1996

Vælderskov

Vi indledte sæsonen den 10. marts med en ganske traditionel tur til områderne omkring Vælderskoven. Denne har dette navn fordi den rummer nogle væld, som bl.a. føder den vandrige Kovrsbæk.

Starten gik fra Storkroens parkeringsplads ned mod hulvejen, hvor Helge gjorde stop ved en normalt upåagtet pumpebrønd. Her fortalte han lidt om tiden som chef på Storkroen. Bl.a. om hvordan strømmen gerne forsvandt den 24/12 når der var allermest travlt. Foruden det at lyset selvsagt gik ud, betød det også at pumpen til toiletterne gik i stå. Helge måtte derfor ofte med ned til brønden, for at forsøge at starte op igen. Herligt job når man er iført både kjole og hvidt.

Vi krydser hulvejen og går over mod Lars Kjærs hus. Undervejs benytter fmd. og kasserer lejligheden til at tælle hvor mange, der er mødt op på denne første tur, men da Helge opdager dette, vender han rundt og siger, at han glemte at fortælle noget. Det var dog kun ren sabotage, og det lykkedes da også at få fmd. til at tabe tråden et øjeblik, inden de to seriøse optællere blev enige om, at vi var lige præsis 90.

Da holdet er samlet ovre ved det gamle husmandssted, fortæller Helge om en svunden tid, og om livsvilkårene som Lars Kjær og hans kone Marie måtte leve under, men beklager, at de som ikke har været her før, må nøjes med at forestille sig hvordan der ser ud inde i det rekonstruerede hus.

Det var nemlig sådan, at det meste af indboet en overgang var gået til, men med gode kræfters hjælp er huset nu ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. For at kunne gøre dette så realistisk som muligt, var Lars Kjærs familie samlet for at forklare hvorledes hjemmet havde set ud, mens Helge samtidigt skulle tegne og skrive ned. Helge mindedes, at man en overgang ikke kunne blive helt enige, hvilket medførte, at selv Helge blev skældt ud.

Da der var en på holdet, som syntes at dette var herligt at høre, blev det nu Helges tur til først at bekæmpe et smil, for derefter et øjeblik at tabe tråden. Han tog dog hævn ved alligevel “tilfældigt” at have nøglen i lommen, for derefter senere at beskylde fmd. for at have fjernet den fra døren, selvom den atter lå i førnævnte lomme.

Turen går nu tilbage mod Vælderskov, hvor vi først stiger op ad trinene ved Kovrsbækken, for senere at skulle halvt kure og halvt gå ned af stejle og isglatte skrænter mod Stendalen.

Vi følger denne et stykke vej inden det atter går op mod Norskebakken lige østen for Troldeskoven. Her fortæller Helge om nu afdøde Jens Hvass, der leverede både juletræer og bøgegrene til det norske folk. Dette blev påskønnet i en sådan grad, at Jens Hvass blev tilkendt Kong Olavs orden, som en belønning for denne gestus fra broderland til broderland.

Trods det, at vi nu har haft vinter i 4 mdr., finder vi et ret lunt sted på skrænten under Urskoven til at raste på, og tænk, da flere af vore udvalgspiger har fået forfald, må Knud og fmd. ud med Hanne og Birgit for at kræve op. Mærkeligt nok skulle disse mobbes, blot fordi de ikke var hurtige nok til at finde navnene på medlemslisterne. Ja, utak har altid været verdens løn. Turens næste stop sker ved Vierbøgen i nærheden af Troldefaldet. Her fortæller Helge om hvordan hans TV-arbejde startede, og om sit møde med pumaen, hvilket ingen i begyndelsen ville tro var sandt.

Det er nu tid til atter at vende næsen mod nord, og derfor passerer vi igen Urskoven, hvor en familie hyggede sig med at have tændt op på bålpladsen. Oppe i Troldeskoven går vi forbi stedet hvor Prinsessetræet segnede om for snart to år siden. Var det ikke en god idé, hvis Rold Skovs Venner kunne medvirke til at sætte en mindesten på dette sted? Den sidste prøve for vore tapre deltagere, bestod i at kunne forcere terrænet direkte fra Troldeskoven mod den gamle hovedvej A10, og ad denne er der ikke langt til udgangspunktet ved Storkroen. Alle kunne derpå tage hjem, lidt trætte, men fornyet med helse på legeme og sjæl.