1996

Willestrup skov og barokhave

Vi havde valgt at afslutte forårssæsonen med en aftentur til Willestrups skove og barokhave den 4. juni. Men da der havde været en smule misforståelse om arrangementet mellem Vincents Iuul og fmd. ang. det praktiske, havde sidstnævnte lovet forlods at tælle op, hvor mange der ønskede at drikke kaffe i barokhavens cafeteria. Det blev formandindens lod, at gå ind og sige, at af aftenens 122 deltagere, ville de 101 gerne være med i dette traktement.

Helge indledte turen med at gå mod nord ad Willestrupvej, og her fik vi straks følgeskab af mindst et halvt hundrede nysgerrige, sortbrogede kvier. Disse måtte dog stå tilbage, da vi drejede fra ad Møldrupvej for kort efter at gå ind i Kirkeskoven.

Her standser vi ved en bro over Villestrup å, som vi, som Rold Skovs Venner, aldrig har passeret før. Stedet er velegnet til at fortælle lidt af Willestrups historie. Om Kirsten Lunge og Axel Juul, som var dem der opførte det nuværende Willestrup i 1538, men da som et firefløjet borganlæg.

Willestrup gods blev tildels samlet efter Grevens fejde, idet bondestanden da stort set ophørte med at være selvejere, og for det meste overgik til at være fæstebønder. Det var nemlig sådan, at disse havde omvendt bevisførelse, for ikke at have været med i bondeføreren Skipper Clements oprør mod adelen.

Senere kom der dog også nedgangstider for Juul-slægten. Her skal man skelne mellem to, idet der foruden 5 uddøde slægter, findes både Lillie-Juuler og Stjerne-Juuler. Willestrup ejes af slægten med liljen, mens f.eks. søhelten Niels Juel stammer fra slægten med stjernen. Willestrup var således ude af slægtens eje i 144 år fra 1725 til 1869 hvor kammerherre Ove Sehestedt Juul køber godset tilbage.

Vi fortsætter turen mod vest gennem de herlige skovparter kaldet Kirkeskov og Marielund. Vejret er lunt og godt, og naturen byder på afvekslende oplevelser i form af en vegetation af vidt forskellig karakter og stemning.

Vi passerer Birkholmvej og kommer dermed ind i Birkholm mose, hvor det ved at springe fra tue til tue, lykkes os at nå tværs over denne, og vel kommet “i land” holder vi en lille pause for at kræve op. Knud og fmd. nåede hele 5 personer, mens pigerne klarede resten.

Nu var der blot tilbage at tage turen langs Birkholm- og Ardenvej tilbage til Willestrup, hvor aftenen som nævnt skulle slutte i barokhaven. De her omtalte problemer havde gået på, at der denne dag var hele 3 større selskaber, som ønskede at gæste haven, og da vi netop var det 3. hold, der gerne ville have kaffe/the og kage, blev der hurtigt dannet en lang kø.

Rold Skovs Venner fandt dog snart ud af at fordele sig således, at nogle gik tur i haven inden, og andre efter kaffen. Dejligt at vore medlemmer er så fleksible, at de kan få noget godt ud af enhver situation, således at vi også kunne slutte denne aften af med sædvanligt hyggeligt og venskabeligt samvær.