Herfra kørte vi samlet ud til en p-plads hvor der er også indrettet en plancheudstilling i en bygning, som bliver kaldt “Udestuen”, og da Helge og Marianne desværre, men af forståelige grunde, havde fået forfald, havde Knud allieret sig med skolelærer Henning Clausen om at lede den første del af turen.

Vi starter med at gå ud til skrænten for at betragte den storslåede udsigt over fjorden mod godset Eskær på Salling, ligesom Livø lige kan ses i baggrunden længst mod nord. Her fortæller H.C. om livet på fjorden, som nu stod blank og venlig i det varme og smukke vejr, men som det til andre tider vil være klogt at have respekt for. Det ikke mindst pga. dens vidt forskellige dybdeforhold.

Vi skal følge en af ruterne som amtet har lagt ud i det fredede område. For ca. 2 mdr. siden havde sekretær- og formandsparret gået turen igennem, men som følge af Henning Clausens lokalkendskab, får vi en ekstra oplevelse, i form af mange små afstikkere uden for den afstukne vej.

På Lovns halvøen findes der en mængde erosionskløfter, men een af disse kløfter er opstået af en helt anden grund. Denne er nemlig resterne efter et gammelt tipvognsspor, som tidligere har været anvendt til at køre mergel fra stranden til de højereliggende dyrkede marker, hvor vi passerer en, der ejes af Hessel, men som nu er lejet ud til Ovenskovgaard, således at den kan anvendes til græsning for gårdens malkefår.

Ved en skovvej findes der en lille plads, som kaldes “Mælkestedet”. Her satte bønderne deres mælk af i gamle dage, således at mælkekusken kunne tage det samlet med til mejeriet i Hvalpsund. Han kunne så have deres små fornødenheder med tilbage, men samtidigt kom ste- det også til at fungere som den tids internet, idet man her kunne få udvekslet de seneste nyheder og – det seneste sladder.

Vi kommer forbi et gammelt husmandssted, hvor der før har boet et par enlige brødre. Disse måtte bl.a. hente alt deres vand til kreaturerne i et vandhul nede mellem nogle brændnælder.

Når H.C. færdedes ude i skoven, kom den ene af brødrene                         En landskabstegning sommetider hen for at snakke, og en dag kunne H.C. mærke,

at han havde noget særligt på hjerte. Da manden havde stået og trykket en tid, sagde han pludselig: “No haar vi faat laa vand ind. Og de’ er godt nok dejle”.

Da vi befinder os på grænsen mellem et område med “stenalderkov” og et andet med monokultur, mærker man tydeligt forskellen på stemningen de to steder. Vi holder os til stenalderskoven. Her finder vi bl.a. både en duehøgerede og en spætterede. Høgereden ligner en stor flad tallerken, og begge sidder forbavsende langt nede. Spættereden i bare en meters højde. Ikke langt fra disse reder står der en gruppe af den sjældne småbladede lind. Den største er også fuld af spættehuller, men her er det ikke de store redehuller, men derimod en masse småhuller, hvorfra fuglene henter saft i det tidlige forår.

Da mennesket nok er en af de arter, som afsætter de fleste spor i naturen, kan man med jævne mellemrum finde disse. Det viser sig at nogle aflange vandhuller er rester af gamle ørreddamme, og bag ved disse aftegner en fordybning i terrænet, hvor de føromtalte mergelgrave befandt sig. Næsten nede ved stranden, afslører nogle betonrester, at der her har været en gammel ålekiste. Naturen har dog været i stand til at kunne retablere sig selv hen over alle disse tidligere aktiviteter.

Lige midt på Lovns halvøen finder man en gammel ringvold. Som andre steder, er der mange forskellige udlægninger af borgens anvendelse, lige fra tilflugtssted over forsvarsværk til udkigspost.

Vi nyder i hvert fald udsigten, mens H.C. fortæller historien om en meget kraftig præst, som skulle have visitats af sin biskop. Da biskoppen hilste på præsten, udbrød han spontant: “Er det her så Lovns bredning”. Det siges, at historien taler sandt.

Henning Clausen er gode venner med folkene på Skovgaarden, og deltager derfor ofte i gårdens forskellige gøremål.

