1995
Langmosen
Så kom den tid vi længtes mod. Nemlig at Rold Skovs Venner atter kunne mødes efter en lang og varm sommer, og selv om de gode meteorologer havde truet med regn, blev det alligevel til det herligste sensommervejr på turen til Langmosen den 24. september.
På trods af, at vi på denne dag havde hård konkurrence fra både de private- og statsskovene, mødte der ikke mindre end 101 af vore trofaste medlemmer op. Det var nemlig sådan, at der som led i det europæiske naturbeskyttelsesår, var arrangeret en række “Grønne Søndage”. Og da lige akkurat den 24. september var udnævnt til at skulle være “Skovens dag”, holdt både Lindenborg Skovselskab og Buderupholm Statsskovdistrikt åbent hus med mange forskellige aktiviteter. Men, som et af vore medlemmer udtrykte det: “De har jo ingen Helge Qvistorff”.
Når vi, i forbindelse med en Madum Sø tur, gennem de senere år med mellemrum har besøgt Langmosen, har vi blot gået ind til udsigtspunktet i den vestlige ende. Vi havde derfor besluttet, at denne gang skulle turen gå hele vejen rundt, men sådan kom det bare ikke til at forløbe. Vi startede godt nok ved pladsen med den smukke udsigt, og fortsatte herfra langs mosens nordside til et andet højtliggende sted, hvorfra der ligeledes er en herlig udsigt over det himmerlandske landskab. Bl.a. ser man her Thorup kirke som et markant fikspunkt i det storslåede landskabsbillede.
Det er ikke forbudt, men i amtets folder over Madum Sø og Langmosen frarådes det dog folk at prøve på at krydse mosen, da tørvelaget er mindst 5 meter tykt, og med bløde partier i visse områder.
Her er det så den store fordel kommer frem: At man har en turleder med et format, som bevirker, at han kender sit terræn som sin egen bukselomme.
Ikke alle turens deltagere havde før været ved Langmosen, men alle som var med i dag, kan nu slå fast, at de har foretaget sig noget, som ingen nogensinde før har gjort som medlemmer af R.S.V., nemlig at krydse mosen fra nord til syd. Dette var så helt klart denne turs højdepunkt, ja en naturoplevelse af karat. Alt virker helt anderledes og forjættende herude fra mosen. Hvor ligger udsigtspunktet smukt og virker utroligt højt hernede fra den helt plane moseflade.
Vi er nu ovre i Willestrups skovdistrikt og fortsætter turen mod øst til vi når ud på asfaltvejen fra Astrup til Thorup eller Siem. Denne følger vi dog kun et kort stykke vej, inden vi atter drejer tilbage i skoven, og stadig på mosens sydside. Formålet er nemlig at holde vores sædvanlige pause i området med de store og smukke bøge. Disse er ofte mangestammede og troldeskovsagtige med “øjer”, hvilket vidner om fortidens til tider hårdhændede beskæringer til både gærdsel og brændsel.
Efter en tid med snak og hygge fortsætter vi turen mod vest. Det er dog ligesom Helge har noget for i form af at skulle ud på egen hånd, og snart efter sakker han da også ned i bagtroppen, for tilslut at forsvinde næsten ubemærket ud i mosen. Fortroppen går uanende og derfor ufortrødent videre, men ved vejkrydset hvor den gule og røde rute mødes, må hele holdet dog stoppe op efterhånden som de når frem. Hvor langt er vi, og hvilken vej skal vi?
Der må dog tages en beslutning, og med kendskab til Helges gøren og laden, findes der kun én mulighed: Atter op til udsigtspunktet. Selvfølgelig står Helge her og tager imod, så vi en sidste gang kan stoppe op, og glæde os over naturens skønne sceneri.
Som afslutning på en fin tur var der nu blot tilbage, at gå langs skovvejen forbi Lindenborgs pyntegrønt-klippede nobilisgraner, inden vi vel tilbage kunne takke af for en tur, som vil huskes længe.