1996

Jægersborg skov

I marts måned ’94 var vi på en tur gennem det smukke enebærstykke i Jægersborg skov, men da regnen da havde stået ned i stænger fra morgenstunden, var der kun mødt 33 deltagere op. Vi havde derfor besluttet at gentage turen nu den 14. april ’96, og heldigvis for det, thi vejret var nu helt vidunderligt, med det resultat, at vi denne gang kunne sende hele 101 personer ud på en herlig tur.

Vi samledes på p-pladsen på vestsiden af Madum sø, og herfra gik vi straks ned til en helt spejlblank sø, hvor Helge fortalte lidt om ejerforholdene omkring søen. Willestrup ejer den sydlige del, og Lindenborg den nordlige, men det er Nordjyllands amt, som forvalter den dejlige natursti, der går rundt om både Madum sø og den nærliggende Langmose.

Helge fortalte også om den sunkne borg derude i søen, og om det at dykke på dybt vand med et tykt lag dynd på bunden. Han prøvede også engang hvad det vil sige at have en dødsoplevelse, idet han var lige ved at drukne, fordi han ikke kunne finde udløsesnoren til sit blybælte. Helge kunne tillige bekræfte, at når den første panik er ovre, er det egentlig en behagelig måde at forlade denne verden på. Man ser faktisk det meget omtalte hvide lys for enden af en lang tunnel.

Turen går nu over på nord/vestsiden af Aspvejen og ind gennem det smukke enebærstykke. I modsætning til enebærstykket i Vestskoven, er der her utroligt velplejet med al uønsket plantevækst holdt borte, således at de smukke ener kan udfolde sig på bedste vis.

Da vi færdes på Lindenborgs arealer, benytter Helge lejligheden til at fortælle lidt om den første greve Schimmelmann og den første skovfoged Qvistorff, som begge indvandrede til landet fra Tyskland. Han fortæller ligeledes, at grevinde Birthe Schimmelmann har bestemt, at Lindenborg slot med alt dets inventar, skal overgå til en fond efter hendes død, således at dette klenodie kan bevares “til evig tid”.

Under denne tur får vi også genopfrisket historien om disputten mellem Frimuth Engelst og Jens Ørnebjerg, som gik på om det var 4 eller 5 år siden at Søren Sømand døde. Tilslut brød den lune tjener, Elmer Møller Frederiksen ind og sagde, at han ikke vidste om det var 4 eller 5, men det var i hvert fald 6 år siden de begravede ham.

Som sædvanligt finder vi en dejlig plet, hvor vi kan holde vores lille pause til indtagelse af vådt og tørt, samt opkrævning af turafgifter. Og også denne gang måtte Knud og fmd. i aktivitet som opkrævere, og det endda som makkerpar.

Stemningen er varm og god, men da vi skal rejse os, bliver en deltager så dårlig, at vi bliver nødt til at rekvirere en ambulance. Det viste sig dog heldigvis, i lighed med tilfældet på juleturen, at dette ildebefindende blot var falsk alarm.

Turen går videre, og snart kommer vi forbi en gl. indhegnet bøgetrunte. Da Helge har planer om at skrive en bog om skovens solitærtræer, samt give disse navne, foreslår en deltager at denne skal hedde Skulpturtræet, hvilket Helge straks tager for gode varer. Een og anden skovejer vil dog nok få sig en overraskelse herved.

Inde ved Ulvedalen bestiger vi et nærliggende højdepunkt. Navnet Ulvedalen giver i sig selv anledning til nogle betragtninger om tiden hvor der levede fritgående ulve i Danmark. Den sidste ulv blev officielt skudt i 1813, men det menes dog at der levede ulve i Rold skov helt op til 1842.

På tilbagevejen standser Helge pludselig op ved et T-kryds på nogle ret brede skovveje, og beder fmd. afgøre om vi skal gå til højre eller venstre. Men med et mangeårigt kendskab til Helges “uvidenhed”, er det ikke svært at afgøre, at vi skal tage den undseelige skovsti, som går lige ud, hvilket også viste sig at være det rigtige.

Snart efter når vi igen ud på Aspvej, og efter denne dags strabadser, beslutter turudvalget sig til at køre hen på Mosskov-pavillonen, for der at kunne drøfte dagens begivenheder, samt skylle disse ned med “some good Danish beer”.