Engang skulle de efterse hegnene, hvorfor de smed nogle pæle op i en vogn og kørte afsted. Foran vognen gik Søren. Han kiggede blot på de gamle pæle, og så gik han videre. Jens kom bagefter, og han sagde: “Her plejer de ed’ å’ rend’ ud”. H.C. kom så sidst, og han brækkede dem allesammen, hvorfor Jens udbrød: “Hva’ ska’ vi os’ ha’ den degn med for”.

Sagen var, at pælene næsten kunne holde sig selv inde i det tætte krat. Blot en enkelt gang var det nødvendigt at sætte en ekstra pæl. Kreaturerne rendte ikke ud.

Degnen fik dog lov at komme med de følgende år, men da rykkede han heller ikke så hårdt i pælene.

Vi står nu i en slugt, som bliver kaldt “Hæjstens daal”. Det var her man under krigen i 1864 gemte sine heste, for at disse ikke skulle blive udskrevet til krigstjeneste. Gamle Laura på Skovgaarden kunne huske, at hendes forældre og bedsteforældre fortalte om at man drev heste fra hele Lovns området herud.

Nu er tiden kommet for at tage afsked med Henning Clausen. Ikke sært at det netop var ham, som Helge havde med ud i området, da de lavede “Det ukendte Nordjylland” her fra Lovns. Henning Clausen var lige en mand efter vores hovede, og vores begejstring blev sammenfattet i få ord, da Tonni spontant udbrød: “Hvis jeg skulle gå i skole igen, ville jeg gerne have haft dig som lærer”.

Da vi igen når ud til kysten, er vi nu kommet så langt mod syd, at vi kan se rundt om pynten ovre ved Astrup vig med Jeppe Aakjærs gård, Jenle i baggrunden. Knud fortæller, at Aakjær ligger begravet i krattet mellem ejendommen og fjorden.

Turen fortsætter rundt om Lovns sydligste punkt, Knudshoved, hvor vi dels ser på erosionen, som forårsager at der ligger store jernholdige sten på stranden, men også giver anledning til nogle bemærkninger, om at der her er noget tomt og øde. Dette kan da vel ikke have noget med navnet på stedet at gøre?

Ruten går nu op gennem de smukke erosionskløfter, hvor der i en af dem går en flok smukke, tamme og venlige heste. Herefter passerer vi Skovgaard, inden vi atter er tilbage ved

Udestuen, hvor de fleste slapper af over en kop kaffe, inden vi skal tilbage til Hvalpsund for at få tildelt vore værelser.

Der er nu et par timer til rådighed, hvor enhver kan foretage sig hvad man selv har interesse i.

Der er flere af deltagerne, som bliver enige om at køre hen på den økologiske Ovenskovgaard, hvor der netop er høstmarked i denne weekend. Man må sige, at dette var alternativt have- og landbrug, hvor man forsøgte at gøre tingene på naturens betingelser. Dette gjaldt både for dyrkningen af jorden, samt for pasningen af gårdens mange forskellige slags dyr.

I gårdbutikken kunne man købe alle mulige slags økologiske varer. Således også økologisk øl, som kunne nydes ved lange borde ude på gårdspladsen. Stolene var tillige lune at sidde på, idet disse blot var halmballer, lagt ud i lange rækker.

*          *          *

Lørdag aftens middag skal holdes samlet på Hvalpsund Færgekro. Det er nemlig sådan, at vi har måttet fordele deltagerne her på kroen, samt i et helårs- og et sommerhus.

Hvalpsund Færgekro er en af Danmarks 113 kongeligt priviligerede kroer. Den kan føres tilbage til 1532, og fik sine privilegier i 1669 med pligt til at sørge for færgefarten mellem Himmerland og Salling. Kroen ejes i dag af Lene Holm og Jørgen Pedersen, som er 4. generation af denne familie.

Som altid, når Rold Skovs Venner er samlet over et godt bord, bevirker den gode stemning at snakken går livligt. Og denne middag var da heller ingen undtagelse.

Ud over de vanlige taler og sange, havde Käthe til en tidligere lejlighed forfattet een, der specielt handlede om skovens venner, og da alle havde været begejstret for sangen, kunne den sagtens tåle at blive gentaget her.

Nu var det sådan, at hele denne weekend var velsignet med et strålende vejr, så alle var enige om at det var en god idé at gå aftentur inden kaffen. Samtidigt kunne vi så benytte lejligheden til at følge de piger hjem, som boede ude i sommerhuset. Og hvilken herlig tur. Himlen var oversået med millioner af stjerner, som dog først blev rigtigt synlige, da vi kom helt uden for byens lys. Det er det, som astronomerne kalder for lysforurening.

