1995

Sønderskoven

En kendt tur, men ad nye veje. Dette var hensigten, og dette kom også i høj grad til at passe på turen fra Rebild til Sønderskoven den 11. november. Af forskellige årsager var dagen ændret til en lørdag, og dette, samt en silende regn fra morgenstunden, bevirkede, at gennemsnitstallet for deltagelsen på årets ture, lige nøjagtig blev reduceret til det halve, nemlig 49 personer. Da det ikke mere er den helt store hemmelighed, at der serveres gløgg på novemberturen, kunne vi melde fra starten, at turen ville blive taget i ét stræk, da Marianne ville arrangere udskænkningen oppe i Blokhuset, således at vi kunne nyde både denne og vores medbragte mad i tørvejr.

Her fra Rebild indledte Helge turen med at gå gennem den smukke stævningsskov over mod Lille Stendal, og herfra op på et af områdets mange højdepunkter.

Her fortalte han bl.a. lidt om Rebildhus’s historie. Der har faktisk eksisteret tre. Det første var blot et traktørsted, med en årsomsætning på blot 495 kr. i de første år. Indehaveren var meget stolt da stedet fik installeret et lokum. Dette bestod blot af et bræt med to huller. Et for kvinder, og et for mænd. Lokummet var dog afskærmet af pressenninger, både foran og imellem hullerne.

Herefter fulgte så det landskendte Rebildhus, som blev drevet af Frimuth Engelst gennem en lang årrække. Dette klenodie brændte desværre ned til grunden, og blev erstattet af det nuværende Rebildhus. Det siges, at arkitekten netop havde tegnet en tyrestation forinden.

Fra det næste højdepunkt er der en storslået udsigt ud over Store Stendal, med kendte punkter som skovtårnet, Troldeskoven og Urskoven i baggrunden. Trods årstiden er jorden varm nok til, at der står en synlig fordampning op mellem de høje graner derovre på de stejle skrænter. Da højen, hvor vi står, vistnok ikke har noget navn, døber vi den: Qvistorffs høj. Dette være ment som en påskønnelse for det smukke syn, som Helge her delagtiggør os i.

På vej mod kulsvierpladsen passerer vi en stor gruppe ener, hvor Helge fortæller nye, og minder gamle deltagere om at huske, at hvis frugternes tre stadier når modningstiden på samme busk i det samme år, da vil pigerne blive trofaste. Ak ja, dette vil vist vare længe endnu.

Oppe på Kulsvier Sorens gamle arbejdsplads, som iøvrigt har været rekonstrueret i denne sommer, fortalte Helge løst og fast om denne store personlighed, herunder også om hvordan han døde. Flot afsked at tage.

Den rekonstruerede mile inspirerer Ø.P. til at fortælle om tilvirkningen af stål for ca. 2000 år siden. Man opdagede nemlig, at når man tilførte flint til sine miler, kunne man hæve temperaturen med op til 450 grader. Herved blev noget af kulstoffet optaget i jernet, således at dette blev omdannet til stål.

Helge mener øjensynligt, at vi nu er varmet godt op, hvorfor han starter en rask travetur, uden nogen pause før tilbagekomsten til Rebild.

Denne rundtur går ned i Stendalen, hen forbi spejderhytten, tværs over vejen og ind over en åben plads med en stor grenhytte. Videre mod syd, øst og nord i en til tider tæt Sønderskov. Tangerer St. Økssø ved åkanderne, og kommer ud på åbent land ved Grøndalen. Herfra ad Stendalsvej mod vest, men drejer fra over græs- stub- og pløjemarker mod Brohøjgaard og Brodsø, og videre gennem skoven langs den lille Stendal tilbage til Rebild.

Ingen kunne med sandhed herefter hævde, at de ikke havde været på skovtur.

Er turen barsk, så er varmen og hvilen så meget desto bedre. Herligt at gæste Marianne i det lune hus, og herligt at smage på den varme gløgg, som vist må være en 380 volts gløgg.

Det er ikke alle, der sådan kan benytte det nyopførte Blokhus som frokoststue, men vi Rold Skovs Venner skal også her være glade for samarbejdet med Marianne og Helge, idet de begge har tilknytning til stedet, og gør en stor indsats for dette.

Det var en fornøjelse at se, hvor smukt det hele er kommet op at stå efter den meningsløse brand. Man kan kun glæde sig over det, i særklasse, håndværksmæssige arbejde med selve huset, men også over, at det igen er lykkedes at fylde rammerne ud med mange spændende ting, der viser noget om den tid, da vore forfædre drog ud, og om livet derude i det fremmede.