Da vi nåede indenfor i sommerhuset, viste det sig at skovhunden Koko var gået med denne gruppe, i stedet for at gå med sin ”mor”. Gensynsglæden var derfor stor, da vi atter kunne samles til en velfortjent tår kaffe, inden vi, trætte og mætte af indtryk, kunne kravle til køjs.

*          *          *

Efter maden søndag morgen, skal vi nu ud på en tur, som for det meste følger de syd/østlige egne af Lovns, hvor vi møder en masse mennesker fra Fodslaw, som også er på tur, men bare i modsat retning.

Turen går gennem flere at de utroligt smukke erosionskløfter, og da vi når ud til skrænten aller østligst på ruten, tager vi os tid til at nyde det gode vejr og den smukke udsigt ud over Lovns Bredning, mens vi også her drikker en tår medbragt kaffe.

Vi går ned på stranden gennem endnu en dyb slugt, og hernede standser Knud pludseligt op ved en lille tap, som stikker ud i fjorden. Efter nogle betragtninger over hvad der tidligere er sagt om Knudshoved, siger han, at nogen har spurgt om denne lille tap hedder noget. Det gør den ikke. Men hvis der ikke er andre gode forslag, skal den herefter hedde “Pers tap”. At dette kunne udløse et latterbrøl, er da højst ejendommeligt.

Efter denne 2-0 føring går turen nu blot videre langs den afstukne rute tilbage til Udestuen, idet vi skal køre hen til Lovns kirke, hvor vor gode ven, fhv. driftsmester hos Himmerlands Elektricitetsforsyning, Jørgen W. Bak venter på os for at fortælle om et spændende projekt.

Sagen er nemlig den, at man er ved at genskabe den tidligere Lovns sø på nogle arealer lige neden for kirken, og HEF har været med inde i sagen, da der har gået en 20 kV højspændingsledning lige hen over området, men denne er nu blevet omlagt til jordkabel og transformatoren placeret i en kiosk.

Det tilhørende, men nu overflødige transformatortårn, har HEF skænket til byen som udsigtstårn i forbindelse med dette naturgenopretningsprojekt.

Jørgen fortæller om denne sag, som han selv var med til at formidle. Det er nemlig ikke alle steder HEF ønsker at overlade deres udtjente tårne til andet brug. Det er forståeligt at disse smukke tårne, tegnet af den berømte arkitekt, Thorvald Bindesbøll, er eftertragtede, men det er selskabets krav, at formålet er absolut seriøst. Dette kan folkene i Lovns jo så betragte som et ridderslag for netop deres projekt.

Efter en interessant redegørelse om dette, var der lejlighed til at gå op i tårnet, eller gå en tur inde på Lovns kirkegård, inden vi atter skulle tilbage til hotellet for at nyde den ventende frokost.

*          *          *

Denne weekends sidste arrangement var et besøg på Danmarks eneste stråtækte herregård, Hessel. Inspektørens far, Jens Chr. Højgaard bød os velkommen og indledte med at fortælle om gårdens historie, lige fra 1391, hvor den da menes at have været en sørøverborg, og op til vore dage. Efter at Hessel en overgang var blevet meget forfalden, fremstår gården nu velrestaureret, idet Nordjyllands amt gik ind i sagen og købte den, med det formål at ændre den til et landbrugsmuseum.

Vi går herefter en tur rundt i gårdens længer, og Jens Chr. Højgaard fortæller engageret, men alligevel med herlige jævne ord, om gårdens drift, samt om anvendelsen af alle de mange forskellige slags landbrugsredskaber.

Efter rundvisningen var det frit for alle, til selv at gå rundt for at se på de ting, som hver især var mest interesseret i. For vore pigers vedkommende var det vistnok stuehuset, som havde den største interesse.

Dette kunne man gøre så længe man selv havde lyst, idet vor weekendtur var tilrettelagt således, at man blot kunne køre hjemad, når legeme og sjæl var trætte efter alle de mange indtryk.

Tak til Hanne og Knud for den 5. gode tur I nu har arrangeret for alle os andre. Weekend på Læsø, Samsø og Lovns, og de to endagsture til Livø. I kan bare det der.